Minoritetspartiets ugebrev 31.03.2003

HEKSEJAGT

Af Troels Peter Schmidt Medlem af Minoritetspartiets hovedbestyrelse

Herboende somaliere har længe været jagtet som fredløst vildt, angiveligt fordi de omskærer deres små døtre, selvom ingen i længere tid har kunnet dokumentere så meget som et eneste tilfælde. Alligevel er somalierne til stadighed udsat for heksejagt i medierne og endda truet med lovgivning som reelt, hvis ikke formelt, er øremærket denne gruppe. Alt dette fortsætter, selvom de embedslæger og sundhedsplejerskere, der i hverdagen taler med de involverede parter ansigt til ansigt, har fuld tillid til somalierne, når de insisterer på, at herboende somaliere ikke omskærer deres piger. (Weekendavisen 31. januar 2003)

For et par måneder siden blev "rockerne" hængt ud i Jens Jersilds "Rapporten" på DR TV 1. I udsendelsen forestillede man sig rent hypotetisk, hvad nogle rockere kunne finde på i en lille provinsby, og hvordan de ville fordærve byens unge. Blandt deltagerne var ingen repræsentant for rockerne, så en dialog var på forhånd udelukket. Heksejagt-metoden byggede altså ikke blot på at udbasunere udokumenterede beskyldninger, men også ved at hænge rockerne ud for, hvad de måske kunne finde på!

I Holmegårdsagen forsøgte fagforbundet BUPL at heksemobbe et medlem ud af forbundet, fordi medlemmet offentliggjorde forskningsresultater, som BUPL ikke brød sig om, og fremlagde institutionserfaringer ved en ansættelsessamtale, samt offentliggjorde et ønske om at ville diskutere spørgsmålet: Er opdragelse nødvendig?

Men hvad er hekse og heksejagt? Hvordan startede hekseforfølgelserne i sin tid, og kan vi lære noget af fortiden? Lad os først se på det historiske. I bogen Heksenes forsvarere, der udkom for knap et halvt år siden, skriver forfatteren Jan Guillou:

"Den yderst indflydelsesrige og retslærde franskmand Jean Bodin havde allerede i slutningen af 1500-tallet konstateret, at hvis man skulle følge de almindelige retsregler overfor hekse, ’ville ikke engang én ud af en million skyldige’ blive fældet. Jean Bodin, der blev hyldet som ’sin tids Aristoteles’, havde også med stor energi hævdet, at enhver, der anfægtede undtagelsesmetoder overfor mistænkte hekse, reelt var en heksenes forsvarer. Altså selv en heks, altså en person der selv burde brændes på bålet. Hvad der også skete i en del tilfælde."

Jean Bodin har utvivlsomt ret i, at uden undtagelsesprocedurer for, hvilke retsregler hekseprocesserne skulle anvende, ville der formentlig ikke have været ret mange mennesker, der blev dømt for hekseri. I Danmark har der stort set kun været to typer forbrydelser, som vi kan betegne som forbrydelser, der kræver undtagelser fra almindelige retsregler: nemlig forbrydelser mod statens sikkerhed og forbrydelser af ekstrem voldelig karakter. Men i dag bevæger vi os uvægerligt henimod flere og flere undtagelser fra traditionel retspraksis. Da hekseprocesserne vitterligt aflivede mange uskyldige mennesker for hændelser, de aldrig havde begået, kan vi passende spørge os selv, om ikke en udvidelse af undtagelser fra de almindelige retsregler gør mere skade end gavn.

Undtagelseslove hører ingen steder hjemme i en moderne retsstat. Det var der også enkeltpersoner, der mente allerede under hekseprocesserne i 1600-tallets Europa, selv om det desværre tog ufatteligt lang tid, førend det lykkedes at stoppe vanviddet. Vi kan endda sige, at det var, hvad menneskeheden havde lært af bitter og blodig erfaring.

I Sverige var drivkraften bag hekseforfølgelserne nidkære og agitatoriske præster, der fungerede som en slags forundersøgelsesledere. Barbariet medførte, at ca. 300 kvinder blev halshugget, hvorefter deres lig blev brændt på bålet. Selvom heksene i mange tilfælde kan have gjort sig skyldige i andre forbrydelser end at flyve gennem luften på en kost, så er i hvert fald en dom for sidstnævnte selvsagt ren og skært justitsmord!

I Danmark var Kong Christian IV en anderledes årsag til omkring 400 menneskers smertefulde tortur med efterfølgende død på bålet - brændt nådesløst og levende. Kongen var kendt for personligt at tilsidesætte alle formelt gældende retsprincipper og endda beordre enkelte kvinder anklaget for hekseri, bragt til sit slot og underkastet tortur under sin personlige vejledning for derefter at lade heksen brænde levende på bålet.

Heksejagten bestod af falske anklager, falske tilståelser og undtagelseslove. I Sverige og indtil slutningen på den anden spanske inkvisition i 1600-tallet, anvendte man desuden børnevidner.

Når vi i dag heksejagter somaliere, rockere og andre grupper og enkeltpersoner, er der indlysende forskelle mellem moderne heksejagt og tidligere tiders ditto. Dødsstraffen er afskaffet, og tortur er (bortset fra isolationsfængsling) forbudt. Alligevel mener jeg, at det er rimeligt at tale om heksejagt i dag, f.eks. i en del af de tilfælde, hvor en person anklages for seksuelle overgreb på børn.

Rygter og hysteri er i reglen starten på heksejagten. Skønsmæssigt har omkring 150 ansatte i daginsitutioner været beskyldt for pædofile overgreb, men kun nogle få er dømt. Vi ved ikke, om der er tale om tilståelser, eller hvilket andet grundlag dommene hviler på.

I Vadstrupgårdsagen blev en pædagogmedhjælper idømt 3½ års fængsel på grund af børns vidneudsagn. Men ikke engang inkvisitionen ville dømme hekse alene på basis af vidnesbyrd fra børn, når det var påstand mod påstand. Det skyldtes ikke, at man ikke ville lytte til børn, man ville blot ikke dømme et menneske på dette grundlag alene. Det er min opfattelse, at vi kun kan acceptere børns vidneforklaringer til at finde frem til bevismateriale. F.eks. kan børn sjældent huske tidspunktet for hændelser. Hvis vi accepterer at fælde en dom uden at kunne stadfæste tidspunktet for den påståede forbrydelse, afskaffer vi muligheden for, at den anklagede kan indhente et alibi. Dette er i sig selv et brud på moderne retstradition og derfor uacceptabelt.

I 2002 nægtede Den særlige Klageret i Danmark at genoptage Vadstrupgårdsagen. Det gjorde klageretten, selvom Landsretten i Vadstrupgårdsagen aldrig brugte den nu anerkendte viden på området, som har medført, at danske domstole i dag netop har forkastet de terapeutiske og psykologiske teknikker der går under betegnelsen "genfundne erindringer". Disse notorisk uvidenskabelige teknikker blev brugt over for børnene i Vadstrupgårdsagen. Kravet om, at et vidne skal kunne stadfæste tid og sted for en forbrydelse, blev i Vadstrupgårdsagen sat ud af kraft, når det gælder børnevidner. Så når vi tror, vi lever i en retsstat, hvor en mistænkt er uskyldig, indtil der ikke længere kan være rimelig tvivl om hans skyld, tager vi fejl, for der vil altid være en rimelig tvivl, når der slækkes på retsprincipperne ved anvendelsen af børnevidner. Indtil Vadstrupgårdsagen atter tages op, går vi principielt videre i Christian den IVs fodspor ved at sætte de sædvanlige retsprincipper ud af kraft.

I Vadstrupgårdsagen bygger man på børnevidneudsagnene. Der er ingen voksne vidneforklaringer, som peger på, at voksne har set noget, før sagen begynder at rulle. Dette er et retssikkerhedsproblem, da forældre, institutionspersonale, psykologer og andre blev involveret i sagen på en måde, som indebærer stor fare og sandsynlighed for, at børnene er blevet påvirket af alle disse menneskers involvering. Historierne bliver efter flere afhøringer mere og mere usandsynlige. Om det overhovedet ville kunne lade sig gøre gennem 4 år f.eks. at hænge børn op i institutionens kælder, overhælde dem med vand, binde dem på hænder og fødder og voldtage dem, eller at bortføre børn i timevis for at foretage onde overgreb, uden at det bliver bemærket af pædagoger og forældre, bliver slet ikke overvejet, hverken af de ophidsede forældre eller de behandlendende psykologer.

Når domstolene accepterer en procedure- og retssikkerhedsmæssig praksis som i Vadstrupgårdsagen, har vi i princippet fået et tilbagefald til den tid, hvor man dømte uskyldige som hekse uden andet bevis end børns udsagn. Jan Guillou skriver, at de to væsentligste årsager til, at det var muligt at henrette så mange uskyldige mennesker, var tilståelser opnået under tortur og børns vidneforklaringer. Når disse fører til dom uden andre beviser, kan justitsmord ikke udelukkes. Selvfølgelig kan tilståelserne og børnenes vidnesbyrd være sandfærdige, og derfor skal dommer og anklager gøre alt i deres magt for at finde frem til beviser, der kan underbygge vidnesbyrdene.

Det er min vurdering, at den dømte i Vadstrupgårdsagen formentlig er uskyldig. Han er dømt af velmenende voksne. Ligesom i heksebrændingernes tid taler alt for, at børnevidnerne har fået voksen hjælp til at konstruere deres vidneforklaringer i overensstemmelse med en hysterisk frygt for pædofile.

Jan Guillou har i DR2s Deadline i november 2002 udtalt, at hvis der i sager om pædofile overgreb er tvivl om den anklagedes skyld, skal der frifindes. Det vil sige, at når der ikke foreligger beviser, men kun påstande i sager om pædofile overgreb, må tvivlen komme den sigtede til gode!

Selvfølgelig skal vi lytte til børn og voksne i vor søgen efter sandheden. Vi skal finde den skyldige, hvis der beviseligt er tale om en skyldig. Det skal vi, fordi børn er afhængig af voksne, nemlig både deres forældre og det personale, der har omsorgen for dem og tager sig af deres behov i det daglige. Men vi skal ikke indføre undtagelsesregler, der dispenserer fra den århundredlange retstradition, at tvivlen skal komme den tiltalte til gode, og at den anklagede skal have mulighed for at fremlægge et alibi. Ingen har gavn af at afskaffe disse fundamentale retsprincipper!

Dette gælder ikke blot pædofilisager, men alle sager hvor nogen bliver udsat for heksejagt. Det drejer sig nemlig om retssikkerhed for os alle, børn såvel som voksne.

Derfor opfatter jeg det som en katastrofe for dansk retssikkerhed, at Den særlige Klageret ikke ville genoptage Vadstrupgårdsagen. Det får mig til at frygte, at vi nu bevæger os henimod tilstande, der minder os om de "retsprocedurer" i fordums tid, hvor nogle forbrydelser blev betragtet som undtagelsesforbrydelser, der krævede undtagelseslove, som satte de sædvanlige retsregler ud af kraft. Andre nyere eksempler på undtagelseslove, der sætter de sædvanlige retsregler ud af kraft, er Rockerloven, Tvindloven, Terroristloven og inden sommerferien loven om omskæring, som vil stigmatisere somalierne med falske anklager.