"Et anti-pædagogisk syn på børns og unges medbestemmelse" var titlen på en foredragsrække i seks byer, som jeg afholdte i 1993. Disse blev bl.a. annonceret i dagbladet Information. 

  Den direkte anledning var udgivelsen af min bog hele og FRIE børn, men også Kulturministeriets projekt, "Børn som medborgere", var en inspiration. "Det skal være godt at være barn i Danmark", slog Folketinget fast i 1988. 

  Resultatet af denne beslutning førte til projektet om "Børn som medborgere" 1991-1992, og i efteråret 1992 blev der udgivet to bøger og en video om projektet. Disse skildringer af børnedemokrati, medbestemmelse og ansvar var et foreløbigt højdepunkt af skolevedtægterne siden 1962 om mere børnemedbestemmelse - et tiltag som har spredt sig til rådhuse, idrætsforeninger og børnehaver i de fem kommuner, hvor projektet har kørt, og hvor det nogle steder er blevet fortsat efter projektets afslutning.

  Sammen med en hel stribe beslægtede historiske begivenheder og forteelser afspejler projektet "Børn som medborgere" en accelererende samfundsmæssig afvikling af begrebet ´barndom´. Projektkoordinatoren i videoen taler om en direkte ´trussel´ mod institutionerne, hvis det liv og den medindflydelse, som projektet har sat i gang, fortsætter.

En børneinstitution er en væsentlig garant for barndommens bevarelse, for institutionens historiske formål er at beskytte børn ved at afsondre dem fra voksenlivet. Men hvad er "barndommen"?

Der har altid været børn, men "barndommen" som en særlig livsfase har kun været almen i Vesteuropa i omtrent 400 år, selv om spirerne hertil strækker sig meget længere tilbage i historien. Barndommen er konstrueret og fortsat videreudviklet og bekræftet af psykologien, psykiatrien, etikken og pædagogikken. Barndommen fortsætter den dag i dag samtidig med, at samfundsmæssige forandringer gennemtvinger dens afvikling. Barndommen hviler på to hovedpåstande:

1.) Barnet skal beskyttes på grund af sin sårbare natur, og

2.) At være i ´barndom´ indebærer, at et menneske i denne livsfase er fundamentalt anderledes end en voksen.

I mine øjne er barndom en del af paradigmet "mennesket". Dette menneskebillede tillagde mennesket egenskaber som: Mekanisk, funktionelt, lydigt, hierarkisk, specialiseret, instrumentalt og ikke mindst økonomisk rationelt opfattende. Det nye menneskebillede tilføjer helt andre tillægsord: Eksistentielt, pluralistisk, fleksibelt, helt, fordomsfrit, demokratisk, kreativt, socialt, selvstændigt, tillidsfuldt, kritisk og anti-autoritært med respekt for det enkelte menneskes ret til egenart og forskellighed - eller voldeligt, anarkistisk og destruktivt. Det gamle paradigme blev konstrueret af videnskaben, mens det nye menneskebillede hovedsageligt opbygges af protest- eller alternativbevægelser i kølvandet på store teknologiske og sociale forandringer.

Det afspejles i sociale forudsætninger (se bilag 1: "Sociale begivenheder, bøger film m.m. til opbygning af et nyt menneskebillede" i fra Incest til MEDIE-HETZ) og tekno-videnskabelige ansatser til konstruktionen af et nyt menneskebillede.

TV´s udbredelse til de fleste husstande i USA i 50´erne og i Danmark i 60´erne er muligvis en af de væsentligste årsager til påbegyndelse af processen ´barndommens forsvinden´. Audio-visuelt udelukkes efterhånden intet område fra barnets erkendelsesverden. Informationssamfundet har påtaget sig opgaven at rive alle ghettomure ned, uanset tilskuernes alder, køn osv. Ændringer i denne retning dokumenteres senere.

I 1992 blev en femårig undersøgelse af familierne i Norden publiceret - for Danmarks vedkommende i bogen, "Småbørn, livsvilkår i Danmark", af Dion Sommer og O. Langsted. Den viser bl.a., at den autoritære familie næsten er forsvundet, og tilbage står vi med ´forhandlingsfamilien´, hvor forældre forhandler med børn om alt: Hvilken slags slikpind vil barnet have; hvad skal vi se i TV; hvornår skal barnet i seng, spise osv.? Endvidere viser det sig, at familierne har mistet deres norm-homogenitet, så hver familie nu har sine egne indbyrdes forskellige normer. Når næsten hvert barn i en institution kommer med sine egne normer, kan personalet reagere på én af to måder: Enten ved autoritært at gennemtvinge nogle fælles institutionsnormer overfor alle børn, eller ved at indføre noget historisk og kvalitativt nyt, nemlig den normpluralistiske institution med lige respekt for alles normer. Børneinstitutionernes normpluralisme er den eneste acceptable, hensigts-mæssige og navnlig holdbare vej frem, hvis man ikke vil forsøge en ny udgave af autoritær pædagogik. Lykkes det at få en normpluralistisk institution til at fungere rimeligt, vil børnenes kompetenceudvikling komme til at indeholde social fleksibilitet, kulturel integration og det at finde logik i og mening med kulturen. Vores stadig mere norm-pluralistiske samfund vil dermed afspejle sig i institutionen, medvirke til afvikling af forskellen mellem barndom og voksendom og mindske den kulturelle afstand mellem institution og samfund - en afinstitutionaliseringsproces.

November 1992 - hele og FRIE børn udkom - en bog som vil fremme omtalte afinstitutionaliseringsproces. Samtidig er det første gang anti-pædagogik og seksuel frigørelse for alle integreres systematisk i en frigørelsesstrategi. Alt dette peger i retning af et "normpluralistisk" fremtidssamfund.

Under temaet "Forår 1993" har Århus Kunstmuseum udstillet "Jeff Koons - retrospektiv". Kunstneren, som har været ét af de ´hotteste´ internationale navne, besøgte Århus. Med en udstilling som Koons´ blev hverdagen, banaliteten, det daglige og intimsfæren gjort til genstand for det sofistikerede, internationale kunstpublikums beundring og anerkendelse. Blandt støvsugere i glas og basketballs i akvarier gik nøgne børn ikke ram forbi. Alt i hverdagen kunne og blev udstillet. Den opsplittede hverdag forsvandt. Barndommen også. Afstanden mellem voksne og børn eksisterede ikke længere, da disse og alt andet i hverdagen blev blandet og udstillet i samme rum på samme udstilling. På godt og ondt nærmede vi os et polymorft perverst menneskebillede. Koons var gift med pornostjernen, det tidligere italienske parlamentsmedlem, Cicciolina. Det er hende, som han billedligt og skulpturelt har udstillet sig sammen med i tredobbelt menneskestørrelse. Ingen "hard core"- porno ville, efter min mening, kunne have budt på ret meget mere pornografisk. Her var det kunst samtidig med at at udstillingen som også udgjorde et pornografisk univers var blandede sammen med udstillede, "uskyldige"nøgne børn. Det mener jeg er noget nyt i vor tid. Men udstillingen var også nyskabende på andre felter.

Den kendsgerning, at en pornomodel blev valgt ind i parlamentet i et europæisk land, kan kun være resultatet af et nyt syn på mennesket. Dette nye menneskesyn vil sikkert blive udbredt, idet synlige sociale fornyelser som en parias integration, selv kortvarigt, i det fine parlamentariske selskab ville kunne bidrage til et mere positivt billede af ludere og pornomodeller til gavn for et mere humant menneskebillede.

"På kanten af kaos - nye billeder af verden", en udstilling på Louisiana i 1993. Et eksempel, der ikke fremgik på udstillingen, men som ikke desto mindre er eksemplarisk i forhold til de kaos-teorier, der gennemsyrer udstillingen, er følgende: Det har vist sig, at jo flere TV-kanaler, TV-tilskuerne kan modtage, jo færre TV-timer tilbringer de foran skærmen. Et godt eksempel på kaos-teorierne, fordi det var umuligt at forudsige - eller i hvert fald ikke blev forudsagt. Verden er ikke særlig forudsigelig.

Kaos-teorierne interesserer sig for området mellem orden og kaos, der hvor nye strukturer kan opstå. Derfor er der tale om revolutionsteorier. Måske kan kaos-teorier anvendes inden for ethvert tænkeligt fagområde. Jana Sterbæk, en af udstillerne, fokuserer bl.a på kroppen, fordi kroppen er det komplekse sted, hvor det indvendige og det udvendige mødes. Udstillingen markerer en stadigt stigende interesse for computerteknologi og de nye billeder af verden, som følger i kølvandet på de nye erkendelser.

Gennem visualiseringen af komplicerede matematiske ligninger på computerskærme bliver det muligt at kommunikere uforudsigelige og kaotiske strukturer, som bliver hver mand/kvindes eje, også børns. Børn og andre kan skabe deres ´virtual reality´. Næsten alt, hvad man kan forestille sig, vil kunne afprøves i et selvskabt univers, ret tæt på virkeligheden, og ikke blot inspireret af egne, men også af mange andres dagdrømme og fantasier. Her er der mulighed for en næsten total ophævelse af barndommen og voksen-dommen.

Tidligere omtalte jeg den ´norm-pluralistiske´ institution. Af den undersøgelse, der ligger bag dette begreb, fremgår, at det ikke længere er muligt at indlære børn gode og hensigtsmæssige normer med henblik på fremtiden, af den simple grund, at fremtidens normer er uforudsigelige. Kaos-teoriernes fremstilling af uforudsigelighed i den fysisk-matematiske verden er i overensstemmelse med undersøgelsens resultater, selv om der er tale om en helt anden sfære - den sociale. De mest hensigtsmæssige kompetencer for børn at erhverve sig i dag må være en her-og-nu-orientering, fleksibilitet, social tolerance og hurtig omstillingsevne, hvilket børn jo generelt er bedre til end voksne. En ophævelse af barndommen ligger måske lige om hjørnet i takt med den fortsatte skabelse af en mangfoldighed, hvori Freuds billede af civilisationen som en indkapsling af menneskets livs- og dødsdrift ophæves på kanten af kaos. Det siges at være det mest interessante sted at befinde sig.

Ved hjælp af den komplekse computerteknologis forenkling af verden i billeder til indføring af et børne-/menneskedemokrati ser verden lysere ud. "Al magt stammer fra vores billeder af hinanden", sagde den franske filosof og historiker Michel Foucault.

De nye menneskebilleder er i dag i stort omfang masseproducerede. Der er tale om en udvidelse af det samlede billede af mennesker og mennesketyper. Sammen med mediernes umættelige behov for nyt stof, nye sensationer og lokkende, salgbare oplysninger og historier (men også i mindre omfang nøgterne og alsidige beretninger) bliver norm-pluralisme følgen.

Alt er muligt. Mennesket har alt i sig og bliver et frit væsen, som kan vælge, hvad det vil, og hvilke identiteter, det vil påtage sig. Kombineret med behovet for, at vi ikke slår hinanden ihjel osv., bliver den eneste realistiske overlevelsestrategi at udøve respekt for hinandens egenart og forskellighed. Informationssamfumdet kan ikke stoppes, og det behøver ikke være en mørk fremtid vi går imøde, tværtimod.

Klik på: Besøg friskolen Summerhill i Skotland

For Anti-pædagogiske bevægelser i verden klik på: http://privat.schlund.de/k/kraetzae/englinks.htm

• Børnemagt     Vilde drenge
• Ungemagt       Nye aktionsdage
• Folkets Park