Se 1½ time lang Foredrag på Dansk, på YouTube nuklik påNyeste forskning som kategorisk afviser det universelle incest tabu: Engelsk Introduktion (4 min.), resten på dansk. Engelsk tekst til højre for videobilledet på YouTube findes 3 links: til ægyptologens forlag, hvor bogen kan købes, til bogens indholdsfortegnelse og til de første 24 sider af bogen som alle kan læse fritklik her
For at afspille hele det 1½ time lang foredrag / diskussion automatisk
(i stedet for manuelt én efter én) gå til følgende YouTube side og klik på "Play All" i højre side - for automatisk afspilning gå først til den pågældende YouTube side ved atklikke her
New Research Rejects Universal Incest Taboo: Eng. Intro, Eng. Text Right of Screen; Dansk Foredrag
klik her

Denne side er desværre stadig under konstruktion:

Læs hellere papir-udgaven af Fra Incest til Mediehetz
som kan lånes 
gratis på Det Kgl. Bibliotek eller læses gratis lige her:

For første gang læs Nu i flot Super PDF Format
Fra Incest til Medie-hetz - klik her
- af forfatter Troels Peter Schmidt uddannet antipædagog
ved Ballerup Fritidspædagog Seminarium

Men ikke mindst - klik først på:
HELE OG FRIE MENNESKER og 

HELE OG FRIE BØRN 
- Inden for pædagogkredse og i Danmarks Radio blev der plæderet for en anti-pædagogisk
  retning, hvor børn kunne nyde en opvækst som hele og frie mennesker, og 
naturligvis skulle det seksuelle ikke bare klippes bort
.

Læs Leif Blædels boganmeldelse
af Fra Incest til Mediehetz,
fra Weekendavisen - MEDIE-HETZ
- klik her
------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her følger nogle uddrag - uden illustrationerne, uden fodnoter osv. - fra bogen:

"fra INCEST til MEDIE-HETZ"

Pressenævnets heksejagt

En seksualkritisk anti-pædagogiks fødsel, kamp, og fremtid

- med bidrag af

Leif Blædel, Weekendavisen

Christian Braad Thomsen, Weekendavisen

Wilhelm von Rosen, Pan Bladet

Erik Pedersen, Ny sexualpolitik

Redigeret af Peter Schmidt

@ by Peter Schmidt

1. udgave, 1. oplag, nov. 1997

Forlaget Attika

Schmidt har tidligere skrevet hele og FRIE børn - forfatternavn Jørgen Rasmussen

Tryk:

Omslag af Lis Heidemann

ISBN 87 7528 279 8

Peter Schmidt
fra INCEST til MEDIE-HETZ

Pressenævnets heksejagt

En seksualkritisk anti-pædagogiks fødsel, kamp og fremtid

 

Tak til Lene Lyngsie, tidligere medlem af bladet Seksualpolitiks redaktion, for at nedskrive store dele af denne bog, bl.a. fra båndede radioudsendelser, samt for at læse korrektur. Ligeledes tak til Fabio Scaramella for mange gode råd og en senere korrekturlæsning på nyt materiale. Tak til Ole Riemer for teknisk hjælp vedrørende opsætning. Og hvor overvældende herligt var det, da Anne Schäffer, min kæreste under en del af studietiden på Københavns Universitet i 1960´erne, pludselig dukkede op igen efter 30 år. Hendes kritik af bogen har været yderst konstruktiv og tiltrængt. Tak allermest til Nina Larsen, min kæreste og samlever på ottende år, som løbende har ydet nødvendig kritik og været en yderst overbærende og stærk ven gennem hele hetzperioden. Herudover har mange andre venner og bekendte bidraget med moralsk opbakning og anden støtte gennem hele bogens tilblivelsesproces. En tak for bl.a. lån af vigtige avisudklip om mediernes hetz mod Christian Kampmann, og til Christians daværende kæreste og medredaktør af bladet Seksualpolitik fra 1973 til 1980 Finn Mikkelsen. Finn var ligeledes skydeskive for pressens sensationslyst. Jeg er desuden taknemmelig for en frisk og skarp indholdsmæssig kritik fra stud.mag Peter Jensen samt 3. G´eren Maciej Z. Kolasinski.

 

Til Jens Falkentorp, der døde i 1996

i en alder af kun 57 år.

Hans liv var et liv i solidaritet med

alle undertrykte og fattige,

og deres ret til at ytre sig frit.

Han var aktivist ved Sokkelund Radio

i København og ansat ved Danmarks Radio

som oversætter af mange sprog.

 

Politikens Tøger Seidenfaden har forsvaret sin avis´ ret til at drive heksejagt på forfatteren til denne bog. Bogen er en dokumentation på chefredaktørens lemfældige og ukritiske holdning til Politikens etikettering af undertegnede som pædofil. At dette kan komme fra en "ansvarlig" overordnet på "Den levende avis" er både chokerende og tankevækkende - ikke mindst for dennes arrogante holdning i sit forsvar af medie-hetz metoden.

Seidenfaden står forrest når han skal forsvare hvad der ikke kan forsvares, nemlig Politikens ret til at kalde et menneske for noget det ikke er, for så derefter at nægte vedkommende at svare på tiltale.

Da Politiken anmeldte og roste filmen "Heksejagt" der beskrev en gammel, og symboliserede nutidige forfølgelse, kunne jeg intet andet end at opleve et bundløst hykleri fra dette nyopståede tabloids side. Jeg har igennem tiden(r) ydet en aktiv indsats til fordel for et mere humanistisk og demokratisk samfund. Også for de pædofile. Hvorfor Seidenfaden antager at jeg er pædofil.

Hvis jeg skulle have den samme seksualorientering, etnisk eller politisk baggrund som alle dem jeg har forsøgt at være fortaler for, så skulle jeg være lesbisk, pædofil, transvestit, sado-masochist, feticist, politisk flygtning, barn, neger, kvinde, gammel pensionist, kineser, grønlænder, zoofil, osv. Men jeg er ingen af disse. Og ingen kan være dem alle.

Når udgangspunktet for en logisk tankegang er falsk, kan selv nok så meget "logik" ikke rette op på en fejl. Da foreninger er åbne også for sympatisører kan man ikke automatisk kalde alle medlemmerne det, som gruppen ellers står for(det som den samlede gruppe står for). Men Seidenfadens tankegang er endnu mere ekstrem: Han tror, at hvis man har den opfattelse, at pædofili i sig selv er uskadeligt, så må man selv være pædofil! Hvorfor han i sin argumentation henviser til nogle af mine synspunkter i "hele og FRIE børn", som en del af sin begrundelse for at stigmatisere mig. Men med chefredaktørens tankegang må man betragte en lang række forskere som pædofile, alene ud fra deres forskning. En sådan tankegang skal man jo enten efterlyse helt tilbage i middelalderen, eller i et totalitært styre i det tyvende århundrede.

I denne forbindelse er det pudsigt at overveje den kendsgerning, at lektor ved Ålborg Universitet Hans Hessellund anmeldte en videnskabelig antologi "Children & Sex" i Nordisk Psykologi og i selve Politikens Hus - i Ekstra Bladet. Den grundholdning som Hessellund giver udtryk for i sine anmeldelser, er identisk med min egen og det er oprindeligt derfra at min opfattelse af pædofili stammer. Ifølge Seidenfadens egen tankegang må Hans Hessellund selv være pædofil, og ikke mindst de personer der har godkendt trykningen af Hessellunds anmeldelser i hhv. Ekstra Bladet og i Nordisk psykologi!

Lad det allerede fra de første sider i denne bog stå helt klart: "En pædofil er en person ... der især føler sig tiltrukket af personer, der aldersmæssigt befinder sig i perioden før, under og/eller lige efter puberteten. Den pædofile finder sin egentlige seksuelle tilfredsstillelse i forhold til børn og unge i denne aldersgruppe, idet der er store individuelle variationer med hensyn til, hvilken aldersgruppe der er den foretrukne. Det er karakteristisk, at i og med den unge bliver fuldt udviklet i legemlig henseende, forringes hans seksuelle tiltrækning for den pædofile." (s. 280 i "Klinisk Sexologi", af Preben Hertoft)

"Vanggaard ... mener, at voksne mænds og drenges gensidige sexuelle tiltrækning er noget ganske alment forekommende, som imidlertid undertrykkes i vor kultur. Bl.a. anfører han: "Mellem mænd og drenge... findes der følelsesforhold af en farve og intensitet, som nøjere betragtet naturligt må kaldes seksuelle, selv om det genitale kun ligger hinsides forholdet og uden for parternes bevidsthed.". (s. 279, do.)

Det er min opfattelse at gennemsnitsdanskeren har noget pædofili i sig, bevidst eller ubevidst, i mere eller mindre grad. Mit syn er i overensstemmelse med en psykoanalytisk indsigt i den menneskelige seksualitet, som i øvrigt er hvorfra jeg har hentet min opfattelse. Men dette er selvsagt ikke ensbetydende med at gennemsnitsdanskeren dermed er pædofil, tværtimod.

Peter Schmidt

 

 

INDHOLD

 

[Om Tøger Seidenfadens heksejagt m.m.]
Nævnet hvor retssikkerhed ikke gælder de uglesete

Forord

1. del: Tilbageblik

Bøssefrigørelse på en arbejdsplads (Seksualpolitik, efterår 1977)

Venstrefløjens seksualracisme (Dagbladet Information 6/3-78)

Kønskvotering er kvindernes vigtigste våben

(Dagbladet Information 28/2-79)

Helen Nash og Alpha Diallo (Socialistisk Dagblad 1/8-79)

Bøsser og lesbiske (Politiken 14/11-79)

                 2. del: En anderledes incest

Fra radioudsendelser

Far, må jeg lege med din tissemand?,

anmeldt i Pan Bladet, 5/11-82,

af bøssehistorikeren Wilhelm von Rosen

"Far, må jeg lege med din tissemand?"

(DR./Ekstra Bladet 17/8-82)

Program om børns sexliv stoppet

Ugeavisen København, efterår, 1982

En 12-årig dreng og en 25-årig kvinde

(Christiania Radio 24/4-85)

Vesterbro Natradio (29/11-85)

Indledning

Båndede interviews:

1 En kvinde: Da jeg var 12 år...

2 Cand. psych. lektor Hans Hessellund, AUC

3 Filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen

4 Cand. psych. og sexolog Bent Petersen

5 To mødre og en far fortæller

6 Interview med en 17-årig pige

7 19-årig bøsse om dengang han var 8 år

8 24-årig kvinde og hendes 13-årige kæreste

9 Brev fra Henrik, som er far til sin søster

Direkte udsendelse:

Sexologerne Jette Bach og Bent Petersens oplæg
1 Søren om samværet med sin farbror
2 En fars naturlige forhold til sine børn
3 Lavalder, mongolbørn og kongefamilien
4 Tvillingebroder, der har samleje med sin søster
5 Jette, Bent og Peters egne erfaringer efterlyses
6 En kvinde tvivler
7 En anden kvinde mener, det er løgn
8 Om ophævelsen af lavalderen

9 Tvillingebroderen igen

10 Sonja og hendes tvillingebroders kærlighed

11 Ikke incest psykologisk set

12 Flere følelser og mere flirteri

 

3. del: Kvinder og incest

 

Suzanne Brøgger og en anden kultur

Nogle kvinder, som har udtalt sig positivt

Vi skal vide mere om incest

 

4. del: Et gammelt ord og etik

 

Nogle ord om et ord

Målet er den størst mulige tryghedsfornemmelse

Etik

 

                 5. del: Ingen retssikkerhed for de uglesete

- en seksualkritisk anti-pædagogiks kamp

 

Dokumentationen:

Sokkelund Radio interviewer Peter Schmidt (16/2-95)

Analyse af en hetz (Ny sexualpolitik, foråret 1995)

Christian Braad Thomsen om hetzen (Weekendavisen 28/4-4/5-95)

Den responsive stat - og en hetz (Direkte Aktion sommeren 1995)

Undervisning hjemme - Frihed eller fængsel? (Ålborg Stiftstidende

16/10-1995)

 

Korrespondancen:

- Brev til hvert medlem af Folketinget (2/2 95)

- Politiken nægtede at optage dementiet (13/2-95)

- Brev fra Voksne Babyers Verden (18/2-95)

- Brev fra forfatteren Hugo Hørlych Karlsen (21/2-95)

- Politikens første begrundelse for afvisning af genmæle (27/2-95)

- Klage til Pressenævnet (1/3-95)

- Politikens anden afvisning af genmæle (modtaget af Pressenævenet 24/3-95)

- Peter Schmidts brev til Tøger Seidenfaden via Pressenævnet (2/4-95)

- Politikens tredje afvisning af genmæle (modtaget af Pressenævnet 18/4-95)

- Brev fra socialrådgiver Svend Jensen til Pressenævnet (20/4-95)

- Brev fra forfatteren Maria Marcus til Pressenævnet (22/4-95)

- Krav om genmæle (tilsendt Pressenævnet 24/4-95)

- Brev fra formanden for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske,

Søren Laursen (til Pressenævnet 26/4-95)

- Pressenævnets kendelse (18/5-95)

- Klage over Pressenævnets kendelse (30/5-95)

- Pressenævnets svar (9/6-95)

- Brev til formanden for Folketingets Retsudvalg, Bjørn Elmquist (29/6-95)

- Svar fra Bjørn Elmquist (8/2-96)

- Det ligner en tidligere hetz mod forfatteren Christian Kampmann

 

                 6. del: Fremtidens menneskebilleder

en seksualkritisk anti-pædagogiks fremtid

 

Historiske udpluk af fremtidens menneskebilleder:

Bøsser har succes i samfundet, Politiken

Nye toner, Ny sexualpolitik

En rebelsk fugls sange, fra Hertofts Den rebelske fugl

Fremtidens menneskebilleder, Ny sexualpolitik

Young and Old - We´re Gonna Be Free, I.P.C.E.-kongressen

Institutionerne mangler valgfrihed, Dagbladet Information

Hvad bestemmer børnene, Information

 

Hjem igen

en seksualkritisk anti-pædagogiks fødsel

 

Efterskrift

 

Bilag 1:

Sociale og kulturelle begivenheder til opbygning af et nyt menneskebillede

 

Bilag 2:

"Den gamle pædofilgruppe"

- af "de gamle"

 

Bilag 3.

Vidste du at...

 

Litteratur, bøger, organisationer m.m.

 

 

"Jeg har lige siddet og læst Socialpædagogen 2/95. Den artikel om Peter Schmidt gør mig dårlig. At en mand kan udtale sig sådan. Han burde ikke have lov til at være eller kalde sig pædagog. Han burde fratages enhver ret til at passe eller beskæftige sig med børn".

Henrik Fennenberg (Socialpædagogen nr.4, 1995)

 

"Socialpædagogen indledte en beskidt kampagne mod ham (Peter Schmidt, red.)".

Leif Blædel (Weekendavisen, 2. juni 1995)

Retssikkerhed - Kommentar af Leif Blædel, Weekendavisen (2. juni 1995)

Nævnet hvor retssikkerhed ikke gælder de uglesete

 

Etik. Pressenævnet havde ingen indvendinger imod, at Politiken kaldte en ikke-pædofil for "erklæret pædofil"

 

Politiken kaldte fritidspædagog Peter Schmidt for "erklæret pædofil" og skrev at han "i en annonce tilbød børnepasning". Peter Schmidt er ikke pædofil og har ikke erklæret at være det. Han har ikke tilbudt børnepasning. Han sendte bladet et uaggressivt læserbrev med korrektion af fejlene. Redaktionen afviste det. Så klagede han til Pressenævnet. Det gav forleden Politiken medhold.

Jamen, det er da løgn? Nej, hvert et ord er sandt:

Peter Schmidt er engageret i seksualpolitik. Han er inspireret af Wilhelm Reich. Sexologen, professor Preben Hertoft har omtalt hans bog hele og FRIE børn med respekt og mener, han er i slægt med Homer Lane og A.S. Neill.

Maria Marcus siger han fortsætter, hvor Freud stoppede. Han solidariserer sig med kvindefrigørelsen og med seksuelle minoriteter, er stifter af adskillige ligestillingsudvalg og seksualpolitiske sammenslutninger, ligesom han er medstifter af Pædofilgruppen.

I lighed med flere andre af gruppens medlemmer er han ikke selv pædofil, men vil støtte den. Akkurat som Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske har medlemmer, der ikke er nogen af delene, kun sympatisører. Dansk Kvindesamfund havde for nogle år siden en mandlig formand. Nadine Gordimer deltog i antiapartheid kampen i Sydafrika uden at være sort.

Efter at Peter Schmidt, til støtte for bogen om frie børn, havde annonceret for tilslutning til "Anti-pædagogisk netværk - en diskussions- og børnepasningsgruppe for forældre, socialarbejdere og andre", indledte bladet Socialpædagogen - som måske ikke bryder sig meget om anti-pædagoger - en beskidt kampagne mod ham. Den blev fulgt op af B.T. under overskriften "Pædofil vil passe små børn privat" - det var den lidt uklare brug af ordet "børnepasningsgruppe" som blev forvrænget til at Peter Schmidt personlig ville passe små børn.

Dagen efter den artikel skrev journalist Hanne Fall Nielsen kritikløst dens påstande af i Politiken og benyttede de indledningsvis citerede vendinger, uden så meget som at lade Peter Schmidt få lov at svare på angrebene.

Anstændige aviser accepterer normalt korrektion af notoriske fejl. Men da Schmidt med sit indlæg kort ville klarlægge sin holdning, fik han i et brev fra Tøger Seidenfaden at vide, at bladet "ikke er synderlig optaget af hans seksualitet", og at artiklen "faktisk ikke handlede om ham", men om "principielle forhold ved privat børnepasning".

Når Peter Schmidt modsætter sig at blive kaldet pædofil, skyldes det ikke at han anser det for ærekrænkende i sig selv. Men det er en udbredt tro, at de pædofile er monstrøse børnelokkere, som begår voldelige seksuelle overgreb mod små børn - og selv om dét overhovedet ikke er karakteristisk for pædofile forhold, vil påstanden selvsagt kunne skade ham professionelt.

Da Schmidt klagede til Pressenævnet, glemte Politiken sin første motivering for at afvise ham - den der indebar, at aviser frit skulle kunne beskylde folk for hvad som helst, bare de påstår, artiklerne handler om noget andet.

I stedet henviser Seidenfaden nu til hans tilknytning til Pædofilgrupen og hævder, at "når pressen beskriver folks seksuelle orientering (...) sker det på grundlag af den eventuelle foreningstilknytning, de har valgt at hænge deres seksuelle præferencer op på."

Denne kunstige argumentation kan jo ikke skjule at Politiken har skrevet noget urigtigt om Peter Schmidt.

Men Pressenævnet - repræsenteret ved Axel Kierkegaard, Bent A. Koch, Kaare R. Schou og Preben Sørensen - udtaler: "Anvendelsen af ordet pædofil på den måde, som det er sket i Politiken´s artikel, er ikke en overtrædelse af god presseskik". Færdig med Schmidt!

I modstrid med god retsskik undlader nævnet at motivere afgørelsen. Det er heller ikke let at argumentere for avisers ret til at skade en mand med usande påstande. Men nævnets afgørelse er ikke helt overraskende, for det har flere gange tidligere været påfaldende uvilligt til at støtte upopulære minoriteter. Da medlemmer af Hells Angels helt udokumenteret blev beskyldt for narko-handel, afviste nævnet en klage, med at påstandene "ikke var egnet til at påføre klagerne økonomisk eller anden skade af betydning". De nydelige herrer i nævnet synes at mene, at kun det pæne borgerskab besidder respektable æresbegreber. Derfor gav man samme motivering for at afvise nogle andre HA-medlemmers klage over påstande om, at de var blevet tævet i Christiania, skønt de ikke havde været i Fristaden. Sekten Hare Krishna fik afvist en klage over at blive slået i hartkorn med visse nyreligiøse bevægelser med deres "totalitære metoder" og smarte økonomiske arrangementer - skaden ved urigtigheden var "ikke af betydning".

En retssikkerhed er småt bevendt, hvis ikke den gælder også for de svage og for forhadte minoriteter. Det gør den - selv om der er skændige undtagelser - ved domstolene. Men Pressenævnet synes ikke at mene, at uglesete folk har krav på samme behandling som ordentlige mennesker.

[Mere om Tøger Seidenfadens heksejagt: korrespondancen mellem Schmidt og Seidenfaden - klik her ]

Forord

 

Denne bog er sendt til samtlige medlemmer af Folketinget med henblik på at ændre Pressenævnets juridiske grundlag, således at den almindelige borger får lettere adgang til genmæle i medierne, og især sådan at tilfælde af falsk etikettering af personer, som dokumenteret i bogen, ikke fremover vil kunne finde sted, uden at vedkommende i det mindste selv har kunnet komme til orde i det/de pågældende medium/medier.

 

"fra INCEST til MEDIE-HETZ" er en faglig bog om incest, samt et bidrag til belysning af fænomenet incest i vor tid. Dele af bogen kan anvendes som et ekstra hjælpemiddel til at vurdere et barns eller et ungt menneskes eventuelle behov for hjælp eller støtte. Derfor er bogen også udgivet med henblik på lærer- og pædagogstuderende, professionelle der arbejder med børn og unge - og især forældre.

 

2. del: En anderledes incest - Vesterbro Natradio samt 4. del: Ingen retssikkerhed for de uglesete er kernen i nærværende bog. Synspunkterne i udsendelsen har jeg løbende, og offentligt, givet udtryk for lige siden 1982. Disse synspunkter var den umiddelbare årsag til medie-hetzen, som dokumenteres i 5. del. For at få indblik i medie-hetzen og dens omfang, er det muligt og tilstrækkeligt at læse 2. og 5. del.

 

Et vigtigt mål med denne bog er at medvirke til at gøre det muligt for enhver, at støtte selv de mest uglesete i vort samfund. Som det er nu, kan denne demokratiske rettighed kun udøves, med fare for automatisk at blive sat i bås med de uglesete. Den væsentligste forudsætning for at en støttende person kan undgå at blive stigmatiseret som noget vedkommende ikke er, vil være, at der skabes bedre adgang til genmæle i medierne. Paradoksalt nok er den største hindring for ytringsfrihed medierne selv, og den måde Pressenævnet håndhæver medieansvarsloven. Det er ofte medierne, som nægter den enkelte borger at tage til genmæle - udøver censur. Desværre kan man sige, at Pressenævnet kom til at deltage i en medie-heksejagt da nævnet, som højeste klage-instans, gav pressen det blå stempel til at kalde en ikke-pædofil for pædofil.

 

Når nævnet giver medierne medhold i sådanne sager er der tale om en tragedie for ytringsfriheden. Staten, hvorunder nævnet hører, bærer således det overordnede ansvar for denne krænkelse.

 

"Seksualkritisk anti-pædagogik" er undertitlen på min tidligere bog "hele og FRIE børn". Denne bog om anti-pædagogik samt diskussionsgruppen Anti-pædagogisk netværk,var begge genstand for medie-hetzen. Derfor handler nærværende bog også om anti-pædagogik.

 

"fra INCEST til MEDIE-HETZ" er ydermere skrevet for at bidrage til en ændring af Pressenævnets juridiske grundlag. Derfor er bogen, som allerede nævnt, tilsendt alle medlemmer af Folketinget.

Peter Schmidt.

 

1. del:

Tilbageblik

 

"Der er en mand i enhver kvinde, et barn i enhver mand (omend dybt begravet), en handicappet i ethvert menneske, en indvandrer i os alle, en bøsse i enhver mand, en lesbisk i enhver kvinde, o.s.v. Vi bør bevidst og åbent erkende, at disse grupper repræsenterer nogle positive kvaliteter i alle mennesker. Ved at kvotere disse kvaliteter frem, til fordel for samt berigelse af sociale grupper på arbejdspladserne, i partierne, i foreninger, i boligkvarterer, overalt i samfundet og på alle niveauer, vil vi i følge nogle feminister også være med til at svække alle sociale hierarkier. Formålet er at få reel ligestilling og selv-bestemmelse indført overalt, samt at ethvert menneske kan komme til at udvikle sig og anvende enhver egenskab i dets psykoseksuelle personlighed og krop."

 

Peter Schmidt, Seksualkritisk

(Anti-)pædagogik, eget forlag, 1982

 

Bøssefrigørelse på en arbejdsplads

(Seksualpolitik nr. 5/1977)

("Bøssefrigørelse på en arbejdsplads"i uddrag bringes her for at dokumentere hvor omfattende en del af mit liv bøssefrigørelsen har været, samt hvor stor en betydning denne har haft for mig personligt og politisk. Højdepunktet for den seksualpolitiske faglige kamp i disse år blev "Høringen om bøsser og lesbiske på arbejdspladserne" der fandt sted i 1980 først og fremmest på grund af vores kamp på arbejdspladsen P&T. Min og andres beretninger fra arbejdspladsen der kom frem på høringen blev transmitteret fra DR P1 umiddelbart efter høringen. Herudover offentliggjorde Information, Ekstra Bladet, Politiken og andre landsdækkende aviser flere af de personlige beretninger fra høringen. Artiklen her viser også hvordan bøssekamp bliver til en solidarisk kamp med andre undertrykte grupper.)

Det er vigtigt, at lesbiske og bøsser gør oprør mod den undertrykkelse, de møder på deres arbejdsplads. Det kan ske bl.a. ved at danne basisgrupper. Her kan man få den moralske støtte, man har brug for. Og kønspolitiske organisationer støtter arbejdernes krav om oprettelse af anti-diskriminationsudvalg i fagforeningerne.

For et halvt år siden forsøgte to af mine kolleger i selve arbejdstiden at latterliggøre og umyndiggøre mig ved at prøve at tage mine bukser af mig. Den ene pågreb mig bagfra og holdt mine arme fast, så han vanskeliggjorde mine forsøg på at sparke mig fri. Fyren foran nåede at åbne mit bæltespænde. Hele episoden fandt sted, fordi disse to kollegaer ikke kunne tåle at høre mig snakke lige så meget om mit sexliv, som mine andre kammerater talte om deres.

I en hel time eller mere, før de tog fysisk fat i mig, havde den ene konstant angrebet mig verbalt for min homoseksualitet, men da jeg ikke havde noget imod at snakke om alle former for sex, kunne de åbenbart ikke finde på andet end at "tage fat".

Senere fortalte den ene af de to fyre mig, at jeg "selv var ude om det". Mon ikke der er en del voldtagne kvinder, der også har hørt den forklaring? For de kunne jo bare lade være med at gå i den kjole, lade være med at snakke med fyren eller byde ham op til dans. Ligesom jeg jo bare kunne lade være med at sige et ord om mit sexliv, mens andre taler frit fra leveren om deres.

At der ikke må være forskel på, hvad homoseksuelle og heteroseksuelle kan tillade sig, må gøres klart i hele fagbevægelsen. Det er derfor af største betydning for bøsser og lesbiske, der er medlemmer af en fagforening, at de får denne til at vedtage et forslag om, at diskriminering af homoseksuelle medlemmer fordømmes på det kraftigste.

Fra Politikens forside, fredag d.2/9 - 1977:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kun overskriften ned til 4. linie der begynder med:

"en stor arbejdsplads med......

 

SKAL DÆKKE 2 SPALTER!

 

 

 

 

 

 

Formanden for Postarbejdernes fagforening, Rene Bresson, var Dagens Portræt uden foto i Politiken Søndag 4/9-1977. Da hans portræt ikke kom med bringes et billede af ham fra Postarbejderen, nr. 19 marts 1978 her:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommentar til ovenstående:

men da postarbejdernes antidiskriminationsforslag skulle behandles på SID-kongressen "spillede" postarbejdernes delegerede "billard", og forslaget kom aldrig til afstemning endsige behandling!

 

Bøssetolerance

En dag kom min ven, Hans Jørgen, på arbejde med neglelak på. Han skulle stå ved et pakkesorteringsbord. Foruden at sortere pakker skulle han også binde postsække op, efterhånden som de blev fyldt med pakker. Hans Jørgen arbejdede sammen med tre kollegaer. De stod og arbejdede således, at de kunne høre hinanden, hvis de talte højt. Fra starten var der en aggressiv stemning. Alle tre blev ved med at gentage: "Vi har ikke noget mod bøsser, bare de lader være med at vise det". I mange timer forsøgte de at latterliggøre ham, og når dette ikke virkede, begyndte de at insinuere, at han ikke kunne passe sit arbejde og binde sække op, hvis han samtidig skulle skåne sine farvede negle. Da dette heller ikke havde nogen synderlig indflydelse på Hans Jørgen, truede den ene af kollegerne med at indberette ham for ikke at passe sit job. Efterhånden var der mange vidner, fordi denne kollega blev mere og mere hidsig - han råbte mere og mere op. Alle kunne dog se, at Hans Jørgen stod og passede sit job udmærket.

Det afgørende for en arbejder i sådanne situationer er, at han har nogen at få moralsk støtte hos. Både Hans Jørgen og jeg ved fra egne erfaringer, at vi ikke kan klare den slags alene. Vi var heldige - vi havde vores mandegruppe. Hvad med dem, som ikke engang har denne mulighed? Hvis vi ikke havde haft nogle andre at støtte os til, ville vi have sagt op. Og i disse krisetider ville det for os indebære 5 ugers karantæne, fordi vi homoseksuelle "selv har sagt op, ikke?" I tilfælde af, at man er 50 år eller derover kan dette være katastrofalt. Det kan blive til permanent arbejdsløshed indtil pensionsalderen. Hvis personen er heldig, vil vedkommende "kun" miste sin anciennitet, hvis han/hun som ufaglært skulle blive tvunget over i et andet erhverv.

Disse er kun nogle af grundene til, at det er bydende nødvendigt, at vores (og egentlig alle) fagforeninger fordømmer diskriminering af homoseksuelle på arbejdspladserne - og opretter et anti-diskriminationsudvalg. For alle diskriminerede medlemmer. Bøsser og lesbiske er i sig selv så få i antal. Uden en bred alliance mellem alle diskriminerede grupper (f.eks. kvinder i almindelighed, gæstearbejdere, ældre personer, deltidsansatte, enlige forældre osv.) vil vi ikke have det nødvendige flertal til at ophæve al diskriminering.

 

 

Ill Faglig ligestillingsgruppe folder Høring

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ILL. AVIS-BILLEDE AF ELSE EDUSAI OG PERTER SCHMIDT - INKLUSIV LIDT OVER 1 LINIES TEKST UNDER BILLEDET. (Fra Kommunistisk Forbunds avis, nr.2, 14. okt., 1978.)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Perspektiv

Ovenstående handlede om vores egen undertrykkelse. Men det er jo ikke enkeltstående tilfælde, og det kan derfor være nyttigt at se dem i forbindelse med den generelle undertrykkelse, som homoseksuelle udsættes for:

Undertrykte samfundsgrupper som kvinder, negre, homoseksuelle og arbejder-klassen har i mange år haft vanskeligt ved at kunne acceptere sig selv. De ledendes ideologi og livsstil har stået som noget ønskværdigt for de lidende selv, uden at de af den grund har haft nogen reel mulighed for at opnå dette.

Kvinderne og negrene har været de mest fastlåste, fordi de har været lette at identificere, mens de fleste bøsser og nogle fra arbejderklassen har haft held med at skifte miljø og her blive fuldt integreret.

To tyske sociologer, Martin Dannecker og Reimut Reiche, har i deres undersøgelse "Der gewönliche Homoseksuelle" (Gennemsnitsbøssen) vist, at der findes en social flugt fra land til by og fra arbejderklassen til mellemklassen for bøsser. Undersøgelsen omfatter desværre ikke lesbiske kvinder, men viser, at flugten for bøsser er betydeligt større end for den øvrige befolkning i Vesttyskland. F.eks. kommer 14% af de homoseksuelle mandlige studerende fra arbejderhjem i modsætning til 6% heteroseksuelle mandlige studerende. Forholdene i Danmark afviger ikke væsentligt fra forholdene i Vesttyskland.

Årsagerne til, at denne sociale og geografiske flugt er større for homoseksuelle end for heteroseksuelle, er den almindelige undertrykkelse og diskriminering. Gennem Dannecker og Reiche´s undersøgelser har vi fået dokumentation for, at der findes en ekstra hård social faktor som spiller ind, og gør at bøsser stiger (flygter) hurtigere op ad den sociale rangstige end andre mænd. Der er ikke tale om, at de blot stræber efter flere penge og status, men at flertallet af bøsser flygter fra et helvede. Dannecher og Reiche mener ikke, at bøssers relativt højere uddannelse skyldes nogen særlige biologiske egenskaber, men udelukkende beror på det faktum, at tilværelsen som bøsse i arbejderklassen er uudholdelig. Undersøgelsen dokumenterer også grundigt, at den meget udbredte opfattelse, at bøsser og lesbiske i særlig høj grad skulle stamme fra middel- og overklassen, ikke holder stik.

Reiche og Dannecher har gjort samfundet en stor tjeneste ved at afdække tingenes rette sammenhæng. Der findes ikke noget særligt slægtskab mellem homoseksualitet og mellem-/overklassen.

Det er vigtigt at pointere, at bøssefjendskab eksisterer overalt i samfundet, i alle sociale klasser. Men det er lettere at bære i mellemklassen, fordi mellemklassen i højere grad end arbejderklassen har en facade af høflighed til at dække over bl.a. angst og had. I arbejderklassen står den enkelte homoseksuelle overfor arbejdernes direkte og spontane angreb. Psykologisk set er det naturligvis sundere for arbejderen at udtrykke sig, som han gør i stedet for at skjule sig. Det gør det bare ikke lettere for den homoseksuelle f.eks. at holde selvhadet på afstand, når han angribes af måske 20-30 personer. Under disse vilkår er det klart, at han flygter til andre sociale lag.

Hvad så med os homoseksuelle, der er tilbage i arbejderklassen? For os, der er tilbage, bliver kampen sværere, fordi vi ikke er så mange, der kan organisere os - eller blot støtte hinanden. Det vil hjælpe, hvis vi ved, at vores fagforening støtter os f.eks. ved offentligt at fordømme diskriminering af homoseksuelle, som PAF (= Postarbejdernes Fag-forening) har gjort. Og i endnu højere grad, hvis vi kan få oprettet et udvalg, hvor vi kan komme og få hjælp, når vi har brug for det. Trygheden på arbejdspladsen vil blive større, og vi vil kunne stå frem som stolte mennesker uden frygt eller skam.

I nogle lande vinder homoseksuelle i disse år, gennem hård kamp, flere muligheder og mere mod til at stå frem som bøsser eller lesbiske. Det eneste, som i virkeligheden er forfærdeligt ved at være bøsse eller lesbisk, er at vi konstant tvinges til at skjule, undertrykke og fornægte enhver hentydning til noget så fundamentalt som vores kærlighedsliv, seksualitet, følelser og adfærd.

At stå frem er personligt og psykisk af den største betydning for den enkelte. At stå frem kræver mod. Det er farligt, sådan som forholdene er nu, ikke mindst i en krisetid. Under højkonjunkturen er det mindre risikabelt at stå frem, bl.a. fordi man lettere vil kunne finde et andet arbejde i tilfælde af, at man ikke kan bære denne udsatte position på sin arbejdsplads. Men selv om det kan være risikabelt at stå frem og som en konsekvens heraf måske miste sit job, så skal det gøres af ovennævnte grunde. Under højkonjunkturen havde vi ikke i samme grad brug for et anti-diskrimineringsudvalg i vores fagforening, som vi har nu i en krisetid.

Både på arbejdspladsen og i vores faglige organisationer må bøsser, lesbiske og heteroseksuelle arbejdere støtte hinanden personligt og politisk. Der må være de samme rettigheder, respekt og lighed mellem alle arbejdere. Og vi kan kun stå solidarisk, hvis vi sammen bekæmper enhver form for diskriminering. Derfor kræver vi nu, eftersom vores forslag ikke kom til afstemning på SID-kongressen, oprettelsen af et åbent anti-diskriminationsudvalg i vores egen fagforening. Enhver homoseksuel postarbejder bør melde sig ind i udvalget. Foruden at tage sig af diskriminering af homoseksuelle, skal udvalget have et bredt sigte og omfatte alle postarbejdere, der føler sig diskriminerede. F.eks. kvinder i almindelighed, ældre ansatte, forældre med behov for børnepasning osv. Den 30. oktober holder PAF ordinær generalforsamling, hvor forslaget til et anti-diskrimineringsudvalg skal til afstemning.

PAF har modtaget støtteerklæringer for sit SID-kongres forslag (som forbyder diskriminering pga. seksualorientering, etnisk oprindelse m.m.) fra følgende organisationer: Bøssernes Befrielsesfront, Forbundet af 1948, Mandebevægelsen, Lesbisk Bevægelse, Rødstrømpebevægelsen og Thilderne/Dansk Kvindesamfund.

 

(Når jeg her i bakspejlet - i 1997 - ser tilbage på alt dette kan jeg oplyse læseren om, at en sort afrikaner, Said Mohammed fra Comorerne, var en af vores kollegaer ved P&T. Det er ham til ære, at mange DKP-postarbejdere måtte opgive deres modstand mod etableringen af Ligestillingsudvalget i Postarbejdernes fagforening. Ingen DKP´er med respekt for sig selv var i stand til at sige denne sorte afrikaner imod, da han tordnede mod kritikerne af Ligestillingsudvalget som værende næsten så slemme som "racister".)

Bøsser og lesbiske

Bodil Pedersen og Linda Buckingham, medlemmer af Faglig Ligestillingsgruppe mod racisme og sexisme.

Politiken 14/11-79 - artiklen bringes her i uddrag for at vise hvordan min kamp bliver til en fælles kamp mod diskriminering og undertrykkelse.

 

Annelise Hansen er lesbisk. Hun blev udsat for grov diskriminering, og fortæller: "For ca. et år siden arbejdede jeg i et firma i Ballerup. Jeg havde ikke fortalt nogen om min lesbiske indstilling, og ser ud som de fleste... Alligevel vidste alle en skønne dag besked... Jeg passede mit arbejde, som jeg plejede, og der var ingen optræk til diskrimination af nogen art, men pludselig en morgen, da jeg kom på arbejde var der ingen som svarede, da jeg sagde "god morgen". Annelise blev p.g.a. sin homoseksualitet, hurtigt totalt isoleret fra alle medarbejdere. Hendes arbejdsbord blev sågar vendt så hun kom til at sidde med ansigtet mod væggen! Senere forandrede situationen sig på uforklarlig vis til det bedre. Hun fortæller: "Det er meget opslidende og man klarer det sjældent uden at bryde sammen. Man tilbringer trods alt de fleste af døgnets vågne timer på sin arbejdsplads, og så skulle man jo behandles ordentligt".

Det er p.g.a. diskriminering, som den Annelise blev udsat for, at nogle bøsser og lesbiske i marts i år startede en tværfaglig ligestillingsgruppe. Selv om vi især beskæftiger os med den undertrykkelse bøsser og lesbiske udsættes for på arbejdspladserne, har Faglig Ligestillingsgruppe bl.a. været medarrangører af demonstrationen den 28. september for Alpha Diallo - politisk flygtning (se artiklen Racisme og sexisme senere, red.). Både racisme og sexisme er former for diskriminering som vi mener det er nødvendigt at bekæmpe over en bred front. Vores prioritering af homoseksuelles problemer har i høj grad været betinget af, at alle gruppens medlemmer selv er homoseksuelle. Dog mener vi ikke, at homoseksualitet er en nødvendig forudsætning for deltagelse i gruppens aktiviteter.

Annette Jørgensen, lesbisk, medlem af Faglig Ligestillingsgruppe og snedker-lærling, skrev en artikel i sit fagblad der omhandler hendes frygt for at "stå frem", og hendes vrede og ydmygelse over smålige bemærkninger fra mandlige "kammerater" angående homoseksuelle. Hun stod frem på sit arbejdssted kort tid før artiklen gik i trykken.

Det ovenfor nævnte eksempel på diskriminering af bøsser og lesbiske på arbejdspladserne er blot nogle få ud af alle dem, som man aldrig hører om, men som forekommer dagligt. Endnu i dag, trods ihærdigt arbejde mod diskriminering, raser undertrykkelsen lystigt videre. De fleste tilfælde hører man aldrig om, netop fordi, de der bliver ramt af denne form for daglig undertrykkelse i forvejen befinder sig i en vanskelig situation, som de er bange for at forværre ved at tale offentligt om den.

Vores forslag om et forbud mod diskriminering af homoseksuelle blev ikke optaget i overenskomsten mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Men nu har vi fået et ligestillingsudvalg i selve LO-toppen! Det er klart at vi skal benytte os af dette udvalg selvom udvalget sandsynligvis kun er blevet opfattet som et kønsligestillingsudvalg. Vi ønsker at ligestillingsudvalget også skal omfatte ligestilling m.h.t. seksualitet. Homoseksuelle på arbejdspladserne kræver ligestilling med de såkaldt "normale". Vi vil ikke længere skjule vores seksualitet - heller ikke på arbejdspladserne. Derfor kræver vi: "Enhver form for diskriminering af LO-medlemmer p.g.a. nationalitet, race, køn og seksualitet, som f.eks. homoseksualitet, transvestisme, transseksualitet, osv. forbydes."

Alle LO-medlemmer skal have mulighed for at bringe oplysninger om deres forhold på arbejdspladsen frem i virksomhedens, fagforbundets og fagforeningens publikationer, på lige fod med andre, for at bekæmpe eventuelle tilfælde af diskrimination og årsagerne hertil. I tilfælde af formodet diskriminering pålægges bevisbyrden både den anklagede og klageren.

De nævnte krav vil vi forsøge at få rejst i så mange fagforeninger som muligt. Vi ønsker at opfordre alle homoseksuelle, samt andre der føler sig diskrimineret, til at danne ligestillingsudvalg i deres respektive fagforeninger. Faglig Ligestillingsgruppe, som er tværfaglig og tværpolitisk, vil i denne henseende gerne fungere som rådgiver eller blot moralsk støttegruppe. Foreløbig har vi været med til at støtte oprettelsen af 2 udvalg på Gladsaxe Fritidspædagog og Børnehaveseminarium samt ét i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS). Desuden har nogle medlemmer af Faglig Ligestillingsgruppe været med til at oprette ligestillingsudvalget i Postarbejdernes fagforening.

 

 

 

KOMMENTAR I DAGBLADET INFORMATION

Venstrefløjens seksualracisme

d. 6. marts 1978 af Peter Schmidt

 

(Denne kommentar bringes her i ultrakorte uddrag for at dokumentere den seksualpolitiske kamp som jeg deltog i - indenfor venstrefløjens rækker - ved at forsvare lesbiske kvinders rettigheder. Hvis Politikens Seidenfaden har ret til at kalde mig pædofil, fordi jeg forsvarer de pædofiles demokratiske rettigheder, så må han også kalde mig lesbisk når jeg forsvarer lesbiske mod den del af venstrefløjen som er seksualracistisk.)

 

DKP og nogle andre organisationer har nægtet lesbiske kvinder at deltage i den Internationale Kvindedagsdemonstration d. 8. marts, såfremt de lesbiske kvinder insisterer på at demonstrere under deres hovedparole: Lesbisk kamp er kvindekamp - kvindekamp er lesbisk kamp.

Udelukkelsen af de lesbiske kvinders hovedparole er en undertrykkelse af lesbisk kamp. Det er et slag mod lesbiske kvinders muligheder for at protestere mod deres egen undertrykkelse. Det er et forsøg på at fastlåse lesbiske kvinder i en samfundsundertrykkelse, der er baseret på seksualpræference, og kan ikke være andet end seksualracisme. Ethvert menneske er født med evnen til at elske både sit eget og det modsatte køn. Det er et biologisk potentiale alle har fra naturens hånd, og når diskriminering finder sted på grund af seksualpræference er der tale om en racisme, der er lige så frygtelig, og i sit væsen lige så fascistisk, som den racisme sorte mennesker udsættes for.

De postarbejdere , som er medlemmer af KAP (Kommunistisk Arbejderparti), har været de mest loyale og konsekvente støtter, vi har haft på arbejdspladsen, både i forbindelse med bøsse-, kvinde- og lesbisk kamp på min arbejdsplads, P&T, i vores kamp for at få et ligestillingsudvalg nedsat på generalforsamlingen, og Postarbejdernes anti-diskrimineringsforslag på SID-kongressen i september 1977. Det er ikke alle på venstrefløjen, der er seksualracister!

 

 

KRONIK I DAGBLADET INFORMATION

Kønskvotering

er kvindernes vigtigste våben

(D. 28. februar 1979, af Peter Schmidt, illustreret med tegning af Peter Lautrop. Kronikken medtages her i korte uddrag for at dokumentere mit forsøg på at støtte kvinder. Hvis Politikens Seidenfaden har ret til at kalde mig pædofil, fordi jeg vil bekæmpe al diskrimination, også mod pædofile, så må han med samme ret kunne kalde mig kvinde! Med hensyn til kvinder mener jeg at kønskvotering er et nyttigt redskab til opnåelse af ligestilling med mænd og kønskvotering har jeg kæmpet for siden 1974. Kronikken dokumenterer mit forsøg på at støtte kvinder.

 

En første betingelse for ... (kvindernes frigørelse, red.) ... må være en kønsintegrering på alle områder og niveauer af arbejdsmarkedet. For at indføre denne kønspolitiske produktionsmåde må traditionelle og utraditionelle midler tages i anvendelse. Et af midlerne kan være kønskvoteringer, hvis mål skal være at skabe reel ligestilling og afskaffelse af ethvert kønshierarki. Dette vil ifølge nogle feminister, svække sociale hierarkier i almindelighed. Foruden kønskvoteringer skal alle traditionelle kvindekrav, som de materielle forudsætninger for kvindernes ligestilling og frigørelse, ikke have en lavere prioritering end f.eks. kønskvotering.

En anden betingelse er afskaffelse af al anti-homoseksualitet, racisme, sexisme og kønsroller på arbejdsmarkedet. På nuværende tidspunkt er postarbejdernes generelle anti-diskriminationsoverenskomst, som forbyder diskriminering pga. køn, race, nationalitet og seksualitet, et vigtigt krav for at nå frem til en seksualrevolutionær produktionsmåde.

 

Kønskvotering og moder/barn-bindingen

"Det fundamentale moder/barn afhængighedsforhold har eksisteret i en eller anden form i alle samfund, tidligere eller nuværende, og således har formet og stadig former enhver moden kvindes og ethvert spædbarns psykologi", S. Firestone, "Kønnenes dialektik", 1972, Rhodos.

Så længe det er kvinderne, der føder børnene, vil tilknytningen betyde, at en større del af hendes liv end af mandens tilegnes barnet. Uden positive særforanstaltninger for kvinderne er konsekvenserne af dette, at mænd oparbejder flere ressourcer og mere overskud end kvinder, hvorved de gør sig mere gældende end kvinder i samfundet. Uden positive særforanstaltninger kan dette sociale kønshierarki ikke brydes.

Det må være indlysende i betragtning af moder/barn-bindingen, at traditionelle krav som flere daginstitutioner o.l. aldrig i sig selv vil kunne ligestille mænd og kvinder samfundsmæssigt. Heller aldrig vil en oplysningsvirksomhed i sig selv kunne ophæve en kvindefjendsk ideologi, men blot mildne den.

 

Kønskvotering og samværsformer

Kønskvotering kan ligeledes være et hjælpemiddel til at ændre vores samværs-former. De borgerliges kønsadskilte og kønshierarkiske samværsformer på arbejdsmarkedet kan, ved hjælp af kønskvoteringer, tilnærme sig lige og kollektive samværsformer. På mange arbejdspladser arbejder man i grupper, men stadig alt for ofte kønsadskilte. Køns-integrerede kollektive arbejds- og samværsformer kan blive et af resultaterne af 50% køns-kvoteringer i ansættelser på traditionelle mandearbejdsområder. For at sikre, at køns-kvoteringer ikke bliver en boomerang mod netop kvinderne, må 50% kønskvoteringer ikke indføres på traditionelle kvindeområder, så længe den procentvise arbejdsløshed blandt kvinder er større end blandt mænd.

 

Konklusion

Vi har set, at rovdrift på kvinden ... finder sted i Sovjet. Det sidstnævnte finder faktisk sted i alle de "socialistiske" lande. Fængselsstraf på 6 år for homoseksualitet finder også sted i Sovjet. ... heller ikke i et sådant samfund skal vi regne med nogen garanti for, at seksualiteten ... (og kvinden, red.) ... bliver frigjort.

 

Note:

Peter Schmidt er medlem af Faglig Ligestillingsbevægelse mod sexisme, racisme, alderisme. Interesserede kan kontakte bevægelsen ved at skrive til: Faglig Ligestillingsbevægelse, Studiestræde 18, 1455 København K.

 

Aktuel kommentar til en kønskvoteringsdebat i1979:

 

(Kronikken blev dengang uddybet i en kommentar i Information af et andet medlem af Faglig ligestillingsbevægelse, Linda Buckingham: "Psykoanalyse, feminisme og marxisme" d. 21/3-1979.

Andre debatindlæg lød: "8. marts og Peter Schmidt", af Helga Jørgensen d. 9/3 1979, og "Om Freud og mennesker", af Lis Lomholt d. 31/3.1979.

Min kronik skrev jeg som en reaktion på to indlæg: Kønskvotering - en illusion, af Claude Andersen og Helle Hvidtfeldt, d.25/1-1979, der begyndte med ordene Angående Peter Schmidts kommentar til Information 15-1: "De psykologiske forklaringers magtesløshed". Det andet indlæg hed: "Kønskvotering", af Elisabeth Levy og Jytte Thorbek, som indledningsvis lød: "Der har fornylig været en debat om kønsrollernes oprindelse, som startede med Peter Thielsts indlæg den 8/1. Peter Schmidt kom 15.1 med et modindlæg og kom her ind på kønskvotering ... Vi finder, at en debat om kønskvotering er mere væsentlig end det problem, som Thielst lægger hovedvægten på.... Vi vil derfor gerne foreslå Information at bringe debatmateriale, der belyser problemerne omkring kvoteringsprincippet, både de praktiske og de, der hænger sammen med fordommene imod princippet."

 

 

 

Helen Nash og Alpha Diallo

Socialistisk Dagblad 1. august 1979, af Peter Schmidt

 

(Hvis Politikens Seidenfaden har ret til at kalde mig pædofil, fordi jeg er en forsvarer af uønskede menneskers demokratiske rettigheder, så må han med samme ret kunne kalde mig politisk flygtning! Denne artikel bringes her i meget korte uddrag for at dokumentere mit engagement som forsvarer for Alpha Diallo - en politisk flygtning, samt Helen Nash som hér bliver til endnu et eksempel på min støtte til lesbiske kvinder )

 

Denne artikel drejer sig om diskrimination og udvisninger pga. køn, race og seksualitet.

Sidste sommer blev Helen Nash udvist af Danmark. Hun er amerikaner og lesbisk. Postarbejdernes Ligestillingsudvalg havde i et åbent brev til daværende justitsminister, Erling Jensen, skrevet, at udvisningen var "sexisme, der kunne sammenlignes med racisme". Hun blev udvist, fordi hun ikke kunne gifte sig. Hun er nemlig lesbisk.

Justitsministeriet tvangsforflyttede Helen og hendes veninde til en tilværelse som omflakkende turister i og udenfor Danmark i næsten et år. Selv om de heldigvis nu er tilbage i Danmark og Helen Nash har fået opholdstilladelse, ændrer det ikke ved det faktum, at Justitsministeriet udøvede sexisme - diskriminering af homoseksuelle. Heteroseksuelle i samme situation ville have kunnet gifte sig.

 

Alpha Diallo er sort. Hans eneste forbrydelse er, at han er politisk flygtning og at han fik en dom i Frankrig (hvor han som voksen har boet, red.) for besiddelse af marihuana Ifølge hans advokat, Thorkild Høyer, ville dommen herhjemme medføre 2 måneders frihedsberøvelse - i Frankrig 10 måneder.

Alpha Diallo har opholdt sig i Danmark i ca. 4 måneder. Han blev anholdt i Christiania for dokumentfalsk, fordi han som flygtning har måttet leve med falske papirer i mere end 20 år. Han er 26 år gammel og har ikke været i sit hjemland siden han var seks.

Som underskriver af Flygtningekonventionen har Danmark en forpligtelse til ikke at udvise personer, hvis deres liv er i fare ved en sådan udvisning. Alpha-Diallo-komiteen har overbragt Justitsministeriet beviser, som dokumenterer: 1) at Alpha Diallo´s far blev myrdet af den nuværende diktator, Sékou Touré, 2) at hans to onkler har lidt samme skæbne, 3) at hans bror opholder sig i Canada som politisk flygtning, 4) at Sékou Touré udøver en racistisk forfølgelse af den stamme, som Alpha Diallo tilhører, 5) at 4.000 mennesker sidder i fængsel uden dom, 6) at tortur er langt fra ualmindeligt, og 7) at dødsstraffen eksisterer.

Thorkild Høyer siger, at forholdene i Guinea tåler sammenligning med Uganda under Idi Amin.

 

I strid med Flygtningekonventionen

I strid med FN´s Flygtningekonvention og menneskerettighedserklæring bliver Justitsministeriet medskyldig i Sékou Touré´s racistiske forfølgelse af den stamme, Peul, som Alpha Diallo tilhører, ved at udvise ham til en sikker død eller fængselsstraf.

Alpha Diallo-komiteen vil fortsætte sit arbejde, indtil Diallo opnår status som politisk flygtning. Han har arbejdet som musiker, og grupper som Savage Rose støtter ham aktivt i kravet om politisk asyl. 28 fagforeninger med mere end 175.000 medlemmer kræver, at Alpha Diallo får politisk asyl: "I krisetider skal fremmedarbejdere ud af landet og politiske flygtninge tilmed, hvis man ikke kan finde et påskud, tilsyneladende uden hensyn til om udvisningen kan medføre døden for den udviste... vi (kræver), at manden får status som politisk flygtning i Danmark".

Alpha Diallo-komiteen har vedtaget følgende paroler, som skal bruges i en kommende demonstration: Politisk asyl til Alpha Diallo; Bekæmp racisme i det danske retssystem; Respekt for menneskerettighederne; og Bekæmp kriminalisering af politiske flygtninge.

 

Note:

I Dagbladet Information skrev Kirsten Jacobsen i juni 1979 om Alpha Diallo under overskriften: Dansk flygtningehjælp: Diallo bør have flygtningestatus. Efter megen omtale i mange medier og især efter at TV interviewede Diallo fra sit skjulested, fik han godkendt ophold som flygtning i Danmark.

 

 

 

Ill Alpha Diallo Komiteen "Folder".

ILL.Stration--

½ side med billede af folder

 

Den danske filosof, Arne Viktor Nielsen, talte i DR P1 om misbrug af børn i en propagandakrig. Denne propagandakrig har man vundet når man har udpeget børnemorderen/børnemisbrugeren. Krigen rettes mod alt og alle i disse tider. Samtidig er de fleste af anklagerne mere eller mindre fantasi uden hold i virkeligheden. De iskolde kendsgerninger bag alt dette er stræben efter magt, penge og karriere. (7/12-1996)

Peter Schmidt.

 

 

 

2. del:

 

En anderledes incest

 

Fra radioudsendelser:

 

"Far, må jeg lege med din tissemand?" anmeldt 5/11/-82 i

Pan Bladet af bøssehistorikeren Wilhelm von Rosen

 

 

"Far, må jeg lege med din tissemand?"

(DR./Ekstra Bladet 17/8-82)

 

Program om børns sex stoppet

Ugeavisen København, efterår, 1982

 

 

"En 12-årig dreng og en 25-årig kvinde"

(Christiania Radio 20/4-85)

 

 

"Om positivt erfaret incest"

(Vesterbro Natradio 29/11-85)

 

Ill: Radio-uds."Far må jeg lege med din tissemand?

 

Af hensyn til copyright skal det meste af teksten ikke med. Afskær billedet derfor fra et punkt lige under det første ord i selve teksten til venstre, dvs. fra lige under ordet "Børns". Linien skal så gå fra dette punkt til et andet punkt i højre side lige under brystvorten yderst til højre som du ser det.

Dette skal stå lige over billedet:

Ekstrabladet 17/8 82:

her kommer så billedet der skal fylde hele siden og stå lodret, dvs. man skal vende bogen for at læse overskriften.

 

 

DO

Pan Bladet

for bøsser og lesbiske anmelder:

 

FAR, MÅ JEG LEGE MED DIN TISSEMAND?

(5. oktober 1982)

 

Radioudsendelsen om børns seksualitet, som Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne har klaget over til Radiorådet.

(Anmelderen af denne udsendelse er i dag, 1997, dr. phil. med disputatsen "Månens kulør" - se litteraturlisten. Udsendelsen markerer overgangen fra temaet i "Tilbageblik" i 1. del til det overordnede tema "Seksualitet mellem voksne og børn" i 2. del. Anmeldelsen er forkortet. Peter Schmidt. )

 

"Far, må jeg lege med din tissemand?", radioudsendelse 17/8, produceret af Peter Schmidt og Bo Michaelsen for Båndværkstedet, DR (40 min.).

 

BØRNS SEKSUALITET er utvivlsomt et risikabelt emne at kaste sig over. Sexologer og lignende fagfolk ved sikkert en del om det, men ellers? Har børn en seksualitet? Hvordan bruger de den? Hvordan reagerer voksne på børns seksualitet, når den er rettet mod dem selv, mod andre børn eller mod andre voksne? Sådan ude i det virkelige liv ...? Normerne for, hvordan det er og især ikke er med den slags, er jo kendte nok.

Bo Michaelsen og Peter Schmidts udsendelse er en "pædagog-udsendelse", som på den ene side oser af lilla ble om hovedet, og på den anden side er dødinteressant. Guf-guf for Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne. Der er interview med en bøsse-børnelokker og med en ung kvinde, der har et forhold til en 13-15 årig dreng. Det har vakt forargelse i Jyllandsposten, B.T. og Kristelig Dagblad, men fortællingerne om disse konkrete og ulovlige forhold er ikke forargelige. De handler så tydeligt om levende mennesker, der tager det at elske som en etisk udfordring, der ikke for deres vedkommende har kunnet løses abstrakt og konventionelt.

Det meste af udsendelsen beskriver ved samtaler med børn, børnehavelærere og forældre, hvordan børn udtrykker deres seksualitet. En børnehavelærer fortæller om, hvad der faktisk foregår i børnehavens bollerum. Børnene boller, har onaniklubber og leger på én gang. Anstrengende og vildt og svedigt. At "bolle" er for børn ikke overvældende genitalfikseret.

På en lang række punkter går udsendelsen tæt på efter sædvanlig målestok. Interviews med børn der enten onanerer eller ikke onanerer, viser at børn kan læres begge dele.

I udsendelsens indledning fortalte Bo Michaelsen, hvorfor han har lavet udsendelsen: "Som vordende pædagog synes jeg, at personalet i børneinstitutioner i almindelighed forholder sig for lidt til seksualitet. Jeg har selv gået i en indremissionsk skole og føler også et personligt behov for at gøre op med en seksualfjendsk fortid".

Han spørger nu om, hvordan man giver folk et mere hensigtsmæssigt adfærdsmønster og mindre seksualangst, end det som fører til vold. I sin specialeopgave undersøgte han de børnebøger, der bruges i børnehaver, og påviste, at de praktisk talt kun handlede om voksne og børn, der levede sammen med begge forældre af hver sit køn. Kollektiver, enlige, enlige forældre, fraskilte, bøsser og lesbiske omtales slet ikke. Afstanden fra den virkelighed, som børnene samtidig oplever og skal leve med, kommer også frem i seksualundervisningen, hvor børn lærer, at voksne kun boller for at få børn. Andres og deres eget lystbehov nævnes ikke.

"Far, må jeg lege med din tissemand?" er en meget sober og alvorlig affære. For os, der ikke har børn giver den et fascinerende blik ind i en verden, som mange (?) gerne vil lade som om ikke eksisterer. Det er næsten som at følge et par antropologers undersøgelse af en ukendt stammes livsform og overraskende opfattelse deraf. At Jyllandsposten, B.T. og Kristeligt Dagblad kalder udsendelsen "Børneporno" i overskrifterne, ville være latterligt, hvis det ikke var så inderligt stupidt - og farligt, fordi der bag det ligger en moralsk overbevisning om at have ret til at bestemme over andres (især børns) krop.

Wilhelm von Rosen

 

 

 

"Far, må jeg lege med din tissemand?"

- en radioudsendelse ved Bo Michaelsen og Peter Schmidt, sendt 17/8-1982 i Danmarks Radio P1 og omtalt i Ekstra Bladet samme dag. Udsendelsen demonstrerer bredden i min opfattelse af seksualitet og hvor mange medier, lyttere og læsere, der er blevet berørt af denne opfattelse.

Introduktion til radioudsendelsen

Uddrag af radioudsendelsen (som tidligere har været bragt i "hele og FRIE børn" af Peter Schmidt) bringes igen her som en yderligere dokumentation for, at børn har en seksualitet.

Genudsendelsen af programmet blev forbudt, på trods af at genudsendelse er en normal procedure for den slags radioudsendelser fra Båndværkstedet.

Udsendelsen var en del af Bo Michaelsen og Peter Schmidts pædagog-speciale "Børn og seksualitet". To af seminarielærerne og ca. 20 elever hørte udsendelsen, tre måneder før den blev sendt fra DR.

En af lærerne kom med denne bemærkning: "Ja, det ender nok med, at de lukker Båndværkstedet". Om man også ville lukke seminariet, kom vi ikke ind på. Men DR´s Båndværksted blev lukket i 1989.

Det var Kristelig Folkepartis folketingsmand, pastor Flemming Kofoed Svendsen, der førte an i anstrengelserne m.h.t. at forhindre, at udsendelsen fik en normal udbredelse. De to pædagogstuderendes radioudsendelse blev åbenbart anset for "farlig". Den politiske præst fik medhold fra et flertal af det daværende Radioråd til at knægte ytringsfriheden, selv om vi fik en forsvarer i Carsten Kyhn, Venstresocialisterne.

Det "bonerte" og "puritanske" Italien var derimod i stand til at sende vor udsendelse til hele Italien tre gange. Ja, virkeligheden vender op og ned på vore forældede forestillinger om, hvad man kan, hvor og hvornår. Den italienske udsendelse blev sendt fra Radio Radicale i efteråret 1983.

 

Uddrag fra radioudsendelsen

Bo: En kvindelig pædagogstuderende skriver i en opgave følgende om en situation på en badeanstalt med en 5-årig og hans mor:

"Da jeg bukkede mig ned for at vaske mine tæer, så jeg, at han pludselig fik erektion og samtidig tog han mig mellem benene og hev i min brystvorte og så helt salig ud. Jeg blev lidt underlig til mode og vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle reagere og

kiggede mig usikkert omkring. En dame overfor havde åbenbart bemærket hændelsen, og sendte mig et forarget blik. Imidlertid blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke ville flytte hans hænder, og det varede da heller ikke længe, inden han veltilfreds trippede ud i omklædningsrummet."

Bo: En forælder til en dreng på 4½ år fortalte os, hvad en samtale om tissemænd kunne udløse af reaktioner hos omgivelserne:

"Engang da vi sad i toget, i en stopfyldt kupé, bekendtgjorde han, at "min far har en stor tissemand". Folk reagerede selvfølgelig ved at gemme sig bag deres avis

eller blad, men Rasmus opfattede ikke denne reaktion og uddybede det, at hans far har en tissemand, og at han også vil have en stor tissemand, og hvornår han fik sådan en. Det skabte almindelig latter og fnisen og underlige forkrøblede stillinger hos de mennesker, der sad omkring."

 

Peter: Selv om de to situationer i henholdsvis badeanstalt og tog forløb, uden at børnene direkte blev bremset i deres seksuelle nysgerrighed eller lyster, kan børnene sikkert i mange lignende tilfælde få en klar fornemmelse af, at "det er vist ikke så godt, det jeg laver her". Nogle vil måske synes, at det trods alt går fremad. Vi har fået seksualoplysning helt ned til børnehave-niveau. Men hvad er resultatet af denne seksualoplysning? Vi har talt med en dreng på 9 år for at få indblik i, hvad han har fået ud af en sådan oplysning.

 

Bo: Hvordan tror du voksne boller?

Kim: Ja, først kan de lide hinanden og spørger om de godt vil have et barn. Hvis de siger nej, så kan de ikke få det, men hvis de siger ja, så kan de jo godt. Så går de i seng og tager tøjet af, og ligger ovenpå hinanden. Så går tissemanden ind i tissekonen og så kommer cellerne ud af tissemanden, og så kan det være, det tager lidt tid, men så tager de den ud igen, og så varer det måske 3 måneder, før maven begynder at vokse, bliver stor og tyk og sådan noget. Der ligger en pose, hvor barnet ligger i, så hvis den lige pludselig springer, så skal man lige pludselig skynde sig ind til hospitalet, så skal man føde, fordi så er posen sprunget, hvor barnet ligger indeni.

Bo: Hvad med dig selv, kunne du godt tænke dig at prøve at bolle?

Kim: Det ved jeg ikke rigtig. Jeg er lidt for lille endnu. Det er først noget med, at når man bliver 17, 18 eller større, eller 40 eller 35 år eller sådan noget, så kan man godt. Man kan ikke på min alder, 9-10 år, det kan man ikke endnu. Tænk, hvis man er 9-10 år eller måske 15 år, så kan man ikke endnu, fordi cellerne ikke er så store.

 

Peter: Seksualoplysningen er blevet indskrænket til kun at dreje sig om forplantningen. Det ville være bedre, hvis seksualoplysningen tog udgangspunkt i børnene selv, således at børnenes egne seksuelle erfaringer og følelser ikke bliver gjort til noget mindre værdigt, til noget frækt, der kun kan gøres i det skjulte. Og børnene har seksuelle erfaringer, selv om de ikke altid selv vil stå ved dem overfor voksne. Vi talte med en pædagog på et fritidshjem.

Bo: Vil du fortælle os lidt om nogle seksuelle aktiviteter, du har set blandt børnene?

Ditte: Det, som jeg umiddelbart først tænker på, er vores hopperum, hvor der foregår forskellige ting. Det er et separat rum, hvor vi voksne ikke kommer. Der kan være nogle slåskampe blandt de store drenge. De kan også lege sådan nogle spille-pik-af-lege, hvor de i hopperummet "boller" med puderne. Det er rigtig nok, at der sker sådan nogle ting. Det foregår vildt, det foregår ikke stille, for det er ligesom ikke tilladt - vilde lege er tilladt, hvor man kan grine lidt af det. Vinduerne står pivåbne, og de sveder, så det driver af dem, og de ligger udsplattet på puderne og griner lidt, og som sagt er vi ikke meget i det rum. Men det er noget af det, man observerer, når man går forbi og siger, at "nu er der frugt".

Med pigerne, der foregår det mere på et forelskelsesplan med at skrive små breve og det at lægge op til drengene, spille op til dem på et andet plan, end drengenes sådan foregår på... de kan godt vise sig for hinanden, hive bukserne ned, og de er klar over, at de har stive tissemænd i de lege, de laver i det hoppe- eller puderum. Der er mere åbenhed hos drengene, det er mit indtryk.

Jeg har oplevet, at pigerne trækker sig tilbage sammen i små grupper, og vil sidde og skrive kærestebreve, klistre små hjerter på deres breve og lave hemmelige koder og sådan noget, men man kan ikke kalde det en seksuel leg, for det er noget, som kommer mere ind på følelser, hvem de kan lide, hvordan de prøver at tilnærme sig hinanden, og de reder sig, gør sig smarte, og skubber lidt til den, de kan lide.

Bo: På kolonien har nogle af drengene fortalt os, at de har lavet en eller anden form for fællesonani. Har du bemærket det, og hvordan har du forholdt dig til det?

Ditte: Det, jeg har oplevet, er at når drengene er kommet i seng langt om længe, i deres køjer, og de skulle sidde og læse godnathistorier, da har jeg observeret, at køjerne bevægede sig kraftigt, eller soveposerne bevægede sig kraftigt rundt omkring, og det har jeg ladet dem gøre og ikke kommenteret. De har selv kommenteret det overfor hinanden, hvis der var en sovepose, der bevægede sig meget kraftigt, så var der andre, der sagde: "Hov, han spiller pik af". Det er der kommet bemærkninger om. I de situationer, hvor det er foregået stille og roligt, da har jeg ikke grebet ind eller forstyrret, så vidt jeg ved.

 

Peter: Pigernes seksualitet er tilsyneladende mere følelsesmæssigt betonet end drengenes. Vi tror ikke, at der er tale om noget medfødt. Her kommer en faders udtalelser om hans to piger på 2 og 4 år:

"Jeg oplever, at mine to piger også leger med kønsorganerne. Det er sådan mere i forbindelse med onani, hvor de sidder og dels prøver at se på tissekonen, som vi kalder den, og dels skiller kønslæberne ad og kilder samtidig. For øvrigt, altså nu snakker vi om at bolle sammen, men den store pige har også haft en veninde med hjem, som hun har "bollet" med, altså som hun har leget bolleleg med, ved at de ligger og kæler og siger: "Nu boller vi". Og det synes de er meget skægt."

Bo: Et barn kan være meget fintfølende, og dets holdninger behøver ikke at stamme fra samtaler, oplysninger og påbud, som personer i omgivelserne direkte har givet videre til barnet. Små antydninger eller fortielser kan være tilstrækkeligt til, at et barn eksempelvis får den opfattelse, at onani ikke er helt i orden. Vi har talt med en dreng på 7 år om hans forhold til onani:

Bo: Piller du nogen gange ved din tissemand?

Roland: Nej ikke mere, men jeg har gjort det, da jeg var lille.

Bo: Hvorfor, hvad skete der så, da var lille?

Roland: Det ved jeg ikke, for det kan jeg ikke huske.

Bo: Hvorfra ved du så, at du pillede ved den, da du var lille?

Roland: Det kan jeg godt huske lidt om, bare lidt.

Bo: Du pillede ved den indtil den blev stiv?

Roland: Ah, ikke mere.

Bo: Var det dejligt at gøre ved den?

Roland: Nej, det vil jeg ikke prøve engang til.

Bo: Hvorfor vil du ikke det?

Roland: Det er fordi, jeg ikke vil have det.

Bo: Nu rører du aldrig ved den mere?

Roland: Nej, det gør jeg ikke, faktisk.

Bo: Er der nogen, der har fortalt dig, at du ikke må?

Roland: Nej, men jeg fandt selv ud af det.

 

Peter: En fordømmende holdning fra de voksnes side overfor børns seksualitet er ofte ikke særlig bevidst. Der kan være tale om en ubevidst nødværgereaktion, der automatisk træder i kraft, fordi der sker en overskridelse af grundigt indarbejdede normer.

Bo: Nogle vil måske hævde, at børnene skal have deres seksualitet for sig selv, uden at de voksne bliver inddraget. I mange tilfælde vil det nok også gå godt, hvis man har denne holdning. Men vi mener, at det er vigtigt også at være opmærksom på, at der kan eksistere en gensidig seksuel tiltrækning mellem børn og voksne. Adskillige af de pædagoger, som vi har snakket med, har indrømmet, at de har følt sig seksuelt tiltrukket af børnene. En af dem kunne huske, at han som barn følte sig seksuelt tiltrukket af en voksen kvinde. Vi mener ikke, at det er et ualmindeligt fænomen. Vi har stillet os selv det spørgsmål, om det er muligt for børn og voksne at have gode seksuelle forhold til hinanden. Vi har talt med en voksen, som har seksuelle forhold med børn. Det er vores indtryk, at børnene følte sig trygge ved ham, de legede og hyggede sig hos ham:

 

Bo: Mener du, at seksualitet for børn har samme betydning som for voksne, eller er der forskel?

Per: Den er nok bedre for børnene, fordi den ikke er puttet ind i et socialt mønster endnu. Den er på et begynderstade, hvor børnene skal have lov til selv at finde ud af, hvad fanden de vil med den. Det mener jeg, de skal have lov til - at eksperimentere både med voksne og med jævnaldrende på lige vilkår. Børns seksualitet er mere ærlig, fordi den er helt spontan. Deres seksualitet er i de fleste tilfælde, for drengenes vedkommende - de unge mennesker - ikke noget hasarderet, det er noget, de vil have så meget af som muligt. De vil nyde det. Det skal ikke være tju-bang og færdigt arbejde.

Bo: Selv om du siger til barnet, okay, hvis du har lyst til noget seksuelt, så er det i orden, og hvis du ikke har lyst til noget seksuelt, så er det også i orden, men at de måske godt kan mærke, at du har nogle forventninger m.h.t. det seksuelle?

Per: Det tror jeg ikke. Jo, det kan godt være, at de mærker, at jeg har nogle forventninger, men så siger de fra. Eller også så bliver de. Altså, når jeg laver frække aftaler, så foregår det som regel på den måde, at man ligesom ved, at den dag er jeg hjemme, og der sover jeg længe, og der kan de komme op tidligt, og så bliver de ikke afvist. Så det er min dør, der bliver sparket ned. Det er ikke mig, der står nede i gården med en hundredekrone-seddel. Selvfølgelig vil det i offentlighedens øjne på et eller andet tidspunkt kunne siges om mig, at jeg lokker. Men altså, så er der nogen tilbud, der står åbne, og dem er der nogen, der tager imod. Det bliver kun noget mellem vedkommende og mig.

Peter: Følelsesmæssige og seksuelle behov, er det det samme for dig?

Per: Nej, det er det ikke, men det følelsesmæssige behov kan jo nemt spænde over i en seksuel akt. Og en seksuel akt kan jo også bare munde ud i ikke at blive et seksuelt klimaks, men bare en følelsesmæssig mætning.

Peter: Tror du, at børn inden puberteten kan blive lige så intenst forelskede i hinanden som voksne?

Per: Ja, mere, meget mere end de voksne.

Peter: Har du set det?

Per: Ja, men som jeg sagde før, jeg tror på, at børn og unge mennesker har et meget intenst følelsesliv, som de skal have dækket. Når de så endelig får chancen, så bliver de sgu´ forelsket, der sker en masse ting hurtigt og nu.

Peter: Er det på tværs af køn og alder?

Per: Ja, det er det.

Peter: De forhold du har, er det nogle længerevarende?

Per: Ja, jeg har én, jeg mødte for 7 år siden og han kommer endnu. En gang imellem kommer han dumpende fra provinsen.

 

Peter: Man kan diskutere, hvad det vil sige at have seksuelle forhold til børn. Nogle gør meget ud af at skelne mellem kropskontakt og seksualitet, men vi tror ikke, at denne skelnen altid holder ved nærmere eftertanke.

Bo: Selv om det måske er undtagelsen, mener vi, at det kan forekomme eller at det er muligt at skabe seksuelle forhold mellem børn og voksne, der er lystbetonede og ikke undertrykkende. Hvis den voksne indtager en statistrolle i barnets seksuelle lege, vil barnets behov kunne komme frem. At den voksne indtager en statistrolle vil sige, at barnets seksuelle nysgerrighed, fantasi og lyst er styrende, og at der ikke skjult eller åbenlyst ligger et krav til barnet om, at det skal gøre sådan eller sådan.

Barnet skal have mulighed for at gøre sine egne valg, for både at kunne sige nej og ja til sex. Det er også vold at bremse barnets seksuelle nysgerrighed og lyst gennem fortielser og forbud, ligesom det er vold, hvis den voksnes seksuelle behov presses ned over barnet.

Det er vores opfattelse, at hver enkelt person kan gøre noget for at få det bedre med sig selv og med andre med hensyn til seksualitet, krop og følelser. Vi kan og skal være mere åbne på vores arbejdsplads, i familien, overalt hvor vi færdes til dagligt.

 

 

 

Program om børns sexliv stoppet

(Denne helsides artikel i avisen København - journalistens navn fremgår ikke - omtaler nærmere situationen efter "Far, må jeg lege med din tissemand?" blev udsendt d. 17. august 1982. Herudover blev udsendelsen omtalt d. 29/8 i Jyllands-Posten under overskriften "Børneporno - eller sober debat". Heri var en udateret genoptrykning af Jyllands-Postens anmeldelse af udsendelsen med overskriften "Børneporno i Båndværkstedet". Der var omtale i B.T., Politiken, Berlingske Tidende d. 2/9, og d. 3/9 i de kristnes "Idé Politik" under overskriften "Sexuel pædagogik?!", samt d. 16/9 i Handelsskolen nr. 8.- Peter Schmidt.)

 

Afgørelsen i Radiorådet har skabt tvivl om, hvad Båndværkstedet må lave programmer om. Hvor går grænsen? Ved sex - eller politik?

(Nr. 140, 21-27 oktober 1982, avisen København):

 

Må almindelige mennesker stadig lave udsendelser til Båndværkstedet om det, de har på hjerte? Eller må de kun, hvis der ikke er tale om særligt følsomme emner? Og hvilke emner er så følsomme?

Er det sex, politik, eller noget helt tredje?

Det er der opstået tvivl om, efter at programdirektør Sven Fugl har stoppet en planlagt genudsendelse af "Far, må jeg lege med din tissemand?" - en udsendelse om børns sexualitet.

Det var meningen, at genudsendelsen skulle være fulgt op af et telefonprogram om det ømtåleligt emne, men hverken genudsendelsen eller debatten bliver til noget.

I udsendelsen fortæller en 24-årig kvinde om sit forhold til en 13-årig dreng, ligesom en voksen mand fortæller om sine forhold til mindreårige.

"Det er mennesker, man normalt ikke hører om i æteren - og i så fald kun for det onde", siger den ene af udsendelsens to producenter, Bo Michaelsen. Han understreger, at det i forbindelse med udsendelsen blev anført, at seksuelle forhold til mindreårige er ulovlige.

Bo Michaelsen, der er pædagogstuderende, har lavet udsendelsen sammen med en anden pædagogstuderende, Peter Schmidt - simpelthen fordi de fandt emnet væsentligt.

Iflg. Båndværkstedets normale retningslinier hedder det, at "man skal give mulighed for at almindelige mennesker kan lave udsendelse om det, de har på hjerte - osse hvis det drejer sig om en mindretalsgruppe". Producenterne må desuden godt lave en ensidig udsendelse.

"Far, må jeg lege med din tissemand?" blev udsendt første og sidste gang af Kultur- og Samfundsafdelingen i august. Reaktionerne lod ikke vente længe på sig.

 

Forherliger børnemisbrug

Udsendelsen blev beskyldt for at være ensidig og missionerende, og den skulle desuden have overtrådt de krav om alsidighed, der gælder for Danmarks Radio.

Kristeligt Folkepartis landsformand, F. Kofoed-Svendsen - som desuden sidder i Radiorådet - skrev i en klage til Radiorådet bl.a. at udsendelsen forherligede "nøgneriet" og børnemisbrug, og at den "opfordrede til at dyrke forhold til mindreårige". Producenten, Bo Michaelsen, kommenterer anklagerne sådan:

At kalde det børnemisbrug er en smart måde at undgå reel diskussion på. Det har ikke et klap med det at gøre. Vi prøvede simpelthen at skabe debat om et ømtåleligt emne. - Vi har ikke forherliget børnemisbrug, men vi har interviewet en voksen mand, som har haft forhold til mindreårige, og en 24-årig kvinde, som fortæller om sit forhold til en 13- årig dreng. Kvinden fortæller bl.a. at det har kostet hende store spekulationer at ha´ det forhold til drengen.

M.h.t. nøgneriet, så siger vi i udsendelsen, at man skal lære børn at ha´ et naturligt forhold deres kroppe - osse det at være nøgen. Om det kan tages for en forherligelse, tvivler jeg på.

 

Uden grund

Det var meningen, at udsendelsen skulle sendes igen med et efterfølgende telefonprogram. Men det blev aldrig til noget.

Programdirektør, Sven Fugl, stoppede den med følgende begrundelse:

"I nogle afsnit lever udsendelsen hverken i form eller indhold op til de krav, der må stilles til Danmarks Radios udsendelsesvirksomhed".

"Vi har ikke fået at vide hvilke afsnit, det drejer sig om, eller hvad det er for nogle specielle krav, der stilles til udsendelsesvirksomheden", siger den daglige leder i Båndværkstedet Jørgen Feder.

"København" har forgæves forsøgt at få fat i programdirektør Sven Fugl, men han er bortrejst.

I Båndværkstedet finder man Sven Fugls afgørelse urimelig, fordi udsendelsen forsøger at skabe debat om et tabuemne.

"Den ville netop være egnet til genudsendelse, så flere kunne deltage i debatten og specielt, når der var planlagt et telefonprogram efter udsendelsen", siger Jørgen Feder.

"Har i prøvet at få et mere konkret svar fra Sven Fugl?"

"Nej, fordi det formelt er den afdeling, som har ansvaret - i dette tilfælde Kultur og Samfundsafdelingen - som skal køre sådan en sag."

 

Kan ikke genudsendes

Fra Kultur- og Samfundsafdelingen kommenterer Knud Vilby sagen således:

"Vi har ikke bedt om en uddybning af kritikken, men vi har spurgt om den kunne genudsendes med ændringer. Svaret var nej. Længere er vi ikke gået med den", siger Knud Vilby. "Det er faktisk temmeligt svært at vide, hvordan udsendelserne skal udformes i Båndværkstedet, når nogle emner åbenbart er for følsomme til, at det er tilladt at beskrive dem ensidigt. Så vi har da tænkt os, at fortsætte som før med vores udsendelser."

 

Skjulte retningslinier

"Var udsendelsen i strid med Båndværkstedets retningslinier?"

"Nej, det var den naturligvis ikke, så havde vi aldrig bedt Kultur og Samfundsafdelingen om at sende den. - Men det Sven Fugl har gjort, er at lægge vægt på mere eller mindre skjulte retningslinier, som jeg ikke kender til."

"Men alsidighedsprincippet gælder vel osse for Båndværkstedet?"

"Ja, men ikke for den enkelte udsendelse. Ved alsidighed tænker man mere på - bl.a. i Radiorådet - at udsendelserne i Båndværkstedet som helhed skal være alsidige. Hvilket de osse er. Der er altid nogen, som har en anden mening end producenterne, og hvis de vil have den frem, kan de bare henvende sig til os."

"Har I før oplevet, at en udsendelse pludselig er taget af programmet?"

"I efteråret havde vi en gruppe, som lavede en udsendelse om sanering. Den var planlagt til udsendelse lige før kommunalvalget, men pludselig fik vi at vide, at der er noget som hedder "borgfred". Dvs. at man åbenbart skal lade vælgerne tænke i fred, og ikke gøre visse politikere upopulære. Så den blev først udsendt efter valget."

"Jeg synes, det er en parallelsag til denne, fordi der uden varsel træder nogle nye retningslinier ind, som vi ikke har kendt før."

 

Undtaget fra reglen

Tirsdag d. 12. oktober blev "Far, må jeg lege med din tissemand?" behandlet i Radiorådet, under punktet efterkritik - et punkt, hvor det er normal praksis, at man tager afgørelsen af en sag til efterretning. I denne sag var det programdirektør Sven Fugls afgørelse om at udsendelsen ikke mere måtte sendes, som blev taget til efterretning. De kristelige sammen med Peter Duetoft talte imod udsendelsen. De mente, at emnet var så følsomt, at det burde belyses fra flere sider.

VS og SF forsvarede udsendelsen. Carsten Kyhn fra VS tog fat i højrefløjens argument med at emnet burde belyses fra flere sider. Han gjorde opmærksom på, at publiceringsreglerne er ens for alle udsendelser i Danmarks Radio. Men at det åbenbart er blevet sådan nu, at visse emner er undtaget fra reglen. Carsten Kyhn efterlyste en liste over alle de emner, som er undtaget fra reglen.

"Men han fik naturligvis ikke nogen liste", siger Jørgen Feder.

 

 

 

 

 

 

Illustration

 

 

 

 

 

 

 

 

Ill. Dagbladet Information om "Radio Rosa":

Kun overskrift samt 3/4 af tegningen!

En 12-årig dreng og en 25-årig kvinde

(Dette interview er fra en udsendelse fra Christiania Radio d. 20/4-1985, hvor Peter Schmidt var medproducer. Christiania Radios "En 12 årig dreng og en 25 årig kvinde" offentliggøres nu på skrift, fordi dette uddrag klart skildrer en mere human seksuel relation mellem en voksen og et barn, end vi er vant til at høre eller læse om. Peter Schmidt.)

 

Birgit: Som 12-årig har du haft et seksuelt forhold til en 25-årig kvinde. Vil du fortælle lidt om det?

Kim: Ja, det vil jeg. Jeg kom på børnehjem i 1943, lige knap 3 år, og som 12-årig i 1952 oplevede jeg et seksuelt forhold til en voksen kvinde. I det tilfælde en assistent fra børnehjemmet. Jeg læste lektier på hendes værelse et par timer hver dag i hendes fritimer, hvor hun så hjalp mig. Der var også andre børn, der blev hjulpet på samme måde af andre assistenter. Men det forhold, vi skal snakke om, det udviklede sig ved at jeg sad og læste lektier, og vedkommende kommer ind fra badet med et håndklæde om sig og stiller sig bag ved mig og kigger på mine opgaver, som jeg sad og regnede på. Hun rørte ved min krop, min ryg, men jeg var ikke helt klar over, hvad det var, men konstaterede ved synet, at det var hendes bryster, der havde strejfet mig, og det udviklede sig til lidt kælen og pillen og sådan.

Birgit: Det vil sige, at I ikke bollede?

Kim: Nej, det gjorde vi ikke den dag og heller ikke de næstfølgende dage. 14 dages tid derefter havde vi så udviklet os til at blive mere nysgerrige, og jeg har også kælet mere. Det endte med, at vi hyggede os - vil jeg kalde det.

Birgit: Det vil sige, at hun var en kvinde, der havde prøvet det nogle gange før?

Kim: Formentlig ja, også med andre børn på børnehjemmet - muligvis.

Birgit: Var der tale om en forelskelse?

Kim: Ikke i starten, nej. Jeg vil sige, at vi var alle på børnehjemmet - voksne og børn - kammerater.

Birgit: Var jeres forhold kun baseret på sex?

Kim: Nej, det kom faktisk uskyldigt, vil jeg kalde det. Vi var ikke sexobjekter, hvis man kan kalde det sådan.

Birgit: Lå det sådan i luften på det børnehjem, at det var i orden, at man bollede sammen, både voksne og børn?

Kim: Nej, for vi var ret diskrete. Pigerne havde deres hemmeligheder. Drengene havde deres hemmeligheder. Vi har også siddet og leget med hinanden, piger og drenge indbyrdes.

Birgit: Har hun nogensinde talt om, at det var ulovligt, det I lavede?

Kim: Nej, men jeg tror, at vores indstilling på børnehjemmet var sådan diskuteret i almindelighed. Vi snakkede ikke og fortalte ikke uvedkommende om det.

Birgit: Har det betydet noget for dit senere seksualliv, at du startede så tidligt, og så at du startede med en kvinde, der er så meget ældre end dig selv?

Kim: Ja, i voksenforholdet, det startede måske på et tidligt stade, men jeg har prøvet det med andre børn, både piger og drenge.

Birgit: Du er 45 år gammel i dag og har selv tre børn. Hvad ville du sige til, at dine børn kom hjem en dag og sagde, at de var forelsket i en, der var betydeligt ældre end dem selv? Jeg tænker her på, at dine børn er under den seksuelle lavalder?

Kim: Jo, jeg tror, at jeg ville tage det afslappet, fordi jeg selv har været involveret på den led som barn.

Birgit: Du mener, at en forelskelse, den bør ikke handle om nogen alder?

Kim: Absolut ikke, fordi man som nyfødt højst sandsynligt er forelsket.

Birgit: Men der er ikke nogen af dine børn, der har været ude for nogen af de ting?

Kim: Jo, den ene af vores børn har været udsat for en voksen person, der blev forelsket og opsøgte hende på hendes værelse, men blev så afvist. Vi diskuterede det så i familien bagefter, og hun ønskede ikke at se vedkommende mere.

Birgit: Og det respekterede I?

Kim: Ja, fordi det må være den forelskede part, der er uinteresseret, som afgør det.

Birgit: Var hun under 15 år?

Kim: Ja, hun var 14 på det tidspunkt.

Birgit: Hvordan ville I have taget det, hvis nu hun havde været forelsket i ham?

Kim: Ja, forelskelsen må jeg respektere. Så vil jeg sige, at det nok er parterne selv, der afgør det. Jeg vil ikke spænde ben.

Birgit: Det vil du ikke, men samtidig med det, så ved du godt, at det er ulovligt at blive forelsket i en, der er ældre end en selv, når man er under 15 år?

Kim: Jo, men det skulle ikke være sådan.

Birgit: Ja, men hvordan skulle det så være?

Kim: Ja, jeg synes, at den seksuelle lavalder på 15 år, den er helt misvisende. For et forhold, der kommer i retten, hvor vedkommende er under 15 år, som pige bliver hun ikke spurgt, om hun selv har spillet op. Men når hun er 15, så kan hun både have spillet op, ja endda i politiets øjne virke som luder. Ja, de behandler hende som sådan.

 

 

 

 

Vesterbro Natradio

om positivt erfaret incest d. 29/11-1985

1. del består af båndede interviews, 2. del af direkte samtaler mellem sexologerne

Jette Bach, Bent Petersen, Troels Peter Schmidt og lytterne

Redigeret udgave.

 

(Udsendelsen bringes her fordi denne lokalradioudsendelse, klarere og mere sammenhængende end noget andet jeg har været med til, formidler en opfattelse af incest som jeg siden 1982 konsekvent har givet udtryk for i TV, radio, aviser, i sang og musik. Udsendelsen medtages fordi dennes og min opfattelse af incest, efter min mening, er den umiddelbare årsag til at "Socialpædagogen" besluttede at gennemføre den mediehetz mod mig, som er dokumenteret i 4. del af nærværende bog.

Et interessant spørgsmål er, om hetzen i virkeligheden handler om en faglig magtkamp. Alle større pædagog-faglige organisationer følger nøje med i udviklingen af alle former for børnepasning, som de måske opfatter som en trussel mod deres fag, der jo består af professionelle børnepassere. Udgangspunktet for hetzen var lige præcis "Anti-pædagogisk netværk" - et netværk af personer der vil fremme den anti-pædagogiske idé, men som af pædagogerne muligvis blev opfattet som "private børnepassere". I denne forbindelse er det nok så relevant at mindes den danske filosof Arne Viktor Nielsens tale "Overvejelser" i DR P1 d. 7/12-1996 om misbrug af børn i en dansk propagandakrig. Denne propagandakrig har man vundet når man har udpeget børnemorderen/børnemisbrugeren. Krigen rettes mod alt og alle i disse tider. Samtidig er de fleste af anklagerne mere eller mindre fantasi uden hold i virkeligheden. De iskolde kendsgerninger bag alt dette er stræben efter magt, penge og karriere for en hær af socialarbejdere og allehånde professionelle, der på en eller anden måde vil tilknyttes guldgruben - der anklager andre for at misbruge børn, Peter Schmidt.)

 

 

Indledning:

Kai Nielsen: Findes der lykkelig blodskam, af Peter Schmidt og Kai Nielsen. Udsendelsen er uafhængig af eksisterende seksualpolitiske grupper såsom Pædofilgruppen eller Joan-søstrene. De mest tabubelagte emner i vort samfund er så afgjort incest og død. Vi har valgt at nærme os dette følsomme emne fra en anden vinkel end formiddagsbladenes ofte ensidige, sensationsprægede overskrifter, som klart og udelukkende beskæftiger sig med de negative sider, hvor der er tale om groft misbrug eller overgreb. Det primære formål med vores udsendelse er at bidrage til, at den almindelige befolkning får en bredere indsigt i blodskamsproblematikken end den gængse.

Vi tager klart afstand fra blodskam, hvor der er tale om misbrug eller tvang, men vi har i denne udsendelse bestræbt os på udelukkende at beskæftige os med den mest fortiede del af incest. Derfor har vi kaldt den "Findes der lykkelig blodskam?"

Frem til kl. ca. 2 vil der blive lejlighed til at høre interviews med cand.psych. Hans Hessellund, filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen og cand.psych. Bent Petersen. Derudover bringer vi personlige beretninger, bl.a. en 17-årig pige, 2 mødre, hvis børn får lov til det hele, og en 24-årig om sit kærlighedsforhold til en 13-årig dreng. Kl. ca. 2 vil telefonerne være åbne for dine kommentarer. Og du vil her have en mulighed for at stille spørgsmål direkte til sexologerne Jette Bach og Bent Petersen, som vil være inde i studiet. Du er velkommen til at ringe fra kl. ca. 2 på tlf. 01 21 29 84.

 

Båndede interviews:

1. En kvinde om da hun var 12 år

(Uddrag fra bogen "Children and Sex" af Constantine og Martinson. Little, Brown and Company, Boston 1981, oversat af Peter Schmidt og trykt her med tilladelse af dr. Frits Bernard. Bragt i Ekstra Bladet 26/11-1984 som en del af en serie om sex mellem voksne og børn, udarbejdet af Eva Bostrup i samarbejde med Peter Schmidt. Peter Schmidt.)

 

Peter: Det første indslag, vi skal høre, er et indlæg fra en nu voksen kvinde om dengang, hun var en 12-årig pige. Den 12-årige pige har oplevet, hvad vi kalder lykkelig blodskam. Men før vi går i gang med indlægget, vil jeg gerne lige sige, at jeg betragter beretningen fra pigen som blodskam, på trods af at pigen selv kommer til at sige, at det drejer sig om pædofili - og pædofili det vil sige seksuelle oplevelser mellem voksne og børn udenfor familien. Det er hendes opfattelse af det forhold, som hun havde til "Onkel" Herman, som hun kalder ham. Ganske kort vil jeg sige, at hun kalder ham onkel og han er en faderfigur, og det vil sige at der er tale om en forældre- eller familielignende rolle, og det er, ifølge min egen definition noget, der placerer dette her indenfor, hvad jeg vil kalde blodskam.

Men nu skal vi lige høre den 12-årige pige - eller den voksne kvinde, der fortæller om dengang, da hun var 12 år. Vær så god!

 

"Jeg havde en oplevelse med en voksen mand, da jeg knap nok var 12 år gammel, men omstændighederne var ikke sådan, at man ser tilbage på dem med rædsel. Tværtimod, jeg har nogle meget fine minder om det første, dog noget bizarre bekendtskab, jeg stiftede med sex, og hvad der skete for 8 år siden har ikke haft nogle dårlige konsekvenser. Det er ikke noget problem for mig, og jeg er hverken blevet oversexet eller frigid. Det eneste der skete var, at jeg i en meget tidlig alder lærte, hvordan en mand og en pige kan tilfredsstille hinanden.

I mit tilfælde vil man aldrig kunne tale om voldtægt. Instinktivt anvendte jeg min forførelseskunst og var en smule udfordrende. Onkel Herman var først i fyrrerne (selv om jeg ikke kan sige det nøjagtigt) og ikke rigtig en onkel, men min "Lillebror", og jeg kaldte ham det, fordi han ofte besøgte os i vores hjem. Nogle gange flippede han ud i leg, eller når han havde lyst til det, elskede han at hive mig i mine rottehaler, kilde mig i siden, eller give mig et "bitte" knus.

Engang så jeg ham kigge ind under min bluse, mens jeg plukkede jordbær, og det er en nok så stor opdagelse for et pigebarn i den alder, især når man, som jeg dengang, var enormt stolt over, hvordan de små bryster allerede var begyndt at tage form. Jeg husker godt, at jeg rødmede, men fortsatte som om jeg ikke havde bemærket dette. Jeg havde egentlig lyst til at åbne min bluse, så Onkel Herman kunne se, at jeg var ved at blive en voksen pige. Først havde jeg ikke mod, men senere, cirka midt på dagen, mens vi hakkede i jorden, tog jeg meget modigt blusen af, så jeg kunne være ligesom Onkel Herman, og så meget sporty ud, da jeg viste min nøgne krop.

Pudsigt nok var jeg ikke længere genert. Han smigrede mig, men naturligvis slugte jeg det hele råt. Jeg havde intet imod, mens jeg sad på en træstamme, at han satte sig foran mig, følte på mine bryster og gned sine fingre over mine brystvorter. Det var ikke vammelt, beskidt eller afskyeligt, fordi, ja fordi det var Onkel Herman. Noget som naturligvis aldrig kan forklares, men som kun kan føles og opleves, når man kendte ham, som vi børn kendte ham.

Som altid førte det ene til det andet. Så vidt jeg kan huske, gik der knap 10 minutter, inden han havde mig stående halvnøgen foran sig, men i sikkerhed bag gardinerne. Og selv det syntes at ske af sig selv. Da jeg løftede mine arme op bag mit hoved, fordi jeg i spejlet derhjemme havde opdaget, at mine bryster så større ud, sagde Onkel Herman, at jeg snart også ville få hår under armene, og så røg det stolt ud af mig, at jeg havde lidt "dernede". Dette ville han ikke tro på (eller lod som om han ikke troede), fordi mine armhuler var bare, og da jeg insisterede, sagde han naturligvis, at så skulle jeg bevise det. Men da jeg begyndte at tage mine jeans af, trak han mig straks indendørs.

Jeg ved, at jeg ikke havde planlagt at tage alt mit tøj af, men da jeg havde taget tilstrækkelig meget af til at vise ham nogle lyse hår, blev jeg pludselig meget modig og trak det hele af. Naturligvis vidste jeg, at min lille, nøgne krop ikke lignede noget som helst, men dengang oplevede jeg mig selv som en filmstjerne, fordi Onkel Herman kiggede på mig, som var jeg Sophia Loren. Selvfølgelig fik jeg en lidt underlig fornemmelse af at stå der nøgen, men ikke spor ækelt, som kort forinden ved sportsundersøgelsen (for basketball), da jeg måtte trække benklæderne ned. Jeg var helt afslappet sammen med Onkel Herman. Han var faderlig, men ikke for længe, for da jeg satte mig på hans knæ, begyndte han at kysse mig og stryge mig hen over mine bryster, mave og lår med sine store hænder. Hans fingre fik hurtigt travlt mellem mine ben. Jeg oplevede det som noget fantastisk, ikke så meget p.g.a. hvad jeg følte, som p.g.a. hvad han gjorde. Jeg tror, at jeg forstod, at han kunne lide unge piger og greb chancen, og frivilligt lod jeg ham gøre, hvad han ville. Han var så sød og sagde sådan nogle dejlige og kærlige ting.

Nu ser jeg tilbage på dette som en sær, men alligevel fin første oplevelse; faktisk kunne jeg lide dette så meget, at jeg da jeg gik hjem, spurgte om jeg måtte komme og lege igen. Det ville Onkel Herman også, så vi aftalte at gå en tur i haven den efterfølgende dag efter aftensmaden. Onkel Herman arbejdede ofte der, men nu ville der altså ikke blive arbejdet. Jeg ville hive min kjole af med det samme, men han trak mig hen til sig og begyndte at tale alvorligt med mig. Han sagde, at han ikke kunne gøre det mere, og at han kunne sættes i fængsel for, hvad han allerede havde gjort. At mine forældre aldrig ville tilgive ham, hvis de opdagede, hvad der var foregået osv. Men da jeg sagde, at jeg nød, at han kiggede på mig nøgen, og at han strøg mig over det hele, så blev vi en slags "blodsbrødre" for at kunne holde på vores hemmelighed. Så tog han mit tøj af og lagde mig på den gamle og slidte sofa og kyssede mig over det hele. For mig var det en vidunderlig følelse.

I løbet af denne sommer blev jeg langsomt indviet og "vækket op", og kort derefter tog Onkel Herman også sit tøj af og lærte mig alle slags stillinger og glæderne ved at slikke og sutte. Men han havde altid kontrol over sig selv (og det opfatter jeg som en virkelig præstation) og havde ikke rigtigt samleje med mig. Ind imellem var det tilstrækkeligt for ham blot at kigge på mig, især da jeg udførte gymnastikøvelser nøgen for ham.

Jeg vil gentage, at jeg ikke ønsker at forsvare, hvad Onkel Herman gjorde, og jeg ønsker bestemt heller ikke at rose pædofili højt, men jeg tilbragte lige så fin en sommer som han. Det har bestemt ikke skadet mig. Det afhænger af, hvad en pædofil gør, og hvordan han gør det. Om han virkelig elsker børn (og det går som regel hånd i hånd), om han vil forstå og have sympati for barnet og derfor nøje vide, hvad han kan og ikke kan. I mit tilfælde kunne det gå langt. Og Onkel Herman vidste det, idet han var alt for kærlig til at ødelægge noget definitivt for sin egen fornøjelses skyld."

 

2. Cand. psych. Hans Hessellund, AUC:

Peter: Jeg ved, at du har beskæftiget dig med emnet blodskam. Derfor vil jeg gerne stille sig følgende spørgsmål: Findes der lykkelig blodskam?

Hessellund: Der findes vel lige så meget lykkelig blodskam, som der findes lykkeligt samvær mellem mennesker, ja. Der er to typer incest, som jeg synes man godt kan skelne imellem. De forhold, vi læser om i aviserne, der refererer til situationer, som enten er kommet til sundhedsmyndighedernes kendskab eller primært til politiets kendskab, og så er det ofte sammenfaldende overgreb mod børn, så kommer både politi og andre ind i billedet.

Men det er én type af blodskamsforhold, som vi kender vældig godt, omend ikke andet, så fordi det står i overskrifterne i dagspressen. Og det er som hovedreglen altid negativt. Og hvordan det bliver opdaget, det kan der være mange forskellige grunde til.

Så er der et andet sæt af incestforhold, som kun er kendt mellem de involverede parter. Der ser det selvfølgelig noget anderledes ud. Specielt hvis man interesserer sig for den del, der er lidt svær at finde, men som ikke har haft personlige problemer med det, ud over de problemer der altid er, når mennesker har interne forhold til hinanden. Det ved man jo, det er aldrig den rene dans på roser. Der ser det jo anderledes ud, og der vil det i en del tilfælde vurderes som positive oplevelser, man har haft. Også lang tid efter at forløbet er ophørt.

Peter: Er der nogen, der ved noget om, hvad der findes flest af, af de to typer?

Hessellund: Det er naturligvis det, som ikke er kendt. Det gælder enhver form for social-tvivlsom adfærd, at det kun er toppen af isbjerget, man ser.

Peter: Ja, det er næsten indlysende.

Hessellund: Ja, det er noget med et par procent. Det er jo ikke mange tilfælde, der kommer til myndighedernes kendskab om året. Undertiden kan det være langt under hundrede. Men hver eneste gang - det er jo ligesom drab - hver eneste gang der sker noget så usædvanligt i social henseende, der samtidig overtræder nogle meget indgroede normer og regler, så bliver det slået stort op.

Peter: Det står i skærende kontrast til, hvad der egentlig foregår.

Hessellund: Ja, med udgangspunkt i nogen af de generelle undersøgelser over normale menneskers oplevelser på det punkt, så ser det ud til, at der i hvert fald er 2%, der har oplevet det. Sætter man det op på tal, så er det temmelig mange.

Peter: De undersøgelser, du har din viden fra, er det mest udenlandske?

Hessellund: Ja.

Peter: Mener du, at det også gælder for danske forhold?

Hessellund: Ja.

Peter: Hvad bygger du det på?

Hessellund: Det gælder på alle andre dimensioner hvad angår den seksuelle adfærd. Der er en forbløffende parallelitet mellem udenlandske undersøgelser og danske. Udenlandske i den forstand, at de refererer til vesteuropæisk kulturtradition.

Peter: Findes der nogle sociale lag i samfundet, hvor der er flere tilfælde af lykkelig blodskam?

Hessellund: Det ser ud til, at i de tilfælde, hvor der er flest med en positiv oplevelsesmæssig side, det findes hos folk, der ligger på et vist udviklings-, uddannelses- og livsudfoldelsesniveau. Det har noget at gøre med viden og at være vant til at reflektere over ting og tabuer, og hvad der ellers er, og at være oplært til at tage stilling til tingene selv og ikke bare at overtage forbud.

Peter: Har det også noget at gøre med hvilke sociale lag, der har penge til at gøre mere eller mindre, hvad de har lyst til, også på tværs af loven?

Hessellund: Der findes en hel del velfungerende forhold, man har kunnet beskrive hos ikke-velhavende mennesker. Men selvfølgelig, chancen for at slippe godt fra tingene er da altid større, når man har ressourcer på alle områder. Det siger sig selv. Hvis man kan opbygge et psykisk overskud, så behøver man ikke at bruge det imod andre. Jeg tænker på, at jalousi jo spiller en væsentlig rolle i incestuøse forhold, lige som det gør i alle andre forhold. Nogen kan føle sig bedraget og af den grund finde på at anmelde den anden. Der er en del eksempler på, at kvinder, der i en fortrolig stund med deres nye ægtemand har afsløret, at de har haft et seksuelt forhold til deres bror på et tidligere tidspunkt. Det har undertiden været en så stærk oplevelse for den mand, at han har taget initiativ til, at konen så gik til politiet og så anmeldte et såkaldt overgreb, som måske endda kunne være meget gammelt. Det blev broderen som regel straffet for. Det hænger så sammen med, at det kunne den nye mand i kvindens liv ikke bære. En ting er, at det kan give problemer, og det kan det stadigvæk, hvis ens kone er for seksuelt erfaren. Hvis der så ovenikøbet er tale om forhold, der overskrider visse borgerlige grænser for sømmelighed, så kan jalousien gå hen og blive meget stærk.

Peter: Er der nogen dokumentation for, at en pige eller kvinde er blevet meget mere fortrolig med det seksuelle og sin egen krop, og dermed faktisk er seksuelt bedre i stand til at fungere, også i et ægteskab?

Hessellund: Der er nogle betingelser, der selvfølgelig skal være opfyldt. Det ser ud til, at den type erotiske forhold, hvis de ikke finder sted for tidligt i børns liv, d.v.s. fra ca. 10 år og fremefter, og det er sammen med personer, som man er fortrolig med og har tillid til og holder af, og aldersforskellen iøvrigt ikke er for stor, d.v.s. typisk brødre og søstre eller brødre og brødre, - da vil der være et sæt af udviklingsmæssige oplevelser, der i hvert fald ifølge deres egen rapportering opleves som noget med et positivt udfald.

Peter: Når du taler om 10-års alderen, så opererer du med nogle statistikker, d.v.s. at der godt kan være tilfælde under 10-års alderen, som alligevel er ligeså gode som dem, der er over, men at de bare er færre i antal.

Hessellund: Det kan de være, men det kommer igen an på, hvad det er for en konstellation, vi har med at gøre. Hvis det er en pige, og det er faderen, så kan det i mange tilfælde være yderst problematisk, for uanset om vi kan lide det eller ej, så ligger der også noget med magtforhold i seksualitet. Men det ser ud til, at jo mere ligeværdige og ligebyrdige partnerne er, jo mindre negativ effekt har det.

Peter: Udover det at man er ligeværdige og mere eller mindre ligestillede, og der så kommer et positivt udfald ud af det for børn under 10 år, hvilke andre faktorer kan du nævne, som ville sandsynliggøre, at udfaldet bliver positivt?

Hessellund: Det allerbedste er, hvis det ikke kommer til alt for mange voksnes kendskab. Det har vist sig, at det man kan beskrive som negative virkninger af incest, det er netop de voksnes - set med barnets øjne - fuldstændig overdrevne reaktioner overfor noget, som måske for barnet endda var meget rart. Noget som barnet ikke selv forbandt med noget grimt. Det er omgivelsernes meget stærke reaktion på børnenes eksperimenter med hinanden.

Peter: Kan en incest-hemmelighed styrke en familie mod en fjendsk omverden?

Hessellund: Det er et alment princip, at noget vi er fælles om, vil de andre bruge til at splitte os ad med. Ja, det kan det være. Det forudsætter, at børn virkelig kan holde tand for tunge. Det kan være svært for børn. Det kan jo være svært nok for voksne.

Peter: Er blodskam mere udbredt i andre kulturer?

Hessellund: Ja, det ser ud til, både i historisk tid, og uden at jeg lige kan nævne nogle bestemte samfund, så findes der en stribe, som ikke har det incest-tabu, som vi betragter næsten som en naturlov, vi skal have. Det vil sige, at der ikke er noget explicit forbud, hverken i religionen eller i lovbestemmelser, som forbyder seksuelt samvær mellem nært beslægtede.

Peter: Jeg vil gerne snakke lidt om indavl. En italiensk sociolog, Francesco Alberoni, har engang sagt, at der overhovedet ikke er nogen videnskabelig, rationel grund til at forbyde blodskam i dag, i hvert fald ikke for voksne over 18 år. Det vil sige at indavl, det betyder åbenbart ikke noget i dag?

Hessellund: Næh, fordi i den forstand, at prævention er både legalt og anbefalet, og at vi har fri abort, så spiller det jo ingen rolle. Den begrundelse bortfalder også, men så er der en detalje i det, at hvis to sunde søskende går i seng med hinanden, og pigen bliver gravid, så er chancen for at få et sundt barn så tæt på 100%, som den kan være. Til gengæld kan der eksistere en række ikke-dominerende træk i generne. Hvis man er uheldig, så kan sådan to recidive træk slå igennem. Det var vist sådan blødersygdommen efterhånden fik effekt. Men det er efterhånden nogle hundrede år siden.

Peter: Så det betyder ikke noget i dag?

Hessellund: Nej, det betyder ikke noget, det er kun et forsøg på en rationalisering af noget, som er grundlæggende irrationelt. Det har ingen interesse. Ethvert menneske kan jo risikere, at befrugtningen bliver til et defekt barn. Det har man jo set masser af eksempler på.

Peter: Der er ikke større sandsynlighed for, at søskende...

Hessellund: Næh.

Peter: Det gælder også for forældre og børn?

Hessellund: Jo, det vil det jo gøre. Det genetiske billede hos forældre og børn ligner ikke hinanden ret meget, iøvrigt.

Peter: Er der nogen dokumentation for, at holdningen til incest kan skade børn?

Hessellund: I de tilfælde, hvor et forhold bliver afsløret, om jeg så må sige, så bliver den f.eks. 7-8-årige dreng eller pige viklet ind i stribevis af afhøringer og forskrækkelser fra de voksne, og en evindelig turen frem i "hvor var det frygteligt", "hvor var det hæsligt" osv. osv.

Peter: Gælder det også, hvis barnet selv har oplevet forholdet som noget lykkeligt?

Hessellund: Ja da, barnet kommer vel i tvivl.

Peter: Men det vil sige, at f.eks. politiforhør og domstole...

Hessellund: Ja, det har vist sig at have en uhyre skadelig virkning. Der bliver for så vidt lagt et forfærdeligt skyldpres på børnene.

Peter: Du har måske et kendskab til, hvordan et politiforhør foregår?

Hessellund: Ikke udover de beretninger, der er i forbindelse med børne-psykiatrisk litteratur. Skal man tro referaterne af forhør af unge piger, der er blevet voldtaget, så er det ikke det mest behagelige i denne her verden at blive spurgt ud på den måde, det undertiden foregår på.

Peter: Efterhånden kommer der flere og flere professionelle incestbehandlere. Hvis vi forestiller os, at disse behandlere ikke kan skelne imellem positiv og negativ incest, tror du, at der kan komme en god behandling ud af det?

Hessellund: Næh, nu ligger der i behandlingsidéen, at der er nogen, der af en eller anden grund skal under behandling. Det er jo en anden slags mennesker end dem, som ikke ville drømme om at komme i behandling.

Peter: Jeg kan da forestille mig, at nogen ville blive tvunget ind i det, selv om de har haft det godt, simpelthen for at undgå fængselsstraf?

Hessellund: Men så er vi straks inde i noget helt andet. Ja, det kunne man godt forestille sig, men det kræver faktisk en lovændring.

Peter: Er der noget, du selv har lyst til at sige her til sidst?

Hessellund: Det forekommer mig, at vi har været temmelig langt omkring, men jeg vil da nok sige, at der kunne måske være en fordel i, at man trænede sig i, at man reagerede lidt mindre automatisk, når man hører visse negativt ladede ord. F.eks. det med incest eller blodskam, at det må automatisk være ensbetydende med noget, der er forfærdeligt. Og det behøver det slet ikke at være.

Peter: Som socialarbejder, skolelærer eller pædagog, så skal man sådan ikke automatisk...

Hessellund: ...gå ud fra, at der er tale om noget, som nødvendigvis må ende galt. Fordi det er der faktisk ikke dokumentation for, at det gør.

 

3. Filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen:

Peter: Emnet lige til kl. 5 morgen er "Findes der lykkelig blodskam?", og I kan ringe til studiet og stille spørgsmål til sexologerne omkring kl. 2. Det næste indslag, vi skal høre, er et interview med filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen. Det første spørgsmål, vi stiller ham, er "Findes der lykkelig blodskam?"

Christian: Ja, selvfølgelig findes der lykkelige blodskamsforhold. Problemet er, at man normalt ikke hører så meget om dem, fordi blodskam er kriminelt i endnu højere grad end homoseksualitet tidligere har været kriminelt, så er og bliver blodskam kriminelt. Og så er det selvfølgelig vigtigt for dem, der ønsker at fastholde kriminaliseringen af blodskam, at påstå, at der kun findes ulykkelige blodskamsforhold. Det er noget sludder, ligesåvel som der findes lykkelige homoseksuelle forhold, findes der selvfølgelig også lykkelige blodskamsforhold.

Peter: Er det noget, der er dokumenteret?

Christian: Jeg har først og fremmest en række private bekendte, som har levet eller stadigvæk lever i blodskamsforhold, som for de pågældende mennesker selvfølgelig skal bevares som en stor hemmelighed, men som jeg kun ud fra deres beretninger om dem, kan karakterisere som lykkelige. Men derudover findes der selvfølgelig også videnskabelig dokumentation. Der findes frem for alt den amerikanske bog, som hedder "hildren and Sex", hvor en kvindelig psykiater, Joan Nelson, fortæller om, at hun selv som barn havde et seksuelt forhold til sin far. Og stadigvæk den dag i dag som voksen psykiater karakteriserer hun dette forhold som formentlig det lykkeligste erotiske forhold i hendes liv.

Peter: Det var det forhold, du refererede til på høringen om pædofili i Huset i Magstræde?

Christian: Ja.

Peter: Du kan ikke huske nogle andre tilfælde fra den bog eller nogle andre videnskabelige rapporter, eller andet?

Christian: Nej, det husker jeg ikke på stående fod.

Peter: Det er også oplysninger, der ikke er så let tilgængelige og umiddelbare for de fleste mennesker, så det er ikke så underligt.

Christian: Nej, det er klart, fordi sådan noget jo nødvendigvis holdes hemmeligt i et samfund, der kriminaliserer det. Men jeg tror faktisk, hvis vi holder os til f.eks. den del af blodskamsforholdene, som eksisterer mellem bror og søster, at det er temmelig meget almindeligt. Jeg kender adskillige forhold og det tror jeg også andre lyttere gør.

Peter: Her tænker du også på fuldbyrdet samleje eller tænker du på noget andet?

Christian: Jeg tænker på begge dele, både samleje og anden form for seksuel omgang mellem bror og søster, det eksisterer bestemt.

Peter: Når jeg stiller spørgsmålet om lykkelig blodskam, tænker du så også på, om det var lykkeligt eller ej, mens det foregik, eller om det også var lykkeligt i mange år efter, som du refererer til angående den amerikanske psykiater?

Christian: Den pågældende psykiater påstår stadigvæk i en voksen alder, at det er den formentlig lykkeligste erotiske oplevelse, hun har haft. Det skulle ikke undre mig, om mange blodskamsforhold nok er lykkelige og velfungerende, mens de står på, men som ikke bliver ved med at være det på grund af samfundets tabuering af det. Altså at de pågældende mennesker før eller siden får moralske tømmermænd over det, de har indladt sig på. At samfundets tabuering smitter af på den subjektive oplevelse af forholdet.

Peter: Hvad med hemmeligheden i et incest-forhold, er den i sig selv skadelig?

Christian: Jeg synes selvfølgelig aldrig, det er godt, at noget er nødt til at være hemmeligt, og jeg kan levende forestille mig, at det heller ikke er særligt frugtbart for de involverede parter i sådant et forhold, at det nødvendigvis skal holdes hemmeligt. Man kan udmærket forestille sig, at netop hemmeligholdelsen af forholdet til sidst må tage livet ud af det, for hvem har i længden overskud til at leve et hemmeligt liv.

Peter: Hvad så med hende psykiateren, du refererer til. I hvert fald i mange år har det været nødvendigt for hende at holde det hemmeligt, men hun siger alligevel, at det var lykkeligt.

Christian: Nu kender jeg ikke hendes forhold nærmere. Hun beskriver det kun meget sporadisk i artiklen i bogen "Children and Sex", men man kunne jo forestille sig, at netop i kraft af, at hun er psykiater - d.v.s. hun har beskæftiget sig med de ting teoretisk - har hun fået et mere afklaret forhold til det end de fleste, og derfor har kræfter til at stå frem med det. Hvad de fleste mennesker selvfølgelig ikke har.

Peter: Jeg er selv pædagog og jeg ved, at det er meget almindeligt og næsten en status og prestige for børn at have hemmelige klubber, mere eller mindre hemmelige kærester og steder, og et hemmeligt sprog at kommunikere med. Jeg tror ikke, der er nogen, der vil sige, at de hemmeligheder er skadelige, næsten tværtimod, det giver børnene en mulighed for at komme væk fra de voksnes overordnede kontrol og evige overvågning. Hvorfor skulle det være anderledes med blodskam?

Christian: Jo, for de hemmeligheder, som du taler om, som børn har, er måske ikke rigtige hemmeligheder alligevel, fordi der har børnene jo netop et spil kørende med de voksne, at det her, det er så og så hemmeligt, men netop når de understreger, hvor hemmeligt det er, kommer de netop til at røbe, at der foregår noget, så det er så som så med hemmeligheden. Det er ligesom nogle falske love eller falske regler, som børn stiller op for at skabe en form for spænding i deres tilværelse. Nogle rigtige hemmeligheder er det ikke, når børnene kan fortælle, at det her er noget så hemmeligt.

Peter: Du tror ikke, at børn kan vinde en vis prestige ved at have et kammeratskab med en voksen person i eller udenfor familien, og at de gerne vil skilte med, at de har noget hemmeligt sammen, samtidig med at der egentlig foregår et seksuelt forhold, som selvfølgelig skal holdes hemmeligt?

Christian: Jo, hvis ellers jeg forstår, hvad du mener, så kan det selvfølgelig godt være prestigeskabende, at de har en hemmelighed sammen med en voksen. Men hvis det er en seksuel hemmelighed, så må den nødvendigvis være hemmelig, så den ikke engang kan annonceres som en hemmelighed, der skaber prestige, for så begynder omgivelserne straks at blive mistænkelige og skal undersøge, hvad det egentlig er der foregår.

Peter: Hvilke faktorer mener du, der skal være til stede i et blodskamsforhold, hvis udfaldet skal være lykkeligt?

Christian: Jeg vil mene, der skal være de faktorer, som der altid skal være i et kærlighedsforhold mellem mennesker, nemlig en stor grad af jævnbyrdighed, en stor grad af gensidighed. Og dermed siger jeg også, at i det øjeblik forholdet overhovedet får karakter af udnyttelse, specielt udnyttelse fra den voksnes side mod barnet, da kan det ikke længere fungere som et lykkeligt forhold. Da får det karakter af overgreb og da må man selvfølgelig tage meget kraftigt afstand fra det. Men i det øjeblik, man kan etablere et jævnbyrdigt og gensidigt forhold, så kan også incestuøse forhold fungere og fungere rimeligt.

Det betyder selvfølgelig, og det viser de amerikanske undersøgelser, jeg kender til også, at jo ældre barnet er, jo større mulighed er der for denne jævnbyrdighed, jo større mulighed er der for, at forholdet kan blive et gensidigt forhold. I de undersøgelser, jeg henviser til, som Joan Nelson har foretaget, er det sådan, at flertallet af børnene over 10 år, som fortæller om et frivilligt, incestuøst forhold til en voksen far eller mor, de beskriver forholdet som lykkeligt, som tilfredsstillende. Hvorimod det ikke gælder for de børn, som er under 10 år. Der har de fleste haft negative oplevelser med det, netop fordi, så vidt jeg kan skønne, at jævnbyrdigheden har manglet, så forholdet har mere haft karakter af udnyttelse.

Peter: Er det ikke statistikker, forskerne opererer med, når du taler om, at jo yngre barnet er, jo vanskeligere bliver det at gøre forholdet positivt. Men jeg synes f.eks. at lovgivningen omkring blodskam skulle tage højde for de positive undtagelser, der er for børn under 10 år. Jeg betragter mennesker som noget unikt, ikke som statistikker, og jeg synes også, at lovgivningen skulle forholde sig til det enkelte tilfælde hver gang, og ikke f.eks. gå sådan helt firkantet efter det, du siger der. F.eks. siger de at alle blodskamsforhold under 10 år skal forbydes.

Christian: Det er jeg helt enig i.

Peter: Du taler om, at tingene skal være på børnenes præmisser.

Christian: I den film, jeg har lavet om incest-tabu, som hedder "Den, man elsker", er der et eksempel med en pige, som fra 8-års alderen har et erotisk forhold til sin far. De gennemfører ikke samleje, de dyrker en form for gensidig onani, som resulterer i, at pigen fra 8-9-års alderen ikke bare giver sin far orgasme, men også selv får orgasme. Og det beskriver hun fra 8-9-års alderen som et lykkeligt og gensidigt forhold. Der er det problem i forholdet, at det nødvendigvis må holdes hemmeligt for alle, for ellers ryger faderen i spjældet. Men bortset fra hemmeligholdelsen, som er en stor byrde for pigen, så beskriver hun forholdet i sig selv som et lykkeligt forhold.

Så sker der det ulykkelige, at da pigen kommer i puberteten og ikke mere er interesseret i sin far, men hellere vil omgås jævnaldrende fyre, da er faderen ikke i stand til at give hende fri, så at sige. Hvor hun gerne vil have sin frihed, oplever faderen en bundethed og jalousi overfor de unge drenge. Så han begynder at købe hende til noget, hun egentlig ikke har lyst til mere, og mere eller mindre truer hende til at fortsætte forholdet. Og fra puberteten af er det mildest talt ikke noget lykkeligt forhold mere.

Men man kunne da udmærket forestille sig, at hvis denne far havde været i stand til at opleve forholdet på pigens præmisser, og opgive det, da pigen havde lyst til at opgive det, så havde et sådant forhold været tilfredsstillende og rimeligt for begge parter i den specielle situation, de nu var i.

Peter: Var der nogle detaljer omkring, hvordan pigen opnåede orgasme i så ung en alder?

Christian: Nej, det fortæller hun ikke noget om, men det er en kendt sag, eller kendt og kendt, det er det måske ikke, men i hvert fald findes der en meget spændende, norsk psykiater, der hedder Thore Langfeldt, som har lavet nogle undersøgelser af, at børn i børnehavealderen faktisk er i stand til at få orgasme.

Peter: Ved du noget om den meget negative holdning til blodskam, det at alt hvad der hedder blodskam skulle være skadeligt for børn. Kender du noget til, at den holdning skader børn her i vores samfund?

Christian: Det mener jeg i høj grad, at den gør, og når jeg siger det, så bygger jeg på Sigmund Freud, hvis teorier om børns seksualitet i det hele taget har spillet en stor rolle for mig. Freud beskriver direkte i et af sine sene værker, "Kulturens byrde", incest-tabuet som måske den største lemlæstelse, som vores kærlighedsliv kommer ud for. Og dermed mener han selvfølgelig ikke, at forældre og børn skulle bolle med hinanden, men han mener, at incest-tabuet, d.v.s. angsten for fysiske berøringer mellem forældre og børn, denne angst sætter sig som en blokering af det naturlige forhold mellem forældre og børn. Jeg mener nemlig, at ethvert rimeligt forhold imellem forældre og børn også har en erotisk karakter, så sandt som det at røre ved hinanden, at kærtegne hinanden og kysse hinanden jo også er en del af vores erotiske liv.

Peter: Siger Freud ikke noget om, at børn har et reelt ønske om at gennemføre et samleje med de voksne?

Christian: Nej, det siger Freud ikke.

Peter: Hvor tæt kommer han så på noget, der hedder blodskam, sådan rent konkret?

Christian: Det er rigtigt, at en grundpille under hans teorier selvfølgelig er teorien om Ødipus-komplekset, og Ødipus gik som bekendt i seng med sin mor efter at have slået sin far ihjel. Og på den ene side mener Freud, at dette drama principielt udspiller sig i det ubevidste hos ethvert barn i 4-5-6-års alderen. Men han mener ikke så konkret, at ethvert barn i 4-5-6-års alderen også har lyst til at gå i seng med sin far eller sin mor. Han mener f.eks., og det lægger han stor vægt på, at piger i den alder ikke har samlejeforestillinger, de har ikke nogen forestillinger om, at man kan trænge ind i dem. Og formentlig ville de også tage skade af det, hvis man gjorde det i den alder.

Peter: Hvis børnene selv havde frihed til at gøre, hvad de selv havde lyst til, vil de tage skade af det?

Christian: Næh, det mener jeg ikke, de ville.

Peter: Hvor langt ville børnene gå, ifølge en freudiansk opfattelse?

Christian: Det tror jeg aldrig Freud selv har udtalt sig om. Hvis du spørger mig, hvad jeg tror, så tror jeg, at børn som er opvokset i en normal kernefamilie, hvis man overhovedet kan tale om, at kernefamilien er normal, og det kan man jo dårligt i vore dage. Men børn opvokset i en "normal" kernefamilie tror jeg egentlig ikke ville gå påfaldende langt i seksuel retning, hvis incest-tabuet ophæves. Jeg tror, at de vill undersøge visse ting og visse fornemmelser i deres egne og forældrenes kroppe, men jeg tror det i langt de fleste tilfælde ville blive på det relativt uskyldige undersøgelses-niveau. Og når de så har checket tingene af, så vil de vende sig mod deres jævnaldrende og opleve resten med dem.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kender eksempler, for det gør jeg i høj grad, på at i hvert fald drenge i 5-6-års alderen direkte og konkret har udtrykt lyst til at gennemføre samleje med deres mor. Jeg tror, at hvor samlejeforestillinger ikke er konkrete hos pigerne af fysiologiske grunde, så er de det hos drengene i vid udstrækning.

Jeg må indrømme, jeg er på gyngende grund, fordi vi ved så lidt om de her ting, men jeg vil personligt mene, at det absolut hører til undtagelserne, at en 5-6-årig dreng - uanset Ødipus-komplekset - decideret har lyst til at gennemføre samleje med sin mor. Det tror jeg kun, han har i undtagelsestilfælde som f.eks. et par tilfælde, jeg selv kender, hvor faderen ikke er tilstede eller hvor forældrene er blevet skilt mens barnet var i 5-6-års alderen, hvad der åbenbart er mere og mere almindeligt i vore dage, at forældrene går fra hinanden netop i de år der.

Jeg kender i hvert fald et eksempel, hvor drengen, fordi faderen netop ikke var der mere, har villet overtage faderens plads i hjemmet - og det tror jeg er noget alle, eller de fleste skilsmissefamilier kender til, at når faderen ikke er der, så vil den lille dreng - og det kan være utrolig sødt og charmerende - så vil han være faderen i huset på alle mulige måder. Og den dreng, jeg kender her, han ville altså også være det i sengen. Når moderen læste godnathistorie med ham, så ville han decideret have hende med ned under dynen og han havde erektion, og han var helt klar over, hvad den skulle bruges til.

Peter: Så var der tale om et reelt ønske i det tilfælde?

Christian: Ja, det var der. Der var tale om et helt klart ønske, som moderen havde svære problemer med, for på den ene side mente hun, at børns ønsker skulle opfyldes, men på den anden side havde hun faktisk ikke lyst til at bolle med sin søn, så han fik ikke den lyst styret.

Peter: Nu har der efterhånden været en del franske film om blodskam, hvor mødrene har bollet med drengene.

Christian: Ja, f.eks. Bertolucci´s "Luna", som lige har været i fjernsynet.

Peter: Ja, nu sagde du, at det var et reelt ønske. Kan man så konkludere, at hvis det ønske blev realiseret og moderen også havde en positiv holdning til sådan en oplevelse, så kunne det få et lykkeligt udfald?

Christian: Så er vi igen tilbage til det: Hvad er lykkeligt, når det må holdes hemmeligt? Jeg mener, at forholdet i sig selv godt kunne fungere lykkeligt, i den formentlig tidsbegrænsede varighed, det nu har. Problemet er, at vi lever i et samfund, der ikke vil tolerere den slags, uanset hvor lykkeligt og gensidigt, det så er, og som tvinger de involverede mennesker til at holde det hemmeligt. Og denne tvang synes jeg er problematisk.

Peter: Skulle man ikke tage den kamp op imod samfundet?

Christian: Jo, det synes jeg, man skulle. Jeg synes ikke, at samfundet har ret til at blande sig i, hvordan mennesker gensidigt og frivilligt lever deres liv. Samfundet har pligt til at gribe ind i samme øjeblik, der er tale om overgreb. Men samfundet tager fejl, når det tror, at alle incest-forhold per definition har karakter af overgreb, for det har de ikke.

 

4. Cand.psych. og sexolog Bent Petersen:

Peter: Sexologen Bent Petersen, der senere kommer i studiet, har vi på et bånd her. Det er meget kort, og han taler om noget, der er meget relevant og yderst interessant. Det er om uskadelig blodskam og om uskadelige hemmeligheder.

Bent Jeg synes, at hele den opgejlede debat om incest, f.eks. blodskams-forhold, hvor børn har seksuelle forhold til deres forældre... Det er da klart, at det er skadeligt i og med, at forældrene sniger sig ind i ly af mørke og har sex med deres børn under trusler om død og lemlæstelse, om fængsel eller selvmord for mor eller far, hvis det kommer frem. Det er klart, at det skader. Det er tvangen i det.

Men seksuelle forhold, hvor far og mor og børn hygger sig med hinandens kønsdele, hvor det er en leg, der har jeg ikke kunnet se skader. Og nu taler jeg ud fra de voksne, jeg har talt med, som da de var børn, havde seksuelle forhold indenfor familiekredsen eller vennekredsen.

Seksuelle forhold, der kører på børnenes grænser, d.v.s. som kører så længe, børnene synes det er sjovt, som ophører når børnene siger stop, - dem har jeg ikke kunnet se kunne skade. Det er en meget ophidset debat, hvor man forveksler nogle ting. Det er klart, at den voldelige seksualitet, som kan være mellem børn og voksne, at det skader eller kan skade. Men man vil åbenbart ikke se, at der kan foregå noget seksuelt mellem børn og voksne, som ikke skader - men det findes altså.

Birgit: Kan det være en skade for barnet, at de måske kan komme til at rende rundt resten af deres liv med en hemmelighed?

Bent: Næh, vi har så mange andre hemmeligheder. Vi har da mange hemmeligheder, som børn ikke fortæller til nogen, så hvad skulle det skade?

 

5. To mødre og en far fortæller :

(Interviewene her var inkluderet i udsendelsen "Far, må jeg lege med din tissemand?" sendt fra DR 17/8-82. Peter Schmidt.)

Peter: Ja, blodskam kan ofte fortolkes enten som entydig blodskam eller mere eller mindre blodskam, og det er vores udsendelse også et eksempel på. Det næste indslag er om to mødre, der giver deres børn lov til næsten det hele, og en far, der ligeledes giver børnene lov til at udforske ham, så meget de har lyst til. Det er efter min mening nogle eksempler på ensidig blodskam.

En mor: Han fik den kropskontakt, som han havde brug for, hvor han har været kontaktsøgende på den måde, at han er kommet og har lagt sig ved siden af mig, kravlet rundt på mig, har nydt det meget, og gør det stadigvæk og f. eks.siger: "Jeg skal ligge oven på dig". Han skal pille babs, som han kalder det, hvor han skal ligge og røre ved mine bryster, fordi det føler han en enorm tryghed ved, og det er evigt tilbagevendende. Der har heller ikke været nogen områder, som har været forbudte områder, men han har altid haft et meget naturligt forhold til min krop og også til sin egen krop, synes jeg nok.

En anden mor: De kigger meget på mine bryster og rører ved dem og undersøger dem, og så fortæller vi, at de har fået mælk, og at de har suttet, og så prøver de at sutte igen. De spørger også selv, om de får sådanne store bryster.

En far: De synes nok, at det er meget skægt at lege med min tissemand, når jeg går i bad. Det foregår tit om morgenen, når jeg er på vej i bad. De løber lige hen og skal lege lidt med tissemanden. De vil ofte gerne trække forhuden tilbage. De synes det er mægtig skægt, at den kan trækkes tilbage og at den kan trækkes frem igen. Altså, næsten hver gang de ser mig, så skal de lige prøve det. Det sker ret ofte. Nogle gange har jeg også fået erektion, når de har leget med tissemanden. Det syntes jeg var helt skægt, selv om jeg ikke føler noget specielt seksuelt ved, at de gør det. Jeg føler mere en eller anden nærhed og at vi er glade for hinanden i den situation, og at det er et eller andet med, at de føler, at de skal udforske mig... som de gerne vil have lidt kendskab til.

Min store pige har nogen gange sagt, at vi skulle bolle sammen, og til det har jeg sagt, at det er så helt i orden, så har vi ligget og kælet og væltet lidt rundt i sengen. Hun har også snakket om, at jeg skulle stikke tissemanden ind i hendes tissekone, og dertil har jeg sagt, at det behøver man ikke for at bolle, men at jeg desuden ikke kan gøre det, fordi hendes tissekone, den er for lille. Så har hun sagt, at "så vil jeg bolle med dig, når jeg bliver stor".

I den forbindelse har jeg nogen gange snakket med hende om, at når hun bliver stor, er det meget muligt, at hun gerne vil bolle med nogle andre, og måske har hun heller ikke lyst til at blive boende herhjemme. Det har hun lidt svært ved at forstå, og synes at hun meget gerne altid vil bo herhjemme. Det føler jeg også er et udtryk for, at for øjeblikket er hun meget tilknyttet til mig og vil gerne være sammen med mig, og oplever nok også mig som en, hun kunne tænke sig at bo sammen med, og også at det var mig, hun havde et forhold til, hvis man kan tale om det på den måde.

 

6. Interview med en 17-årig pige:

Peter: Det var Marilyn Monroe med "Mit hjerte banker for farmand" Nu skal vi høre et interview med en 17-årig pige, hvis hjerte muligvis tilhører både far og mor:

Birgit: Vil du fortælle om dine første seksuelle oplevelser?

17-årig: Ja, det var dengang, jeg var en 3-4 år gammel, og jeg pillede dynebetrækket af min dyne, og så kravlede jeg ind i det her dynebetræk med en bamse på min egen højde, og så legede jeg, at det var en mand.

Birgit: Hvad lavede du sammen med den mand?

17-årig: Ja, vi må have haft samleje.

Birgit: Hvordan kan du vide, at det var samleje?

17-årig: Fordi jeg kan huske, at jeg brugte den som en mand, altså sådan som jeg har set min mor og far gøre det. Og så har jeg brugt den på samme måde, og så har jeg fået den fornemmelse, at det var noget lækkert.

Birgit: Kunne du så på et tidspunkt skifte denne her bamse ud med et menneske?

17-årig: Ja, så har jeg leget med min bror, at vi var mand og kone, eller hvad vi har været, men altså, vi har leget sammen, hvor vi... vi har ikke haft samleje, men vi har ligget og gnedet os op og ned af hinanden.

Birgit: Kan du huske, om du er blevet tilfredsstillet?

17-årig: Det tror jeg ikke, at jeg er blevet, men jeg kan bare huske, at vi har lavet det sammen og at det har været noget specielt.

Birgit: Var det en hemmelighed?

17-årig: Nej, det var det ikke.

Birgit: Hvorfor var det ikke det?

17-årig: Næh, fordi vi har set min far og mor gøre det og så har det bare været en leg, vi har leget.

Birgit: Men det udviklede sig ikke til noget samleje?

17-årig: Nej, ikke rigtigt.

Birgit: Hvad så med at onanere? Kunne I finde ud af at onanere sammen?

17-årig: Nej, det har vi aldrig gjort. Jeg har gjort det alene i en meget tidlig alder, men vi har aldrig gjort det sammen.

Birgit: Hvor tidligt var det?

17-årig: Jeg må have været en 9-10 år gammel, da jeg begyndte.

Birgit: Var der nogen, der havde vist dig, hvordan du skulle gøre, eller fandt du selv ud af det?

17-årig: Nej, min mor hun fortalte mig, at hun havde prøvet at gøre det med en bruser, og så tænkte jeg straks, at det måtte jeg også ned og prøve. Og det virkede.

Birgit: Du har fortalt mig tidligere, at du har set dine forældre have samleje. Hvordan har det påvirket dig og dit sexliv?

17-årig: Jeg har været meget ked af det først, fordi jeg blev drillet med det, men senere har jeg fundet ud af, at det faktisk har været en god indvirkning, fordi jeg ved, hvad sex er og jeg kan snakke fint om det med mine forældre.

Birgit: Det må være temmelig fint, når din mor kan lære dig at onanere?

17-årig: Ja, det må det vel, men jeg blev drillet med det, da jeg var lille, og det var jeg ked af. Men nu synes jeg, at jeg har fået noget meget godt ud af det, fordi det er ikke alle, der kan snakke med deres forældre om sådan nogle ting. Og det har jeg hørt fra andre, der har været kede af, at de ikke har kunnet snakke med deres forældre om sex.

Birgit: Du har set dine forældre bolle - hvad er det egentlig, du har set?

17-årig: Jeg har set dem lave gruppesex i de ganske almindelige stillinger, man nu laver, når man har samleje. Og så har jeg set dem med en pige, hvor hun bare var midtpunkt. Jeg blev chokeret over, at mine forældre lavede gruppesex, fordi jeg ikke har hørt fra andre, at deres forældre de lavede sådan noget.

Birgit: Men de så det vel heller ikke?

17-årig: Nej, det gjorde de vel ikke. Men nogle af mine klassekammerater har også set mine forældre gøre det. Det blev jeg drillet med senere, og det blev jeg lidt ked af. Men senere har så dem, der har drillet mig, sagt, at det de egentlig har set, det har ikke været en sygdom, men som de senere har fundet ud af, det har været noget ganske naturligt noget, de har set.

Birgit: Der er noget om, at din mor også har snakket med dig om de ting?

17-årig: Ja, hun fortalte mig, hvordan man gjorde det med en bruser, hvilket jeg så prøvede, fordi jeg syntes, at det var spændende at prøve.

Birgit: Hun har også fortalt dig noget om, hvordan man kan tilfredsstille en mand?

17-årig: Jo, hvordan man slikkede en mand, det har hun fortalt mig.

Birgit: Hvordan gjorde man det?

17-årig: Ja, det kan jeg ikke sidde her og forklare. Der skal nærmest et TV til.

Birgit: Har du kunnet bruge de ting, du har lært af din mor?

17-årig: Ja, det har jeg. Jeg synes, at de ting, man lærer sig frem til... man kan godt lære i sådan nogle "ælle-bælle-bolle-bøger" eller hvad det er, de nu hedder, hvordan man gør, men det er ikke illustreret rigtigt, så man kan se, hvad der sker. Når hun står og fortæller det, så ved man, hvad der sker.

Birgit: Hun har vist dig det?

17-årig: Ja, hun har vist mig det.

Birgit: Og det kan du godt bruge til noget?

17-årig: Ja, det kan jeg godt.

Birgit: Du er 18 år gammel lige om lidt. Hvordan tror du, at dit eget sexliv vil forme sig?

17-årig: Det ved jeg ikke, det har jeg slet ikke nogen fornemmelse af. Jeg ved, at hvis jeg ikke havde lært det, min far og mor havde lært mig, så havde jeg slet ikke været så langt fremme, som jeg er i mit sexliv.

Birgit: Vil du råde andre forældre til at gøre det samme overfor deres børn, som det dine forældre har gjort overfor dig?

17-årig: Ja, men kun hvis de selv føler, at de kan klare det, for ellers bliver det mislykket, tror jeg.

Birgit: Og hvor tidligt skal de starte med at snakke med deres børn om sex?

17-årig: Ja, det er lidt for sent at gøre det, når man når den kriminelle lavalder, men meget før.

Birgit: Det vil sige, at vi skal helt ned i vuggestuestadiet?

17-årig: Ja, hvis børnene kan begynde at forstå noget i den alder om sex og huske det, så synes jeg, at man skal starte så tidligt som muligt med at fortælle, hvad sex er, og hvorfor man laver sex sammen, og hvad det kan blive til.

Birgit: Hvorfor laver man sex?

17-årig: Fordi man synes, det er dejligt.

Birgit: Har du manglet noget i, det vi måske kan kalde din sexundervisning, fra dine forældre? Har du manglet noget i den undervisning?

17-årig: Jeg har manglet noget i den med bier og blomster, tror jeg nok.

Birgit: Der bliver snakket meget i dag om, at man skal sætte den seksuelle lavalder ned til 12 eller 13 år eller fjerne den helt. Hvad mener du om det?

17-årig: Jeg synes, den skulle fjernes helt.

Birgit: Tror du, at der kan foregå en positiv seksualitet mellem børn og voksne, at de kan forelske sig i hinanden?

17-årig: Ja helt afgjort. Når man kan lide hinanden, så har man sex sammen.

 

7. 19-årig bøsse om dengang han var 8 år:

Peter: Det næste indslag har ikke noget at gøre med blodskam, og så er der måske nogen, der vil spørge, hvorfor kommer vi så med det? Ja og det er fordi, det er en 19-20-årig mand, der fortæller om, da han var 8 år gammel, hvor han aktivt forførte og forsøgte at forføre voksne. Han er bøsse, og også dengang han var 8-10-12 år gammel var det mænd, han var interesseret i. Men selv om han er bøsse, så mener jeg at eksemplet kan demonstrere, at børn - uanset om de er heteroseksuelle, såkaldt ´normale´, eller om de er homoseksuelle, ´bøsser´ - så er børn ofte meget aktivt forførende, og der er ikke kun tale om børn, der har en fantasi, de ikke ønsker at udleve. Nej, der er mange børn, der har et reelt ønske om at gennemføre et egentligt seksuelt forhold til en voksen. Men nu skal lytterne bare lytte efter og vurdere selv:

19-årig: "Jeg er selv bøsse og har været det, siden jeg var 8. Der har jeg været klar over, hvad det var rent seksuelt. Det var mænd, jeg var tiltrukket af, og det har det altid været og det er det stadigvæk. Og det har altid været ´gamle´ mænd. Det må være en 12 år siden nu, jeg har været aktiv, for da jeg var 8, da forsøgte jeg at forføre min søsters mand. Jeg tror, jeg en 20-30 gange "gik i søvne" og prøvede at støde ind i ham om natten, for jeg vidste, at han sov nøgen, og jeg vidste, at han gik på WC mange gange i løbet af en nat. Og så kan man altså ikke falde i søvn, når man ved, at der er en tissemand i farvandet, man kan få fat i. Rent konkret få fat om den. Så jeg lå vågen næsten hver gang, jeg sov hos dem, og jeg var næsten ude på at sidde vågen hver gang, jeg var ude hos dem, og det var meget tit.

Det fortsatte til jeg var 10, det med at jeg bare gik i søvne hver gang, jeg sov ude hos dem. Det var meget mærkeligt. Godt nok havde jeg ry for at gå meget i søvne, men jeg gik altså den samme rute hver gang, og det skete da også - det har jeg fået at vide af min søster for ikke så lang tid siden - at jeg gik rigtigt i søvne én gang, for det kan jeg ikke huske, at jeg var inde hos dem og faktisk var kravlet helt under dynen til ham. Det er ikke en af mine bevidste gåen-i-søvne´r, men der var vel en eller anden klar bagtanke eller drøm, for hvorfor går man i søvne og kravler ind under en mands dyne, uden at det har en eller anden bagtanke? Det er en af mine små, rigtige søvngængerhistorier, som jeg har fået at vide senere, som jeg ikke selv har konstrueret.

Og så var jeg i en hel masse bevægelser og lignende, for at vise jeg var ´mand´. Det gik jo ikke rigtigt at vise, at jeg var tiltrukket af mænd, det var jeg godt klar over. Men så mødte jeg en meget lækker fyr - ja det var faktisk en leder inden for denne her bevægelse, og vi fik et enormt fedt forhold, sådan stille og roligt. Han gav mig de nødvendige tegn til, at det var okay, at jeg forførte ham. Og så da jeg var 10, da begyndte jeg at forføre ham, da forførte jeg ham for første gang.

Det var helt vidunderligt. Vi lå ved siden af hinanden i en hytte ude i en skov - og der var godt nok flere nudister i hytten, men de sov - og jeg troede nok, han også sov. Men jeg kunne ikke sove om natten, for jeg lå lige ved siden af ham og jeg kunne mærke hans kropsvarme. Og stille og roligt begyndte jeg så at skille hans lynlås nede i soveposen ad. Det virkede som om han sov, og så fik jeg fat i hans skridt, og det var en helt vidunderlig følelse at få fat i en del af ham - og ikke få et ordentligt ´jap´ over fingrene, men bare få lov til at holde fast i den og høre en tilfreds grynten fra ham. Man kunne høre, at han havde det godt med det.

Jeg vidste godt, at det var forbudt, det jeg gjorde nu. Vi vidste godt, at det var farligt, så det var lidt spændende. Men det var også en lyst vi havde, det var noget, vi havde lyst til. Jeg vidste, at vi ikke måtte det, så der var en underlig forskræmthed over det, også samtidig med når man havde lyst, at man så bare gjorde det. Det var enormt grænseoverskridende for en selv. Det var enormt skønt.

Vi bollede jo ikke rigtig sammen, jeg suttede hans pik af nogle gange. Men det har været mig selv, der hele tiden har gjort alt. Han har aldrig taget min hånd eller mit hoved eller noget og direkte ført den hen til hans pik. Han har aldrig direkte taget på mig, jo han har rørt ved mig, men det har kun været sådan fysisk. Han har ikke tvunget mig til noget, han har aldrig ført min hånd nogen steder hen. Og han har hver gang altid gjort mig klart, at han var bange. Det sagde han til mig flere gange direkte, altså han var bange for de konsekvenser, det kunne have. Han sagde, at det var forbudt og han kunne komme i fængsel for det. Det vidste jeg jo godt, det havde jeg fået at vide mange gange før, at sådan noget det måtte man ikke. Det vidste vi i skolen, at det var forbudt, så det skulle man passe på, fordi det var farligt og det kunne gøre alt muligt væmmeligt ved en.

Men jeg har aldrig oplevet nogle voksne gøre noget væmmeligt seksuelt ved mig. Jeg har oplevet nogle voksne, der har været væmmelige overfor mig, idet de har forbudt mig at gøre noget, som alle mine lyster, mine indre følelser, drev mig til. Det har de givet forbud mod. Jeg måtte ikke udlevere nogle af mine følelser og det var enormt anspændt, for jeg måtte ikke sige noget til nogen, selv om man var enormt glad og havde enormt lyst til at fortælle alle om sit kærlighedsforhold, fordi man var enormt forelsket, og det var sådan en helt vidunderlig følelse.

Det varede i 4 år, vores forhold, hvor jeg sov hos ham. Jeg arbejdede samtidig hos ham, og det var sådan en god undskyldning for at sove hos ham, fordi vi stod tidligt op og skulle ud og aflevere varer nogle steder, og så kunne jeg køre med, og det var så en undskyldning for at sove hos ham og have seksuelt samvær med ham. Man skulle hele tiden have en undskyldning parat, for man kunne ikke sige noget til sine forældre eller til sine søskende eller nogen af sine skolekammerater, for så vidste man, at så ville de sladre. Og så ville han blive anmeldt, og det ville betyde, at jeg så skulle i forhør hos politiet, som jeg aldeles ikke gad snakke med, for jeg kunne ikke se, hvad mit forhold til ham ragede dem. Og jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle argumentere overfor de voksne for, hvorfor det var i orden, hvad jeg gjorde. Så derfor valgte jeg at holde min kæft helt og ikke sige noget som helst.

Og så da jeg var 14 år gik vores forhold sådan mere eller mindre i opløsning, bl.a. på grund af min egen angst over det, der skete. Også fordi vi i skolen fik nogle totalt forkerte, forkvaklede oplysninger. Alle må mene, at det må være ulovligt at give sådan nogle oplysninger, for der var ikke en eneste sand information i det. For det første, så skulle man være over 21 år for at have seksuelt samkvem med en person. Over 21 år - det var én, stor løgn, for da var lavalderen allerede sat ned til 15, da jeg fik det at vide. Og det var direkte livsfarligt at have analt samleje, altså få en pik op i røven, det var direkte livsfarligt. Sådan nogle ting gør, at man bliver enormt bange, for man får direkte at vide, at det er både en sygdom og det er livsfarligt at være bøsse, for det at være bøsse, det er jo at slikke hinanden i røven og gøre nogle ting, som er ulovlige, og så har man seksuelt samkvem med nogen, der er ældre end en selv, nogen der er over lavaldergrænsen, og derved er det ulovligt.

Det virkede fuldstændig forkert på mig, og jeg blev bange for det, jeg gjorde, selv om alle mine lyster sagde, at det ikke var forkert, det jeg gjorde. Det var jo ikke farligt, det jeg gjorde, selv om jeg samtidig fik at vide af nogle autoriteter, at det var simpelthen forbudt. Så derfor så holdt vi ganske stille og roligt op med at gøre det, fordi man må ikke. Og han blev også bange, ham jeg havde et forhold til. Han blev mere og mere bange, og så blev jeg jo også ligesom for gammel til ham, så nu kunne vi ikke køre den længere, og så holdt vi ligeså stille og roligt op.

Ja, vi så hinanden, fordi han stadig delvist var min leder. Men jeg begyndte at føle mig tvunget til mere at være en ´mand´ og begyndte at dyrke en masse maskulin sport, og jeg begyndte at dyrke en masse maskulinitet for at vise, at jeg var sgu´ da en mand og jeg duede til noget. Og jeg begyndte at gå i seng med piger, selv om jeg overhovedet ikke havde lyst til det, så hverken lyst- eller følelsesmæssigt duede det, det afveg fuldstændig fra mine følelser at gå i seng med en pige. Men det var jeg tvunget til, jeg skulle vise, at jeg var heteroseksuel, at jeg ikke var noget forbudt, ikke noget farligt, jeg var ikke noget, der kunne skade mig.

Men det holdt ikke i særlig lang tid, for jeg kunne ikke holde fingrene fra mine søstres mænd, eftersom jeg er en ganske kraftig efternøler og mine søskende er gift med nogle ´farlige´ mænd, sådan rent udseendemæssigt ihvertfald. At de så er dumme i hovedet, fordi de ikke kan finde ud af takle mig længere, fordi jeg er åben bøsse, det er så deres fejl. Det var fordi jeg forsøgte at forføre min yngste søsters mand, og han fortalte så min søster, hvad der var sket og jeg snakkede så med dem, om der ikke var en mulighed for mig at tage på bøsse-ølejr.

Det gjorde jeg så som 15-årig, jeg var lige fyldt 15, en uge over 15 og heller ikke mere. Og så tog jeg afsted på bøsselejr, og det var et helt paradis at komme til, frem for at komme fra den der helt yderste provins, hvor bare alt er forbudt, alt er skjult og man må ikke vise nogen følelser, slet ikke hvis det er ulovlige følelser ifølge reglementet, så må man slet ikke vise dem, for så bliver man spærret inde og sendt på børnehjem eller hvad man nu gør. Man må bare aldrig sige sådan noget, det er farligt for en selv og for ens ven, altså den man elsker. Det var sådan et rent paradis at komme der, med sådan ca. 50 bøsser, som man måtte bolle allesammen, og der var ikke nogen til at fortælle en, at det var forbudt. Det var helt vidunderligt og skønt.

Men så her for ikke så lang tid siden har jeg fortalt mine forældre og søskende om det forhold, jeg havde som 10-årig. De sagde så, at hvis jeg havde fortalt dem det dengang, så ville de have gået ned og anmeldt ham, uden overhovedet at tænke over, hvorvidt det var i orden, det der skete mellem os, eller om det var direkte overgreb mod mig. Det ville de overhovedet ikke have spildt en tanke, de ville bare have gået ned og anmeldt ham, hvis jeg havde fortalt dem det.

Hvorimod nu, hvor jeg har haft mulighed for at sidde ned og forklare dem, hvordan og hvorledes det hang sammen, at det var mig, der tog alle skridtene, at hele forholdet var følelsesmæssigt, at der var en kærlighed og varme, - det har gjort, at de nu har sagt, at "ja, jeg kan godt se, hvad du siger." Nu har de selv børn allesammen, der lige præcis er i den alder, jeg var i. Ja og hvis den ene var kommet hjem og sagt, at hun havde en elsker, der var 20 eller 40, og de havde seksuelt samkvem, så ville min søster undersøge sagen først og finde ud af, om det var et overgreb, eller om det var noget, hun kunne drage nytte af, noget, der ville lære hende noget, eller noget, der ville give hende noget varme, noget hun kunne bruge til noget. Og hvis det var det, og der ingen overgreb var i det, ja så ville hun først og fremmest lytte til sit eget barn og tænke "Lyt til dit eget barn, hun må vide bedst, hvad det er, der sker. Jeg ved det jo ikke, jeg er ikke i den seng, hvor det foregår".

Det var sådan en konklusion efter, jeg tror en 4-5 timers heftig diskussion frem og tilbage om hvordan og hvorledes. Så kom vi hen til den diskussion, ja det var ikke en egentlig diskussion, og jeg havde ikke fremlagt, hvad hun skulle gøre. Det var noget, hun helt selv kom frem til, og det var helt fedt at få at vide. Det var nærmest det, jeg fik at vide fra mine forældre, og det var en hel fed accept at opnå fra sine egne forældre, at nå at lære at se, at man også kan lære sine forældre og søskende noget, selv om de både er 40 og 50 år og 20 og 30 år ældre end mig selv, så synes jeg, det er meget fedt, at man kan lære sine egne søskende noget.

Ja, det var så helt min historie. Og jeg lokker jo stadigvæk mænd mere eller mindre. Godt nok kan mine søskende ikke fordrage, at jeg stadigvæk elsker med mænd, og ofte med mænd, der er både 20, 30 og 40 år ældre end jeg selv. Det er de ikke så glade for, men det gør jo ikke mig så meget, for de lever i deres heteroseksuelle kernefamilie, og det skal de have lov til. Det er også helt sikkert, at de er nået længere, de er begyndt at acceptere noget. Og det var sådan set alt, hvad jeg ville sige denne her gang."

 

8. En 24-årig kvinde og hendes 13-årige kæreste:

(Fra DR-udsendelsen "Far, må jeg lege med din tissemand?")

Peter: Det næste indslag, det er om en 24-årig kvinde, med en forældrelignende rolle i et kollektiv. Og fordi hun har denne forældrelignende rolle, så mener jeg selv, at man godt kan tale om blodskam. Det er selvfølgelig et definitionsspørgsmål, men det er i hvert fald min definition, og så kan lytterne selv lytte efter og vurdere. Men hun har altså et forhold til en 13-årig dreng, det er længerevarende og der er tale om fuldbyrdet samleje og dyb, gensidig kærlighed:

Søs: I det samme kollektiv var der dengang en dreng, som var 13 år. Han og jeg havde et meget specielt trygt forhold til hinanden. Hver gang han havde behov for noget kontakt, så var det mig. Han brugte ikke andre. Kun mig, og det var meget akavet. Han havde det med, at når jeg skulle lægge mit barn til at sove om eftermiddagen, så lå han tilfældigvis inde i min seng. Og der blev han så liggende og simulerede, at han var træt og lidt sløv, han skulle bare ligge der, selv om sengen ikke var ret bred. Og det var også meget lækkert. Der lå vi bare. Jeg lagde mit barn i seng, og vi lå tæt op ad hinanden, og lå og snakkede lidt om forskellige ting. Og så efterhånden som tiden gik, begyndte vi at røre hinanden. Sådan at kæle hinanden lidt i nakken og sådan nogle ting, fuldstændig harmløst. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg faktisk var blevet forelsket i denne dreng. Og han var også blevet det i mig.

Bo: Gik det op for dig hvordan?

Søs: Det var en følelse, jeg opdagede. Jeg savnede ham, når han ikke var der. Jeg havde sådan en speciel omsorg for ham. Jeg følte meget med, hvordan han måtte have det og sådan noget. På et tidspunkt ytrede han et ønske om at komme i seng med mig. Det snakkede vi meget om, at det var ikke så smart. Jeg havde også min kæreste, og han havde også nogen jævnaldrende piger, som han nu kunne prøve at gå i seng med, hvis han gerne ville det. Han fortalte mig, det var ikke første gang. Han havde været i seng med sine to kusiner, det var dengang, da han var 12 år, og det havde han helt check på, og det var dejligt og det var godt, der var ikke noget der.

Og så en gang, da vi var på påskeferie, hvor vi havde haft en hyggelig dag, og havde været i biografen og lavet en masse ting sammen, så skulle vi sove sammen. Da rørte vi så hinanden. Det endte med, at vi bollede sammen, og det var en fantastisk lækker oplevelse. Jeg kunne ikke mærke, at det var en dreng, jeg var sammen med, som var uerfaren. Det var lige som at gå i seng med en mand, som havde prøvet det mange gange. Det var jeg meget forbløffet over. Det var virkelig lækkert. Vi elskede hele natten og gik siden i seng med hinanden regelmæssigt.

Bo: Har du haft nogen skrupler i anledning af, at han var mindreårig? Hvad med hensyn til ham?

Søs: Det har jeg haft meget store skrupler over, fordi det var en dreng, der havde det ret svært med sig selv, og som var lidt afhængig af mig, så derfor så skød jeg det ligesom til side mange gange, og var også dødfrustreret over, at jeg havde fået de følelser overfor ham, og han de følelser overfor mig, så vi faktisk ikke kunne undgå at gå i seng med hinanden. Det er først nu her, 1½-2 år efter, at jeg har fået bearbejdet de der ting. Jeg har selvfølgelig været meget bange for, at det skulle blive misbrugt. Vi har snakket meget om, at det måtte vi ikke. Så han har været helt klar over, hvordan præmisserne var.

Bo: Tror du, der er andre, der har det på samme måde som dig, men lige som lader være med at føle sådan på grund af lovgivning, moral osv.?

Søs: Jeg kender en pige, som har haft det som mig på den måde, at hun har forelsket sig i en dreng. Hun var 28 år og han 15. Hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle gribe det an, fordi hun ikke kunne styre sig. Hendes fyr brød sig ikke om det. Hun boede også i kollektivet, og vi snakkede meget om, hvordan hun skulle gribe det der an, og fandt frem til, at hun for en kortere periode måtte rejse væk. Også fordi det var et problem for den dreng der. Han var meget jaloux, men hun havde aldrig været i seng med ham.

Følelserne, som hun havde med den dreng, det ligner de følelser, jeg har haft. Til gengæld kender jeg ingen mand, der har haft det sådan. Men de mænd, som jeg har snakket med de her ting om, giver selv udtryk for, at de har haft samme lyster, dengang de var 14-15 år i forhold til at gå i seng med en ældre pige. Så i forhold til det, så forholdt de sig meget positivt til det. På den anden side syntes de, at det var forkasteligt. Det kunne man jo ikke tillade sig. De er også meget splittede i forhold til det.

Bo: Men kollektivet, de accepterede det sådan fuldt ud?

Søs: Vi snakkede ikke direkte om, hvor langt vi gik med hinanden, men man kunne altid se, at vi havde det meget åbent, vi gik i bad sammen, vi kælede meget sammen, vi masserede hinanden allesammen, hvis vi havde lyst, og vi rørte ved hinanden, men vi havde ikke snakket om det at have samleje f.eks., men alle og enhver vidste, at vi lå i sengen og kælede, for det kunne man se. Dørene stod åbne og sådan noget. Det var accepteret som noget naturligt.

 

9. Brev fra Henrik, som er far til sin søster:

Peter: Ja, nu kan vi allerede sige, at vores cand.psych. og sexologer er her i studiet, det er Jette Bach og Bent Petersen. Der er nok en del lyttere, der kender sexologerne, de har været fremme i forskellige tidsskrifter og høringer og har holdt foredrag på seminarier, osv. osv. Bent Petersen og Jette Bach, har haft en seksualrådgivnings- klinik i 16 år. Det er sex og samliv, som de har været rådgiver for i mange år. Det er altså en hel del erfaring, som ligger bag disse sexologers udtalelser.

Inden vi går videre med nogle oplæg fra sexologerne, så vil jeg læse et anonymt brev op, som jeg har fået tilsendt personligt, fordi jeg har en rådgivning for pædofile og
incestimplicerede. Jeg har endvidere talt med ham et par gange i telefonen. Men det er et brev, der handler om en mand, der er far til sin søster. Han skriver:


Kære Peter.

Jeg var kun 4-5 år gammel, da jeg begyndte at lege doktor med min mor. Det var når hun havde sat sig i gyngestolen ved vinduet med sit strikketøj eller med avisen, i reglen med benene på en fodskammel, så kravlede jeg ind under hende og begyndte at undersøge hende.

 

Jeg følte på hendes ben, først nede ved læggene, men efterhånden søgte jeg længere op ad hendes ben og lår til det bare stykke imellem strømpens øverste kant og hendes laksefarvede bukser med elastik i benene. Jeg var erotisk bevidst, idet jeg altid fik erektion under min leg og jeg onanerede meget. Min far sejlede for et udenlandsk rederi, for det meste i Orienten. Han var kun hjemme på orlov et par gange om året, så måtte jeg ikke lege doktor, sagde mor, for så ville han bare blive sur!

Efter nogle år, det var da jeg begyndte at gå i skole, holdt jeg op med legen, ikke fordi at jeg mistede lysten, for jeg savnede virkelig de år, hvor det havde stået på. Jeg var vist nok flov over at gøre det, for nu var jeg jo blevet så gammel, at jeg forstod betydningen af det seksuelle. Men jeg iagttog mor, når hun klædte sig af og på, men det var kun hendes ben, som havde min interesse, og de skulle have strømper på. Jeg tror, at mor havde en anelse om, hvordan det stod til med mig, for hun gjorde ikke noget for at skjule sine yndigheder. Mange gange har hun løftet kjolen for at få anbragt den 1-øre, som erstattede knappen i hofteholderen, og så var jeg ved at glo øjnene ud af hovedet, eller når hun satte sig godt til rette med sit håndarbejde og "tilfældigt" lod et godt stykke lår være synligt for mig.

Min mor var smuk, velskabt og meget intelligent og hun var en trofast og god kone; jeg erindrer intet om nogen sidespring, der kom aldrig nogen herrer og hun tog aldrig ud uden mig.

I 1936, da jeg var 12 og mor 35, havde far lige været hjemme på orlov i et par måneder, og en uges tid efter hans afrejse havde jeg en aften set mor klæde sig af og blev meget erotisk ophidset. Da hun havde lagt sig, stak jeg en hånd under hendes dyne og kærtegnede hendes lår! "Kom over til mor", sagde hun! Og så omfavnede vi hinanden og pludselig var vi i gang med et samleje. På sit dødsleje 40 år senere fortalte hun mig, at jeg var far til den ældste af mine søstre, idet hun havde haft menses lige før far rejste den gang, og den var først ophørt 2 dage før hans afrejse.

Den første gang mor og søn elskede sammen glemmer jeg aldrig i mit liv. Hun var fantastisk varm og det ene samleje afløste det andet og det blev sent, da jeg omsider faldt i søvn i hendes kærlige favn.

Tiden som fulgte var præget af stor kærlighed og meget sex imellem os. Jeg kunne slet ikke blive mæt af hende og vi var i en årrække sammen dagligt, endda flere gange, og jeg blev efterhånden meget fri overfor mor, tog hende ofte op under hendes kjole og hun elskede, hvis jeg så kyssede hende på låret.

Det var helt åbenlyst, at mor nød vores forhold. Hun fik nogle særdeles kraftige udløsninger, når vi var sammen, og selv om jeg altid havde lyst til samleje, har jeg aldrig oplevet at hun har afvist mig.

Vi var engang på visit hos onkel og tante på Bornholm, og da pinte det mig meget at se onkel "gøre haneben" til hende. Jeg var ikke fri for jalousi, og det var forfærdeligt for mig de 2-3 dage uden sex. Krigen kom og far blev derude, hvor han døde i en bilulykke. Jeg skulle konfirmeres, og mor holdt en beskeden konfirmation med kun de allernærmeste, og alle roste mig, fordi jeg var sådan en god dreng og kærlig søn (jeg har ofte tænkt, at de skulle bare vide!).

På min konfirmationsdag var jeg meget stolt af mor. Hun havde sit allerfineste tøj på og om aftenen, da gæsterne var taget hjem, omfavnede jeg hende kærligt og vi sad lidt og snakkede om dagens forløb. Hun havde fået lidt rigeligt at drikke i dagens løb og var temmelig liderlig, for hun sagde lige ud, at nu ville hun ha´ mig; hun tog kjolen og chemisen af for øjnene af mig og jeg syntes hun var så dejlig i sit fine, hvide silkeundertøj. Jeg tog hende sådan på divanen, iført "regnfrakke", for som mor sagde: "Vi skal ikke have flere babyer her i huset!"

Det var en glimrende "opdragelse", jeg fik hos mor, og det kan vel nok siges, at jeg var fuldt erfaren, da jeg som ung mand forsøgte mig med de jævnaldrende piger. Det passede hende ikke, at jeg gik på baller, men helt ærligt, ingen af pigerne stod på højde med mor; selv om hun var en ældre pige havde hun erfaring og var snæver som en jomfru.

Det har været dejligt at lette mit hjerte og sind, selv om jeg ikke fortryder noget, tværtimod, så har jeg i alle disse år båret alene på denne min hemmelighed. Jeg tænker så ofte på, at vi jo i høj grad har hjulpet hinanden. - Det fik følger i form af en søster, som jeg er far til, og som iøvrigt er en nydelig og velbegavet pige, gift med en anset forretningsmand.

 

Hjertelig hilsen

Din Henrik

 

Peter: Nu vil jeg gerne høre lidt fra sexologerne. Jeg er sikker på, de har et lille oplæg eller noget, de gerne vil sige. Og Bent og Jette, hvis der er en af jer, der vil komme med et indlæg eller en kommentar, så værs´god.

 

 

Sexologerne Jette Bach og Bent Petersens oplæg
Bent:
Jeg vil godt sige, at vi har hørt noget om blodskam og incest, og jeg vil godt dele det op på den måde, at blodskam, det er et juridisk begreb, hvor det er forbudt eller strafbart at gå i seng med slægtninge af nedadstigende linie, og det straffes efter straffelovens §, jeg tror det er 220-224. Så har vi et andet begreb, der hedder incest, og det er et psykologisk begreb, idet det går på alle de mennesker, som børn nærer tillid til og har tryghed ved. Det kan være forældre, bedsteforældre, onkler og tanter, venner, der kommer i huset, eller det kan være pædagoger, som er på den institution, som børnene er på, en skole, et fritidshjem, en børnehave.

Det, der gør, at incest kan blive problematisk, det er det magtmisbrug, der kan komme ind i det. Og det, vi skal snakke om i aften, er jo de positive incest-oplevelser og da vil jeg bare slå fast, at det ikke er de negative, vi skal tale om, selv om vi godt ved, der findes negative incest-oplevelser, men der findes også de positive, og det er dem, vi vil snakke om i nat.

Jette: Ja, jeg vil godt fortsætte, hvor Bent slap m.h.t. blodskam. Det er over-skriften: "Findes der lykkelig blodskam?" Selvfølgelig gør der det. Og den vil vi kalde "incest" i aften. Og grunden til, at den ikke er så kendt, er jo netop, at det er strafbart.

Jeg vil godt lige komme med et kort oplæg, og jeg vil starte der, hvor vi alle sammen er startet, nemlig i livmoderen. Den vil jeg kalde det første barnekammer, og i det første barnekammer, der oplever vi også første gang mødet med seksualitet, nemlig vores far og mor, i hvert fald 98-99% af os vil have oplevet allerede i livmoderen at have haft seksuelt samvær. Og der er nogle undersøgelser, der viser, at børn fra i hvert fald 4. måned kan påvirkes positivt ved at høre musik, falde i søvn til den musik, og på samme måde kan de, når de kommer ud og er blevet født, falde i søvn til den samme musik.

På samme måde oplever barnet andre følelsesmæssige og fysiske indtryk igennem deres mor og igennem livmoderen, og i seksuelle situationer vil barnet i hvert fald mærke en sammentrækning af livmoderen, og foregår det i en følelsesmæssig, positiv atmosfære, vil barnet kunne genkende den samme positive atmosfære af seksuel karakter efter fødslen. Det vil sige, at allerede i det første barnekammer, livmoderen, er barnet i en seksuel situation med forældrene, altså en incest-situation. Forældrene er i øvrigt alle børns første parforhold. Det er nemlig der, de får deres model til senere parforhold. Og i et parforhold er der en ømhed, en kærlighed.

Hos børn opleves den i første fase ved ammesituationen, og hvis vi er rigtig spidsfindige, kan vi også her sige, at det er en incest-situation, idet både mor og barn kan nyde situationen ved amningen. Hvis vi kigger på Freud, så er det den orale fase, hvor barnet modtager sin seksuelle tilfredsstillelse, ifølge Freud, igennem munden. Og moderens brystvorte er følsom for både voksen- og barnepåvirkning, d.v.s. både mor og barn kan opleve en seksuel situation, en seksuel nydelse.

Går vi videre til den anale fase, som har med endetarmen at gøre, hvor barnet har en lystfornemmelse ved afgang af afføring, og hvor forældrene nødvendigvis er nødt til at tørre deres børn bagi og vaske dem, vil børnene også her kunne føle lyst, d.v.s. igen kan både forældre og børn føle lyst i den situation, - altså igen en incest-præget situation, hvis vi skal tage det efter lovens bogstav. Kropskontakt er en vigtig funktion for børn, børn kan faktisk dø af manglende kropskontakt, men intimiteten skulle måske være forbeholdt hoved og hænder, hvis vi skulle forsøge at udelukke en seksuel stimulation. Der er bare det ved det, at hele kroppen er seksuelt påvirkelig, så det vil sige, at i virkeligheden skulle vi slet ikke røre ved vores børn, hvis vi skulle være helt sikre på, at de ikke fik seksuelle fornemmelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Renoir´s Mor og barn (1841-1919)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det næste jeg vil sige er, at identifikationsmodellen, altså den model, som barnet har at vokse op efter, er forældrene, og i den identifikation vil selvfølgelig også indgå seksualitet. Jeg mener ikke, at børn tager skade af hverken at se, høre eller at blive berørt af de voksne. Vi kan altid forklare børn f.eks., at de ikke kan spise grød med en grydeske, fordi grydeskeen ikke kan komme ind i munden, og på samme måde kan vi forklare dem seksuelle aspekter, at der er for store forskelle på voksnes og børns kroppe, og derfor passer de ikke sammen. Så det er altså et skinproblem.

Endvidere vil jeg lige sige, at når vi taler om seksualitet i denne her henseende, så er seksualitet jo ikke kun genitaliernes eller kønsorganernes forening, fordi den er kun nødvendig i én situation, nemlig hvis man vil have børn. Det er en formerings-seksualitet. Men hvad angår lyst, så er det den seksualitet, jeg vil tale om i aften, den der har med lyst at gøre, og er det lyst, så har det ikke noget med tvang at gøre, og altså kan der ikke være noget fordækt i, at forældre og børn har en intim kontakt, så længe det er i overensstemmelse med begge parter. Man må bare ikke gå ud over sine grænser, heller ikke den voksne.

Peter: Nu er der måske nogle af lytterne, der bliver let overraskede over nogle af de ting, du siger. Noget af det første, jeg tænker på er, at du siger, at børn har et kæmpebehov for personlig kontakt, kropskontakt, og de kan ikke overleve uden det. Og af den måde, du beskrev det på, kunne man måske fortolke det derhen, at hvis vi ikke har incest eller blodskam, så dør vi alle sammen.

Jette: Nej, det er selvfølgelig ikke rigtigt, men ligesåvel som du skal have føde for at overleve, skal du også have en berøring for kropsligt at blive større, og du skal også så tidligt som muligt være i kontakt med en kropskontakt for senere at kunne give den. Det vil sige, du hjælper dine børn til senere i livet at kunne give en kropskontakt og føle noget ved en kropskontakt, både at give og tage.

Peter: Ja, nu har vi lidt at tænke over.

1. Søren ringer om samværet med sin farbror:

Søren: Jeg hedder Søren, og jeg har været ude for en oplevelse med en farbror, da jeg var 12-16 år, og jeg har ikke siden nogensinde haft nogen problemer med det, og jeg har aldrig siden været sammen med en fyr i øvrigt. Her for en 8-10 år siden blev vi lidt fulde ved en fest, og da spurgte jeg ham, hvordan han har haft det sidenhen. Det var 15 år siden den oplevelse, eller alle de oplevelser i de år.

Han fortalte mig, at han aldrig havde lavet det med nogen anden, som han lavede med mig. Så det har været noget sporadisk, der har stået på i de 4 år der. Jeg oplevede bare det ved det, at mit seksualliv overfor piger, da jeg blev 16 år, var langt finere, med langt lettere adgang til pigerne, end mine kammerater havde. Jeg tror ikke, at det var, fordi jeg var mere charmerende, kønnere; jeg tror bare, at det var fordi, at jeg havde et mere afslappet forhold til seksualitet, fordi at jeg havde fået erfaring med ham.

Bent: Har du lyst til at fortælle, hvordan det begyndte?

Søren: Ja, min farbror var 10-12 år yngre end min far. Og han var noget af en teknisk begavelse, han kunne alting med mit legetøj. Han kunne bygge nogle af de mest fantastiske biler ud af mit tekno legetøj. Han havde også en sejlbåd, som jeg var meget imponeret over. Så vi var mange gange ude med ham, min fætter og kusine med sejlbåden. Efterhånden så blev det til, at jeg var ude med ham masser af weekender. Jeg følte mig draget af ham, jeg syntes, at han var enestående dygtig, charmerende, dejlig og så videre.

På et eller andet tidspunkt har jeg været bevidst om, at det var noget seksuelt. Jeg kan huske, at jeg sagde til ham, hvad der skete, hvis jeg gjorde noget, jeg ikke måtte i det her skib, og så sagde han til mig, at så måtte jeg nok få en endefuld. Så gjorde jeg det helt bevidst. Da han kom hen imod mig, så trak jeg selv mine bukser ned og vendte enden til ham. Så daskede han mig lidt og så, at jeg havde rejsning. Jeg var altså kun 12 år.

Jeg kan huske på et senere tidspunkt, men den samme sommer, da havde jeg lige været ude at børste tænder, lige inden vi skulle til køjs. Så gik jeg ind til ham og smed vand i hovedet på ham, og jeg havde trukket bukserne ned. Så tog han mig op i sengen og da startede det ved, at han begyndte at onanere på mig og kæle med mig. Og jeg kælede med ham. Jeg syntes, at det var fantastisk lækkert. Så jeg kravlede ned til ham. Det blev sådan til sidst, at det sidste år var vi sammen derude hver eneste weekend, mere eller mindre, og så sov vi altid i samme køje. Jeg syntes, at han var vidunderlig, jeg kyssede ham overalt, jeg slikkede på hans pik og syntes, at hans sperm smagte dejligt. Det var for mig noget meget naturligt.

Men på et tidspunkt, så kom der piger ind i billedet, og jeg var blevet formentlig 16 år, da det holdt op helt af sig selv. Jeg har haft omgang med ham lige siden, men aldrig på den måde. I mange år snakkede vi slet ikke om det. Men så var der denne her fest for 8 år siden, hvor vi var blevet lidt fulde, og vi sad inde i et værelse for os selv, hvor alle de andre rendte rundt et andet sted til festen. Da spurgte jeg ham om, hvordan han havde haft det lige siden. Så fortalte han, at han aldrig havde gjort det, hverken før eller siden, f.eks. sutte pik og onanere på fyre og sådan noget.

Og jeg har heller aldrig gjort det siden. Nu har jeg et meget fint forhold til piger og har været gift i mange år og fungerer vældig afslappet seksuelt. Jeg har aldrig haft nogen problemer med det. Så det må man vel kalde et lykkeligt forhold.

Jette: Det synes jeg lyder dejligt. og det viser jo igen, at unge og lidt ældre kan give hinanden noget. Du har fået en erfaring og det har han sandsynligvis også. Det har ikke skadet nogen af jer.

Søren: Så kan jeg jo kun tiltræde titlen på aftenens emne "Incest uden problemer" eller sådan noget. Sådan har det fungeret for mig.
Jette: Det lyder dejligt. Tak skal du have, fordi du ringede.

2. En fars naturlige forhold til sine børn:

Peter: Ja, er der nogen i telefonen? Har du lyst til at stille spørgsmål eller sige noget, så kom bare frem med det.

Lytter: Nej, jeg har sådan set ikke lyst til at stille spørgsmål, men jeg har lyst til at tale omkring det med incest. Jeg har ikke selv oplevet incest, men jeg har nogle positive ting, som jeg mener kan bidrage til det. Jeg har selv været gift og har to børn, og det jeg synes, mange gange er det værste, det er jo egentlig folks mening og folks blikke. Vi har f.eks. altid badet nøgne og sådan noget, og der har jeg altid haft mine børn med, og det har ikke været noget som helst problem.

Bent: Er det drenge eller piger, du har?

Lytter: Jeg har en af hver, og du ved, de bliver større og større, og man går i bad sammen, fordi nogle gange vil børn jo ikke gå i bad, vel, og man må tvinge dem ud i badekarret, og så opstår der jo episoder der, hvor enten drengen eller pigen står og tager fat i ens lem og siger "ding, ding" og hvad der nu ellers kan ske.

Bent: Den er jo også lige for hånden.

Lytter: Ja, det er korrekt. Nu er mine børn jo store i dag, og jeg har tit lagt mærke til, at deres kammerater kigger, når jeg møder mine unger, for så er det med knus og kram og sådan noget, fordi det falder naturligt for os, og det er også naturligt, når jeg tænker på mine børns opvækst, at man siger til dem, at man synes de er smukke, når man står og er nøgen.

Bent: Hvis ikke forældre skulle sige til børn, at de var smukke, hvem skulle så gøre det?

Lytter: Nej, det er rigtigt nok. De ting er jo faldet naturligt for mig, men jeg har da af og til lagt mærke til, hvis vi var sammen med andre og vi badede nøgne, så kunne jeg se, at det ikke var så smart, og så tager man jo tøj på, fordi det er meget nemt at støde mennesker.

Jette: Jo, men jeg vil godt komme med en kommentar. Jeg synes, det lyder dejligt, det du fortæller, og det at du giver dine børn et knus i dag, det er jo også netop fordi det, hvad enten du har tænkt over det eller ej, har været positivt og dejligt både for dig og dine børn hele vejen igennem. Det er ikke noget, der er kommet, efter at de er kommet i puberteten, det er noget, de har haft med, lige fra de var ganske små og I har badet, og når de var ved at falde, så har de jo også kunnet holde fast i "håndtaget", så derfor har du et helt naturligt forhold til dine børn.

Lytter: Senere i puberteten, har vi sludret en masse om disse ting. Og selvfølgelig har de ikke stået i benenden, når man har elsket, men de har fået at vide, at lige her og nu vil vi altså ikke forstyrres, fordi vi gerne vil hygge os, og det har de respekteret. Og hvis de er kommet drønende ind, så har de fået en bestemt ordre om at gå ud igen. Og det er kun en vis tid, det er nysgerrighed, så holder det simpelt hen op af sig selv, og det jeg har oplevet, og det som jeg netop gerne vil frem med, det er, at mine børn i dag har et meget naturligt og meget følsomt kropsforhold - de har hver især en partner.

Efter at de er blevet voksne og flyttet hjemmefra, så er jeg blevet skilt, og så har jeg været sammen med andre kvinder som f.eks. enlige mødre, som jeg har oplevet som enormt forknyttede i forhold til de ting. Og når man så naturligt er vant til, at når man går i bad, så går man bagefter ind og tager tøj på, og så der pludselig render nogle unger rundt, så opdager man måske, at den der enlige mor ikke synes, det er særlig smart, og når man kommer til at sludre med hende om det, så viser det sig, at sådan en kvinde har levet i et ægteskab i måske en 10-12 år, hvor børnenes far mere eller mindre har været skjult. En dag opdagede jeg f.eks..., man står jo op om morgenen, og så skal man ud og tisse, og nogen gange har man rejsning, måske på grund af at man skal ud og tisse, og så kommer der pludselig sådan et par unger og står og glor i døren og kigger. Og jeg tisser færdig og så griner de begge to, og jeg siger "hvad skægt er der ved at stå og se mig tisse?" Men det havde de aldrig set før. Og sådan var der mange ting, hvor jeg så bagefter fik snakket med den enlige mor om det, og hvor hun var meget glad for at det var kommet frem. Hun havde svært ved at klare de seksuelle ting med sine piger, og fordi det havde været noget mærkeligt tys-tys og forkvaklet noget, så blev det nu vendt til noget positivt.

Men jeg vil indrømme, at man hele tiden, selv om det er en naturlig ting for mig, skal være vagtsom overfor, hvad andre føler, og det er derfor, jeg er lykkelig for den udsendelse, I laver i dag, for i det sidste år har der stået i B.T. hver dag, om hvor forfærdeligt det er, det der med incest. Jeg har ikke selv oplevet noget incestforhold, men grænsen, altså andres blikke over, hvordan man er overfor sine egne børn, hvor naturlig man er overfor andres børn, i seksualitet, for det er jo mange gange folks seksuelle fantasier, som sætter deres moral i svingninger om, hvad man må og ikke må. Der var en lytter, der sagde, at I skulle passe på med at komme med for meget positivt, fordi så gav I ligesom carte blanche til, at så kan man bare gøre alt.

Bent: Ja, carte blanche til at alle kaster sig hærgende over børnene.

Lytter: Ja, og det kan man selvfølgelig ikke, men der har jo netop været talt så meget negativt om, at det er så forfærdeligt, og det er det jo selvfølgelig også i de tilfælde. Det har egentlig undret mig, for det er jo især overfor pigerne, man læser jo aldrig om drengene, men det kan være de har haft en positiv oplevelse med deres mor, og de så ikke siger noget, for det er jo aldrig det, der er fremme, det er altid en pige, der er blevet misbrugt.

Bent: Det er altså os mænd, der er nogen frygtelige seksuelle vilddyr?

Lytter: Ja, det kan da godt være, drengene kan lide det, og så siger de ikke noget.

Bent: Ja, pigerne kan måske også lide det, men der findes da både negative og positive incestoplevelser mellem mor og søn.

Lytter: Nu har jeg jo aldrig selv prøvet det med incest, men i det øjeblik, at en fornuftigt tænkende enten mand eller kvinde oplever de seksuelle tilbøjeligheder, som vi er fyldt med, og gør det positivt, så får man en meget mere naturlig vej for sit barn til fremtidig seksualitet. Det er bare ligesom om, det er så forkvaklet herhjemme, at man hele tiden hakker på det, der er negativt, men det skal man måske også.

Bent: Hvorfor vi godt ville lave noget her i aften, og høre om de positive ting, er jo netop, fordi det negative nemt kan misbruges. Jeg kender eksempler på, at kvinder pludselig har forbudt deres mænd at gå i bad med børnene af angst for, at mændene kunne finde på at gå "i seng" med børnene ude i badet.

Lytter: Men det er fordi mænd og kvinder ligesom ikke kan snakke om de ting. Lad os dog udvikle vores børn til nogle seksuelt kropsbevidste væsener. Det er jo det, der er så få mennesker, der tør. Jeg tænker bl.a. på, at man tit hører den bemærkning fra kvinden: "Vi slukker lige lyset, for jeg er alt for tyk", eller lignende. Men man skal jo lære at gå hen i et spejl og kigge på sig selv og finde ud af, at hist og her ser man jo ikke så godt ud, men resten ser jo skide godt ud. Jeg tror det var Freud´s lærling, Erik Fromm, der sagde, at man skal lære at elske sig selv, før man kan elske andre. Man kan få virkelig meget ud af at stå og blive kropsbevidst foran et spejl på trods af, at man ikke er fuldendt.

Men idet man lærer at elske sig selv og sin krop, så føler jeg virkelig, at man har noget at give, når man seksuelt er sammen med andre. Og jeg har haft et fantastisk lækkert liv, seksuelt. For mig er det ikke alfa og omega, for man kan sagtens fungere uden, men det er da et led i kærligheden. Og jeg har været usandsynlig heldig, at jeg kan sludre med mine børn om de ting, og vi kan pjatte om det, og de fortæller mig om deres erotiske oplevelser og sådan noget, og det synes jeg er meget lækkert. Jeg er glad for, at jeg har den fortrolighed fra dem omkring de ting, og det tror jeg helt sikkert ligger i, at vi har taget naturligt på de ting i deres opvækst.

Jette: Jamen, det er jo det bedste bevis for, at du netop har gjort det rigtige for dig og dine børn, at hverken dine grænser eller deres grænser er blevet overskredet. Det synes jeg er fantastisk lækkert at høre.

Lytter: Ja, for mig har det ikke været noget problem, for de har jo tit villet pille og røre, og de har også spurgt hvorfor dit og hvorfor dat. Hvis man kom ud med en rejsning om morgenen, så kunne de jo godt komme med en kvik bemærkning, "nå, har I nu ligget og bollet", eller hvad nu de har sagt. Nu har vi mest sagt "elske", det synes jeg er det pæneste udtryk. Men så har jeg måske sagt, "nej, det er nu ikke derfor, det er fordi, når man skal tisse og ligger og holder sig om natten, så får man en naturlig rejsning, og det må du da også selv have prøvet".

En ting jeg også vil ind på er, at mødre eller fædre meget let kan komme ind på deres børns værelse lige pludselig, og så dummer vi os ved at gå ind uden at banke på.

Bent: Det håber jeg da ikke. Jeg håber da ikke, man går ind uden at banke på.

Lytter: Nej, det er vi enige om, men vi kan godt komme til at overraske vores børn i at onanere og sådan noget, og så er der masser, der skynder sig ud og gemmer sig og ikke snakker om det. Og det har jeg da selv været udsat for, at jeg så har måttet sige, "jamen det er ikke noget, du skal være flov over, det er en meget naturlig ting, og det er noget, jeg har gjort siden jeg var ganske lille". For i århundreder har præsterne jo fortalt, at det var syndigt at onanere eller masturbere.

Bent: Jamen, det er jo noget alle mennesker gør, drenge og piger, mænd og kvinder, og det gør vi enten vi har en partner at gå i seng med eller ej, og det er da hyggeligt og rart. - Men jeg tror, vi vil sige tak for dit bidrag.

Lytter: Jamen, jeg er meget glad for, at der endelig er noget positivt omkring det. Mit bidrag var jo ikke bevidst på incesten, men på det med, at vi sagtens kan styre de ting, og i dag er jeg enormt lykkelig for, at jeg har mine børn, vi er ligesom en form for kammerater, og man skal frigøre sig fra sine børn og blive kammerater med dem. Det der far-og-mor/forældrebegreb skal ligesom lidt væk, for så kommer den fortrolighed.

Bent: Ja, så kommer fortroligheden. Men tak fordi du ringede ind, det var rart at høre det.

 

 

3. Bent Hansen spørger om lavalder, mongolbørn og kongefamilien:

Bent H.: Dav, Bent Hansen. I har en person inde i studiet, som vil kommentere noget om det med sex og lavalder, eller i hvert fald sex mellem børn eller unge mennesker og ældre mennesker. Men hvad hedder du?

Bent: Jeg hedder Jette, nej, jeg hedder Bent og Jette sidder ved siden af mig, og vi er psykologer og sexologer.

Bent H.: Fint, så vil jeg bare spørge sådan hurtigt for os alle sammen om, hvad du selv tror konsekvensen ville blive for samfundet, hvis man afskaffede den nuværende lavalder, afskaffede den helt, så der ikke var noget, der hed lavalder mere?

Bent: Hvis man afskaffede den helt? Jeg synes sådan set ikke der ville ske så meget, i og med at man har nogle paragraffer, der siger, at det er strafbart og forbudt her i landet at udøve vold mod mennesker.

Bent H.: Jo men, det ville der jo ikke være, hvis man afskaffede den.

Bent: Jo, for det var en lavaldergrænse, du snakkede om.

Bent H.: Jamen, hvis man afskaffede den alder?

Bent: Det kan vi godt gøre, for vi har jo stadig voldtægtsparagraffen, og det er jo ligegyldigt, om du voldtager et spædbarn, en 10-årig eller en 80-årig, det er stadigvæk forkert at lave noget, når det er imod et andet menneskes vilje. Det har ikke noget med alder at gøre, og kærlighed har heller ikke noget med alder at gøre.

Bent H.: Nej, det er vi fuldkommen enige om, men jeg ville bare hen til, at det jo forsåvidt er ulovligt, at en mand på f.eks. 20 år går i seng med en pige på 12.

Bent: Ja, det er juridisk forbudt.

Bent H.: Og hvis vi nu afskaffede lavaldergrænsen, så den ikke fandtes mere, har du så en meget kort kommentar?

Bent: Jamen, det er jo det, jeg siger. Jeg kan ikke se, hvad vi skal bruge den til. Man skal bruge den til at beskytte unge mennesker med, men den beskyttelse af unge mennesker har vi jo reelt i voldtægtsparagraffen, som siger, at hvis du gør noget seksuelt imod et andet menneskes vilje, så kan du blive straffet for det, men lavaldergrænsen siger, at selv om du er 12 år og har kærlige følelser til et menneske over 15 år, ja så kan den over 15 år blive straffet for at have et seksuelt forhold til dig. Og det er det, jeg mener, det at vi som psykologer går imod de juridiske paragraffer, som siger, at følelser mellem mennesker, kærlige følelser mellem mennesker intet har med jura at gøre. Så jeg synes ikke, der ville ske noget.

Bent H.: Nej, det har du egentlig fuldkommen ret i. Så ved jeg ikke, om der er én af jer, der kan svare på - der er mange mennesker, der stadigvæk spørger forskellige lægebrevkasser - om det har noget med risiko at gøre, med det som man kalder blodskam?

Bent: Du mener om afkommet bliver mongol eller får andre sygdomme?

Bent H.: Jah.

Bent: Når en mand og en kvinde går i seng med hinanden, er der altid risiko for, at afkommet kan blive sygt, og risikoen er sådan set ikke større ved, at det er bror-søster eller andre nære familiemedlemmer.

Jette: Der er i hvert fald en af de arveforskere, der er herhjemme, der for et par år siden oplyste os om, at det ikke har det på sig, som man gerne ville have i sin tid. Før i tiden var det forbudt at gifte sig kusine og fætter imellem netop af de årsager, du er inde på, og så sagde man, at jo tættere på det var, jo større var sandsynligheden for, at man fik mongolbørn. Men som Bent sagde, det er der ikke noget belæg for.

Bent H.: Det er der ikke? Det vil altså sige, at det er uden bund i virkeligheden?

Bent: Ja, som så meget andet, der har med seksualitet at gøre.

Jette: Hvis vi skal ind på noget psykologisk, så vil jeg sige, at det der er af betænkeligheder, er af moralsk karakter.

Bent H.: Ja, eller måske af moralske/etiske hensyn i det hele taget.

Jette: Ja, jeg vil endda gå så langt som at sige, at jo mere vi fremmer det negative omkring seksualiteten, jo større er sandsynligheden for, at det blomstrer op. Jo mere vi vender det om og siger, at nu vil vi tage de positive ting i forbindelse med seksualitet, og i dette her tilfælde omkring børn og seksualitet, jo mere fremmer vi så den positive holdning hos folk.

Bent H.: Jamen, det synes jeg er skønt, fordi jeg tror, der er mange ældre og der er sikkert også mange unge mennesker og der er børn, der trænger til at få sådan noget at vide. Men det er jo stadigvæk lidt af en slags tabu-emne?

Bent: Et meget stort tabu-emne, og det er også derfor, vi laver udsendelsen her i nat.

Bent H.: Men er der ikke noget om, at man helst ikke må tale om sådan noget stadigvæk? Og hvorfor ikke det?

Jette: Jo flere der bryder med det tabu, jo større er chancen for, at der kommer en opblødning.

Bent H.: Ja, det har du ret i.

Jette: Så har du flere spørgsmål, eller skal vi lade de næste komme til?

Bent H.ytter: Nej, jeg vil kun lige sige, netop i forbindelse med det her, der kan vi jo se inden for sådan noget som kongefamilien f.eks., de gifter sig jo netop meget ofte inden for en nær familie med hinanden.

Jette: Ja, det gjorde man i hvert fald tidligere i andre samfund. Hvor meget man gør det i dag, ved jeg ikke.

Bent H.: Nej, mig bekendt er der aldrig sket noget særligt ved det, så det giver jo sådan set kun jeres eksperter ret. Men tak for denne her gang.

 

4. En tvillingebror, der havde samleje med sin søster:

Lytter: Jeg vil godt lige indledningsvis komplimentere de to sexologer, der sidder derinde, af den simple grund, at det I sidder og snakker om nu, det bliver en vedtagen sandhed om 10-20 år. Derfor må jeg simpelthen komplimentere den pionérgerning, I sidder og foretager i øjeblikket.

Og som min egen baggrund for at kommentere det her er, at jeg startede med at komme til verden sammen med en tvillingesøster, og vi har altid været enormt knyttet til hinanden. Og vi er det faktisk den dag i dag. Og jeg må sige, at lige fra vi var ganske små, da sov vi i samme seng, vi var simpelthen uadskillelige. Og da vi så var i 7-8-års alderen eller sådan noget, så begyndte vi at udforske hinanden.

Nu må jeg lige sige, at min far var væk takket være 2. verdenskrig, han blev simpelthen skudt af tyskerne. Og derfor var der kun min mor, mig selv og min tvillingesøster. Hun var meget forstående og dejlig på enhver tænkelig måde. Og jeg må sige, at det tætte forhold mellem min søster og mig simpelthen fortsatte op igennem pubertetsalderen, og så fik det en ganske naturlig løsning, da vi blev sådan en 14-15 år godt og vel, så gik vi hver til sit.

Bent: Kan du huske noget om, hvad I lavede seksuelt sammen?

Lytter: Ja, vi gennemførte sådan set samleje, det gjorde vi. Det jeg ved er, at min søster senere har undret sig lidt over, om hun nogensinde i sit liv har haft en mødom, hun kan overhovedet ikke huske noget om den. Jeg ved i hvert fald ganske sikkert, at hun aldrig har oplevet noget negativt ved det, det har hun ikke.

Bent: Taler I noget om det i dag, din søster og dig?

Lytter: Ja, det gør vi i allerhøjeste grad. Vi er sådan set lige så uadskillelige, som da vi var børn, selv om vi nu er blevet gift, hver for sig selvfølgelig.

Jette: Det synes jeg lyder dejligt, og jeg synes det lyder dejligt, at I stadig væk kan snakke om det. Det viser jo netop, at det har været en positiv oplevelse for jer begge to.

Lytter: Jo bevar mig vel, vi fungerer som hinandens manglende halvdel. Så snart der er et eller andet, så er det hende og mig. Nu er vi begge gudskelov blevet gift med et menneske, der forstår hvad det drejer sig om. Så jeg kan kun sige, at det har været så enormt positivt både for hende og mig. Vores liv havde taget en hel anden vending, hvis vi havde haft fuldstændig uforstående forældre, der havde forbudt os det.

Jette: Ja, men det er jo også vigtigt, at jeres forældre har været forstående, så I ikke kun har skullet gøre det i det skjulte. Det hemmelige aspekt har været væk. Men er der noget mere, du vil sige til os?

Lytter: Ikke andet end at jeg vil gentage, at jeg har den største respekt for den pionérgerning, I foretager jer der.

Jette: Det synes jeg lyder dejligt. Det er altid rart også at høre noget positivt.

Lytter: Jeg ved, hvor enormt meget det betyder, det I sidder og foretager jer. Altså, min kompliment begge to.

 

5. Jette, Bent og Peters egne oplevelser efterlyses:

Berit: Ja, jeg hedder Berit og jeg skal fatte mig meget i korthed, men det handler om, at jeg sidder og brænder inde med en efterlysning og nu kommer mit spørgsmål til jer: Kunne I ikke komme ud af busken og fortælle os lyttere, hvilke positive oplevelser I selv har haft ud af det i det hele taget?

Bent: Jamen lige et øjeblik, jeg tror da godt, at der er en her i studiet, der vil fortælle noget.

Berit: Jamen så lægger jeg røret og lytter med. Jeg synes bare på lytternes vegne, at det fortjener at være med.

Peter: Ja, jeg har lyst til at fortælle lidt om for ca. 20 år siden, da jeg var 21 år gammel. Da havde jeg et blodskamsforhold til min søster. Jeg har faktisk skrevet om det i nogle dagblade og været fremme med det før, men jeg vil da godt fortælle lidt om det igen, og hvis så nogen vil have, jeg uddyber det, så kan I ringe ind og stille spørgsmål omkring det.

Min søster var ca. 13 år gammel, og vi havde faktisk fuldbyrdet samleje i løbet af 1-1½ år, og der var sådan ca. 9 år imellem os. Vi har snakket om det siden hen, og min søster fortæller, at der overhovedet ikke var nogle psykiske belastninger eller noget i den retning i vores forhold. Men så siger hun senere hen, altså i dag, at det er et stort problem for hende på den måde, at samfundet er enormt negativt overfor de oplevelser, som vi har haft. Hun har engang fortalt nogen om det, som syntes det var forfærdeligt og borede meget omkring det, at det kan man ikke.

Det er det samme, som Hans Hessellund tidligere i udsendelsen har fortalt, nemlig at det der skader, er den måde omgivelserne reagerer negativt på, hvor forfærdeligt det er. Jette har ganske rigtigt sagt, at hvis vi kan begynde at komme frem med de virkelig positive oplevelser, som vi har oplevet, lader være med at fortie dem, får dem frem, så vi kan blive helt bevidste omkring de her ting og forholde os til dem, så har vi måske større muligheder for at skelne imellem oplevelser, der er positive og negative, og så kan vi bedre anerkende, når de er positive, og lad være at fare frem og gøre mere skade end gavn.

Jeg ved ikke, om jeg vil fortælle mere om det lige nu. Synes I, jeg skal sige noget mere om de her ting?

Jette: Nej, og hvis der er interesse for det, så vil vi andre godt komme med noget senere hen, men jeg synes lytterne skal til først og fremmest.

 

6. En kvinde tvivler:

Lytter: Ja, jeg ringer, fordi jeg nu har hørt så mange mænd, der har talt om deres incest-oplevelser, men jeg har ikke rigtig hørt nogen piger, der er kommet med så positive oplevelser, som mændene har.

Jette: Nej, og hvad vil du sige med det?

Lytter: Ja, det vil jeg sætte spørgsmålstegn ved.

Jette: At mændene har haft de positive oplevelser?

Lytter: Ja, jeg kunne godt tænke mig at høre lidt fra de piger, som har syntes, at det også var pisseskønt det der, ligesom mændene synes det.

Peter: Jamen, du har da hørt, at der var en kvindelig psykiater, der har haft en fantastisk smuk oplevelse, incest-oplevelse med sin far fra hun var ca. 7 til hun var 10 år, og hun var psykiater. Har du ikke hørt det tidligere på aftenen?

Lytter: Nej, jeg har kun hørt to brødre, der har udtalt sig, om hvor fantastisk skønt det var, og den ene var tvilling.

Peter: Ja, men der var altså også det andet tilfælde.

Jette: Må jeg godt kommentere det? Jeg tror det hænger sammen med en generel ting i vores samfund, nemlig hvis jeg skal sige det hurtigt, at vi opdrager vores piger til absolut ikke at være fysiske, og vi opdrager vores drenge til at være fysiske. Og der har vi et stort ansvar som kvinder, at vi opdrager vores piger til fremover at være meget mere fysiske, og det kan vi gøre ved, at vi selv forholder os til vores krop, så vi kan give en ordentlig kropsholdning videre til vores døtre.

Lytter: Ja, men de skal jo lige have lov at putte den ind alligevel, ikke?

Jette: Hvem skal have lov at putte den ind?

Lytter: Ja, gæt hvem, ikke, og det er jo, hvad det hele handler om.

Jette: Jamen, så har du misforstået hele denne her udsendelse, vil jeg vove at påstå. Vi har netop hele tiden pointeret, og jeg har én gang i hvert fald sagt det så stærkt, at det ikke er pik-i-hul syndromet, vi er ude efter. Det, vi er ude efter, er seksualitet, sensualitet, og lyst til seksualitet, som absolut ikke behøver at være pik-i-hul, for det er kun nødvendigt i én sammenhæng, nemlig når vi skal have børn.

Lytter: Ja, men så undrer det mig, at det kun er brødre, der har udtalt sig, og ikke søstre. Der er ingen søstre, der har udtalt sig om, hvor skønt det var at være i seng med sin bror, og det kunne der måske være nogen, der har lyst til?

Jette: Jamen, jeg vil da godt fortælle dig, at jeg har haft seksuelle oplevelser med min bror, og det var mig, der var initiativtageren, da vi var omkring en 12-15 år.

Lytter: Storesøster?

Jette: Nej, jeg var lillesøsteren og der var 1 års forskel på min bror og mig.

Lytter: Jamen, så er vi jo allerede kommet lidt nærmere på den forrige lytters ønske om, at I godt måtte fortælle om, hvem I var.

Jette: Ja, men når du nu direkte efterlyser noget med kvinder, og da jeg er den eneste kvinde i studiet, så vil jeg svare.

Lytter: Jeg synes, du klarer dig meget godt. Men jeg synes også, det har lydt som om, det har været på drengenes/mændenes betingelser?

Jette: Jamen, vi kan jo kun tage de lyttere, der ringer op, og indtil nu er det rigtigt, hvad du siger, at det har været overvejende mænd, der har haft positive oplevelser, og jeg tilskriver det, at vi i vores kultur, i hvert fald indtil dato, har haft en tendens til ikke at opdrage vores piger kropsligt nok, sådan så de ikke har tilladt sig selv at nyde at have en krop, ikke tilladt sig selv at nyde at have en seksualitet. Og der synes jeg, at eftersom det er mødrene, der står for opdragelsen primært hjemme, så er det også os, der må tage fat om det og så se at få det rettet op, sådan så også piger kan være stolte af deres krop og deres seksualitet. Og jeg tror også, der er færre kvinder, der ringer, fordi vi endnu ikke er nået så langt, så kvinder værdsætter deres krop og deres seksualitet på samme måde, og heller ikke bliver tilskyndet til det.

Lytter: Nej, men derfor synes jeg også, I skulle høre på de få kvinder, der ringer op og siger noget.

Jette: Jamen, det synes jeg bestemt også, men det vi er ude efter, og det jeg selv er ude efter, det er de positive oplevelser, og hvis der nu ikke er så mange kvinder, der har haft positive oplevelser, eller dem, der har haft det, er tilbageholdende overfor det, fordi de har en skamfuld oplevelse, netop fordi deres positive kropsoplevelse aldrig er blevet opmuntret, da de var i den alder. Så det kan hænge sammen på den måde.

Lytter: Men jeg synes, at I skulle give jer lidt mere tid til det psykiske for de kvinder, der har ringet op, for I må jo have forståelse for, hvad det er der foregår?

Bent: Vi har megen forståelse for, hvad det er der foregår, men som vi netop har pointeret mange gange, så er det ikke de negative aspekter, vi kigger på, det er de positive. Og netop derfor tager vi ikke de negative, psykiske aspekter op i aften.

Jette: Som jeg har sagt før, og jeg vil gerne gentage det igen: Jeg er helt overbevist om, at vi har brugt psykologien alt for lidt på det positive. Vi er så tilbøjelige til at hænge fast i det, jeg kalder slamkisten, nemlig alt det negative.

Lytter: Ved du hvad, hvis jeg var dig og jeg ville have kvinder i tale, så tror jeg nok, jeg ville holde op med at tale ligesom en mand, så ville jeg begynde at lade være med at affærdige mennesker, men jeg ville begynde at høre lidt mere efter, hvad de sagde, og det synes jeg er vigtigt.

Bent: Ja, men nu må jeg afbryde jer. Tak fordi du ringede ind.

Lytter: Ja, nu er jeg klar over, at jeg bliver affærdiget. Og det er glimrende, tak og farvel.

 

7. Kvindelig lytter mener det er løgn:

Bente: Ja, god morgen, jeg hedder Bente Voss, og jeg har hørt hele jeres udsendelse, og jeg har et par kommentarer og et par spørgsmål, så jeg tror, at hvis jeg hurtigt løber mine kommentarer igennem uden afbrydelse, og så spørger jer bagefter, så gik det nok en lille smule hurtigere og vi kunne få flere lyttere.

Jette: Fint.

Bente: Jeg synes, at en løgn ikke bliver mindre af at blive gentaget, og jeg vil påstå, at det er løgn, at en 12-årig pige i puberteten elsker at vise sine bryster og gøre nøgengymnastik foran en ældre mand. Du kan spørge enhver far til en 12-årig normal pige i puberteten, de er meget generte, og jeg ved godt, at det er med fare for at blive kaldt for gammeldags, når jeg siger de her ting, men så vil jeg bare sige, at jeg synes, jeg er anstændig, og jeg synes det er en ynkelig verden, vi er fortaler for, fordi sådan som det er nu, så er alt tilladt; børn skal ikke beskyttes, de skal misbruges på de voksnes præmisser, og jeg synes jo, at børn først kan sætte grænser, når de kender konsekvensen af deres handlinger. Det var nogle ting, jeg har siddet og tænkt på. Men jeg ved ikke, hvad I siger til det?

Jette: Jeg vil godt svare dig, fordi jeg har både en datter og en søn, og jeg ved, hvordan min datter opførte sig i den alder, og jeg ved også, hvordan en dreng og en pige - jeg vil her holde mig til mine egne - har kunnet opføre sig seksuelt lige siden de blev født, og det er ikke noget med, at de hverken var udspekulerede eller på anden måde udfordrende, det er noget vi tillægger dem. De er seksuelle og det er de, lige fra de bliver født, og det er de også, når de når 12-års alderen, og det er ikke utænkeligt, at en pige i den alder gør lige netop de ting, der er beskrevet.

Det, der er utænkeligt, det er hvis vi voksne overskrider børnenes grænser for, hvad de gerne vil. Altså børn kan helt klart give udtryk for, hvad de gerne vil, det er en misforståelse at tro, at de ikke kan. Det vi gør, er at vi undertrykker børnene både på det seksuelle område og på mange andre områder i deres opvækst. Hvis vi lærte at lytte til børnene og tale med børnene og ikke ned til dem, så ville vi nå meget langt, for så ville vi nemlig kunne lytte os frem til, hvad de gerne ville og ikke overskride deres grænser.

Bente: Jamen, det var også det, jeg sagde før. Børn kan først kende deres grænser, når de kender konsekvensen af deres handlinger, og det synes jeg ikke, de kan endnu. Jeg har selv haft en "Onkel Herman", og jeg må indrømme, at det var virkelig modbydeligt, men der var aldrig nogen, der opdagede noget som helst. Jeg har haft et ganske normalt hjem, hvor vi har levet som alle andre. Jeg er 42 år, og jeg tror ikke, jeg har haft det hverken dårligere eller værre end andre mennesker, men det der, det var simpelthen modbydeligt og det har givet mig nogle modbydelige kvalmefornemmelser lige siden.

Bent: Du siger, at det var et normalt hjem. Jeg vil sige, at det netop ikke var et normalt hjem, for i det jeg kalder et normalt hjem, så ville et barn kunne komme og sige til mor og far: "Ved du hvad, onkel Herman han gør sådan og sådan, og det kan jeg ikke lide", eller barnet ville have lært at sige: "Ved du hvad, onkel Herman, stop det der, for det bryder jeg mig ikke om". Det ville jeg kalde et normalt hjem.

Bente: Det ved jeg ikke, men hvis man har noget seksuelt sammen med sin mand eller sin kone, afhængig af hvis side man ser det fra, så synes jeg ikke, man skal udpensle det for sine børn. Man kan sætte sig pænt og så kan man fortælle dem, hvad der skal ske eller hvad det er, der sker. Og jeg synes, at den her verden vi lever i, den er så sexfikseret, så det er helt forfærdeligt, og det hele sker på mændenes præmisser. Jeg synes virkelig, det er forfærdeligt. Den sidste lytter fortalte om, at der var så mange positive ting for mændene, men negative for kvinderne, og det havde jeg selv lige siddet og skrevet ned. Jeg synes, det er nogle perverterede mænd, det synes jeg virkelig, det er.

Bent: Jeg synes da bare, det er dejligt at høre, at mænd synes seksualitet er så dejlig. Jeg synes også, sex er dejligt, men jeg kunne da synes, det var meget rart måske også at høre nogle kvinder, der synes sex er dejligt.

Bente: Selvfølgelig er det da dejligt.

Bent: Må jeg lige prøve at sige, at vi ved jo netop, at der er enormt mange seksuelle problemer i mand-kvinde forholdet, og det er da klart, at hvis den ene part synes sex er dejligt og den anden part ikke synes det, så vil vi jo gå skævt i byen. Men fordi den ene part synes, sex ikke er dejligt, - hvorfor skal den anden part, som er mændene og som jeg tilhører, så også synes det, for så kommer vi ikke videre.

Bente: Jeg troede, vi talte om blodskam, og det jeg taler om der, det er sex på de voksnes præmisser. Hvor er børnene henne, hvem spørger børnene? Vi kan bare tage ordet "blodskam", jeg synes det er en skam at udnytte børn.

Jette: Jamen, det er jo netop det, vi vil væk fra, og det er derfor, jeg synes, det er lidt kedeligt at skulle pointere det én gang til, at hele denne her udsendelse går ud på at samle nogle positive ting sammen omkring seksualitet. De negative kender vi til bevidstløs-hed og har beskæftiget os med i årevis. Og derfor vil vi gerne videre og prøve at beskæftige os med det fra en positiv vinkel, fordi ellers bliver det aldrig positivt.

Bente: Det kan man heller ikke, man kan ikke misbruge børn og kalde det positivt, det kan man ikke - "lige børn leger bedst".

Jette: Ja, vi er helt enige, altså alt misbrug er vi meget, meget stærkt imod. Men vi er ikke imod det, der er på lige vilklår, på den måde at hvis det er en mindreårig, så skal det være på den mindreåriges præmisser, så det ikke bliver et overgreb.

 

8. Konsekvenserne ved ophævelse af lavalderen:

Michael: Ja, mit navn er Michael Bønnelykke, jeg er fra Østerbro. Jeg har en kommentar til det juridiske forslag, som I kom med, angående at man simpelt hen skulle fjerne paragraffen med lavalderen og lade børnene være dækket af voldtægtsparagraffen. Har I overvejet de konsekvenser, det eventuelt ville have, når man ser, hvordan voldtægtsparagraffen bliver brugt nu, hvor det faktisk er den voldtagne, der bliver den anklagede i retssagen, sådan som de foregår nu?

Jette: Jeg tror da godt, at jeg vil skyde en fodnote ind der, fordi nu har Bent været på den to gange med det emne, og jeg er helt enig med ham. Jeg ved da godt, at det måske tilsyneladende vil kunne få konsekvenser, men det tror jeg ikke på. Jeg tror, at hvis vi allesammen er opmærksomme på det, der foregår omkring os, så vil den slags ting kunne blive forebygget.

Michael: Jamen forebyggelse, ville det ikke kræve, at der ville være en del andre forhold, der også skulle laves om, magtforholdet osv. i samfundet?

Jette: Jeg må også sige der, at i de familier, hvor der sker overgreb, der sker det ikke kun på det seksuelle område, men i det hele taget, det er ikke kun på ét område. Hvis der er en voldelig tendens eller et magtmisbrug, som du siger, i en familie; så vil det selvfølgelig også kunne lade sig gøre på det seksuelle område. Og så er spørgsmålet, om den lovgivning, vi har i dag omkring incest, overhovedet er til nogen nytte, for jeg tror ikke at de børn, der er udsat for den slags, egentlig bliver hjulpet spor af det nuværende.

Michael: Ja, der tror jeg, vi kan være meget enige, for man ved jo, at netop de børn, der bliver udsat for den slags, har meget stort besvær med at kunne snakke om det, netop der hvor de har den negative oplevelse af det, og man kan måske sige, at grunden til, at de positive oplevelser er noget, som folk ikke snakker så meget om, det er fordi, det ikke er noget reelt problem!

Jette: Selvfølgelig er det ikke et problem, at det er positivt, men der er den negative hage ved det, at det er positivt, og det tror jeg også på en eller anden måde, hvad skal jeg sige, er blevet klart for dem, der har lyttet med hele vejen igennem, og det er, at det efter lovens bogstav er forbudt. Psykologisk set mener jeg ikke, at man kan forbyde tingene, fordi de forekommer alligevel. Og derfor vil de mennesker, der har haft positive oplevelser og måske især kvinder, være nervøse for at komme frem med dem, fordi tænk nu hvis jeg bliver genkendt, for det er jo i virkeligheden forbudt ifølge loven. Det er et underligt dilemma at være i for mange mennesker, med lige netop denne her udsendelse.

Michael: Er det sådan, at du opfatter det som generelt, at mænd har nemmere ved at snakke om deres følelsesliv end kvinder?

Jette: Nej, ikke om deres følelsesliv, men om seksualitet og den fysiske seksualitet. Det har mænd nemmere ved, ja. Men følelsesmæssigt er mange kvinder, og det har de også givet udtryk for i aften eller i nat, meget mere følelsesorienterede på det psykiske felt, end mændene er.

Michael: Ja, det var sådan set det hele, men jeg ville også gerne efterlyse Bents erfaringer med incest, for nu har vi ligesom været Peter´s og Jette´s igennem.

Bent: Jamen, jeg har da også haft seksuelle erfaringer, da jeg var 9 år sammen med min søster, der på daværende tidspunkt var 8 år, med samleje, og det var da hyggeligt, og det synes hun stadigvæk i dag, og det synes jeg også stadigvæk. Jeg har kun positive oplevelser med det.

Michael: Er der nogen af jer, som har erfaringer som voksen sammen med et barn?

Jette: Jeg ved ikke, om du hørte det fra starten, men så har jeg været inde på noget med børn og seksualitet igennem opvæksten. Du kan simpelthen ikke undgå, at du selv som kvinde og mor har haft nogle seksuelle relationer, f.eks. en lille barnehånd, der løber ned over kroppen på en; den gåsehud, jeg får der, det har også noget med seksualitet at gøre.

Michael: Det kan vi kun være enige om, og jeg tror da egentlig også, at det er den rigtige definition, men jeg tror nok, at problemerne, som jeg kommer ind på, der hvor man skal sætte grænsen, da tror jeg nok, at meget af det, diskussionen har kørt på, netop dem, der er kommet med indlæg, hvor man har på fornemmelsen, at de har haft negative oplevelser med det, at de oplever den grænse som meget diffus.

Jette: Jamen, selvfølgelig er den grænse da diffus, men jeg kan fortælle dig, at min lystfølelse ved, at en barnehånd kryber ned over kroppen på mig, den er, hvis det kom til yderste konsekvens, også tabuiseret. Hvis det kom frem - ja, nu kommer det frem - hvis der er nogle, der vil mig til livs, så har jeg haft mange oplevelser med mine børn, som i virkeligheden kommer ind under incest. Men da mine børn aldrig har anklaget mig, eller nogen andre i min omgangskreds har anklaget mig over de ting, de vidste foregik mellem mig og mine børn, så er jeg altså ikke kommet i fedtefadet. Og det er nogle positive oplevelser, jeg har haft, og det er nogle positive oplevelser, mine unger har haft.

Michael: Det er fordi, jeg synes, diskussionen har været lidt forplumret af, at folk dels har snakket om samleje med børn og dels om øvrigt naturligt samvær.

Jette: Jamen naturligt samvær indebærer også, at der kommer nogle seksuelle følelser, men om det er seksuelle følelser, der kommer hos mor og barn samtidig, ved man ikke så meget om.

Michael: Men det er skrækkeligt svært at vurdere som voksen!

Jette: Det er ikke svært at vurdere; jeg har aldrig haft besvær med at vurdere, hvad der var mit og hvad der var mine børns.

Michael: Nej, men det er nok spørgsmålet, om du så kan udvide det til at gælde alle?

Jette: Det må vi lære allesammen. Det at være lidt klarere med os selv, det er nemlig der, det hele starter. Hvis jeg ikke havde gjort op med min egen opdragelse på det seksuelle område, for jeg kommer nemlig fra et missionærhjem, for at det ikke skal være løgn, og der var seksualitet i hvert fald ikke noget, man snakkede om. Det eneste jeg fik at vide, inden jeg kom ud i livet, var at jeg skulle holde min sti ren, hvorpå jeg skurede og skrubbede mig på de ædlere dele, fordi jeg troede, det var det, det drejede sig om. Men det drejede sig om slet ikke at komme i nærheden af de ædlere dele.

Det er, hvad jeg har fået med mig hjemmefra, så jeg har da haft masser af ting, som jeg selv har måttet gøre op med. Og det var ikke noget, jeg skreg ud til min mor eller mine kammerater, at jeg prøvede at forføre min bror, fordi jeg vidste da også godt dengang, det lå i luften, at det var noget, man ikke gjorde. Men hvorfor man ikke gjorde det, det havde jeg da ingen idé om, og jeg vidste da heller ikke på det tidspunkt, at det egentlig var seksualitet, sådan et guds ord fra landet var jeg. Og jeg er glad for, at jeg ligesom har haft mulighed for at vænne mig til at gøre op med nogle ting, og så have en holdning selv, altså forkaste de ting, jeg ikke kunne bruge hjemmefra, og tage de positive med, som jeg har kunnet bruge.

Michael: Er det sådan, at du føler, at den holdning har noget at gøre med, at du har skullet gøre dine kønsorganer til en større del, eller bare til en del af dig selv, og ikke noget der var forbudt indenfor den farlige zone.

Jette: Den forstod jeg ikke.

Michael: Jo, jeg tænker på, at netop det, du fortæller, at du har oplevet det, at dine kønsorganer, din kusse, at det var noget farligt, noget beskidt, at du har fjernet dem fra din krop, som noget der var en del af den.

Jette: Nej, nej slet ikke, for jeg forstod faktisk ikke nogen af de ting, der lå i luften hjemme, og jeg fik selvfølgelig heller ikke nogen anvisning på, hvordan man brugte den samme kusse. Så det var noget, jeg selv måtte finde ud af, og som jeg også fandt ud af ved et tilfælde, da jeg begyndte at onanere som barn. Men jeg har ikke haft besvær med kussen, om man så skal sige, men jeg har selv måttet tage stilling til, hvad jeg brugte den til.

Michael: Jamen, det vil egentlig sige, at dine forældre ikke har været med til at definere dit seksualliv, på den måde at du egentlig har været frit stillet fra deres side udover de moralske tabu-betragtninger.

Jette: Jeg vil nok sige, hvis ikke jeg var flyttet hjemmefra, da jeg var 14, så kunne det nok have været svært fra 14-18, for jeg var helt klar over, da jeg flyttede hjemmefra, hvad konsekvenserne havde været, hvis jeg havde boet hjemme, og hvis min mor havde fundet ud af, at jeg havde seksuelle forhold; det var ikke gået stille af.

Michael: Okay, det var det hele, tak.

 

9. Tvillingebroderen igen:

. Lytter: Ja, jeg har været igennem en gang før, det var mig med en tvillingesøster. Jeg vil sige, der er andre dimensioner og så absolut positive dimensioner ved det, vi har snakket om her i nat, nemlig den ligefrem telepatiske forbindelse, jeg har med min søster i dag. Det er faktisk noget, der kan lade sig gøre for andre mennesker end min søster og mig. Men der blev efterlyst kvindelige kommentarer, og hvis ikke min søster boede i Amerika, så er jeg ganske overbevist om, at hun kunne have præsteret den pågældende kommentar, der blev efterlyst.

Jette: Ja, det er jo ærgerligt, at Radio Vesterbro ikke går igennem derovre.

Lytter: Ja, det er meget, meget synd, fordi jeg vil sige, jeg gav jer en kompliment i mit første indlæg og jeg vil sige igen, at det I foretager jer i øjeblikket, det kan sådan set sammenlignes med det, Magnus Hirschfeld, foretog sig i sin tid under Weimar-republikken, for I kan sidde ganske roligt og vente på, at det I foretager jer nu vil være en ganske alment vedtagen sandhed om 10-20 år, og det er jo lidt trivielt.

Jette: Jamen, tak skal du have for den sidste kommentar.

 

10. Sonja og tvillingebroderens kærlighed:

Sonja: Ja goddag, jeg hedder Sonja, og I søgte en dame. Nu skal I bare høre, jeg er tilfældigvis tvilling ligesom den herre, og jeg har jordens dejligste tvillingebror. Nu er jeg altså fyldt de 50 år, og vi har lige fra vi var små, ja vel sagtens fra vi lå i vuggen, haft et dejligt forhold. Nå, men så sker det, at vi bliver større, og af og til, når vores far og mor skulle i byen, så fik vi jo både sodavand og chokolade og appelsiner, og vi var ikke spor kede af, at de skulle gå. Vi havde for vane når vi var alene hjemme, så krøb vi altid i seng hos hinanden, og vi havde det meget, meget hyggeligt. Det blev faktisk helt naturligt for os. Vi var jo vant til fra små, at vi badede og vi løb rundt om hinanden, og det gjorde vi såmænd til vi flyttede hjemmefra og vi blev gift begge to, og vi har aldrig nogen sinde været generte overfor hinanden.

Men jeg må indrømme, at det forhold, vi har haft sammen, gennemført samleje og det hele, det var bare skønt, og det var dejligt og det har aldrig nogensinde givet mig nogen komplekser, ej heller min bror.

Jette: Det lyder sørme lækkert.

Sonja: Men jeg vil indrømme, at jeg har aldrig talt med min mand om det, min mand er død nu, men han holdt meget af min bror, og min mands indstilling, kunne jeg mærke, var jo lidt anderledes, så derfor gik jeg faktisk med det som min egen, lille hemmelighed.

Bent: Ja netop, det skal man også have lov til som menneske, at have en hemmelighed. Jeg synes mange gange, at hvad mennesker laver sammen seksuelt, det kommer sådan set ikke andre ved.

Sonja: Næh, det synes jeg heller ikke.

Bent: Jeg synes da godt, man som søster og bror kan gå rundt med en sød hemmelighed.

Sonja: Jeg har nu aldrig fået spurgt min bror, men det kan jeg da gøre en dag, for vi taler da så tit om det, og griner lidt af det, vi lavede. Men der er ingen af os, der føler nogen skamfølelse eller noget over det, og i det seksuelle liv med min mand har det aldrig nogensinde generet hverken ham eller mig.

Bent: Det kom ikke til at ødelægge noget for dig?

Sonja: Aldrig, jeg har haft det godt, både med mig selv og min samvittighed, men jeg mener, at når folk taler så meget om alt det der med blodskam, så er det vel også fordi, at kristendommen kom ind, for de nordiske guder, når vi tager Frej og Freja, de havde jo deres forhold, i mytologien finder vi det.

Bent: Også i den græske, ja.

Sonja: Ja den græske mytologi, og det må jo være fordi folk ikke altid har den rigtige oplysning. F.eks. da jeg hørte den dame, der talte om indavlede slægter og alt det. Det ved man godt, at det kan give. Men som en af jer før sagde, at et ægtepar, som ikke er spor i familie, kan også få et barn, der er enten mongol eller hvad det nu kan være.

Bent: Få et sygt barn, ja.

Sonja: Et sygt barn ja, det sker allevegne, og det er jo et under, hver gang et barn bliver født, at det har hvad det skal have, og er som det skal være. Men så kan jeg da kun sige, at det er igen, fordi folk ikke tænker sig om og læser noget mere, for man ved jo oppe på Grønland f.eks., der har de jo somme tider lukket hele bygder og flyttet dem, for at de kunne få noget frisk blod ind.

Bent: Det er rigtigt, og netop derfor, hvis der kom nogle rejsende til fra andre bygder, så fik de mulighed for at få varmen ved kvinderne i bygden, netop for...

Sonja: Ja, netop for at få noget nyt blod ind, og da er det jo desværre, at folk har peget på noget helt forkert, på det seksuelle på den grimme måde, ved at fortælle, at grønlænderfar lod dem gå i seng med grønlændermor, og det er jo slet ikke rigtigt. Det er et meget, meget skønt forhold. Når de der forskellige rejsende kom - og de var jo gerne med skib - så sad manden skam og pegede den ud, der så mest avledygtig, mest stærk og sund ud, ham pegede han ud og sagde "værs´god, du må ligge hos min kone", og så ønskede de og håbede på, at det bar frugt. Og det barn var grønlænderfar lige så god overfor og betragtede fuldt på højde med sit eget.

Jette: Jeg synes, det er dejligt, du kommer ind på det, fordi det viser jo netop, hvor sygelige vi er, fordi vi tror, vi skal eje alting, også eje hinanden og eje vores børn, og som Bent sagde tidligere i udsendelsen, så har vi jo kun hinanden og børnene til låns.

Sonja: Ja nemlig, men hvis folk søgte lidt mere oplysning, så var der jo mange ting, der ville være meget lettere, læs noget mytologi blandt andet og lad biblen ligge.

Jette: Jeg vil også sige, at den nordiske bibel, nemlig mytologien, kan give mange gode stunder.

Sonja: Ja det kan den, man kan læse om aserne og vaserne og alt deres, og om hvordan de kunne leve i harmoni med hinanden, efter de først havde haft en eller anden krig. Jeg synes sådan noget, det er dejligt. Men fordi der var en dame, der søgte et kvindemenneske, så tænkte jeg, at så må hun høre om mit dejlige forhold. Og den dag i dag møder min bror og jeg ikke hinanden på gaden eller noget sted, uden det er en ordentligt omfavnelse og et knus til goddag. Vi har ingen skrupler, og jeg er kommet godt igennem og er blevet 50 år uden nogen som helst skrupler, og min bror har det ligesådan.

Jette: Det synes jeg lyder så dejligt, og det var pragtfuldt, at du ringede.

Sonja: Det var rart at komme igennem, men kan I ikke lade være med at sætte så meget musik på, for der er jo en kø.

Jette: Jo det må vi så gøre her den sidste tid. Vi snakker med discjocky´en.

 

11. Ikke incest psykologisk set:

Helms: Ja goddag, jeg hedder Helms fra Amager. Jeg har hørt det meste af udsendelsen, og jeg er vel i grunden også ret meget enig med jer derinde i jeres syn på tingene, - men det som jeg tænkte på, hvor vi nok i hvert fald burde tænke lidt over det, det er, at der er en stedse risiko..., selv om det kan udvikle sig til nogle positive ting. Og så synes jeg, det er spørgsmålet, som man i grunden bør tage det op til revision, for så længe samfundet, vi, ser sådan på de forhold, især mellem forældre og børn, om man da burde overveje at lade være. Det er ikke særlig sikkert, at det er det seksuelle, der er skadeligt, det er simpelt hen samfundets syn på tingene. - Jeg ved ikke, om I har en kommentar til det?

Jette: Jeg vil godt have, at du sådan lige præciserer, hvad det er, du vil have svar på - at du synes, at det er forkert at snakke om det positive?

Helms: Nej, jeg synes ikke, det er forkert at snakke om det positive, slet ikke. Jeg ser netop mange positive ting i det, men jeg mener med det syn, som den almindelige offentlighed på nuværende tidspunkt har på tingene, er det sådan set så ikke en fejl af mennesker at indlede seksuelle forhold til deres børn?

Jette: Så vil jeg sige igen, at der er sådan set ikke noget forkert, hvis ikke det er et overgreb, og hvis det bliver på de mindstes præmisser og ikke på de størstes præmisser.

Helms: Du mener nærmest, at man skal skide på, hvad andre folk mener?

Jette: Man må jo vide, at der er en risiko ved at skide på det bestående, men jeg vil sige, at hvis det er et led i den psykoseksuelle udvikling af barnet og det er på barnets præmisser, så vil jeg stadig væk psykologisk set slet ikke betragte det som incest.

Helms: Ja okay, det siger jeg tak for.

 

12. Flere følelser og mere flirteri:

Bent: Ja god morgen til den sidste lytter. (En kvinde. Peter Schmidt.)

Lytter: Ja god morgen. Det var jo egentlig meningen, jeg skulle have sovet, men jeg synes, det har været meget spændende, og det er ikke sådan et direkte spørgsmål, men jeg har sådan nogle almene kommentarer. Jeg tror, at en af grundene til, at der er så få kvinder, som har sagt noget er, at der er nogle almene forskelle i definitionen af, hvad seksualitet er for noget. Og jeg synes, at det, som flere kvinder har sagt, har været noget præget af mandeseksualitet. Jeg synes, at sådan noget som at flirte f.eks., det har overhovedet ikke været nævnt. For mig har det været enormt vigtigt at lære at flirte fra jeg var meget lille pige og til jeg blev ældre og kom i puberteten at lære at flirte, og det var smadderskægt, vi havde et mægtigt spil omkring det, og det tror jeg har været utrolig vigtigt. Og jeg synes, at den måde I har fået lagt det op på, jeg ved ikke rigtig, hvordan det er sket, men de der dimensioner har været helt ude af trit. Måske kan man ikke direkte kalde det incest overhovedet, men det har virkelig noget med seksualitet at gøre, som jeg tror er vigtig for kvinder og som ikke har været berørt, og det synes jeg, I har manglet.

Og så vil jeg sige til dig, Jette, at jeg synes, du har generaliseret meget ud fra dig selv, bl.a. så har du sagt, at kvinder er for lidt fysiske og det er jeg meget uenig med dig i. De er måske nok for lidt fysiske med hensyn til deres kusse, men med hensyn til at røre ved deres børn og tage på deres børn, så tror jeg da, at kvinder er meget mere fysiske end mænd, men det er også sådan en mangel på definition af, hvad er det vi snakker om.

Jette: Selvfølgelig er det i seksuel henseende, jeg mener.

Lytter: Hvordan definerer du så seksualitet?

Jette: Vi har været inde på mange ting. Selvfølgelig består seksualitet både af noget psykisk og noget fysisk, hvor jeg synes, at vi kvinder er meget gode til den psykiske del af det, det følelsesmæssige. Men min erfaring igennem de 16 år, hvor jeg har arbejdet med det, både med dem, der har opsøgt os på klinikken, men sandelig også ude omkring, hvor jeg har holdt foredrag og undervist, viser, at der er den forskel, som jeg har ridset op i aften, hvor vi står for det følelsesmæssige og mændene står for det fysiske. Og så længe vi ikke får en bedre kropsfornemmelse selv, så kan vi heller ikke give den videre til vores døtre, så de også på det seksuelle område føler, at de er på højde med sig selv fysisk.

Lytter: Ja, det er jeg på ingen måde uenig med dig i, men jeg synes, at det jeg gerne ville have frem i udsendelsen, som jeg også synes er meget spændende, er, at der kan være noget positivt i, lad os kalde det familieseksuelle relationer, og det har også i høj grad noget med fysik at gøre og noget med kusse og pik og hvad det kan være. Men jeg synes, at når du siger, jamen kvinder er sådan, så har du også lagt nogen bånd på kvinder, som nok gør, at du ikke får det frem i denne her udsendelse, som du gerne ville.

Jette: Ja, det er muligt, men det har ikke været tilsigtet.

Lytter: Nej, men I kunne måske følge det op, for jeg synes, at det har været spændende og der har været mange, som har ringet ind og sagt noget. Jeg synes, at den kritik, du har fået af, at du har været som en mand, den har ramt godt og den synes jeg, at du skal tænke over. Og det kan jo godt være, ved at bruge hele din kvindelighed, også dine følelser, men også det du ved om pik og kusse og din egen især, at hvis du kunne bruge det hele, så ville du måske kunne få flere kvinder til at ringe ind og fortælle noget om helheden.

Jette: Jeg synes det siger meget om dem, der ringer op også, fordi jeg har været inde på flere gange, at det bestemt ikke kun er et fysisk spørgsmål, men en helhed, at du ikke bare kan tage seksualiteten ud, at du ikke bare kan tage det fysiske ud, men at det er sensuelt og det er følelsesmæssigt også.

Lytter: Ja okay, så vil jeg ikke sige mere.

 

Kai Nielsen: Ja, vi må desværre slutte nu, og vi føler, vi har fået utrolig god respons på vores udsendelse og vi er glade for, at der var så mange, der ringede ind. Og naturligvis også en tak til Jette Bach og Bent Petersen, som ofrede deres nattesøvn og stillede deres viden til rådighed. Og til de lyttere, som stadig er med, godmorgen og godnat fra Radio Vesterbro.

 

From the child´s point of view and from the commonsense point of view, there is an enormous difference between intercourse with a willing little girl and the forcible penetration of the small vagina of a terrified child. One woman I know enjoyed sex with an uncle all through her childhood, and never realized that anything was unusual until she went away to school. What disturbed her then was not what her uncle had done but the attitude of her teachers and the school psychiatrist. They assumed that she must have been traumatized and disgusted and therefore in need of very special help. In order to capitulate their expectations, she began to fake symptoms that she did not feel, until at length she began to feel truely guilty about not having been guilty. She ended up judging herself very harshly for this innate lechery.

Germaine Greer

(Citat fra "Seduction is a four-letter word". New York. John Cushmani Associates, Inc., 1975. på side 43 i "The Sexual Victimology of Youth". Schultz, L.G. (Editor). Springfield, Illinois: Charles C. Thomas, Publisher, 1980.)

 

 

3. del

 

Kvinder og incest

 

 

 

 

Suzanne Brøgger og en anden kultur

af Peter Schmidt

 

Om Suzanne Brøgger i diskussion med den franske sociolog, Serge Moscovici, om incest-tabuets historiske betydning, funktion og mening, samt ikke mindst interessant incest-tabuets fremtid. Samtalen er refereret af Suzanne Brøgger i hendes debutbog "Fri os for kærligheden" (i kapitlet: "Forbudet"), på forlaget Rhodos, 1973. Det var i øvrigt denne bog som gjorde Brøgger kendt, også i lande så langt væk som Japan.

 

Hvis det er rigtigt, som Moscovici siger i Susanne Brøggers kapitel "Forbudet" i "Fri os for kærligheden", at patriarkatet historisk set også er blevet opretholdt ved hjælp af mændenes indvielse af og måske implicitte seksuelle forhold til drenge, som f.eks. i det antikke Grækenland, så mener Moscovici dog, at dette kun kan have været tilfældet, såfremt mændenes forhold til drengene var et privilegium, som kvinderne ikke besad på lige fod med mændene. En nærlæsning af interviewet og diskussionen med Serge Moscovici i Forbudet

gør dette klart.

Pædofilgruppens strategi og holdning, som udtrykt lige fra den første gruppes start i 1975, har selvfølgelig været rigtig i den henseende, at kravet om en lovændring i moderne tid også ville indebære kvinders, pigers og drenges, såvel som mænds ret til seksuelle relationer med hvem som helst, forudsat at alle implicerede havde en reel lyst og ønske dertil. Jeg tror, at en sådan seksualpolitik er i overensstemmelse med Moscovici´s analyse.

 

En anden kultur

Moscovici siger faktisk, at man ikke kommer ret langt ved kun at kræve incest-tabuet (eller pædofilitabuet, Peter Schmidt.) ophævet. Han siger direkte, at hvis det lykkes os at finde en ny måde for grupper af mennesker at være sammen på (f.eks. ved at ophæve vores opsplittede og adskilte hverdag/adskillelsen mellem fritid og arbejde, Peter Schmidt.), så vil incestforbudet forsvinde af sig selv. Han siger, at det allerede er det, som er ved at ske, og "det" var i 1972! Denne udvikling har fortsat lige siden. Jeg tror dog, at udviklingen i dag består mere af brobyggeri mellem hverdagens forskellige sfærer end en egentlig fysisk ophævelse af vores opsplittede hverdag. Ved hjælp af informations-teknologien, gøres vi mere bevidste om, hvad der foregår overalt. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at fremtidssamfundet alligevel integreres rent fysisk, dvs. ved at integrere fritid, arbejde, bolig, uddannelse osv.

En bog som "The Disappearance of Childhood" (se litteraturlisten) påstår endda, at den opsplittede hverdag i barndom og voksenverden siden 50´erne har været i kraftig og tiltagende opløsning. Forfatteren taler direkte om, at nogle pædofile i USA efterhånden har indtaget den holdning, at udviklingen kan medføre, at de bare kan læne sig tilbage i sofaen og vente, indtil det bliver tilladt at have pædofile incestuøse forhold! Samfundet vil nemlig ikke længere kunne fastholde, at der er så stor forskel mellem voksne og børn, at man kan forbyde børn de samme privilegier som voksne - jfr. Thore Langfeldt i dagbladet Information:

"Børn har samme ret til sex som voksne" (30.-31.8.1986). Langfeldt plædere ikke for børns ret til pædofili, men for børns ret til fuld seksuel tilfredsstillelse med jævnaldrende samt især børns ret til onani. Og NAMBLA´s seksualpolitiske kamp i USA går endnu videre - noget lignende har måske ikke været muligt i Vesten siden Rom, eller da Sokrates elskede drenge i de vestlige "demokratiers" vugge - Grækenland! (NAMBLA er en amerikansk dreng/mand kærlighedsorganisation. Se listen over organisationer m.m. sidst i bogen.)

 

Forudsætningen for en anden kultur

er hverdagens fysiske og/eller bevidsthedsmæssige integration. Et eksempel er den tyske Indianerkommune - et kollektiv i Nürnberg, der kæmper politisk for en helt anden kultur - et økologisk helhedssamfund med børns og voksnes ret til at elske med hvem, de selv vil. Målet er, at dette nye samfund skal hænge sammen i hverdagen og globalt. (Se listen over organisationer m.m. sidst i bogen.) I modsætning til Moscovici og i overensstemmelse med Indianerkommune mener den australsk/engelske feminist Juliet Mitchell, at ingen undertrykkelsesmekanisme ophæver sig selv, men skal vippes af pinden politisk ved at udvikle en anden kultur. Jeg mener, at der er brug for kulturpolitiske græsrodsbevægelser med en anden kultur som et strategisk mål.

 

Moscovici´s begrænsninger

Moscovici lægger, ifølge antropologen Michael Whyte, Københavns Universitet, for megen vægt på det rent miljø- og samfundsmæssige aspekt. Whyte mener, at Moscovici mangler at lægge lidt mere vægt på det psykologiske (personlighedsdannelsen) i familien og børns opvækst, samt vigtigheden af sociale relationer, f.eks. at både piger og drenge skal have fri adgang/omgang med voksne af begge køn, samt andre børn. Men så vidt jeg kan se, er der i hvert fald intet i kapitlet "Forbudet", som tyder på, at Moscovici skulle mene, at børn ikke skulle have en fri og ligeværdig omgang med voksne og andre børn, tværtimod.

For de som måtte være interesserede heri, kan jeg henvise til "Psykoanalyse og feminisme" af Juliet Mitchell. Mitchell bygger på Levi-Strauss ligesom Moscovici. Herudover har Juliet Mitchell beskrevet netop de aspekter, som omtalte antropolog Whyte efterlyser, og hun har sat lige disse aspekter i forbindelse med incest-tabuets (pædofilitabuet, min anmærkning, Peter Schmidt.) historiske betydning. Moscovici, Juliet Mitchell og Levy-Strauss er i overensstemmelse med hinanden på disse af mig her omtalte væsentligste punkter og, så vidt jeg kan se, imødekommer de fuldt ud antropologens efterlysning.

 

A propos - Jeg tror at Moscovici´s anden kultur, omtalt ovenfor, er lig den kultur der ligger som en fremtidens mulighed bag Erik Sigsgaards værk om grænsetænkning "Voksnes syn på børn og opdragelse". (Se literaturlisten, samt under August 1996 om børn og grænser i bilag 1.) En børnesynsvinkel på tilværelsen og voksnes evne til empati med børn, er efter min mening eksempler på den anden kultur Moscovici taler om. Herudover har jeg spekuleret noget over, hvorvidt forskerne bag "Voksnes syn på børn og opdragelse" havde opnået en lignende konklusion, hvis deres undersøgelse havde forsket i seksuelt misbrug i stedet for grænsetænkning. Jeg tror, at svaret ville blive ja.

 

(Om Moscovici, se ydermere under Serge Moscovici, 1990, i litteraturlisten.)

 

 

 

Nogle kvinder, som har udtalt sig positivt

af Peter Schmidt i Information d. 2. november 1988.

("Løgn eller blokering" var indlæggets overskrift i Information. Jeg bringer det her for at demonstrere bare en brøkdel af den uvidenhed der findes på området. Faktum er at mange kvinder har udtalt sig om positivt erfaret incest.)

 

I Information d. 22.10.1988 udtalte både (Ingrid) Leth og Joan-søstrene, "...at man aldrig hører kvinder tale positivt om incest eller pædofili". På grund af pladsmangel er det umuligt at opremse de utallige steder og tidspunkter, hvor en række kvinders positive udsagn om incest og pædofili er blevet offentliggjort. Når Leth m.fl. siger, at de ikke kender noget til sådanne kvinder, må der være tale om en uoverstigelig vidensblokering. Jeg håber ikke, at der er tale om en bevidst løgn!

 

Hvis psykolog Ingrid Leth taler ærligt ("Troldsplint i den voksne seksualitet", Information 22.10.1988), skal hun være uvidende om følgende kvinder, der har omtalt pædofili eller incest som også værende positivt:

1) Rachel Bæklund, journalist og redaktør af Ekstra Bladets daværende "Kærlighedskarrusellen", skrev en meget positiv foromtale af en udsendelse fra Danmarks Radio "Far, må jeg lege med din tissemand?" (17.8.1982). Heri udtaler bl.a. en kvindelig pædofil sig om sit positive forhold til en 13-årig dreng.

Herudover har den italienske kommunist, journalist og feminist, Elena Gianini Belotti, forfatteren til bogen "Sådan bliver du pige" (Demos, 1980), udtalt sig om det pågældende forhold til den 13-årige dreng: "Jeg synes, at historien om kvinden, der elsker en lille dreng, er meget poetisk. Beskrivelsen af deres møde er fuld af poesi, skønhed og ømhed, som netop er de helt særlige følelser, der kan være i et forhold". Berlotti´s udsagn har jeg i skrift og på bånd fra en italiensk radiodebat fra efteråret 1983. Rachel Bæklund skrev også en meget positiv anmeldelse af pædofilgruppens bog "Forbrydelse uden offer" (Tiderne Skifter, 1986) i Ekstra Bladet d. 10.1.1987.

2) Mindst tre kvindelige forskere har dokumenteret positiv incest ("Children & Sex", Martinson/Constantine, Little Brown, Boston, 1981).

3) Ifølge feministen Germaine Greer er det ikke ualmindeligt for mødre blandt en række folkeslag (heriblandt italienerne), at give deres børn godnatkys med munden direkte på barnets kønsdele. For den samme handling med vores eget barn kunne vi strengt juridisk set sigtes for "anden kønslig omgængelse end samleje", og det vil sige incest. Dansk lovgivning rummer mulighed for at idømme fængselsstraf i op til 10 år for den omtalte handling, når barnet er under 12 år! Greer omtaler denne skik som noget meget positivt. Se Information: "Alt for meget prævention - til alt for lidt sex", af Søren Vinterberg, 1.12.1984.

4) Den 25.11.1985 sendte jeg en fem-en-halv time lang radiotelefondebat om positiv incest fra Radio Vesterbro i København. Psykologen og kvinden Jette Bach var en af gæsterne i studiet, som fortalte en telefonstorm af lyttere, hvordan det kan være, at der findes positiv incest. Pudsigt nok var ca. halvdelen af opringningerne også personlige beretninger om positiv incest.

5) Den 18.8.1986 skrev kvinden og lægen Hanne Risør en meget positiv anmeldelse af bogen om pædofili "Forbrydelse uden offer" i Ugeskrift for læger.

 

 

 

 

Vi skal vide mere om incest

(Fra "hele og FRIE børn", november 1992, under forfatternavnet Jørgen Rasmussen.)

Under medie-hetzen blev flere af de citater der vagte opsigt taget ud af deres oprindelige sammenhæng, som nævnt i starten af "Korrespondancen" i 5. del her i bogen. Derfor har jeg valgt at bringe et længere uddrag af afsnittet oprindelig trykt "hele og FRIE børn".

 

Hovedpunkterne i nærværende artikel blev iøvrigt trykt i mit fagblad "Børn & unge" i midten af 80´erne under mit navn Peter Schmidt. (hhv. nr 42 og 50 i 1987.) og skabte dengang ligeledes en voldsom reaktion.

 

Der vil sandsynligvis gå lang tid endnu, før vi får fuld klarhed i incestsager. Jo flere aspekter, vi får belyst, desto bedre. For børnenes skyld skal vi sætte os mere ind i incest.

En forudsætning for at kunne varetage barnets tarv i incestsager, er at overvinde vor egen angst og ubehag. Der er ingen af os, der bryder sig om at blive beskyldt for at ville blande os i andres privatliv. Men det skal vi, når det er nødvendigt, og det skal altid ske på et forsvarligt grundlag.

En åben verbalisering parterne imellem ville kunne ophæve eventuelle efterfølgende samfundsskabte skyld- og skamfølelser hos de fleste.

På nuværende tidspunkt i incestdebatten må det være på sin plads at fremhæve én side ved incest, som ofte overses hos de fleste incestbehandlere, nemlig det, som lektor ved Aalborg Universitetscenter, cand.psych. Hans Hessellund skrev om i sin anmeldelse af antologien "Children and Sex" i både Nordisk Psykologi (nr. 1, 1983) og i Ekstra Bladet (26.1.84). Her bringer jeg uddraget fra Ekstra Bladet, fordi sproget ikke er fagligt: "Blodskamsoplevelser og børns seksuelle forhold til voksne behøver ikke altid at være skræmmende. Det viser sig nemlig, at skræmte forældre og voksnes aggressive reaktioner på børns seksuelle oplevelser skaber angst hos børnene (og dermed uoverskuelige problemer for fremtiden, Peter Schmidt.), mens deres seksuelle oplevelser i en socialt positiv atmosfære ser ud til at være gavnlige for børnenes videre personlighedsudvikling."

Samlingen "Children and Sex", (som jo omtales flere gange i nærværende bog, Peter Schmidt.) er en håndbog for fagfolk og andre. Den omfatter 23 professionelle bidrags-yderes indlæg om børn og sex. Bogen handler om alle former for seksualitet lige fra onani til et kapitel om børns seksuelle frigørelse. Antologien gennemgår børns seksualitet i bredde og dybde på en nuanceret, alsidig og videnskabelig måde. Emner som magt, angst, skyldfølelser, debut, hvad vil det sige, at et barn deltager i sex?, seksualisering, aldersforskel, fortrolighed, børns seksualviden, selv-evaluering, seksuelle relationer, skader, seksuelt misbrug, børneporno, definitioner og begreber desangående, børns seksualitet i globalt perspektiv og meget mere, behandles indgående.

 

Kvindelige forskere ser plus-siderne

Jeg har kendskab til fire kvinder, som åbent anerkender positiv incest. Tre er amerikanske forskere og én er dansk psykolog. To af disse tre amerikanere (Carolyn L. Symonds og Maureen J. Mendoza) har gennemført en undersøgelse, trykt i "Children and Sex", (s. 161), hvori følgende fremgår:

 

"Konklusion:

 

Incestadfærd finder sted i en hemmelighedsfuld atmosfære. Mange af deltagerne i vores undersøgelse kom fra familier, hvor der ikke blev talt om sex - som om det ikke eksisterede. Meget få har nogensinde talt om deres incestoplevelser. Incest-tabuet, som ikke forhindrede incesthandlingerne, blokerede med succes al kommunikation derom. (Som vi allerede har påpeget, var der i en familie en datter, der opretholdt et seksuelt forhold til moderen, såvel som til faderen, hvoraf ingen af forældrene kendte den andens engagement, før faderen tilfældigvis opdagede mor og datter i sengen.)

I de situationer, hvor skyldfølelser udviklede sig, så det ofte ud til at hænge sammen med hemmeligholdelsen af forholdet, som om alt hvad der krævede så megen hemmelighed måtte være forkert. Som angivet i studier af social nudisme (Hartman et al., 1971), kan de hemmeligheder, som en familie deler, men som offentligheden ikke har kendskab til, opleves positivt og være med til at holde familien sammen. I vores undersøgelse var der i de familier, som var åbne og udgjorde gruppeægteskaber eller storfamilier, tillidsfulde og sikre forhold. Faktisk rapporterede 80% af alle svarpersonerne positive følelser overfor de slægtninge, som de havde haft incestrelationer sammen med. Af disse havde en trediedel imidlertid udviklet skyldfølelser, som de tilskrev samfundets syn på incest som værende forkert (20% af alle svarpersoner mente, at incest var forkert).

Om ikke andet viser vores undersøgelse farerne, ved at generalisere om incest ud fra fængslede eller andre på forhånd udvalgte samfundsgrupper (f.eks. dem i terapi). Vi indrømmer, at der også er en fare ved at slutte ud fra de foreliggende kendsgerninger, idet disse er fremkommet på grundlag af deltagere, der har reflekteret på en annonce, og som er villige til anonymt at dele nogle af deres tidligere oplevelser med andre. Men hvis vi skal generalisere, vil vi på trods af Westermarck hævde, at der er erotiske følelser blandt børn, som vokser op sammen, og at seksuelle relationer mellem søskende eller andre nært beslægtede kan være en forsvarlig måde for børn at tilfredsstille deres første seksuelle nysgerrighed. Seksuel kontakt mellem forældre og børn kan undertiden give barnet en bred introduktion til seksuel praksis, navnlig i et trygt og ikke truende miljø. Svarpersonerne hævdede, at der ingen vanskeligheder var ved at opretholde den sociale orden og de disciplinære forhold i familien. I de tilfælde, hvor en af forældrene og et barn havde seksuel kontakt, fremgik det, at nogen favorisering havde udviklet sig. (Man undrer sig dog over, hvad der kommer først, sex eller favorisering?) Og udover det, som foregik seksuelt, fortsatte alle de tidligere etablerede mønstre. En families måde at fungere på er en form for rollespil, og tilpassede individer lærer rollernes formål i familien, ligesom de tilpasser sig deres erhverv eller deres samfundsgruppe.

Snarere end at bidrage til en opløsning af familien, førte de incestuøse forhold til større følelsesmæssig nærhed for over halvdelen af vore svarpersoner.

Vi overvejer den hypotese, at afskyen for seksuel kontakt imellem slægtninge udelukkende er et socialt forbud, der kun har lidt med erfaring at gøre (practice). Denne afsky kan have været et brugbart tabu før i tiden, da indavl ikke på anden vis kunne undgås, men med opfindelsen af forebyggende midler har situationen ændret sig, og seksuel kontakt anses som ønskværdig af andre grunde end forplantning. Vi vil ikke acceptere incest under tvang, eller som et led i en magtkamp, ligesom al anden adfærd frembragt på denne måde er uacceptabel. Det ser ud som om, at hvor incestforhold ikke skader, og hvor de har nogen positiv værdi for de implicerede, der skulle man gøre mindre ud af incestforbudet snarere end at forstærke det."

Den tredie amerikanske kvinde, som skriver i "Children and Sex", er Joan A. Nelson (s. 163): "Som jeg mindes det, tilhører min tid (med incest, Peter Schmidt.) en af de lykkeligste perioder i mit liv". Og i hendes kapitel om incest: "The Impact of Incest: Factors in Self-evaluation" kan vi læse, at "... 25% af yngre deltagere (i hendes undersøgelse, Peter Schmidt.) i voksen/barn forhold fremlagde positive evalueringer..... 50% af yngre deltagere blandt jævnaldrende vurderede deres oplevelser positivt..." (s. 170). Om de helt unge børn får vi at vide, at "...18% af oplevelserne før barnets 10. år bliver evalueret positivt" (s. 168).

Selv i tilfælde med fuldbyrdet samleje var knap halvdelen af besvarelserne positive: 19 ud af 40 svarpersoner angav disse som positive. Flere end 75% af ikke-krænkende (non-explorative) tilfælde blev vurderet som værende positive (s. 171).

Den fjerde kvinde er Jette Bach, som er dansk psykolog. Da jeg i sin tid producerede en fem timer lang nat udsendelse om incest fra Radio Vesterbro i København

(genfortalt i uddrag her i bogens 2. del), var Jette Bach én af gæsterne i studiet. Sammen med cand.psych. Bent Petersen forklarede hun dengang overfor en telefonstorm af lyttere, hvordan det kunne være, at der findes positive incestoplevelser. Men pudsigt nok var ca. halvdelen af opringningerne også personlige beretninger om positiv incest, og Jette Bachs diskussioner med de implicerede i sådanne positive forhold bekræftes af "Children and Sex".

 

En konklusion på hele bogen

I bogens konklusion skriver en af redaktørerne, Larry L. Constantine, bl.a.:

 

"Konklusioner og syntese (s. 238):

For at gøre en så stor og forskelligartet samling af resultater - som de 30 undersøgelser i dette kapitel er - tilgængelig, ville det være nyttigt med en kompakt og enkel model til at redegøre for størstedelen af de udledte tendenser, der har med de forskellige undersøgelser at gøre. I al sin enkelhed viser forskningens litteratur, at der hverken findes et på forhånd givet uundgåeligt udfald eller et sæt af følelsesmæssige reaktioner på incest, eller seksuelle oplevelser (encounters) mellem børn og voksne. De mere negative udfald er forbundet med uvidenhed om seksualitet; med negative holdninger til sex; med spændte situationer; med pression (force), tvang (coercion) og brutalitet; og med ikke-støttende, ikke-kommunikerende, eller fordomsfulde voksenreaktioner.

Kortfattet, har følgende forhold vist sig at kunne redegøre for den største variation i udvalg og evaluering af oplevelsen, lige fra negativ til positiv:

1. Barnets fornemmelse af at være fritstillet til at sige ja eller nej til at deltage.

2. Barnets tidligere seksualviden og seksualværdier angående seksuelle handlinger.

3. Familiemedlemmers og andres efterfølgende kommunikation angående oplevelsen.

4. Kvaliteten af forholdene i barnets sociale netværk (the child´s support system)" (s. 238).

 

Efter disse 4 kriterier uddyber Constantine sine konklusioner og syntese af bogen, og den interesserede læser henvises til denne.

 

Kilde:

Antologien "Children and Sex: New Findings, New Perspectives". Little, Brown & Co., Boston 1981. Redigeret af Larry L. Constantine & Floyd N. Martinson.

 

Ud fra en psykoanalytisk indsigt i menneskets seksuelle natur vedkender jeg, at alle mennesker er i besiddelse, i det mindste, af rester af enhver menneskelig seksualitet. Dvs. at vi alle også har noget pædofili og sado-masochisme m.m. i vores seksuelle personligheder. Ethvert menneske vil med ret kunne tale om sin sadomasochisme, pædofili osv. uden automatisk at være sadomasochist, pædofil m.m. Vedkender vi alle dette, vil den enkelte og samfundet mere realistisk kunne håndtere virkeligheden i og omkring os. At vedkende dette, har selvsagt intet at gøre med at være pædofil, sadomasochist eller nogen anden bestemt seksualitet, tværtimod!

Dette grundsyn på den menneskelige seksualitet har jeg givet udtryk for i mere end 20 år; både offentligt og privat.

 

Peter Schmidt.

 

 

4. del:

 

 

 

Et gammelt ord og etik

 

 

 

 

Nogle ord om et ord

(af Peter Schmidt, Ny Sexualpolitik nr. 1, 1993.)

 

 

Cest i ordet incest svarer til det latinske castus, der stammer fra sanskrit med forskellige betydninger: instrueret, uddannet, velklædt, ren, kysk. In betyder u- eller ikke.

Jeg har altid kunnet lide ordet incest. Og efter, at jeg har fået in og cest´s sproghistoriske betydninger nærmere præciseret, er jeg endda blevet vildt forelsket i dette gamle ord.

Tænk blot på betydningerne i de her rekonstruerede danske ækvivalenter: ikke-instrueret og ikke-uddannet. Det får mig straks til at tænke på Pink Floyd´s "The Wall" og især nummeret "We don´t need no education". Jeg tror nok, at ikke-uddannet her betyder noget mere i retning af ikke-dannet end egentlig ikke-uddannet. Education Impossible. Enhver anti-pædagog må da blive helt eksalteret over disse etymologiske perler! Og hvad med denne betydning: ikke-velklædt (som i øvrigt minder mig om, at jeg hader hvid skjorte, slips og jakke - hellere afslappet og almindelig påklædt, eller endnu bedre, helt afklædt!)? Så er der betydningen ikke-ren (uren), men hvem gider kun det rene? Hvorfor ikke det blandede, det både-og, det perverse, griseriet, naturen, det forskellige og mangfoldige? Hvis der leksikalsk overhovedet er - eller har været - noget seksuelt i ordet incest, så må det vel ligge i det ikke-kyske. Og kan man lide sex, kan man jo lide dét, at der er nogen, som ikke længere er kysk.

Ikke-instrueret, ikke-uddannet, ikke-velklædt, ikke-ren, ikke-kysk. Jamen, dette er jo den rene natur, det dyriske, det dionysiske, det polymorft perverse. Og når jeg tænker på, vi lever i en naturfjendsk kultur, en økologisk fjendsk civilisation, så kan jeg ikke andet end at elske ordet incest!

Dette til trods for, at ordet i tidens løb har fået indskudt og påklistret adskillige lig i lasten, som f.eks. voldtægt og krænkelse. De her nævnte rekonstruerede danske ækvivalenter kan anvendes på en konstruktiv/konstruktivistisk måde. Der er masser af positiv værdi i ordet incest! Men for at ingen skal tro, at jeg er sprogimperialist, vil jeg alligevel foreslå nogle neutrale ikke-værdiladede alternativer til dem, som måtte ønske det: forælder/barn- og søskendesex, husstandssex, slægtskabssex, men ikke familiesex (familie er etymologisk = de slaver man(d) ejer!). I øvrigt er der i dag ingen rationel grund til ikke at dyrke incest i praksis, hvis nogen måtte have lyst til det - lige bortset fra, at det i visse tilfælde er ulovligt, samt at utallige incestbehandlere og deres sympatisører hellere end gerne så den incestimplicerede voksne "lynchet", eller ikke meget bedre - "behandlet".

 

Vikingernes ord for incest

I vores førkristne germanske samfund omfattede incest kun seksuelle forhold mellem søskende og mellem slægtninge i ret op- eller nedadstigende linie. Og der var undtagelser, hvor i hvert fald søskende-incest var tilladt. Dengang hed det ikke incest, men frændsemisspell i Norge, på Island, i Sverige og formentlig også i Danmark, blot med små variationer i stavemåde. Frændsemisspell var et verdsligt udtryk for incest og gudsifjaspell et religiøst. Frændsemi betød slægtskab og spell betød skade eller ødelæggelse. Det vil sige, at ordet frændsemisspell var udtryk for et forælder/barn- eller søskende-forhold, hvori der lå en ikke-religiøs vurdering af, at forholdet var skadeligt/ødelæggende. Og i den antageligt ikke særlig socialmobile oldtid, uden sikre præventionsmidler, var det rationelt at forbyde flere generationers indavl. (Gode præventionsmidler kunne teoretisk set have erstattet et forbud mod indavl. Peter Schmidt.)

Den kristne kirke havde udvidet romerrettens ægteskabsforbud for de nærmeste slægtskabsgrader. Med kristendommens indføring fulgte, at tros- og moralspørgsmål, heriblandt incest, blev gjort til en "samfundssag". Alt dette blev en nyskabelse i Norden og måske mange andre steder i verden.

I Sverige blev der i slutningen af middelalderen ydermere indført et helt andet ord for incest i de verdslige domstole, og det var kætteri. Ordet blev brugt i et helt århundrede og ved de ikke-religiøse domstole.

I dag har mange incestbehandlere og deres meningsfæller udvidet begrebet incest til at omfatte seksuelle forhold mellem ikke-beslægtede voksne og børn som f.eks. skolelærer/elev og endda pædofile forhold helt udenfor familie- og ægteskabsrelationer. Dette er muligvis den største udvidelse af incestbegrebet siden slutningen af middelalderen!

 

To strategier

At ordet incest fra tidernes morgen har betydet mange forskellige ting og stadig gør det i dag, er ikke det væsentligste problem, men det er til gengæld en monopolisering af en af definitionerne. Det står naturligvis enhver frit for, at anvende helt nye ord eller bruge de gamle med en ny betydning. I starten af 70´erne begyndte de homoseksuelle at forvandle det tidligere "grimme" ord bøsse til et neutralt ord. Hvis man anvender en lignende strategi for ordet incest ved vedvarende at bruge det på en ny og neutral måde, kan det muligvis med tiden gennemgå en lignende forvandlingsproces.

Begge strategier er for mig brugbare og farbare veje frem. Vælg selv strategi og bliv ordfornyer! Du er også ordfornyer, hvis du søger at genindføre ordets ældste betydninger. I øvrigt tror jeg, at sprogudviklingen i fremtiden vil tilskrive seksualorientering væsentlig mindre værdi og seksualadfærd mere værdi end i dag - handlingen og ikke en bestemt identitet bliver det mest interessante, fordi vi alle har alle seksualiteter i os; og i et frit samfund vil der ikke være noget som forhindrer disse i at blomstre!

 

(Ovenfor omtalte beskrivelser af incestbegrebet historisk set, er udelukkende negative. Forskellen mellem mit uortodokse incestbegreb og mange andres er, at jeg ikke unuanceret mener at incest altid er skadeligt, bl. a. fordi der ikke er nogen dokumentation for at følgerne altid er skadelige. Peter Schmidt.)

 

 

Kilder:

Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bd. 7, København 1962.

Lexicon Mediae Latinitatis Danicae, 1992.

Latin-dansk, Gyldendals Røde ordbøger, 1987.

Etymologi - Ordenes historie, Gyldendals Røde Ordbøger, 1987.

Dictionaire Etymologique de la Langue, Historie des Mots, 1967.

Familiens, privatejendommens og statens oprindelse af Friedrich Engels, Politisk Revy 1971.

 

 

Målet er den størst mulige

tryghedsfølelse

 

Etik og moral - to verdener

 

Den følgende tekst blev fremlagt som diskussionsoplæg på et IPCE-møde (se slutnote 1) i Holland i 1994. Den er skrevet som reaktion på Peter Schmidt´s artikel "Fire primære kriterier...", som blev fremlagt på IPCE-mødet i ´93, og som kan ses i Ny sexualpolitik 1/94 (Vinter 1994).

 

 

Dette papir er forelagt de hollandske arbejdsgrupper for pædofili i NVSH (Den Hollandske Forening for Seksualreformer, en stor hollandsk paraplyorganisation for grupper og mindre foreninger for forskellige seksuelle minoriteter, red.) i 1994. Det forsøger at udskille og sammenligne en række punkter i to forskellige virkeligheder, som begge eksisterer. De fleste aviser og andre medier beskæftiger sig kun med seksuelt misbrug. Dette papir beskriver også positivt erfarede erotisk-seksuelle møder mellem voksne og børn. Forfatterne er bevidste om den kendsgerning, at beskrivelserne er ekstreme modpoler, og at der reelt findes mange gradueringer mellem yderpunkterne.

__________________________________________________________________________

 

Seksuelt misbrug af børn

 

 

1. Vold, trusler om vold, bedrag, afpres-

ning (følelsesmæssigt), overfald og voldtægt.

 

2. Barnet føler, at det er umuligt at trække

sig ud af den seksuelle aktivitet. Barnet

ønsker, at aktiviteten ophører, men den

voksne forhindrer dette. Magtmisbrug og

anden intimidering muliggør misbrug over

længere tid.

 

3. Den voksnes begær er eneste kriterium.

Barnets erotiske behov ignoreres. Barnet

er en passiv partner og et sexobjekt.

 

 

 

4. Hemmeligholdelse påtvinges. Barnets

skamfølelser udnyttes. Hvis den seksuelle

aktivitet opdages, føler barnet skyldfølelse,

selv om barnet i virkeligheden slet ikke

ønskede den seksuelle handling/aktivitet.

 

5. Stemningen er trykkende, ingen tryg-

heds- og intimitetsfølelse.

 

6. Forholdet er ikke ligeværdigt. Undertrykkelse, autoritet og manipulation anvendes.

 

 

7. Den voksne er ikke interesseret i barnet

som person, kun som lejlighedsvis sexobjekt.

 

 

8. Kun et spinkelt fælles grundlag/fælles-

skab. Barnet er isoleret fra jævnaldrende

og andre. Den voksne gør krav på barnet.

 

9. Ingen åben kommunikation. Alle emotio-

nelle udtryksformer undertrykkes.

 

 

10. Der er ingen interesse i åbenhed. Inden

for institutioner som familien eller skolen

opretholdes tavshed ud fra egne interesser.

 

11. I institutionerne er det småt med kærlig-

hed og opmærksomhed. I disse tilfælde er

der større risiko for, at barnet af den voksne

gøres fikseret på seksualiteten.

 

12. Barnet har ikke (haft) mulighed for at

vælge sin seksualpartner.

 

 

 

13. Barnet anses ikke for at være en fuld-

stændig ligeværdig partner.

 

 

14. Barnet udstråler frygt og afsky. Man

kan se, at barnet beder om hjælp.

 

 

 

 

15. Senere, som teenager og voksen, kan (4)

barndommens seksuelle oplevelser føre til

dysfunktion.

 

Positivt erfarede erotisk og/eller seksuelle relationer mellem voksne og børn

 

1. Spontanitet og venskab, som nydes sammen.

 

 

2. Barnet kan når som helst trække sig tilbage, alt efter eget ønske. Den voksne respekterer barnets ønske.

 

 

 

 

3. Samspil på det personlige og seksuelle niveau. Barnets begær tages alvorligt. Aktiviteten er tilpasset det konkrete barns individualitet og egenart (2). Den voksne deltager i barnets seksualitet.

 

4. Man prøver at være så åben som moralen og omgivelserne tillader. Ens velbefindende udtrykkes verbalt og nonverbalt overfor hinanden i løbet af forholdet.

 

 

5. Målet er den størst mulige tryghedsfølelse.

 

 

6. Målet er at skabe et ligeværdigt part-nerskab. I tilfælde af et længerevarende forhold udvikles venskab.

 

7. Den voksne udtrykker interesse for barnets verden. Der opleves fællesskab, selv ved et éngangsmøde.

 

8. Der er plads til ungdomskultur og kontakt til andre. Målet er, at den yngre partner opnår uafhængighed. Interesser deles.

 

9. Målet er mere plads til at udtrykke følelser. Magten i forholdet er balanceret. Barnet og den voksne deler magten.

 

10. Målet er at være i stand til at snakke om forholdet med andre børn og voksne.

 

 

11. Den voksne har en reel interesse i barnets seksuelle følelser. Han/hun ønsker et samspil på barnets niveau. Forholdet er et værdifuldt supplement til barnets liv i øvrigt.

 

12. Barnet har (haft) frihed til at vælge en hvilken som helst voksen som seksualpartner, forudsat naturligvis, at den voksne selv ønsker at tage imod et sådant tilbud (3).

 

13. Barnet respekteres som den person, det er. Der lægges ikke pres på barnet for at ændre det.

 

14. Barnets dominerende følelse er glæde. Alligevel kan barnet af og til føle uro p.g.a. samfundets almindelige moral. På trods af dette søger barnet at udtrykke positive følelser overfor omgivelserne.

 

15. Senere, som teenager og voksen, opleves seksuelle erfaringer positivt. Undertiden mere positivt end for mange voksne, som ikke har haft seksuelle oplevelser som børn.

 

 

 

 

Noter til anti-pædagogiske ændringer i hollændernes papir, foretaget af Peter Schmidt:

 

1 International Paedophile & Child Emancipation. Teksten er skrevet af Paul og Bart, i Holland og oversat af Peter Schmidt. Der bør tages højde for, at denne danske oversættelse bygger på en engelsk oversættelse af den oprindelige hollandske tekst.

 

2 Jeg har udskiftet hollændernes "barnets psykoseksuelle niveau" med mit "det konkrete barns individualitet og egenart". Dvs. det konkrete barns ønsker og behov, helt uanset et eller andet empirisk observeret "psykoseksuelt niveau". At rette sig efter et såkaldt objektivt "psykoseksuelt niveau" vil blot resultere i, at barnet bliver sat i en a priori "kasse", som ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser det i virkeligheden helt unikke menneske, der er tale om - det konkrete barn, du står overfor. Jeg synes, at hollænderne burde droppe alle forestillinger og begreber om bestemte "udviklingstrin" og "psykoseksuelle niveauer". Sidstnævnte er alt for ofte blevet anvendt til at tvangsnormalisere og kontrollere menneskelig adfærd. Dette har jeg bl.a. skrevet om i min bog "hele og FRIE børn".

 

3 Det kursiverede er min tilføjelse til hollændernes punkt 12.

 

4 Det er heldigvis ikke alt - måske langt fra alt - seksuelt misbrug, der fører til dysfunktion som voksen. Derfor har jeg skiftet "vil" ud med "kan" foran "barndommens seksuelle".

 

 

 

Børn har krav på selvbestemmelse

Fra mit professionelle arbejde med børn og unge ved jeg, at børn sagtens kan sige fra, når der er noget, som ikke passer dem. Det ved pædagoger og forældre også, bl.a. på baggrund af at mange børn/voksne skænderier ofte bunder i, at voksne ikke vil anerkende børns ret til selv at bestemme over deres eget liv. Derfor undrer det mig, at formanden for Børns Vilkår , psykolog og cand. pæd. John Aasted Halse, ikke mener, at børn kan sige fra over for voksne.

I dag bevæger store dele af den sociale og samfundsmæssige udvikling sig henimod mere selvbestemmelse og decentralisering for alle mennesker, inklusive børn. Børn har ret til medbestemmelse over fælles anliggender og ret til selvbestemmelse, når det drejer sig om egne interesser. Jeg mener ikke, at det er forsvarligt at behandle seksualitet principielt anderledes end så mange andre ting, børn har med at gøre til dagligt. Halse er simpelt hen for bombastisk og totalt unuanceret, når han fremfører ... "Og alle børn, der har haft et seksuelt forhold til en voksen, vil blive påvirket i negativ retning, både følelsesmæssigt og seksuelt." ... ("Ulovlige lyster", Jyllands-Posten, 15/7).

 

I min bog "hele og FRIE børn" samt gennem et længerevarende kendskab til nogle pædofile og deres forhold er jeg nået frem til en større afklaring om, hvordan vi voksne kan gøre mere for at sikre børn deres menneskerettigheder og selvbestemmelse - også på det seksuelle område.

Jeg synes, at det er betænkeligt, at formanden for en organisation, der skal varetage børns interesser, så kategorisk afviser børns principielle ret til selvbestemmelse på områder, der vedrører dem selv. Desværre fik jeg ikke mulighed for at tale med Halse, da både han og undertegnede for nylig afholdt hver vores foredrag på Brenderup Højskole på Fyn. Måske ville en sådan dialog have afklaret nogle af vores vidt forskellige synspunkter.

Peter Schmidt - forfatternavn Jørgen Rasmussen

(Jyllands-Posten 29/7-1993)

 

 

 

Etik

 

 

Dette afsnit om etik er tiltænkt registrerede partnerskaber, ægteskaber og alle forhold hvori der indgår en seksuel relation - uanset alder, køn, race, seksualorientering og de seksuelle handlinger.

Reflektionerne udgør ikke objektive, generelle eller a priori kriterier, men svarer til nogle ikke-pædagogiske overvejelser, som måske kan gøre det nemmere for den enkelte at vurdere og beskytte de seksuelle grænser, som jeg tror alle mennesker har, men som vel at mærke er subjektive, unikke og flydende i tid og rum. I ét øjeblik kan den mere resource-stærk person blive til den mindre resource-stærk person og omvendt. I virkeligheden burde enhver kun bestemme over egne grænser.

 

 

Men hvad er "seksuelle grænser"?

Mine seksuelle grænser er for mig de subjektivt oplevede felter, indenfor hvilke jeg er i balance og tryg ved mine omgivelser og mig selv. Jeg tror, at seksuelle grænser kan være i bevægelse hele tiden, de kan være forskellige fra øjeblik til øjeblik eller livslange. Jeg tror, at disse grænser har grundlæggende betydning for den enkelte i nuet. Det er måske i dette nu, at grænsen udgør en afgørende værdi for menneskets selvværd.

 

Hvad betyder "at beskytte" vore seksuelle grænser ?

At beskytte vore seksuelle grænser betyder for mig, at vi bidrager til at sikre vores egne og andres selvvalgte grænser. Disse kan være vidt forskellige fra person til person. Vi kan støtte hinanden på især hver enkelt persons egne præmisser, med fuld respekt for alles ret til at gøre egne erfaringer, helt uden formynderi.

Jeg tror, at etik er noget andet end love, regler eller et skema. Etik er for mig dialog, åbenhed og reflektion. Jeg er overbevist om, at etik altid er personlig ligesom kærlighed altid er personlig. Jeg har valgt at stille spørgsmål i følgende reflektioner, da jeg mener, at spørgsmålsformen er den bedst egnede, fremfor påstande om rigtigt og forkert. Spørgsmålene indebærer trods alt en direkte opfordring til reflektion mere end en kommanderende og bedrevidende påståelighed. Hvis spørgsmålene virker ledende er det fordi jeg vil henlede opmærksomhed på noget, ikke fordi nogen skal beslutte eller bestemme på en andens vegne.

I mine overvejelser bruger jeg konsekvent udtrykkene "den mere ressourcestærke person (= RSP)" og "den mindre ressourcestærke person (= rsp)", fordi jeg tror, at der i ethvert forhold vil være situationer, hvor den ene part er mere ressourcestærk end den anden, og fordi det er i disse situationer, efter min mening, at de etiske overvejelser bliver mest interessante. I denne forbindelse tror jeg at følgende overvejelser er blandt de vigtigste. Eventuelle afgørelser kan ikke træffes på andres vejene, men kun af én selv og for én selv. Det er et spørgsmål mellem den enkelte og egen samvittighed, i gamle dage ville man have sagt at det er et spørgsmål mellem det enkelte menneske og dets gud:

 

Nogle overvejelser:

Var de implicerede opmærksomme på hinandens velbefindende?

 

* Jo mindre ressourcestærk den ene part er i forhold til den anden, jo mere åbenhed bør der være i forholdet. Var en sådan åbenhed til stede? Ingen er jo helt lige.

 

* Havde deltageren med flest personlige ressourcer søgt at sikre den andens ønske om tryghed eller et eventuelt behov for spænding?

 

* RSP burde, efter min mening, give den anden part klar og utvetydig besked i handling og ord, om at der ikke stilles seksuelle krav overhovedet til vedkommende. Blev der stillet seksuelle krav til rsp?

 

* Den stærkeste og mest erfarne part burde støtte den anden i at udvikle sig til større uafhængighed af deres forhold. Var en sådan udvikling undervejs?

 

* Blev rsp´s ønske(r) respekteret?

 

* rsp vil måske kunne drage fordel af at vide, at vedkommende bliver påskønnet. Kunne begge parter mærke dette?

 

* Jeg tror, at begge vil kunne drage fordel af at kunne udtrykke vrede og egen fri vilje. Kunne begge parter udtrykke disse følelser?

 

* Jeg tror ikke, det er godt, at nogen isoleres - fra mennesker som er anderledes end os selv eller f.eks. fra jævnaldrende. Havde alle implicerede reel mulighed for at bryde en evt. ufrivillig isolation?

 

* Intet menneske behøver at få skyldfølelser ved at tro, at det har taget kærligheden fra én person til fordel for en anden. Opstod der skyldfølelser? Jeg tror, at kærlighed har ret til at være der, hvor den selv vil være. Det er måske en god idé at tilkendegive dette for hinanden.

 

* Såfremt rsp har oplevet en seksuel handling som noget rart og godt, er den største gevinst for rsp, at RSP bekræfter rsp i hans/hendes følelser. Bekræftede RSP evt. positive følelser hos den anden?

 

* Er RSP i tvivl om, hvad den anden ønsker, bør RSP her være tilbageholdende med egne ønsker, som måske ikke falder sammen med partnerens. Var der tvivl?

 

* Var parterne i forholdet opmærksomme på, hvordan evt. alkoholindtagelse eller andet påvirker ens sanser og perceptionsevne? Var nogen påvirket, så det fik negative følger for især rsp?

 

* Det er en fordel for rsp, at dennes omgivelser er positivt indstillet overfor al seksualitet, blot dette foregår på især rsp´s præmisser. Var RSP bevidst om fordelene ved et positivt indstillet miljø, når forholdet foregår på rsp´s præmisser, og søgte RSP at handle derefter?

 

* En seksuel hemmelighed er uskadelig, så længe den bevares inden for en kreds af seksualpositive og indforståede personer. Det kan være en fordel for de implicerede, at de støttes i udfoldelse af hver deres seksualitet og får at vide, at der intet forkert er heri, også selv om andre måske siger noget andet. Opnåede de pågældende en sådan støtte?

 

* Der bør ikke foregå nogen ikke-legende handel i forholdet (dvs. bestikkelse, belønning for noget, som ikke var ønsket i sig selv, eller en ikke-lystbetonet straf). Dette udelukker ikke uegennyttig gavegivning i begrænset omfang. Dvs. blev gaven givet med henblik på at opnå en egentlig ikke-lystbetonet ydelse hos rsp, ja, så burde denne gavegivning ikke have fundet sted. Var RSP´s evt. gavegivning uegennyttig?

 

* Hvis bare en af parterne oplever grænsen mellem en positiv og en negativ seksuel handling som uklar bør man, efter min mening, undgå den pågældende handling. Ansvaret i et seksuelt forhold ligger primært hos RSP. Jo mindre ressourcestærk den ene part er, jo mere ansvar burde den anden påtage sig for at sikre rsp´s trivsel og omsorg. Var grænsen klar for den pågældende RSP? Handlede han/hun derefter?

 

* RSP er måske klar over, at en negativ holdning til seksuelle handlinger kan give rsp skyldfølelser. Det er vigtigt, at rsp forstår eller føler, at seksualitet ikke i sig selv er noget grimt. Kommer rsp fra et puritansk familiemiljø og synes han/hun i øvrigt at være påvirket af dette, så er det måske bedst at undlade seksuelle handlinger. Undlod den pågældende RSP seksuelle handlinger med rsp? Det kan være vanskeligt for RSP at være sikker på, hvad rsp, som er opvokset i en autoritær familie og er vant til at adlyde RSP i ét og alt, føler. I sådanne tilfælde kan det ligeledes være bedst at undlade seksuelle handlinger med rsp. Hvad gjorde RSP i denne situation?

 

* Passiv og aktiv adfærd kan være lige værdifulde. I princippet kan selv en gentagen, passiv adfærd være det rigtige for hvem som helst. Men en passiv holdning kan også være udtryk for, at han eller hun er bange. Var de implicerede sikre på, at især rsp var tryg, da vedkommende var passiv? Hvad følte rsp? Jeg tror, at det afgørende er, om de involverede personer føler lyst ved samværet og føler sig fritstillet til at trække sig tilbage. Også hos rsp kan man mærke, se på deres udstråling (eller mangel på samme), og man kan mærke lyst, høre glæde eller smerte i vedkommendes stemme. F.eks. kan vi se på kropsholdningen om denne har ændret sig, og om den relativt svagere part er på vej til at udvikle sig til et mere selvstændigt menneske. Samtidig kan det være frugtbart for de implicerede, at tænke over det evt. værdifulde i, at begge parter oplever mere vekslende rolleadfærd overfor hinanden. Oplevede den relativt svagere part samværet positivt?

 

 

A propos

En nyttig bog

om hvad incestbehandlere ikke skal fortage sig, hvis de har mistanke om tilfælde af seksuelt misbrug. Forfatterinden til denne bog er en af de mest konkret afslørende og interessante jeg længe har læst. Hun har skrevet en indsigtsfuld bog om incestindustrien First Do No Harm: The Sexual Abuse Industry, er fra New Zealand og hedder Felicity Good-Year Smith. Hun var tidligere ansat som politiets læge med opgave at undersøge voksne og børn udsat for seksuelt misbrug. I bogen går hun videre end blot at afsløre bl.a. tilfælde af falske anklager for incest og lignende, hun påpeger brugbare, faglige forudsætninger for at eliminere de problemer som incestindustrien selv har skabt samt problemer med medierne:

 

* Nødvendigheden af at basere behandlernes arbejdsmetoder på et videnskabe- ligt/fagligt, fremfor moralsk og politisk grundlag.

 

* Nødvendigheden af at få defineret og karakteriseret de børn som har seksuelle kontakter til voksne, og få evalueret disse karakteristika på en måde som anerkender positive tilfælde.

 

* Nødvendigheden af at terapeuterne ophører med at insistere på, at klienterne skal opfatte ikke-negativt oplevet sex som negativt, da et negativt syn påvirker i retning af et negativt udfald. En af de vigtigste anbefalinger er, at alle terapier underkastes samme effektivitets-evalueringer (effectiveness evaluations) som gælder medicinsk behandling. Terapierne bør evalueres, ikke kun for deres gavnlige virkning, men også for deres omkostninger, f.eks iatrogenesis ( d.v.s. den skade, behandlingen selv påfører klienten). Denne måde at tænke på er en integreret del af lægegerningen. Felicity Good-Year Smith mener, at det er uforsvarligt, at disse standarder ikke lige så vel gælder hele terapiområdet.

 

* Nødvendigheden af at alle "afdækkende interviews" bliver optaget på video, ikke kun det sidste. Dette vil vanskeliggøre tilfælde, hvor klienten påvirkes unødigt. Good-Year Smith har i føromtalte bog First Do No Harm (se litteraturlisten) givet os en detailleret dokumentation på den psykologiske, tvangsmæssige karakter i disse "afdækkende interviews," som i dag er en udbredt og almindelig praksis blandt behandlere på området.

* Nødvendigheden af at medierne opfører sig mere ansvarligt i deres dækning af emnet. Disse har hidtil været de vigtigste redskaber i spredningen af fejlagtige antagelser og påstande inden for børnemisbrugsindustrien, og har farvet befolkningens holdning fuldstændigt.

 

 

The judges of normality are present everywhere. We are in the society of the teacher-judge, the doctor-judge, the educator-judge, the social worker-judge: It is on them that the universal reign of the normative is based, and each individual, wherever he may find himself, subjects to it his body, his gestures, his behavour, his aptitudes, his achievements.

Michel Foucault

 

(Discipline & Punishment, N.Y., Pantheon, 1977, p. 304.)

 

 

 

 

 

5. del:

 

En seksualkritisk

 

anti-pædagogiks kamp

 

En dokumentation

 

"Anvendelse af ordet pædofil på den måde som det er sket i Politikens artikel, er ikke en overtrædelse af god presseskik."

Axel Kierkegaard, Bent A. Koch, Kaare R. Schou og Preben Sørensen, Pressenævnets kendelse, 18/5-1995.

 

"Politiken kaldte fritidspædagog Peter Schmidt for "erklæret pædofil" og skrev, at han "i en annonce tilbød børnepasning". Peter Schmidt er ikke pædofil og har ikke erklæret at være det. Han har ikke tilbudt børnepasning. Han sendte bladet et uagressivt læserbrev med korrektion af fejlene. Redaktionen afviste det. Så klagede han til Presssenævnet. Det gav Politiken medhold.

Jamen, det er da løgn?, Nej, hvert ord er sandt.

I modstrid med god retsskik undlader nævnet at motivere afgørelsen. Det er heller ikke let at argumentere for avisers ret til at skade en mand med usande påstande."

Leif Blædel, Weekendavisen 2/6-1995

 

Ill: Helside annonce for bogen hele og FRIE børn

 

Collage:

 

Ill: BT 26 januar,

 

Ill: BT 28 januar

 

Ill: Socialpædagogen 26 januar

 

samt Ill: Politiken 27 januar

Politiken 27/1-1995:

 

Da jeg var Sophomore (i 10. klasse) i high school i USA forsvarede jeg en dreng mod mobning. Så blev jeg selv udsat for et kortvarig bombardement af skældsord, dog med det resultat at ham, jeg forsvarede, slap for yderligere mobning. Sådan ca. har mit livsforløb tegnet sig lige siden.

Peter Schmidt.

 

 

 

Sokkelund Radio

interviewer Peter Schmidt d. 16/2-95:

 

 

Karsten: Vores næste punkt på programmet er en samtale med Peter Schmidt, der tidligere har gjort sig bemærket i en debat omkring pædofile og pædofili. For nogle uger siden kom Peter Schmidt uforvarende på forsiden af B.T., og Peter Schmidt er ikke enig i den fremstilling, der bliver givet af hans synspunkter, som han har givet udtryk for i sin bog "hele og FRIE børn".

Peter Schmidt er i B.T.s artikler mere eller mindre hængt ud som børnelokker og overskriften i B.T. er: "Pædofil lokker med privat børnepasning". Peter Schmidt mener, at B.T. er faldet for fristelsen til at lave en nem historie - en nem personudhængning - og går let henover de synspunkter, som egentlig bliver fremsat i den bog, han udsendte. Af den grund har vi haft en samtale med Peter Schmidt her på Sokkelund Radio - og vi skal lige sige, at Peter Schmidt flere gange har forsøgt at få B.T. til at trykke de svar, han har sendt på artiklerne og på anklagerne, men det er ikke lykkedes, så han forventer stadigvæk et dementi. Det drejer sig om B.T., Politiken og tidsskriftet Socialpædagogen .

Karsten: Det er altså på grund af din seksualpolitiske aktivitet, din aktivitet udadtil og i medierne, at du er kommet i fokus den ene gang efter den anden?

Peter: Det, der sker nu, sker altsammen, fordi jeg har været fremme i medierne i 20 år.

Karsten: Og jeg kan se her fra B.T. et billede, som ser ud til at være mere end 20 år gammelt og det hedder: En sexfest på Århus Universitet.

Peter: Ja, det er i 1972.

Karsten: Så er det mere end 20 år siden at der var noget, der hed Sexpol og Seksualpolitisk Forening.

Peter: Ja, inspireret af Wilhelm Reich og hans seksualøkonomisk/-politiske aktivitetsforening, som han havde i Tyskland og som inspirerede mange mennesker til seksuel frigørelse i Danmark, Skandinavien og mange andre steder.

Karsten: Og de her ting havde altså ikke noget specielt med pædofili at gøre på det tidspunkt?

Peter: Nej, overhovedet ikke.

Karsten: Så er det altså ikke sådan, at du har kørt pædofili-linien hele tiden, du har også kørt forskellige andre?

Peter: Det, at jeg har beskæftiget mig med pædofili startede i 1981 på Ballerup Børnehave og Fritidspædagog Seminarium, hvor jeg studerede. Sammen med en anden fyr skulle jeg lave et speciale om børn og seksualitet. Da var det, at han kun ville lave et om børnelokkere, men jeg sagde til ham, at det ikke interesserede mig, jeg ville kun lave noget om børn og seksualitet - almindelig seksualitet, ikke noget andet. Men det blev altså til et kompromis, så vi både havde lidt om børnelokkere og om almindelig seksualitet.

Karsten: Jamen så er det jo, at man kommer til at berøre et problem, fordi der er så megen tabu knyttet til begrebet børnelokker og der er også mange myter omkring det. Der forekommer jo situationer, hvor børn frivilligt går ind på sex med, om ikke voksne, så med personer, der i hvert fald er nogle år ældre end dem selv. Der findes jo nogle beretninger om den slags.

Peter: Jo, det eksisterer. Men for nogle år tilbage, i 1981, da var der ikke megen snak om pædofili. I forbindelse med vores speciale lavede vi også en radioudsendelse for Danmarks Radio, der hed: "Far, må jeg lege med din tissemand?" Og så var det, at pædofile og andre mennesker, der havde interesse i de her ting, henvendte sig til mig, og så har det udviklet sig. Jeg har sat mig ind i tingene og så har jeg fået lyst til at støtte disse mennesker, fordi de har det så fandens svært i vores samfund.

Karsten: Ja, og på den måde fik du faktisk ørerne i maskinen.

Peter: Ja, det kan du tro, men det er ikke første gang. Det er sket mange gange og jeg er altid kommet ud af det på den rigtige side, og det kommer jeg også denne gang, det håber jeg i hvert fald.

Karsten: Dette emne er noget, der er belastet med myter på flere forskellige leder, og en af lederne er, at vi i dag har en hel bølge af incestkampagner.

Peter: Jeg vil lige sige, at vores speciale "Børn og seksualitet" handlede om børns almindelige seksualitet, 90% af det. Det var kun en lille del af specialet, der handlede om børnelokkere eller seksualitet mellem børn og voksne, det var meget lidt.

Karsten: I gik altså ikke ud fra emnet børnelokkere. I gik ud fra seksualitet?

Peter: Det var også interviews med folk, både pædofile og almindelige mødre og fædre og børn om, hvordan de har det med deres egen seksualitet.

Karsten: Ja, lad os nu trække linien op til den incestdebat, som er kommet nogle år senere end dette her.

Peter: Faktisk allerede et eller to år efter at vi lavede vores speciale og radioudsendelse i 1981-82, da begyndte alt det her med incest - den brede bølge af masser af mennesker, der er interesseret i incest og hvor forfærdeligt det altid er, og starten til, hvad jeg synes er en opbyggelse af en incestindustri i Danmark. Det er simpelt hen en kæmpeindustri, masser af mennesker, masser af penge og fagfolk og arbejde, der er direkte involveret og måske afhængig af, at incest er et problem og altid vil være et problem.

Karsten: Ja, for nogle gange må man jo spørge sig selv, om det er 2% eller 10% eller 25% af befolkningen, der har været udsat for incest.

Peter: Tallene svinger meget, jeg mener, at det ikke er over 2% og jeg henholder mig til en del forskning, som mener at en eller to procent, det er max.

Karsten: Ja, for nogle gange møder man jo det argument, at det er forfærdeligt grusomt overfor alle de ofre, der lider så meget, at der er nogen, der benægter, at incest er et problem, som alle i virkeligheden er udsat for.

Peter: Ja selvfølgelig, incest er ofte et problem, men det er ikke altid et problem. Og det med at tegne et billede, hvor det bare er sort altsammen, unuanceret, det mener jeg er en katastrofe, og derfor har jeg gjort en indsats for at nuancere debatten, men det er svært.

Karsten: Så vidt jeg kan se om denne debat, er den startet i USA og den er fortsat i England, og på et tidspunkt foretog man nogle incest-tests, man foretog nogle prøver på muskelsammentrækninger eller sådan noget - og det skulle så være bevis på, at der havde fundet incest sted. Men det blev efterhånden temmelig tvivlsomt.

Peter: Og det viste sig, at de prøver ikke havde ret meget med virkeligheden at gøre, prøverne kunne ikke afsløre, om der utvetydigt var tale om incest eller incestkrænkelse. Det viste sig, at masser af mennesker og familier blev ødelagt - jeg tænker på incestpanikken i Cleveland i England, hvor mennesker blev fængslet og familier ødelagt, fordi de metoder gik ud over uskyldige mennesker.

Karsten: Ja, det ser ud som om der, som du siger, findes en slags incestindustri, og at det har noget at gøre med, at det er så produktivt eller lukrativt at køre incestsager, at man glemmer, at det helt falder bort at udøve de normale procedurer, som man anvender i retssager, de retslige garantier for dem, der bliver anklaget. Det forekommer ganske ejendommeligt, at man kan køre så mange sager uden at gennemføre en nøjere bevisførelse. Der skal jo føres en eller anden form for bevis, hvis en person bliver anklaget, men ikke desto mindre så bliver der ført en argumentation fra en del psykologers side, der går ud på, at man ikke kan tillade sig at drage børns udtalelser i tvivl. Hvis børn siger om en voksen, at den eller den har tiltvunget sig samleje med barnet, så skal man altid tro på det. Men at der skulle findes en regel, der går ud på, at børn altid taler sandt, når de kommer med den slags beskyldninger, det er da i hvert fald i strid med normale former for bevisførelse.

Peter: Jeg er ikke jurist, så jeg har ikke nogen klar løsning på, hvordan man skal køre retssager i forbindelse med seksuelle overgreb på børn, men der er i hvert fald én ting, jeg synes der næsten altid mangler, og det er et nuanceret billede af de seksuelle relationer mellem voksne og børn, at der findes både behagelige, rare og gode seksuelle oplevelser mellem voksne og børn og der findes også de rædselsfulde oplevelser, voldtægt. Den nuancering, den mangler totalt og det mener jeg er en katastrofe, så når jeg efterlyser den nuancering, er det ikke bare noget, jeg alene sidder her og gerne vil have indført i Danmark.

Der findes masser af forskning på området, som dokumenterer, at der også er forskellige slags seksuelle oplevelser mellem voksne og børn. Børn kan have det godt nogle gange, kan have det rart. I min bog "hele og FRIE børn" er der en lang liste over forskning på området. Og efter at jeg har udgivet min bog, er jeg også kommet i besiddelse af endnu nyere forskning, som bekræfter hovedtesen i min bog. Og den hovedtese hedder, at seksuelle relationer mellem voksne og børn ikke altid er forfærdelige.

Karsten: Ja, nu må vi lige have det helt klart, at nu taler vi om seksuelle relationer i almindelighed og ikke specielt om relationer mellem forældre og børn.

Peter: Når jeg siger det her, taler jeg også om forældre og børn og søskende indbyrdes - seksuelle relationer mellem voksne og børn indenfor og udenfor familien, forskningen gælder også disse ting.

 

 

Karsten: Ja, for hvis vi skal give et eksempel på, hvordan de seksuelle relationer mellem voksne og børn kan forme sig, så har man jo set eksempler på, at en eller anden voksen person - lad os sige det er en filmskuespillerinde - går ud og siger "dengang da jeg var 11 år, da havde jeg et seksuelt forhold til en, der var 10 år ældre, det var alletiders og jeg ville ønske, alle kunne opleve noget lignende".

Peter: Det er ikke helt uhørt, selvfølgelig finder de ting sted og de er også dokumenterede.

Karsten: Den slags beretninger findes og de går jo langt tilbage i tiden, der er litterære eksempler på dem fra f.eks. 1700-tallet, fra Casanova´s tid. Der findes skrifter af den slags og muligvis findes de helt tilbage til antikken, til det gamle Rom. Så der findes altså en lang, lang række af eksempler på den slags.

Peter: Jeg tror, at hele incestindustrien er bygget op på den antagelse, at dét, du siger har eksisteret i hundredevis af år, slet ikke eksisterer - der er ikke noget, det er fiktion, der i hvert fald ikke har noget med virkeligheden at gøre - det mener jeg, incestindustrien ville påstå.

Karsten: Ja, der har vi har paradokset, for nu gættede vi på nogle tal, om incest-problemet berørte 2%, 5% eller 20%, men hvor mange, det berører, det ved vi ikke nøjagtigt.

Peter: Nogle incestbehandlere siger 25%, andre 10%.

Karsten: Det er ikke utænkeligt, at dem, der har positive oplevelser af denne her slags, det er mindre end 2%.

Peter: Man har undersøgt folk i den almindelige befolkning, som ikke er kommet i behandling af en eller anden grund, folk der frivilligt har henvendt sig til nogle forskere, og så har man fundet ud af i denne forskning, at flertallet af oplevelserne mellem voksne og børn - hvis barnet er over 10 år gammelt - har været positive. De fleste har haft positive oplevelser, hvis barnet har været 10 år eller ældre og været sammen med en voksen. Men så skal man ikke glemme, at der også er positive oplevelser for helt små børn, der bliver bare færre af dem, i vores samfund.

Karsten: Ja, nu ved jeg ikke, om man skal gå helt tilbage til spædbørn, der sutter på moderens bryst, men der kalder man det jo ikke seksualitet.

Peter: Psykologerne gør, juristerne gør ikke.

Karsten: Ja, men mødrene bliver da ikke sat i fængsel for det, i hvert fald ikke endnu. Men hvis vi vender tilbage til denne her incestkampagne, så er den jo startet i lande som USA og England, hvor der jo faktisk er et andet moralsk klima end her i Danmark. Hvis du tager England f.eks., så er det tilladt forældre at slå deres børn, men det er under mange forhold forbudt at kærtegne dem.

Peter: Ja, det er helt utroligt.

Karsten: Og for en del af den amerikanske opinion er der lignende forhold, men det er jo ikke gældende generelt i hele verden.

Peter: Jeg har boet en del i Italien og derfra ved jeg, at for mange italienske mødre er det helt almindeligt, at når børnene skal sove, så får de et godnatkys ved, at mødrene kysser børnene på kønsorganerne, på tissemanden eller tissekonen - og det er helt accepteret og normalt, men strengt juridisk set er det anden kønslig omgang.

Karsten: Det vil altså sige, at disse tabuer, kortet over dem er forskelligt fra land til land, fra kultur til kultur. Det er ikke det samme, der regnes for incest, og måske ikke engang det samme, der regnes for kønslig omgang.

Peter: Den seksuelle lavalder i lovgivningen er også vidt forskellig fra land til land, fra kultur til kultur.

Karsten: Og det er ikke bare lovene, der er forskellige, det er også skik og brug. Men der ligger to sider i dette her, fordi dels drejer det sig om incest, som er mellem forældre og børn, og dels er der - i kølvandet på incestbølgen - en kriminalisering af alle relationer mellem personer over 15 år og personer under 15 år, og den støtter sig på incestkampagnen, men den er også lidt i strid med alle de her eksempler, som vi omtalte før, hvor folk har givet eksempler på, fortalt om egne oplevelser, som de har oplevet som positive.

Peter: Der er ihvertfald mange mennesker og fagfolk, som har en interesse i at tjene penge på, gøre karriere i incestindustrien. Der er en masse adfærdskontrol i at fremføre så entydigt og unuanceret et billede af, at al seksualitet mellem voksne og børn altid er noget skidt. Der er en kontrol over mænds, fædres adfærd overfor deres børn, og hvor tæt de kan gå ind i samværet med børnene. Mænd bliver begrænset meget og måske urimeligt meget bliver overladt til kvinderne.

Karsten: Så ser det ud som om vi er derhenne, hvor de positive oplevelser bliver ramt af det generelle seksuelle tabu, og de negative oplevelser bliver fremhævet, fordi de støtter det seksuelle tabu. Men hvis vi nu skal vende tilbage til B.T., så har jeg en avis fra torsdag d. 26. januar, hvor B.T.s forside siger: "Pædofil lokker med privat børnepasning".

Peter: Ja - og det er helt hen i vejret, der er ingen pædofile i Anti-pædagogisk netværk - og har aldrig været - og der er ingen børn i Anti-pædagogisk netværk. Der kan måske komme børn, hvis der er nogen, der har lyst til det. Men foreløbig er der ikke nogen, der har haft lyst til at passe børn, selv om der var flere mænd og kvinder i netværket, der passede børn professionelt i institutioner, men mig bekendt ingen, som passede børn på anden vis, så - der er ingen børn og der er ingen pædofile. Og så er der et billede af mig på forsiden, hvor jeg bliver stigmatiseret af B.T. som pædofil og der står også ordet "lokker", så altså er jeg en pædofil, der lokker. Og sandheden er, at jeg hverken er pædofil eller én, der lokker.

Karsten: Det vil du altså ikke stå model til. Men ifølge lovens definition er det forbudt at udnytte et afhængighedsforhold til at tiltvinge sig samleje eller anden kønslig omgang med en person under 15 år.

Peter: Jeg synes, det er vældig godt, at det er forbudt at tvinge nogen til noget som helst.

Karsten: Ja, men sådan nogle situationer, det kunne specielt være lærere... Peter: ...eller pædagoger.

Karsten: ...eller folk i fritidsklubber. Lovens definition går på to ting. Den ene går på, at den voksne har en eller anden form for autoritetsstilling overfor barnet, og dermed er i stand til at udøve en form for tryk.

Peter: Så er den seksuelle lavalder 18 år.

Karsten: Udenfor Danmark, mener du?

Peter: Nej, i Danmark. Hvis du er i en institution eller skole eller lignende, og barnet har et afhængighedsforhold til en skolelærer eller en lærer af en eller anden art, så skal man være 18 år, før der lovligt kan være et seksuelt forhold mellem de to, ellers er der tale om 15 år.

Karsten: Det vil sige lærere er underkastet strengere regler end den øvrige befolkning på det område?

Peter: Ja, fordi der eksisterer et afhængighedsforhold.

Karsten: Det er jo ikke helt uset, at piger mellem 15-18 år forelsker sig eller gifter sig med f.eks. skolelæreren, og undertiden ser man, at skolelæreren trækker sig tilbage eller forflyttes, før han bliver gift med pigen, men det er jo åbenbart noget, han er nødt til for at overholde loven. Men ihvertfald har loven en klar definition på dette punkt og den består af to dele. Den ene er afhængighedsforholdet, og den anden er lavalderen. Og med hensyn til B.T.s artikel, så forsøger du altså ikke at få lavet om på denne grænse, du opfordrer ikke folk til at overtræde de grænser, der er fastsat i loven?

Peter: Tværtimod, jeg opfordrer, i al fald i forbindelse med Anti-pædagogisk netværk, da skal loven respekteres, den skal overholdes. Jeg har også givet udtryk for, at hvis der nogensinde kommer børn i Anti-pædagogisk netværk, og jeg får kendskab til, at nogen har haft et ulovligt seksuelt forhold mellem børn og voksne, så vil jeg være den første til at anmelde det, hvis ikke til politiet, så til de sociale myndigheder - jeg ville ikke finde mig i det.

Karsten: På det punkt er B.T. åbenbart alt for langt ude med at sige sådan nogle ting. Men det har sat en større kampagne i gang, og forud for B.T. var der en artikel i Socialpædagogen.

Peter: Socialpædagogen er ophavsmanden eller kilden til alt, hvad medierne har fået. Det hele starter i Socialpædagogen og mit bud på, hvorfor det hele starter der, er fordi pædagogerne i almindelighed er bange for privat børnepasning og de vil i almindelighed bekæmpe privat børnepasning. Og Anti-pædagogisk netværk er selvfølgelig noget, der diskuterer privat børnepasning.

 

"I januar blev Schmidt offer for en ualmindelig infam kampagne, som startede i fagbladet Socialpædagogen."

Christian Braad Thomsen, Weekendavisen 28.4.95

 

"Det er godt at se, at Socialpædagogen har taget fat i Peter Schmidts bog og børnepasningsordning, for mig løb det iskoldt ned ad ryggen, da det gik op for mig, at den mand stadig går frit omkring og stadig forsøger at forvirre almindelige menneskers begrebsopfattelse".

Annette Estrin Socialpædagogen nr.4, 1995

 

"Den meget omtalte Peter Schmidt har skrevet en fantastisk bog, "hele og FRIE børn", der sætter spørgsmålstegn ved vor tids sexuelle adfærd og ved pædagogers og voksnes forhold til børns og unges sexualitet. Teksten kan for folk, der ikke tåler forandringer, være meget provokerende.

Det er synd, at redaktionen på dette blad har gjort Peter Schmidt til syndebuk ved at balancere på grænsen til bagvaskelse. Selv om Socialpædagogen på intet tidspunkt direkte har anklaget PS for pædofili, har den alligevel i høj grad formået at putte ordene i læserens mund, hvilket jeg betegner som en uetisk og fræk redaktionel handling."

Lars Kjær Johansen, Socialpædagogen nr. 7, 1995

 

Og så vil Socialpædagogen også forsøge på at give mig ´berufsverbot´, at stigmatisere mig som pædofil, når jeg ikke er det, for at forhindre, jeg nogen sinde kan tage arbejde i Danmark. Når der bliver skabt et billede af en mørkemand, en pædofil, der passer børn og laver ulovligheder med børnene eller opfordrer til ulovligheder, så er det helt hen i vejret, det er noget, som Socialpædagogen selv har skabt og det har overhovedet ikke noget med virkeligheden at gøre.

Karsten: Du mener altså, at man har lavet nogle tilsnigelser, man har prøvet at lave en bekvem skydeskive for at slippe for at tage stilling til nogle af disse problemer?

Peter: Ja, og jeg kan udmærket godt se, at pædagogerne kan bruge dette her til at forsvare kommunal børnepasning imod privat børnepasning. Hvis det lykkes for pædagogerne at stigmatisere privat børnepasning, ja så har de en ekstra grund til at holde fast i, og endda udvide den kommunale børnepasning og institutionerne.

Karsten: Du mener altså, at det er privat børnepasning, man først og fremmest er imod, men selvfølgelig skal privat børnepasning også overholde de regler, som er fastsat i de almindelige love.

Peter: Det skal de bestemt, men jeg tror, at pædagogerne vil påstå, at kontrol og overvågning er mere effektivt i en kommunal børnepasningsordning end i noget privat. Og måske har de ret. Men selvfølgelig er der også kontrol med private børnepasningsordninger.

Karsten: Med hensyn til kontrol, så synes jeg også, at man er et godt stykke ude i det, vi kalder den sociale kontrol, for det forekommer mig, at man efterhånden er i gang med at køre en seksualforskrækkelses-kampagne.

Peter: Det er klart, at en masse mennesker - pædagogerne, der arbejder med børnene til daglig, og forældrene, der også har omgang med dem - de bliver skræmt og de bliver bange for almindelig skøn og nødvendig kropskontakt mellem voksne og børn, for at børnene kan udvikle sig. Der bliver mange mennesker, der holder sig tilbage og det kan blive en katastrofe for børnene.

Karsten: Ja, for hvis vi ser på, hvor specielt incestkampagnen har sit udgangspunkt, så er det jo i et seksualforskrækket miljø, et miljø, der er i gang med at lægge tabu på en hvilken som helst berøring.

Peter: Ja, og på alle mulige områder, så ligner Danmark mere og mere de amerikanske tilstande.

Karsten: Det forekommer mig, at disse pædagoger alt for let hopper på det billede, det omfang af tabubegrebet, som de får serveret fra den anden side af Atlanten, sådan at de faktisk er i gang med at udstrække tabubegrebet til alle former for seksualitet - er det ikke det, vi er i gang med?

Peter: Det kan heldigvis ikke blive til alle former for al seksualitet, for så uddør menneskeheden, men jeg synes, der er noget om det, at tabuerne, berøringerne, de bliver mere og mere forbudt. Det bliver mere og mere forbudt at have en rigtig sund kropsberøring mellem voksne og børn.

Karsten: Seksuelt misbrug definerer du som noget, der er ufrivilligt fra barnets side?

Peter: Seksuelt misbrug for mig, det er, hvis barnet oplever noget selv, noget seksuelt, der ikke er rart, noget som det ikke vil have, ikke har lyst til, og kommer barnet til at opleve nogle af de her ting imod sin vilje, så er der tale om et misbrug.

Karsten: Her i Socialpædagogen er der en psykolog, der er interviewet, og hun har fundet dokumentation på, at 10% af børnene havde været udsat for seksuelt misbrug, men der var der tale om børn, der var blevet henvist og ad forskellige veje var blevet sendt til en psykolog. Det vil sige, at det er børn, hvor man har haft en mistanke om en eller anden form for seksuelt misbrug, der har gået forud. Ud af det har man fundet 10%, hvor man er kommet til det resultat, at der har været tale om misbrug. Og det er jo ikke det samme som, at det er 10% af befolkningen.

Peter: Nej, og jeg kan oplyse dig om, at i USA har man indført en lovgivning, som jeg mener gælder i hele USA, hvor forskerne ikke længere kan interviewe og undersøge folk, der ikke på en eller anden måde er involveret i en klinik eller er kommet ind i retsmaskineriet. Forskerne kan ikke længere undersøge almindelige mennesker for de her ting og samtidig fastholde en beskyttelse af kilderne.

Karsten: Det vil altså sige, at det er meget vanskeligt at få informationer om alle dem, der ikke er blevet henvist til læge eller lignende.

Peter: Man kan ikke længere forske på området i USA, fordi loven har fjernet forskernes ret til at beskytte deres kilder.

Karsten: Nu vil jeg lige citere lidt mere fra det her interview. Denne her psykolog, der har fundet de 10% misbrugte, siger, at det er uendeligt svært for børn at fortælle, hvad de bliver udsat for, og det kan man nok ikke være i tvivl om. "´Et forsøg kan netop være at udvikle eller forværre nogle kroniske symptomer. Især for drenge kan det være en vej ud af en situation, de ikke kan sætte ord på".

Peter: Det er klart, at hvis det er en meget ubehagelig oplevelse, så vil det altid være svært at komme frem med, især hvis det er et tabuemne.

Karsten: "Da vil der foreligge et reelt undertrykkelseskompleks af den gode, gamle freudske karakter. Undersøgelsen kan bl.a. bruges som dokumentation for, at omfanget af seksuelle overgreb på børn kan være meget større, end man hidtil har regnet med". - Kan, står der. "Det her er én børneafdeling. Man kan sige, at det er de 287(angiveligt tal taget fra omtalte undersøgelse i Socialpædagogen, Peter Schmidt.), der havde mest brug for at tale med en psykolog. Vores tal må anses for at være minimumstal for forekomsten af seksuelt misbrug" og så videre. Det her er relativt uklart, og så vidt jeg kan se, er det relativt uvist, hvor meget man kan slutte af det.

Peter: Nej, jeg tror heller ikke, man kan slutte ret meget ud fra den undersøgelse om det virkelige liv i befolkningen i almindelighed, men når den psykolog taler om, at der kan være meget mere misbrug, så tror jeg faktisk, at i vores samfund på mange områder, der slet ikke har noget med seksualitet at gøre, der er der et enormt stort misbrug af børn. Børn er undertrykte. Børn får ikke lov til selvbestemmelse, og selv om der er en tendens i samfundet, heldigvis, der går i retning af mere og mere selvbestemmelse til børnene, så er børnene stadigvæk undertrykte og de bliver stadig væk styret ovenfra. Formynderiet er meget udbredt - og pædagogerne er også nogle af dem, som ikke i tilstrækkeligt omfang gør noget for, at børn kan udøve selvbestemmelse i de institutioner, hvor de er.

Karsten: Ja, børnene udnyttes jo i reklame-sammenhænge og i alle mulige forbrugersamfunds-sammenhænge.

Peter: Ja, og der er brug for beskyttelse af børn. Vi skal have flere og bedre love og muligheder for at beskytte børn i filmindustrien og også i det børnearbejde, der findes. Vi skal ikke forbyde børn at deltage i samfundet, men vi skal beskytte og støtte børnene til at fungere overalt, gerne på lige fod og integreret med voksne overalt. Vi skal ikke afskære børnene fra livet, fra voksenlivet, men integrere dem og støtte dem. Vi skal være vejledere for børnene og hjælpe dem, så de kan blive en del af vores liv. Det vil hjælpe.

Karsten: Ja, så kommer vi ikke længere i dag. Du må have tak for denne her gang.

 

Om Peter Schmidts bog hele og FRIE børn:

"Der er en klar mangel på respekt for børn og barndom i bogen".

Formanden for Børns Vilkår, John Aasted Halse

Socialpædagogen, nr.2, 1995.

 

"...energi, oprigtighed og kærlighed... må være dens drivkraft... Homer Lane og A.S. Neill..., Schmidt kender dem utvivlsomt, for han er selv medlem af familien"

Sexologen professor Preben Hertoft, Politiken, 14/2-1993.

 

 

 

Analyse af en hetz

Erik Pedersen, medarbejder på Ny Sexualpolitik (hvor artiklen blev trykt i nr. 1, foråret 1995).

 

"Det menneske, som massemedierne bejler til, er i virkeligheden det mest respekterede blandt alle sine artsfæller: Man beder det aldrig om at blive andet end dét, det allerede er. Man vækker med andre ord omhyggeligt ønsker i dette menneske, som stemmer nøje overens med dets tilbøjeligheder."

Umberto Eco

 

En af de mest udbredte arter i den hjemlige socialjungle, pædagogerne, har for nylig opdaget Peter Schmidt´s 23 år lange seksualpolitiske, offentlige aktivitet. Og så erklærede de krig: Kampene indledtes i fagbladet Socialpædagogen sidst i januar 1995 med et bombastisk overraskelsesangreb på flere fronter - pædofili og pædofile var blandt skydeskiverne.

Egentlig er det ikke første gang, at mastodont-organisationen i den senere tid beskæftiger sig skriftligt med sagen: Så sent som i 1992 tilegnede Børn og Unge (fag-ugebladet for børnehave- og fritidspædagoger, som altså har mere direkte med børn at gøre) det omstridte emne en del plads. Dengang kunne man bl.a. læse et fordomsfrit, tankevækkende interview med sexolog, cand.psych. Bent Petersen om sex mellem børn og voksne, samt en samtale med et af de pædofiles "ofre" (siger man sådan?), som efter journalistens mange spørgsmål roligt konkluderede "Jeg har det fint".

Men denne gang skulle det altså være krig, det drejede sig bare om at finde det rette påskud for at starte den. Og det lod heller ikke vente på sig, da Peter Schmidt, i forbindelse med debatten om børnepornografi sidst i 1994, tilsendte sin provokerende bog hele og FRIE børn" til samtlige medlemmer af Folketinget. Derudover var det også en kendsgerning, at Peter Schmidt hver eneste søndag benyttede sig af dagbladet Politiken´s intetanende meddelagtighed: I en betalt annonce i "Kom Frit Frem" søgte han interesserede til et anti-pædagogisk netværks-projekt ud fra den kætterske tankegang "at diskutere pasning af børn i børnenes eget miljø".

Nu kan læseren vel forestille sig, at privat børnepasning ikke just står på pædagogernes ønskeliste - selv udbredte arter kan ved lejlighed føle sig udryddelsestruet. Ligesom det også må være let at indse, at en bog, som bl.a. hævder, at pædofili og incest ikke nødvendigvis behøver at være skadevoldende (for barnet i det mindste), men til tider kan være til gavn for børnenes udvikling, næppe kan vække begejstring hos pædagog-menigheden - bortset måske fra den mindre rapkæftede skare, der blandt institutionsbørnene i forvejen er mest populær.

Kombinerer man de to ingredienser, har man så opskriften på en flersidet kampagne med et par fristende sidevirkninger som følge: At forskrække manden fra yderligere aktivitet ved at hænge ham ud offentligt, samt at få selve offentligheden til at nå frem til den anstrengte konklusion, at pædofili er noget skidt. Alt dette udrettede Berit Lund Jensen og Helge Kvam fra Socialpædagogen, ikke så meget med deres skriveri i bladet (som i normal situation nok ikke var blevet til andet end et anonymt punkt på dagsordenen ved pædagogernes legendariske diskussioner om etik, mellem den ene kop kaffe og den næste), men snarere med det dertil knyttede reklameshow, som i løbet af 12 timer fik Peter Schmidt´s sag først i de regionale nyheder i TV-Lorry, og dernæst ham selv på forsiden af B.T. under overskriften "Pædofil lokker med børnepasning".

Kender man som undertegnede både B.T. og Peter Schmidt, den sidstnævnte i over 10 år, vil man næppe skænke sagen yderligere hensyn. Godt hjulpet på vej af det imponerende teoretiske arbejde - til tider noget idealistisk forhastet ganske vist - som han i al den tid har udrettet for børns vilkår (med små bogstaver, heldigvis), havde jeg forlængst tilgivet Peter det faktum, at han ikke er spor pædofil, og jeg havde endda budt ham velkommen blandt mine venner på nøjagtig lige fod med mine mange pædoseksuelle dittoer. Men da jeg aldrig havde hørt fra ham eller andre om børnepasninger, fandt jeg det på plads at møde op til den pressekonference, som Peter besluttede at holde et par dage efter ramaskrigets udbrud.

Trods alt var fremmødet ikke imponerende: Til stede var vi tre stykker fra Ny Sexualpolitik, én enkelt journalist fra Radio Rosa, to journalister og en fotograf fra Det Berlingske Hus, samt naturligvis postyrets to brave ophavsmænd fra Socialpædagogen. Peter gik straks i gang med at redegøre for sine anti-pædagogiske idealer ved at forklare, at han er uddannet pædagog, og at han, som han forklarer i sin bog, er utilfreds med den manglende selvbestemmelse, som børn i dag har i daginstitutionerne og i samfundet i det hele taget. Og han henviste til noget litteratur, der har dannet baggrund for hans aktivitet.

Socialpædagogen´s udsendte medarbejdere lod imidlertid hurtigt fornemme, at de snarere var interesserede i Peter Schmidts mere egenhændige, private sager, hvorefter konferencen hurtigt forvandlede sig til en ping-pong mellem ham og de to: Om det erotiske forhold, han selv indrømmede at have haft til sin 13-årige søster, og om hvor søsteren nu er; om hvorfor han ikke havde politianmeldt den mand, som i et af Peter tilrettelagt radioprogram havde indrømmet et seksuelt forhold til sine døtre; om han havde haft personlige problemer under sit arbejde med børnene, samt naturligvis, om det famøse børnepasnings-netværk. Hvis forespørgselskriteriet var sensationssøgen, var dets ledetråd stereotypen: Om han selv som barn havde haft forhold til voksne; om hans egen seksuelle orientering; om hans selverklærede religiøse familiebaggrund måske havde at gøre med "Guds Børn" (den opmærksomme læser husker nok den hurtigt afblæste ståhej for et par år siden, hvorved sekten var blevet beskyldt for - gæt lige - omfattende seksuelt misbrug af børn).

Da de to journalister fra Socialpædagogen på et tidspunkt hævdede deres overbevisning om, at børn for evigt og altid tager skade af sex med voksne, fandt jeg for alvor anledning til at blande mig, ved ganske forsigtigt at pointere, at det næppe kan være skadeligt i 14-årsalderen og i orden for en 15-årig. Dét var blot i stand til at fremprovokere en henkastet, sukkende bemærkning: "Det burde sættes op til 18!", som omgik spørgsmålet totalt. Da det så endeligt lykkedes Peter at forklare, at hans fordring om børns medbestemmelse på det seksuelle område blot er afledt af et krav om medbestemmelse af mere almen karakter, udbrød en af de to med journalistisk realisme: "Hvad hvis børnene har lyst til at kaste sig ud foran en kørende bus? Skal de have lov til det?" Så vidt jeg kan huske, svarede Peter: "Ja, men kun i princippet".

Og i princippet har han ret, for at blive kørt over af en bus er godt nok skadeligt for et barn, men det er næppe heller behageligt for en voksen; sex hævdes derimod kun at være skadeligt for et barn, også selv om barnet finder det behageligt. Anti-pædagogik og medbestemmelse er ikke den bekvemme kunst at tillade børnene alt, men betyder først og fremmest at tage børnenes tolkning af en oplevelse alvorligt, som man principielt gør med voksne - og ikke blot, når børnenes ønsker stemmer med deres formynderes moral.

Som barndomsforsker Jens Qvortrup fint har udtalt i Information: "Hvis man mener, at børn i den alder, der her er tale om, ikke er kompetente til at udtale sig på egne vegne, så er man for det første ikke i overensstemmelse med FN-konventionen (art. 12-15, der giver børnene ret til at blive hørt i egne anliggender, E.P.), og for det andet demonstrerer det en manglende tillid til børn i det hele taget" . Jeg skynder mig en passant at bemærke, at den konkrete anledning til ovennævnte avisartikel ikke var pædofili, men derimod børnenes ret til at vælge sig et fritidsjob, da den føromtalte forsker, efter en officiel telefonopringning fra Socialpædagogen, meget let ville kunne komme i tanke om, at det hele var ironisk ment...

Da det efterhånden blev klart, at de to pædagog-journalister først og fremmest var ude på at fortsætte deres hetz imod Peter, var der yderligere et par stykker, der blandede sig. De to journalisters opmærksomhed rettede sig så imod os fra Ny Sexualpolitik, og det blev vores tur til at være genstand for deres nysgerrighed, herunder selvsagt om vi havde forhold til børn, samt om vi var med i "spøgelses-børnepasningen". Pudsigt nok holdt B.T.´s journalist en aldeles lav profil og hendes artikel næste dag var temmelig loyal, måske bortset fra sensationsoverskriften "Jeg har lyst til sex med børn", som i øvrigt næppe skyldes journalisten selv.

Den følgende søndag havde Peter planlagt en diskussionsaften med forevisning af film, hvilket han havde kundgjort via en meddelelse til Ritzaus Bureau og nogle dagblade hvor han havde indkaldt til pressekonference. Det lød: "På søndag, kl. 18-23, samme sted, er der nonstop film og diskussioner om anti-pædagogisk netværk. Alle interesserede er velkomne. Overskriften for denne aften er: "Anti-pædagogisk netværk. Hvordan kan vi passe børn i børnenes egne miljøer? Føler pædagogerne sig truet på pengepungen?".

I betragtning af den ballade, der havde udspillet sig i de forrige dage - og ikke mindst på grund af de bebudede film med børn på programmet - følte jeg mig tilskyndet til at møde op. Men mødet var blevet aflyst, lod Peter vide, grundet de alt for mange fejlagtige oplysninger, som pressen havde gjort sig skyldig i under sagens forløb. Da jeg i egen ensomhed så mødte op, var der kun journalisterne fra Socialpædagogen til stede.

Og så var den der gu´hjælp´mig igen: Med mistroisk øjekast blev jeg adresseret af Helge Kvam, som spurgte, hvad jeg lavede der. "Jamen, skulle der ikke være diskussion, film osv.", svarede jeg. "Næh, det var blevet aflyst, men når jeg også var kommet, så måtte jeg jo selv have at gøre med børnepasnings-netværket?"

De fleste vil vist give mig ret i, at en åben diskussionsaften, der er annonceret i dagspressen, må formodes at være noget ganske andet end frimurerlogens lukkede koncilium: Formålet må være, at der møder andre op end arrangøren selv. Virkeligheden kan føles så underligt logisk, når der blot ikke er journalister fra Socialpædagogen til stede. Men vedkommende blev ved med sit forhør, og det værste var, at han så ud til at mene det. På et tidspunkt var jeg for alvor ved at overveje, om jeg ikke skulle sige ja alligevel, hvis dette bare kunne spare mig for yderligere inkvisitoriske blikke. Hvad mon de børn oplever, der skal igennem politi og psykologer, der drives af den samme tankegang som disse mennesker?

Jeg har hidtil beskæftiget mig med selve hændelsesforløbet efter fagbladets opdukken. Lad os nu analysere de to journalisters måde at præsentere tingene på for Socialpædagogen´s arme abonnenter. Det var en ordentlig smøre, der strakte sig over flere artikler, forsiden og lederen. I den sidstnævnte kan man bl.a. læse: "Kræfter i det danske samfund ønsker tilsyneladende børnene bombet tilbage til de gode gamle dage, hvor børnene var til for de voksne".

Pokker til påstand! Ikke blot et udsagn, der kunne få enhver, der kender den pædofiles gennemsnitsbehandling af børn andre steder fra end formiddagsbladene, til at trække på smilebåndet - men også et udsagn, der forudsætter det morsomme postulat, at nutidens børn, kære kollegaer, forlængst er hele og FRIE...

Hovedretten kommer så i artiklen "Pædofiles frontkæmper bag privat børne-pasning", og der er det allerede galt. Peter Schmidt begyndte at interessere sig for det aktuelle emne ud fra sin baggrund som pædagog og sit engagement i det seksuelle område i det hele taget. Som følge heraf havde han ikke kunnet undgå at bemærke, at vi stadig ved meget lidt - og endnu mindre tør vi få at vide - om børn og seksualitet, og han begyndte derfor at beskæftige sig med sagen. Da han i forbindelse med denne aktivitet fandt belæg for, at børn kan få positive erfaringer af seksuelle kontakter med voksne, fandt han det naturligt at udvide sin anti-pædagogiske utopi med et afsnit om seksualiteten.

Selve bogen "hele og FRIE børn" (som jeg udmærket kender - jeg læste den endelige korrektur på den) kan ikke siges at "munde ud" i et forsvar for pædofili og incest, da disse blot er en del af et større udkast for børnenes selvbestemmelse, og som Peter med vilje har taget med i et omfang, der er ligefrem proportionalt med samfundets fordomme om disse emner. Når Peter har turdet kalde sin tidligere udsendelse fra Danmarks Radio for "Far, må jeg lege med din tissemand?", så kan det næppe hævdes, at hans bog "hele og FRIE børn" bærer en bekvemmelighedstitel for at "forføre læseren til incest". Har Peter været frontkæmper for nogen, må det være børnene, og ikke de pædofile, præcist som en ivrig fortaler for trafiksikkerheden næppe kan kaldes frontkæmper for cykelhjelm-fabrikanternes profit.

Interviewet i artiklen refererer korrekt, hvad Peter må have sagt, men det er karakteristisk, at spørgsmålenes virkefelt er ret ligegyldigt og sensationsorienteret, og at de eneste relevante spørgsmål stilles andetsteds - til de folk, der anfægter Peter´s tanker. Igen refereres der til Peter´s seksuelle oplevelse med hans egen søster; der spørges om han kunne have lyst til sex med børn; det nævnes, at Peters bog indeholder et interview med en mand, der har flere seksuelle kontakter med børn, for derefter at spørge Peter, om han meldte manden til politiet (sic!), hvilket er et ejendommeligt spørgsmål, når det kommer fra aktive journalister, men måske mere virkelighedsnært, når det også kommer fra pædagog-selskabet. Dulcis in fundo omtales nærværende blad også, idet der refereres til en anmeldelse af Peter´s bog her i Ny Sexualpolitik: "...jeg har indtrykket af, at mange pædofile i praksis behandler børn på en måde, der minder meget om Peter Schmidt´s anti-pædagogik". Og så nævner journalisterne, for første og eneste gang, Peter´s "19 faktorer til at vurdere og beskytte børns grænser". Uden naturligvis at komme ind på bare én af disse væsentlige faktorer, men til gengæld helt optagede af, at de omtales i Ny Sexualpolitik´s anmeldelse sammen med den nævnte historie om de mange pædofile, der behandler børn efter Peter´s forskrifter. Det egentlige formål med en sådan association er for Ny Sexualpolitik´s læsere nok så indlysende.

Og à propos citater, artiklen er forsynet med flere iøjnefaldende uddrag af "hele og FRIE børn" - selvsagt de mest kontroversielle - uden overhovedet at forklare, at den ene ikke er Peters egen, men stammer fra to kvindelige forskere fra antologi-bogen "Children and Sex", samt at to andre ligeledes er konklusioner fra samme bog. Peter skulle åbenbart fremstilles så isoleret som muligt i sine tanker, hvilket jo også måtte være formålet med det efterfølgende afsnit "Anmeldere føler sig misbrugt". Heri har Helge Kvam og Berit Lund Jensen været så geskæftige at kontakte ikke blot de anmeldere af "hele og FRIE børn", som Peter omtalte i sine reklameannoncer for bogen i dagspressen, men også noget så uvedkommende som bogens forlag, hvilket var uset siden Salman Rushdie´s forbandelse. Berit Lund Jensen har oplyst undertegnede, at såvel bog som anmeldelse blev overrakt hende af et medlem af Folketinget, der, ligesom samtlige andre MF´ere, havde fået materialet tilsendt af Peter Schmidt. Da jeg bad om navnet på dette folketingsmedlem, blev jeg mødt af en tilbagetrukkethed, der mindede meget om den, som Peter i sin tid udviste over for de selvsamme journalister, da disse, på ublu vis, krævede navnene på det anti-pædagogiske netværks implicerede. Som jo trods alt var private mennesker, der passede deres egne sager, mens Folketingets anliggender næppe er så underjordiske, at de kan retfærdiggøre denne mur af tavshed fra Socialpædagogen´s side.

Blandt de "misbrugte anmeldere" fremtræder Anne-Mette Kruse fra Center for Kvindeforskning i Århus, som især føler sig stødt over, at Peter Schmidt skulle have benyttet det eneste positive afsnit af hendes anmeldelse til sin reklameannonce for bogen. At hun ikke har anlagt sag mod Peter forklarer hun med, at hun "ikke har haft tid" - selv om annoncen efterhånden er rullet rundt i landets dagspresse i halv-andet år. Og det er ingen Århus-historie.

Er det i øvrigt rigtigt, at der er tale om "et enkelt positivt afsnit"? Anmelderen giver faktisk indtryk af at synes om det meste af bogen, men hun bliver til gengæld så indigneret over afsnittet om incest, at det får hende til at forkaste bogen som sådan. I sin anmeldelse skriver hun: "Den litteratur, der henvises til, og de eksempler, der gives, handler om incestforhold, der ikke af barnet sidenhen vurderes som problematisk. Fra den litteratur, der ikke omtales, ved vi, at krænkede piger og drenge..." - og så går det løs, og læseren kan uden tvivl selv fortsætte.

Dette er ikke rigtigt. "Children and Sex", som er ledetråden i Peters litteraturanvisninger, beskæftiger sig netop med både "problematiske" og ikke-problematiske forhold: Det er netop dette, der gør det muligt for forfatterne at sammenligne de forskellige typer forhold og at prøve at drage nogle konklusioner. Det er betegnende, at Anne-Mette Kruse kritiserer Peter mere for det, han ikke har skrevet, end for det han har. Havde hun taget kapitlets overskrift i betragtning: "Vi skal vide MERE om incest" (min fremhævelse, E.P.), ville hun måske have kunnet lægge sine militante forargelsespligter til side. Peter´s ærinde var at gøre opmærksom på, at den del af litteraturen, man oftest hører om, ikke giver det fuldstændige billede af virkeligheden. Vil man få svar på spørgsmålet "Behøver incest nødvendigvis at være skadeligt for barnet?" i et samfund, der ensstemmigt råber "Javel!", er det nærliggende at referere til eksempler, der sandsynliggør hypotesen, og ikke blot tage udgangspunkt i psykiaterklinikker eller straffesager. Når man så har påvist, at lutter positive beretninger faktisk findes, så kan man ud fra både positive og negative beretninger opstille kriterier, hvormed seksuelle forhold mellem børn og voksne kan vurderes, og skaden undgås. Det er jo det, som Peter gjorde med sine "19 faktorer" i bogen; faktorer, som Anne-Mette Kruse overhovedet ikke giver sig til at diskutere, men som blot afvises ud fra hendes paternalistiske "Vi ved..." (en fremgangsmåde, der meget ligner den, vi kender fra en anden berømt kvinde fra den lovgivende forsamling: "Jeg behøver ikke en høring for at vide, hvad jeg selv mener!"

Peter kunne med ren samvittighed have brugt flere rosende citater fra Anne-Mette Kruse´s omtale af "hele og FRIE børn": "Der gives gode eksempler på, hvordan man synliggør og bearbejder fordomme om bøsser og lesbiske"; eller "... der argumenteres for det sympatiske synspunkt, at børn bør særbehandles positivt". Når Peter´s "misbrug" blot består af de tre ord "...en besnærende læsning", som anmelderen faktisk har skrevet, er det så virkelig så megen vrede værd?

Bevares, strengt taget synes jeg heller ikke, det er en ren dyd at isolere enkelte sætninger fra sammenhængen; dog må man i den aktuelle sag ikke glemme, at dette er en ganske almindelig kliché ved markedsføring af bøger, plader, film.

Fagbladets journalister har også kontaktet vores førende sexolog, professor Preben Hertoft, der i sin tid også anmeldte "hele og FRIE børn" i Politiken; han frabeder sig dog enhver citation i Socialpædagogen, og dét kan man ikke fortænke ham i. Ved en offentlig høring om pædofili i 1984 havde han bl.a. udtalt: "Vi ved jo, at børn har en seksualitet og bør derfor ikke være så overraskede over, at forhold mellem børn og voksne mennesker forekommer ... Pædofile er som os andre - mennesker med seksuelle behov og ikke djævle eller voldsmænd. De behøver vores accept. Dette siger jeg ikke for at propagandere for pædofili, men fordi der i samfundet hersker nogle vulgære forestillinger om den slags forhold. Vi må spørge, om barnet altid er et passivt offer for overgreb" . Ved samme lejlighed plæderede Hertoft for en seksuel lavalder på 14 eller endda 13 år. Disse ytringer resulterede i, at Hertoft blev voldsomt hængt ud i Ekstra Bladet, der netop var kommet ind i den nye Falbert-æra, hvorved Hertoft i første omgang skrev en flot kronik i Politiken; kronikken er også brugt som forord i bogen "Forbrydelse uden offer" , og minder stort set om Hertoft´s afsnit om pædofili i bogen "Klinisk Sexologi" . Men senere fandt han det af gode grunde bedst ikke længere at udtale sig offentligt om pædofili - den eneste undtagelse er, for så vidt jeg ved, et interview med ham i Kristeligt Dagblad i 1988 i forbindelse med en daværende hetz mod de pædofile som følge af en TV-udsendelse (sådan noget forekommer jo med jævne mellemrum). Heri gav han udtryk for nogenlunde den samme holdning, omend i mere afdæmpet form.

Dette pointerer jeg så meget mere, fordi Socialpædagogen i en senere artikel citerer psykolog Kirsten Moesgaard for at sige: "Man behøver bare at se på, hvad der skete med psykolog Sine Diemar, som har måttet "flygte" til Norge, for at forstå, hvilke kræfter, der går i gang, når nogen åbner munden om de her forhold". Selvfølgelig er trusler og terror en primitiv og beklagelig forteelse; jeg skal være den første til at hævde det. Men her er det bare at vende tingene på hovedet: Sidst i 1994 udtalte Sine Diemar fra Norge i B.T., at "der verden rundt findes netværker, der støtter hinanden i at misbruge børn seksuelt" (jeg kan ikke huske de rigtige ord, men dette var meningen). I hendes tilfælde er paranoiaen altså ikke ophørt - den er bare geografisk flyttet - hvorimod Hertoft´s sagkyndighed er blevet vendt imod ham, for at få ham til at holde kæft. Jeg ved ikke rigtig, hvad der er værst.

Dernæst indeholder Socialpædagogen et interview med Thomas Hammerbrink fra Rigshospitalets sexologiske klinik. Efter en gennemgang af nogle aldeles selekterede tilfælde af problemplagede pædofile fra sin behandlingspraksis, citeres han for, at den litteratur, der viser, at sex mellem børn og voksne kan være godt, er "selekteret og mere ideologisk end videnskabeligt præget". Alt er forklaret, alt er reddet, og journalisterne skynder sig at skrive ned: "... selekteret og mere ideologisk end videnskabeligt præget". Enhver journalist med et minimum af kritisk sans ville her have spurgt, hvilke undersøgelser, der er tale om, og hvad den manglende videnskabelighed består i. Jeg fik i sin tid kendskab til undersøgelserne af Rossman, Mohr og Bernard, "Wienbaden"-rapporten, de to ikke-kliniske undersøgelser af Sandfort, den af Kilpatrick, samt de forskellige case-stories fra Hertoft´s Klinisk Sexologi, uden at opdage, at det hele var fup og bedrag. Gad vide, om Rossman havde røget hash, da han på grundlag af sine undersøgelser fandt ud af at "...(et pædofilt forhold) kan medføre, at drengen koncentrerer sig bedre om sit skolearbejde, laver færre gale streger, bliver mere omgængelig..." ?

Hammerbrink citeres også for: "...pædofili betragtes ikke som det, man kan kalde en almindelig seksuel orientering. Pædofili dækker over nogle ikke-seksuelle problemer...".

Den dybeste ikke-kliniske undersøgelse af de pædofiles sind, jeg har kendskab til, er den, Wilson og Cox offentliggjorde i 1983 efter deres studium af 77 pædofile fra den daværende engelske forening. Disse mennesker undergik bl.a. Eysenck-personlighedstesten (som vurderer indadvendthed, neuroticisme og psykoticisme), samt et indtrængende personligt interview.

Jeg citerer hist og her fra konklusionerne: "Hvad personlighed angår fandt vi, at de pædofile i vores gruppe var temmelig indadvendte, dog var deres psykotiske og neurotiske niveau kun lidt hævet i forhold til kontrolpersonernes..."; "...flertallet af pædofile, hvor socialt utilpassede de end er, synes at være flinke og rationelle..."; "...det er tydeligt, at de pædofiles seksuelle preferencer ikke ligger så fjernt fra det, der umiddelbart gør sig gældende for gennemsnitsmanden...".

Jeg skal for den gode sags skyld pointere, at populationen i undersøgelsen består af "bevidste, politisk aktive" pædofile, men dette kan næppe være mere galt end ud fra pædofile, der henvender sig til en klinik p.g.a. problemer, at konkludere at pædofile er mennesker med problemer. At man vil postulere skjulte problemer i den pædofile som sådan, er i sidste instans et ideologisk præget udgangspunkt: Strengt taget er raske mennesker blot mennesker, der ikke er undersøgt nok.

Pudsigt nok siger Hammerbrink, at han faktisk har kendskab til pædofile, som arbejder på institutioner. Han udtaler endda, at "...man kan godt være pædofil inde i hovedet og gøre et aldeles udmærket arbejde blandt børn og unge", uden hermed at skabe større forargelse hos journalisterne. Er offentligt ansatte pædofile mon mere velkomne end private? Hans mening står i hvert fald diametralt modsat administrationschef i Københavns Kommune Carsten Stæhr Nielsen´s top-paranoide dom: "Hvis man betegner sig selv som mere eller mindre pædofil, bør man ikke have noget som helst med børn at gøre".

Den sidste af artiklerne i Socialpædagogen omfatter som sagt et interview med psykolog Kirsten Moesgaard fra Roskilde Sygehus. Hendes ærinde er Hammerbrink´s komplementære: Før var alle pædofile syge, nu skal samtlige børn blive syge af de pædofiles sex. Ud over de gængse floskler, der trives om pædofili på børnehospitalerne og udenfor, består hendes prototype på seksuel kommunikation mellem børn og voksne i fire-årige, der spørger far, om de skal bolle - faderens svar nævnes desværre ikke. Da hun tilhører den moderne, efterfreudianske tid, kan hun kun tillade sig at benægte børns seksualitet i praksis, men ikke med ord - heraf standardbortforklaringen "selvfølgelig-har-børn-en-seksualitet-men...". I denne forbindelse foreslår hun selv et "banalt eksempel": "Hvis en 11-årig bliver genert og tager et håndklæde om sig, når han kommer ud af badet, så skal man ikke hive det ned". Banalt nok, men "Hvad nu hvis en 11-årig bliver liderlig og smider håndklædet fra sig, når han kommer ud af badet..." næh, dét blev hun af gode grunde ikke spurgt om, for jeg er bange for, at så holder solidariteten ikke længere. Det er flot at "lytte til børn, men gør man det kun, når det passer én, er det en parodi på børnenes rettigheder.

"I 14 år har Kirsten Moesgaard lyttet til, hvad der sker, når børn bliver genstand for voksnes sex", begynder artiklen med. Paradigmet på sin faglige kompetence på området tilføjer hun selv: "Jeg har aldrig set én eneste undersøgelse, der kunne dokumentere, at voksnes sex er godt for børn. Og i hele den tid, jeg har arbejdet som psykolog, er jeg ikke stødt på bare ét menneske, der fortæller om et positivt forløb". Kategoriske udsagn er tit en slags Damokles´ sværd, for ovennævnte påstand blev, da den blev videregivet i B.T. d. 26.1.95, efterfulgt af følgende udtalelse af Peter Plet, 36-årig teatermedarbejder fra København, der som 13-14-årig havde seksuelle forhold til voksne mænd: "Jeg har ikke haft psykiske problemer, fordi jeg som barn selv var interesseret i at have seksuel kontakt med voksne. Det var kun med til at modne mig på en god måde". Man ved ikke rigtig, om man skal grine eller græde, når 14 års faglig ekspertise kan klandres ved én eftermiddags research på et skandaleblad. Vi vil imidlertid vende tilbage til hendes undersøgelses indhold, når den foreligger, hvad den officielt ikke gør endnu.

Hvad er formålet med alle disse fikseringer, denne afstumpethed, denne paranoia? At få befolkningen til at betvivle sin traditionelt saglige viden om de pædofile? At lægge pres på politikerne for, at sex med børn snarest forbydes ved lov?

Forstår man rigtigt gejsten i Socialpædagogen, er endemålet en slags manikæisk fagre ny verden, hvor "de gode" kontrollerer "de onde" for at beskytte "de svage". Overdrivelse og sensation tjener i denne sammenhæng det vigtige formål ikke bare at favorisere, men også at retfærdiggøre udvidelsen af statsmagten gennem en snævrere opfattelse af normerne, større social overvågning, vedtagelsen af strengere love, samt - sidst men ikke mindst - kravet på øget økonomisk støtte til bestemte grupper.

Ensidig propaganda gør det bare lettere for visse kræfter at overtale bestemte befolkningsdele til, at det er i orden at give afkald på nogle basale rettigheder for at løse bestemte problemer. For at se hvilken type mennesker, den aktuelle skrækkampagne lagde vægt på, er det nok at betragte de indlæg, der dukkede op i de senere numre af Socialpædagogen: En læser der - med udgangspunkt i Peter Schmidt - fantaserer om børn, der tæskes til sex; en anden, der plæderer for strengere straffe og TV2´s indgriben (sic!); en tredje, der foreslår en afgrænsning af ytringsfriheden.

Zeloter som Berit Lund Jensen og Helge Kvam gør fællesskabet en stor bjørnetjeneste. Til deres delvise forladelse taler det ganske vist, at de, der udkommanderer dem, er endnu værre. Men så længe samfundets kræfter går spildt på den slags, vil de, der udnytter børnene, blive ved med at snyde os.

 

 

 

 

 

"Jeg kunne tænke mig at SL (Socialpædagogernes Landsforbund, red.) laver nogle advarselsannoncer i dagspressen mod det børnepasningsnetværk, som Peter Schmidt forsøger at etablere. Det ville også være betryggende, hvis Børns Vilkår i en mere skarp tone fordømte, hvad pædofile står for".

Fra en mor til to,

Socialpædagogen nr. 4, 1995

 

"Foreningen Børns Vilkår benytter enhver lejlighed til at komme i medierne ... John Halses bombastiske og stærkt følelsesladede udsagn er effektive midler til at opnå presseomtale, men de afleder opmærksomheden fra de sociale problemer, der som regel ligger bag et seksuelt misbrug, og som Halses forening hellere skulle gøre noget ved."

Agner Fog, Ph.D. og

Peter Jensen, stud. mag.

(B.T.s kronik søndag 12. februar 1995)

 

 

 

Chr. Braad Thomsen om hetzen:

Sexologiske essays

(Anmeldelse af Christian Braad Thomsen i Weekendavisen 28/4-4/5-1995 af Preben Hertofts bog Den rebelske fugl, 264 s., Hans Reitzels Forlag).

 

 

Under en illustration af en pigevampyr til denne anmeldelse skrev Christian Braad Thomsen: "Det er ikke som i 30rne, men det er stadig væk muligt at provokere med seksuelle holdninger - hvad sangeren Peter Schmidt har måttet sande. Han skildrer de erotiske komponenter, der også eksisterer i forholdet mellem forældre og børn. Og det går ikke an, hertil er frigjortheden slet ikke nået endnu. Børnevampyren her antyder ganske vist noget seksuelt, men i omskrevet form går det jo an."

 

Som professor i klinisk sexologi ved Københavns Universitet og psykiatrisk overlæge ved Rigshospitalet har Preben Hertoft i mange år været den centrale person inden for sexologi i Danmark. Hans lærebog Klinisk sexologi er et standardværk på området, og i den offentlige debat har Hertoft gang på gang med afslappet snusfornuft taget seksuelle minoriteter i forsvar. Nu har han samlet et udvalg af sine essays - som måske indimellem er blevet for afslappede.

Det bedste i bogen er de kulturhistoriske dele. Hertoft kan således fremlægge interessante dokumenter i et essay om sin forgænger Jonathan Leunbach, som i 20´erne og 30´erne var det førende navn i seksualreformbevægelsen, og som i 1936 blev idømt 3 måneders fængsel for illegale svangerskabsafbrydelser. Leunbachs hovedærinde var imidlertid at udbrede kendskabet til fødselsbegrænsende midler, og her blev han mærkeligt nok på det mest infame modarbejdet af Dansk Kvindesamfund. Redaktøren af medlemsbladet Kvinden og Samfundet, Anna Koch Schiøler, var regulær stikker, idet hun sendte et brev til justitsministeren, hvori hun beklagede sig over Leunbachs foredragsserie om fødselsbegrænsning. Hun mente, at disse foredrag, som kvinder valfartede til i tusindvis, var usmagelige og krænkede loven om offentlig usædelighed. Det er en tankevækkende kulturhistorisk pointe, at Dansk Kvindesamfund ved at hylde den bonerte tavshed om prævention var det såkaldte mandssamfunds gode forbundsfælle.

Men Leunbach forstod at skære igennem det offentlige hykleri. To dage før sin domfældelse skrev han i "Arbejderbladet":

"Det har i mange år været almindeligt kendt, at hvis en af overklassens kvinder ønskede et foster fjernet, var der altid hjælp for dem at finde, enten hos en af borgerskabets kvindelæger eller i udlandet. Hovedårsagen til at man overhovedet vil ramme mig, er sikkert den, at jeg har stillet mig på den revolutionære arbejderklasses side imod den overklasse, der som følge af min sociale og økonomiske stilling mener, at jeg burde stå på dens side. Det er en slags "klasseforræderi", som bør straffes. Men tillige har jeg ved at arbejde for seksuel oplysning og afskaffelse af den borgerlige seksualmoral lagt mig ud med alle reaktionære magter og magthavere."

Historien om Leunbach lever i kraft af dens elementære dramatiske kvaliteter, men ellers er det et problem ved Hertofts bog, at mange af de essays, som måske har tjent et aktuelt formål i tidsskrifts-sammenhæng, vanskeligt kan overleve i bogform. Hertoft skriver her ofte underligt ukoncentreret, og stort og småt præsenteres lidt hulter til bulter.

Bogens motto er et unavngivet citat, "Rør ved mig, så jeg føler at jeg lever" (som stammer fra en dansktop-sang med Lecia og Lucienne), men bogen igennem spores alligevel en vis berøringsangst. Adskillige interessante problemstillinger fremlægges, uden at Hertoft for alvor tager livtag med dem. Når han skriver, at en bestemt transvestit "har lært mig og andre mere om transvestisisme end mange bøger", er det f.eks. underligt, at vi ikke må få del i denne lærdom.

Som et apropos til Leunbach refererer Hertoft nogle "seksualoplysende" sange fra 30´erne til i dag og anfører her som bevis på, at tiderne trods alt har ændret sig, at en moderne sex-provokatør som Peter Schmidt ikke er blevet hængt offentligt ud for sine sange. Nej, men det er han unægtelig blevet for andre ting. I januar blev Schmidt offer for en ualmindelig infam kampagne, som startede i fagbladet "Socialpædagogen", og som B.T. lancerede på sin forside: "Pædofil lokker med privat børnepasning". Da der viste sig ikke at være dækning for denne forside "dementerede" B.T. ved at udstede en ny advarsel: "Pas på, han passer dine børn", hvorpå avisen lod Schmidt sige i en overskrift: "Jeg har lyst til sex med børn". Og det til trods for, at Peter Schmidt understregede, at han ikke er pædofil, men talte om den naturlige erotiske tiltrækning, der altid er mellem forældre og børn.

Lad os bare sætte sagen på spidsen: Ethvert ordentligt forældre/børn-forhold rummer også en erotisk komponent. Denne problematik er smukt formuleret på en enkelt side i Hertofts bog, hvor man glæder sig over, at sproget altså alligevel kan bryde gennem den sludrevorne dyne - indtil man så i noterne ser, at netop dette afsnit er skrevet af Amigo Canjal, som desværre ikke introduceres nærmere. Man gad nok vide, hvem han er.

I 30´erne kaldtes folk som Leunbach for "sovjet-påvirkede", i dag hænger beskyldningen for børnelokkeri løst, så man på den måde undgår at tage stilling til, hvad det egentlig er, de pågældende siger. Preben Hertoft har ofte sans for de besværlige kvaliteter hos dem, der risikerer den slags beskyldninger. Til gengæld kan man godt ærgre sig over, at han ikke selv risikerer ret meget i den foreliggende essay-samling.

 

 

 

 

 

"Tidens hysteriske overdrivelser af problemerne omkring børneporno og sex-misbrug minder i betænkelig grad om tidligere tiders moralske kampagner. ... Historien gentager sig aldrig, men det er nu påfaldende, hvordan overdrivelserne og de følelsesbetonede argumenter går igen."

Agner Fog, Ph. D. og Peter Jensen, stud. mag

(B.T.s kronik, søn. 12. februar 1995)

 

 

 

Den responsive stat - og en hetz

Uddrag fra en artikel af Peter Schmidt i det anarkistiske tidsskrift "Direkte Aktion", sommeren 1995.

 

 

Fra skole til Folketing, fra kommune til stat er der krise. Flere og flere børn finder det sværere og sværere at koncentrere sig i daginstitution og i skole - flere og flere skal have specialundervisning. Færre og færre voksne gider melde sig ind i de politiske partier. Hvor går folk hen, når de går ud? Eller ned?

 

Hvad vil vi?

Jeg tror de fleste folk bygger netværk - i egne hoveders fantasiverden eller i den ´objektive verden´ omkring dem. Nogle bliver psykisk syge, andre vokser indvendig og sammen med andre. Børnemagt i København (og snart i Ålborg?) er måske et symbol på, hvor mange børn vil hen. Og vi voksne, hvad vil vi? Vil vi ligesom børnene have suveræn selvbestemmelse over vores eget liv?

 

Den responsive stat

Efter murens fald påstår de borgerlige, at der ikke længere er et "højre" og et "venstre" i det politiske liv. For tiden opreklamerer Weekendavisen og dagbladet Information de hotteste borgerlige "revolutionære" navne som Amitai Etzioni - "en af verdens p.t. mest indflydelsesrige og kontroversielle politiske tænkere. Han anses for den ledende skikkelse i USA´s kommunitære bevægelse, som nu både teoretisk og praktisk inspirerer vidt forskellige skikkelser, på tværs af traditionelle partiskel" (Information. 17.3.95). Og samme dato i Weekendavisen præsenteres sociologen Anthony Giddens, der "forsøger i sin nye visionære bog at træde ud over nationalstaten, som er for lille til de store problemer og for stor til de små - vælgerne kræver nu ´livspolitik` ". Både Giddens og Etzioni vil udvikle det "nære" liv. Vi skal blive mere selvstændige, og ikke mindst, vi skal koste staten så lidt som muligt. Med hensyn til moral skal borgerne helst kontrollere hinanden! Den nye "ikke-stat" hedder "Den responsive stat" og jeg mener den er borgerlig og konservativ. En af bevægelserne til indførelsen af denne "ikke-stat" hedder "Den kommunitære bevægelse".

 

Den kommunitære bevægelse

Denne bevægelse vil genindføre "pligter og rettigheder i fællesskaberne". De gamle dyder og værdier skal igen se dagens lys. "Fællesskaber er sociale netværk af mennesker, der kender hinanden som personer og derfor har en moralsk stemme... Fællesskabet væves sammen af inter-personlige bånd. Bånd i ordets oprindelige betydning: Medlemmerne opmuntres til at respektere og underkaste sig de fælles værdier. Fællesskabet revser venligt dem, der krænker dets moralske normer", og "Det er kun, når alt andet slår fejl, at fællesskabet må vende sig til statsmagten. Altså jo mere levedygtige fællesskaber, jo mindre er behovet for policing - for opsyn og ordensmagt".

 

Vejen til det statsløse samfund

Marx og Engels troede på statens visnen hen. Den ville dø af sig selv, når staten havde sørget for et liv uden nød. Og herfra og heri ville det statsløse kommunistiske paradis opstå. Jeg har altid ment, at den eneste forskel på anarkisternes og kommunisternes statsløse samfund var strategien/vejen dertil og ikke endemålet.

Det så ud som om de borgerlige ´revolutionære´ var ude efter det samme som anarkisterne og kommunisterne. Dvs. indtil jeg på mit lokale bibliotek læste "Social Kritik nr. 35 - februar 1995 - Tema: omsorg - omstilling - efteruddannelse". På side 39 kan man læse om ´Den responsive stat´ og ikke mindst interessant, hvor grænserne går for den responsive stats "døen hen" eller afgivelse af overordnet styring til fordel for decentralisering/lokalt selvstyre.

"Den responsive stat eller selvforvaltningsstatens menneskesyn bygger på, at mennesket kan meget mere end man gik ud fra i velfærdsstaten..., men selvforvaltningssynet har på den anden side sine håndfaste grænser. Der er for eksempel ikke tale om at overlade erhvervslivet til lokalbefolkningens selvforvaltning, ligesom det kun er dele af velfærdsstaten, der skal selvforvaltes...". Artiklen hvorfra dette citat er taget handler mest om ´forsøgsprojekter, efteruddannelse og udviklingsarbejde´, om hvordan mange "socialarbejdere" kan fastholde og uddanne sig til et mere eller mindre nyt samfund. Med dette in mente kan andre også blive mere kritiske overfor pseudo-demokrati eller begrænset demokrati: "De mange centrale initiativer, der ligger bag udviklingspolitikken, tillader faktisk sjældent erfaringerne fra de decentrale udviklingsarbejder at få større indflydelse"!

Dvs. at selv den responsive stat kan, hvis den anfægtes, slå fra sig. Det som nu ligger tilbage som et åbent spørgsmål for mig, er hvorvidt pædagogstanden, helt eller kun delvis, er den responsive stats forlængede arm? Jeg mener faktisk at følgende beskrivelse af en hetz, ført an af et pædagogblad om min bog "hele og FRIE børn" og mig, er et udtryk for en faglig strid om jobs. Det våben pædagogerne anvender er direkte og indirekte beskyldninger mod mig for at være en "pædofil frontkæmper" og lignende. Disse beskyldninger skal så bruges til at skræmme folk fra såkaldt "privat pasning". Men prøv selv at vurdere min påstand.

 

 

Mit arbejde, mit mål

Jeg har bl.a. lavet følgende: 1972, medstifter af bladet Seksualpolitik; 1977, stifter af Postarbejdernes Ligestillingsudvalg i København; 1978, stifter af ligestillingsudvalget i Landsforeningen af Socialpædagoger - i dag er jeg selv uddannet pædagog; 1980, initiativtager til Høringen om bøsser og lesbiske på arbejdspladserne; 1982, medproducer af DR-udsendelsen Far, må jeg lege med din tissemand?; 1984, medstifter af Pædofilgruppen i Landsforeningen af bøsser og lesbiske (for mig er det et anti-pædagogisk hovedprincip at yde støtte til alle undertrykte/stigmatiserede grupper, også de pædofile. Hvis jeg ikke havde meldt mig som medstifter, havde den pågældende pædofil formentlig ikke haft mod nok til selv at stille op.); 1994, medstifter af Netværket FRIE KROPPE og stifter af Menneskerettighedsgruppen for incestimplicerede samt stifter af Anti-pædagogisk netværk.

 

Skandalehistorie

Pressens kampagne mod min bog og mig blev sat i gang af fagbladet Socialpædagogen den 25/1-1995. Dette 14-dages blad udsendte over Ritzaus Bureau fejlagtige oplysninger til alle landets journalister, som derefter skabte en presseand eller hvad et sådant luftkastel nu engang hedder! Følgende er en korrektion af nogle ukorrektheder om min bog og mig samt ´den store børnepasningsorden´, som Anti-pædagogisk netværk blev kørt op til.

 

I B.T. den 26.1.95 stod der, at jeg på et møde søndag den 29.1.95 i et medborgerhus "vil forsøge at hverve medarbejdere og børn til sit børnepasnings-projekt". Dette er ukorrekt. Formålet med dette offentlige møde har udelukkende været at diskutere børnenes liv, der - som vi voksne har valgt at indrette samfundet - er præget af en opsplittet hverdag - en isolering. Der er alt for mange børn i forhold til voksne i institutionerne, og børnene har i deres ghettoiserede hverdag alt for lidt indflydelse - selvbestemmelse. Kan vi i stedet indrette samfundet således, at institutionerne erstattes af børnepasnings-netværk i børnenes egne miljøer? Og hvordan giver vi, så længe samfundet er så institutionspræget som vores, børnene mere magt i disse? Anti-pædagogisk netværk er ikke min hovsa-løsning på kommunernes ventelisteproblemer, men et forum for diskussion af ovennævnte temaer.

 

Pædofili

Jeg er ikke mere "pædofil" end gennemsnitsdanskeren. Her er det måske interessant, hvad psykoanalysen har givet os af indsigt i en normal personlighedstype: Nemlig at selv ´almindelige´ mennesker er i besiddelse af ´rester´ i det ubevidste, der er/minder om pædofili, sadomasochisme - you name it! Jeg tror, at vi bedst kan styre disse drifter, hvis vi først og fremmest erkender, at de er der! I øvrigt fraråder jeg alle pædofile at melde sig ind i Anti-pædagogisk netværk, også selv om vi ikke passer børn - i dag er det simpelt hen for kontroversielt!

 

Pressens behandling

Alle led i presseformidlingen af omtalte sag har medvirket til videreformidling af citatfusk. Citaterne fra min bog optrådte i TV, radio og pressen, som om jeg alene havde opfundet disse! Men lektor Hans Hessellund, Aalborg Universitetscenter, er den direkte kilde til det videnskabelige materiale, der underbygger mine synspunkter i min bog angående incest og pædofili. Et eksempel: I min bog citerer jeg to kvindeforskere på side 85. Pressen citerer dette, direkte foranlediget af Socialpædagogen, som om jeg alene har opfundet citaterne ud af den blå luft! På almindeligt dansk hedder det vist nok ´at hænge nogen ud´! Der findes flere lignende eksempler, som jeg ikke vil belaste nogen med her.

 

Den responsive stat og en hetz

Grunden til, at jeg nævner alt dette i en artikel om "Den responsive stat" - den stat som forlængst er sat i gang som en erstatning for "Velfærdsstaten" - er, at jeg søger et svar på spørgsmålet: Hvorvidt er der tale om en faglig interesse hos stats- og kommunalansatte i at forpurre et beskedent bidrag til selvforvaltning i lokalområderne? Vi kan også spørge: Hvorvidt er der en faglig interesse i at bekæmpe anarkister? Jeg mener ikke, at "privat" børnepasning behøver at udvikle sig til et små- eller storkapitalistisk foretagende, eller at al pasning skulle foregå helt uden en eller anden form for løn.

 

En grundig og sofistikeret analyse af omtalte hetz kan bestilles gennem Anti-pædagogisk netværk, tlf. 35 26 61 81 (se Analyse af en hetz af Erik Pedersen i 4. del, P.S.).

Efter længere tids debat i Socialpædagogen om Peter Schmidt og Anti-pædagogisk netværk nægtede bladet at optage dette læserbrev af Peter Schmidt:

 

 

25.03.95

Til Socialpædagogen

 

Anmelder bluff?

 

Der må enten være tale om bluff eller en usandhed, når anmeldere af min bog siger, at jeg har misbrugt dem, som påstået i Socialpædagogen nr. 2. Sagen er tværtimod, at jeg ikke har modtaget en eneste klage fra så meget som en eneste anmelder!

Et eksempel på, at anmeldere derimod synes godt om min bog er "Den rebelske fugl", en netop nyudkommet bog af Preben Hertoft. Forfatteren er Danmarks eneste professor i sexologi, overlæge og leder af Rigshospitalets Sexologiske klinik. Han omtaler i sin bog mit projekt "hele og FRIE børn" seriøst og positivt. Da Hertoft´s bog handler om sex, erotik og kærlighed, kommenterer han på 8-9 sider min bog samt nogle af mine sangtekster. I "Den rebelske fugl" beskrives jeg som sidste skud på stammen af nogle progressive og rebelske seksualoplysnings-sangtekstforfattere siden 30´erne.

Hvordan kan det gå til, at seksualiteten i "hele og FRIE børn" omtales seriøst og positivt af Hertoft, men skandaliseres i Socialpædagogen? Hertoft har i sin anmeldelse af min bog i Politiken udtalt, at jeg er i familie med A.S. Neill og Hommer Lane, der begge kæmpede for børn og unges ret til selvbestemmelse, også seksuel selvbestemmelse. Omtalte diskrepans kan formentlig afklares ved, at Socialpædagogen anmelder "Den rebelske fugl".

Peter Schmidt

 

 

 

 

"Politiken mener sig i sin fulde ret til at kalde stifteren af Anti-pædagogisk netværk for pædofil. Peter Schmidt gør ingen hemmelighed ud af, at han er stifteren af netværket."

Tøger Seidenfaden, Politikens chefredaktør, i brev til Pressenævnet 16/3-1995.

 

"I januar blev Schmidt offer for en ualmindelig infam kampagne som startede i fagbladet Socialpædagogen".

Christian Braad Thomsen, Weekend-avisen 28/4-1995.

 

 

 

Undervisning hjemme - frihed eller fængsel?

af Peter Schmidt, Aalborg Stiftstidende d. 16. oktober 1995

 

(Indlægget bringes her som eksempel på, hvad Anti-pædagogisk netværk beskæftiger sig med. En dobbelt så lang kronik blev bragt i sin helhed i Direkte Aktion, nr. 3 efteråret 1995. Et kortere og første indlæg blev bragt som debatindlæg i Weekendavisen d.16.-22. juni 1995 under overskriften "Hvor børnene er".)

 

 

Lad lærere og børnepassere komme i hjemmene og spar udgifter til institutions-bygninger, foreslår Peter Schmidt, der under forfatternavnet Jørgen Rasmussen har skrevet "hele og FRIE børn".

 

Alle børneforskere er enige i, at alt for mange børn (20-25%) klarer sig så dårligt, at de har brug for ekstra støtte, f.eks. specialundervisning i skolen. Forældre har klaget mere over lange ventelister end over selve institutionens eksistens. Man fristes til at give forfatteren til "Om børn og deres virkelighed", Erik Sigsgaard, ret, når han hævder, at institutionerne primært har været og er p-plads for børn. Den manglende kritik af institutionerne beror på, at næsten ingen - endnu - har fået øje på et realistisk og lige så kompetencegivende alternativ til skolen og institutionerne i dag.

Sigsgaard har tidligere skrevet om lærere i Indien, der opsøger børnene, hvor de er, i stedet for hvor børnene anbringes og lærerne er samlet.

I Danmark har vi for længe siden fået etableret dagplejeordninger samt miljø-/ socialarbejdere, der f.eks. opsøger gadebørn, hvor de er. Men især dagplejen ligner i for høj grad en dårlig udgave af daginstitutionerne, fordi der stadig er for mange børn i forhold til voksne. Mens miljøarbejderne hidtil kun er løbet i hælene på "sociale tabere" på gadeplan i stedet for at udvide deres erfaringer til "normale" børn og unge i deres "normale" miljøer.

I institutionerne er der for mange børn i forhold til voksne. Dette fremmer i sig selv en tendens til en autoritær og utidssvarende voksen/barn-relation. I min bog "hele og FRIE børn" har jeg forsøgt at stimulere en debat om, hvordan selvstændige voksne og selvbestemmende børn kan have et givtigt liv sammen. Jeg diskuterer samfundsindretninger, som kan erstatte eller supplere vort udbud af institutioner.

De enorme pengetilførsler til vedligeholdelse af skoler og daginstitutioner kan overføres og bidrage til at ansætte måske to-tre gange så mange lærere og børnepassere, hvis viljen er til det. I det mindste vil disse midler kunne forbedre antallet af voksne pr. barn med 20-30% - dvs. den procent, der spares ved at fjerne/nedlægge/undlade at bygge nye instutionsbygninger. I skolerne udgør lønningerne kun ca. 65%, udgifter til vedligeholdelse af bygninger ca. 15% og undervisningsmaterialer ca. 20%. Ved ikke at bruge disse bygninger kan de 15% anvendes til at bedre elev/lærer normeringen. Måske ville undervisningsmaterialer opbevaret i kulturhuse kunne udnyttes mere effektivt, da disse kan bruges af flere i flere timer i døgnet. Besparelser her vil også kunne anvendes til at ansætte flere lærere.

Disse lærere og børnepassere har ikke brug for institutionsbygningerne. De kan arbejde, hvor børnene er, hjemme i egne lejligheder, villaer (mere humant og trygt for især de små), men også i kulturhuse (børnekulturhuse?), sportshaller, offentlige centre og pulsårer, skove, strande samt offentlige legepladser. Fremtidssamfundet kan bestå af små, overskuelige "skoler" eller mobile indlæringsenheder, hvor livet er. Børnenes virkelighed behøver ikke at være afsondret fra de voksnes hverdag. Det vil udgøre en kvalitativ forbedring af børnenes dagligdag, især pga. en meget bedre normering, en mere vellykket integration. Børnene vil i højere grad være i stand til at leve op til det teknologiske samfunds mangeartede krav, fordi undervisning, der ikke er afsondret fra det pulserende liv, opleves som mere meningsfyldt af eleverne.

Børnenes egne hjem kan være deres baser og primære hjemsteder for liv og læring. Eget hjem som det vigtigste tilholdssted for barnet ville i højere grad kunne medvirke til skabelse af større tryghed for barnet. Med min model vil der være et "overskud" af hjem - ca. to børn pr. villa eller lejlighed - og børnene vil være af vidt forskellige aldre, så børnegrupperne mest hensigtsmæssigt og naturligt bliver aldersintegrerede.

Forslaget må kun realiseres, hvis staten/kommunens repræsentanter ikke har den afgørende indflydelse på socialarbejdernes driftsøkonomi og kulturudvikling, dvs. på formål og administration af disse midler. Sidstnævnte skal ligge i hænderne på de lokale brugere.

Måske er den bedste model til sikring af størst mulig lokal selvbestemmelse selvejende "institutioner", administreret som i dag, hvor brugerne har den afgørende indflydelse på hverdagen og administrationen af økonomi og kulturel udvikling. Dette skulle dog udvides til mere børneselvbestemmelse.

Aalborg Kommune har erklæret 1995 som et børneår. Formålet er at skabe en debat om børn og deres dagligdag i instution og fritiden. Pædagogernes formand, Lise Steen, tror at dette vil forbedre forholdene for institutionerne: "Jeg fornemmer en reel velvilje fra både rådmand Henning G. Jensen og forvaltningen."

Ifølge rådmanden er der allerede søgt en tillægsbevilling på 6,5 mio. kr. til anlæg og 2,2 mio. kr. til årlig drift af en ny institution. Den seneste befolkningsprognose viser, at der er brug for 85 flere børnehavepladser end det, kommunen havde regnet med.

Men hvis kommunen ville etablere nogle lokale anti-pædagogiske distriktsprojekter, evt. på forsøgsbasis, kunne kommunen spare de 6,5 mio. kr. ved at undlade at bygge en ny børnehavebygning. De løbende driftsomkostninger på 2,2 mio. kr. skulle bruges til at finansiere løn til de voksenansatte lønmodtagere. I det omfang, de 2,2 mio. kr. svarer til udgifterne for en almindelig børnehave, hvoraf lønningerne normalt udgør ca. 80%, vil de resterende 20% kunne bruges til at opnormere antallet af voksne medarbejdere pr. barn. Herudover vil både frivillige ulønnede og andre kategorier af medarbejdere yderligere kunne forbedre normeringen af voksne pr. barn.

Hvis statens/kommunens lønnede børnepassere forbliver pædagogiske og dominerende medarbejdere, hvor børnene er, bliver vores hjem forvandlede til fængsler. Får vi derimod anti-pædagogisk lønnede og ikke-lønnede børnepassere i selvejende "institutioner", hvor børnene er, får vi frihed og mulighed for et givtigt liv voksne og børn sammen. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens berømte børnepasningsgaranti ville ikke længere betyde merindskrivning og forringelse af normeringerne i daginstitutionerne. Pædagogerne ville kunne glæde sig over flere uddannede socialarbejdere.

I øvrigt skal ingen opfatte det som en accept af de alt for få økonomiske midler til børnepasning i dag. Selv om penge kan spares, kan og burde der afsættes mange flere økonomiske ressourcer til fordel for børnene.

 

 

 

 

 

Korrespondancen

 

 

København den 2. februar 1995

Til Medlemmerne af Folketinget

(MF´ere har tidligere modtaget min bog "hele og FRIE børn" i forbindelse med lovforslaget om børneporno).

(Dette brev er ligeledes stilet til journalister m.fl.).

 

 

 

Dementi

 

INGEN PÆDOFIL BØRNEPASNING

 

 

I den seneste tid har der i aviser, fagblade, TV og radio været rygter og antydninger om, at jeg skulle stå bag et pædofilt børnepasnings-netværk. Sandheden er, at der hverken er pædofile eller børn indblandet i Anti-pædagogisk netværk. Pædofili har aldrig haft og har ikke nu noget som helst med Anti-pædagogisk netværk at gøre. Og så er jeg heller ikke selv pædofil.

I TV2, onsdag d. 25.1.95, blev der sagt, at jeg havde bekræftet, at der er 10-12 forældre tilmeldt Anti-pædagogisk netværk. Som jeg sagde på et pressemøde, er der kun 3 mænd og 3 kvinder - der er kun 1 forælder med 1 barn, der er over 20. TV2´s fejlinformationer er, såvidt jeg er orienteret, endnu ikke dementeret. Ej heller er noget af dette dementeret i Socialpædagogen (nr. 2, 1995, Peter Schmidt.), som i øvrigt er den egentlige ophavsmand til denne presseand, eller hvad sådan én nu hedder. Dvs. jeg forventer, at hvad jeg i dette dementi påpeger som værende urigtige oplysninger, snarest dementeres i de pågældende medier.

Herudover synes jeg også, at det er rimeligt, at medier, der har omtalt sagen, selv dementerer og ikke venter til jeg eventuelt opdager dem alle. Selvfølgelig er det umuligt for mig alene at vide, hvorfra og hvornår alle de fejlagtige oplysninger angående mig, netværket og min bog er viderebragt. Derfor en anmodning og et krav, hvis et sådant findes, om lidt hjælp og på forhånd tak.

I B.T., torsdag d. 26.1.95, stod der, at jeg på et kommende, åbent anti-pædagogisk møde i et medborgerhus "vil forsøge at hverve medarbejdere og børn til sit børnepasnings-netværk". Dette er B.T.´s udlægning af følgende, som jeg afleverede til 5-6 dagblade og Ritzaus Bureau d. 25.1.95:

"På søndag, kl. 18-23, samme sted, er der non-stop film og diskussioner om anti-pædagogisk netværk, alle interesserede er velkomne. Overskriften for denne aften er "Anti-pædagogisk netværk. Hvordan kan vi passe børn i børnenes egne miljøer? Føler pædagogerne sig truet på pengepungen?""

Der er intet i min overskrift på mødet, der siger, at jeg vil hverve børn og medarbejdere!. Mit udsagn herom underbygges af mødets annoncering i Politiken´s "Kom Frit Frem": "Anti-pædagogisk netværk. Børnepasning i børnenes egne miljøer. Diskussioner, non-stop film." (Understregningen er min, Peter Schmidt.).

B.T.´s omskrivning og mediernes mange fejlagtige oplysninger gjorde det nødvendigt at aflyse mødet: "Pædofil lokker med privat børnepasning" var på forsiden af B.T., torsdag d. 26.1.95, men jeg er hverken pædofil eller én, der "lokker" med børnepasning.

Formålet med det offentlige møde søndag d. 29.1.95 var udelukkende at diskutere, og dette blev uddybet i en skrivelse for dem, der mødte op:

 

Børnenes hverdag: Det er min overbevisning, at børnenes liv, som vi voksne har valgt at indrette samfundet, er præget af en opsplittet hverdag - en isolering. Der er alt for mange børn i forhold til voksne i institutioner ne, og børnene har i deres ghettoiserede hverdag alt for lidt indflydelse/selvbestemmelse på deres hverdagsliv.

 

Anti-pædagogik: Kan vi i stedet indrette samfundet således, at institutionerne erstat- tes af børnepasnings-netværk i børnenes egne miljøer? Og hvordan giver vi, så længe samfundet er så institutionspræget som vores, børnene mere magt i disse?

 

Lørdag d. 28.1.95. I B.T.: "Jeg er biseksuel. Men det giver sig ikke udtryk i handlinger", stod der i bladet. At dette ikke giver sig udtryk i handlinger har jeg aldrig sagt. I min bog "hele og FRIE børn" - forfatternavn Jørgen Rasmussen - fortalte jeg sandfærdigt, at jeg har haft et forhold til to kvinder og en mand, samtidig med at jeg i samme bog er "åben bøsse". Ved eksemplets magt har jeg søgt at demonstrere solidaritet med bøsser, selv om jeg er biseksuel. Informationerne har flydt frit - intet var skjult. Til andre tider har jeg endda sagt, at jeg var "lesbisk", misforstået solidaritet eller ej. (Og jeg har stadig gode, subjektive argumenter for, hvorfor jeg, for mig selv og for den kvinde, jeg var sammen med, vitterlig var "lesbisk" en nat som "kvinde" med en kvinde.)

Overskriften i B.T. torsdag d. 26.1.95, lød at jeg skulle være pædofil, at jeg lokker med børnepasning, at jeg vil passe små børn privat. Dette er direkte usandt, og er efter mit pressemøde fredag også dementeret i selve artiklen i B.T.´s lørdagsudgave. Til gengæld er der nye fejlinformationer i denne lørdagsudgave: Det er overskrifterne, der totalt forvrænger alt, hvad jeg siger, skriver i min bog, og er: "Pas på, han passer dine børn", "Jeg har lyst til sex med børn"!!

 

CITATFUSK i Socialpædagogen, TV Lorry, evt. flere medier

 

Sluttelig vil jeg redegøre for, hvad jeg opfatter som noget af det værste i denne sag, nemlig at der på baggrund af Socialpædagogen nr. 2 i mange medier har været tale om decideret citatfusk:

1. Et citat på side 2 i bladet (fra side 85 i "hele og FRIE børn") fremstår således, at læseren tror, at dette citat stammer fra mig: "Seksuel kontakt mellem forældre og børn kan undertiden give barnet en bred introduktion til seksuel praksis, navnlig i et trygt og ikke truende miljø." Men dette citat er ikke mit. Og det véd Socialpædagogen! Det er nemlig to amerikanske kvindeforskere, Carolyn L. Symonds og Maureen J. Mendoza, som jeg citerer, ganske kortfattet, fra en af deres undersøgelser på området, anmeldt af lektor ved Aalborg Universitetscenter, Hans Hessellund, i Nordisk Psykologi nr. 1, 1983 og i Ekstra Bladet d. 26.1.1984.

2. Et andet citat på samme side: "Incest kan være og er ofte dejligt, godt og til gavn for børn, og bør derfor heller ikke være strafbart" (side 90 i "hele og FRIE børn"). Dette er rigtig nok min formulering, men en afgørende kendsgerning udelades, nemlig at citatet bygger på lektor Hessellunds nævnte anmeldelse, som omhandler en meget større videnskabelig samling undersøgelser af børn og sex i det hele taget. Ekstra Bladet, 26.1.84, Hessellund: "Blodskamsoplevelser og børns seksuelle forhold til voksne behøver ikke altid at være skræmmende. Det viser sig nemlig, at skræmte forældre og voksnes aggressive reaktioner på børns seksuelle oplevelser skaber angst hos børnene, mens deres seksuelle oplevelser i en socialt positiv atmosfære ser ud til at være gavnlige for børnenes videre personlighedsudvikling."

3. Tredje citat, samme side i Socialpædagogen: "En seksuel hemmelighed er uskadelig, så længe den bevares inden for en kreds af seksualpositive og indforståede personer. Det kan være en fordel for barnet, at det støttes i udfoldelse af sin seksualitet og får at vide, at der intet forkert er heri, også selv om andre måske siger noget andet." (side 88 i "hele og FRIE børn"). Dette citat er 1 af 19 faktorer, som jeg har udviklet på baggrund af de samlede undersøgelsesresultater i (den ovenfor omtalte forskning i antologien) "Children and Sex". Socialpædagogen skriver intet om, at jeg udtrykkeligt skriver i min bog, at mine faktorer skal anvendes som et supplement til de samlede forskningsresultaters 4 kriterier for at vurdere kvaliteten af børns seksuelle oplevelser. Hvordan kan alt dette totalt ignoreres, når disse 4 kriterier m.m. findes på den foregående side i min bog?

Ovenstående citater er i Socialpædagogen taget ud af deres sammenhæng eller fremstillet, som om de alene stammer fra mig. Det skabte billede er det perverse svin, der står helt alene med sine ideer.

 

Venlig hilsen

Peter Schmidt

............................

 

 

 

Politiken nægtede at optage dette:

 

Dementi: Jeg er ikke pædofil!

 

I Politiken 27.1.95 stod der, at jeg er "erklæret pædofil". Men jeg er ikke pædofil. Jeg vedkender, principielt, at alle mennesker har mange seksuelle følelser i sig, også noget pædofili, og det er noget ganske andet end at være pædofil.

Det afgørende for mig er, hvorvidt et menneske kan styre sine drifter og anvende disse konstruktivt. Mine synspunkter har jeg givet udtryk for i mere end 10 år og disse er uddybet i min bog "hele og FRIE børn", forfatternavn Jørgen Rasmussen. Mine holdninger har igennem tiden gjort, at jeg har solidariseret mig med forskellige seksuelle minoriteter samt kvindefrigørelse. I 1978 stiftede jeg Ligestillingsudvalget i Landsforeningen for Socialpædagoger og i 1980 tog jeg initiativet til Høringen om bøsser og lesbiske på arbejdspladserne. Jeg identificerer mig med forskellige undertrykte folks frigørelseskampe, også de pædofiles.

Artiklen i Politiken, "Pas på privat pasning", kan tolkes som om mit og Anti-pædagogisk netværks primære formål er at stifte børnepasningsordninger. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at netværket er et forum for diskussion, hvor mulighederne for at passe børn kan indgå. Om netværket nogensinde kommer til at passe børn, er for netværket ligegyldigt. Min interesse for Anti-pædagogisk netværk har ikke været, at jeg konkret vil passe børn i netværket. Mit hovedformål er at fremme kendskabet til synspunkterne i "hele og FRIE børn".

Peter Schmidt

 

 

 

Brev fra Voksne Babyers Verden

(Foreningen for infantilister) til Peter Schmidt. (Nogle af mine akademiske venner der beskæftiger sig seriøst med seksualpolitik eller forskning har udtrykt fascination og stor beundring overfor grundlæggeren af denne forening. Selv kender jeg desværre næsten intet til arbejdet i foreningen. Alligevel varmer det om hjertet at have modetaget dette brev. Peter Schmidt.):

 

18.02.95.

 

Lad mig først sige mange tak, fordi du tager dig tid & omkostninger til at holde mig ajour i sagen, du kører mod Danmarks medieverden.

Desværre er det du oplever jo udelukkende et eksempel på, hvilken uhyggelig kontrol medierne kan få over os. Og i hvor udstrakt en grad journalisterne selv digter i stedet for at undersøge de faktiske forhold.

Da jeg netop selv har haft et par uheldige oplevelser med journalister, har det bevirket at jeg overhovedet ikke længere har kontakt med medierne.

Jeg har ganske vist heller ikke så meget brug for det mere, efter at foreningen er blevet kendt rundt omkring.

Men jeg synes absolut ikke, at medierne i Danmark opfører sig sobert.

Egentlig har jeg ikke rigtig andet at sige, end at ønske dig held og lykke, og hvis der er noget jeg kan være behjælpelig med, skal du selvfølgelig ikke tøve med at kontakte mig.

Med venlig hilsen

N.

 

Brev til Peter Schmidt fra Hugo Hørlych Karlsen.

(Forfatteren har bl.a. skrevet "Barndom - en historiebog om voksne", Husets Forlag 1995 samt er oversætter og kommentator af Mantak Chias bøger: Denne triologis overordnet tema er Seksuel energi - 1. bind "Mandens muligheder", 2. bind "Kvindens muligheder" og 3. bind "Parrets muligheder". Udkom i 1995 som 3 binds billigbog. Se også litteraturliste, Peter Schmidt.):

Alrø, d. 21.2.95.

Kære Peter.

 

Tak for de ting, du har sendt mig. Jeg har læst og hørt det hele med stor interesse og med stort udbytte.

Tingene er kommet til mig, mens jeg var bortrejst til Skotland, og umiddelbart efter hjemkomsten flyttede vi fra Hasselager til Alrø. Så jeg har læst og hørt alt midt i et stort opbrud med hele vores indbo stuvet ned i kasser. Og sådan ligger det stadig, mens vi indretter os her med alt, hvad det indebærer af håndværk på huset. Efter nogle år med meget krævende investeringer (personligt set) er jeg i en periode med at samle kræfter igen.

Jeg synes, det er fint og godt, det du skriver og siger - tillad mig at sige: Pas godt på dig selv! Der er intet personligt mod dig i det hetzagtige. Du ramler "blot" ind i et af de mange rum, hvor mange mennesker har sorte huller og ikke åbent kan se den virkelige virkeligheds livgivende nuancer. Når mennesker har sorte huller inden i sig, gør de andre udenfor sig sorte og sig selv hvide. Hertil kommer så, at medierne ikke søger sandhed og realitet, men fjende- og skrækbilleder.

Jeg ønsker dig, at du må ride vel gennem stormen på en måde, så andre får mere indblik og du får mere positiv erfaring.

 

Hej fra Hugo

 

 

 

København, den 24. Februar 1995

Press

Studiestræde 24, 1.

1455 København K.

 

Att. Mette Jensen/Bogholderiet

 

 

Vedr. Rykker af 17. febr. 1995.

I november 1994 indgik jeg en aftale med Jer (Press) om indrykning af 3 på hinanden følgende annoncer. Min annonce har været indrykket i december 1994 og januar 1995. I februar 1995 var min annonce ikke i bladet, som aftalen ellers var.

 

Jeg har betalt annoncen (fratrukket den aftalte rabat) for december, og nu rykker I for januar 1995, hvilket beløb jeg ikke vil betale, før I har overholdt Jeres del af aftalen og indrykket den 3. og sidste annonce.

Jeg har indsat beløbet på en spærret konto - og når vores aftale fra Jeres side er overholdt (dvs. indrykning af den sidste annonce), da vil beløbet straks blive overført til Jeres konto.

Jeg forventer derfor, at min sidste annonce vedr. "hele og FRIE børn" bliver indrykket i april-nummeret, da dead-linen for marts jo allerede er overskredet. Til gengæld forventer jeg en yderligere rabat, idet I ikke har overholdt vores aftale om indrykning 3 måneder i træk!

Bliver min sidste annonce ikke indtrykket i april-nummeret, da har I misligholdt vores aftale, hvorfor jeg ikke agter at betale for annoncen i januar-nummeret.

 

Med hilsen

 

Peter Schmidt

 

P.S. Ved gennemgang af Jeres bogholderi fremgår det, at nedenstående fakturaer

ikke er betalt - og så nævnes der én faktura! (nr. 31. 950).

 

 

 

 

 

 

Illustration - dokument: BREV FRA PRESS. METTE JENSEN, 16/5/95: 1/2 SIDE!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Politiken 27/2-95

 

Brev fra Seidenfaden

illustreres

hele siden

 

 

"Politiken mener sig i sin fulde ret til at kalde stifteren af Anti-pædagogisk netværk for pædofil. Peter Schmidt gør ingen hemmelighed ud af at han er stifteren af netværket".

Tøger Seidenfaden, chefredaktør Politiken i brev til Pressenævnet, 16.3.1995

 

"Medmindre der foreligger anmeldelse om seksuelt overgreb, er der kun én, der er kompetent og berettiget til at udtale sig om en persons seksualitet, og det er personen selv".

Gestaltterapeut, mag.art. Maria Marcus, i brev til Pressenævnet, 22.4.1995

 

 

1.3.95.

 

Til

Pressenævnet

Pr. Jørgens Gård 13

1218 København K.

 

Vedlagte faktuelle dementier stilet og tilsendt dagbladet Politiken sender jeg nu til Pressenævnet, da Politiken har afvist at dementere faktuelle usandheder om mig og Anti-pædagogisk netværk, som jeg har stiftet. Den artikel i Politiken, hvori usandhederne om mig og netværket blev offentliggjort, er også vedlagt samt et læserbrev, der ligeledes er blevet afvist. Afvisningen af dementierne er dateret 27.2.95. Sidstnævnte begrundes i, at artiklen i Politiken intet har med undertegnede at gøre, men som enhver læser kan se ved selv en overfladisk læsning af artiklen "Pas på privat pasning" i Politiken 27.1.95, er der tale om min person som "pædofil", der "står bag en privat børnepasning". Jeg nævnes ved navn som "Den erklærede pædofil", tillægsordet "pædofil" sættes i forbindelse med mit navn hele 4 gange! Mit navn nævnes 2 gange!

Når Politiken vælger at viderebringe fejlagtige oplysninger om, at jeg skulle være pædofil og at en pædofil står bag Anti-pædagogisk netværk, mener jeg mig berettiget til at få disse fejl dementeret, idet jeg mener at Politikens henvisninger til kilden (Social-pædagogen) ikke fratager avisen et journalistisk ansvar i forhold til indholdet af artiklen i Politiken 27.1.95.

Jeg er uforstående overfor Politikens argumentation om, at artiklen 27.1.95 ikke handler om mig, idet Politiken, som tidligere nævnt, vælger at trykke mit navn.

Som det klart fremgår af vedlagte faktuelle dementier tilsendt Politiken 20.2.95, er jeg ikke pædofil, pædofili har intet med Anti-pædagogisk netværk at gøre, ingen pædofile står bag Anti-pædagogisk netværk, annoncen i Politiken for Anti-pædagogisk netværk har kun været trykt i Politiken, og jeg har hele tiden sagt til alle, at jeg ikke gider passe børn privat.

Jeg kan ikke leve med denne overvældende og destruktive stigmatisering af mig og Anti-pædagogisk netværk. Derfor kræver jeg, at alle nævnte usandheder om mig og netværket dementeres omgående.

 

Peter Schmidt

 

 

[Kommer snarest - vær tålmodig - du vil ikke fortryde det!, forfatteren Troels Peter Schmidt]

 

 

Ill Politiken modtaget af Pressenævnet d.24/3-95

2 hele sider til det 2 sider lange brev!

Ill DO

[Kommer snarest - vær tålmodig - du vil ikke fortryde det!, forfatteren Troels Peter Schmidt]

2.4.95

Til

Pressenævnet

Porthusgade 3

1213 København K.

 

Sag nr. 33/1995

Peter Schmidt´s svar på hr. Seidenfaden´s svar på Schmidt´s klage over Politiken:

 

Ang.: Skrivelse fra Politiken til Pressenævnet dateret 16. marts 1995 - modtaget af Pressenævnet 23.3.95.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Svar til Seidenfaden´s Ad 1):

Hr. Seidenfaden´s lemfældige og ukritiske holdning til falsk etikettering af undertegnede er både chokerende og tankevækkende. Ikke mindst da denne holdning stammer fra en chefredaktør. Jeg kan dog se, at det desværre er nødvendigt at oplyse chefredaktøren samt mindst én af hans journalister om, at det normale i de fleste foreninger/grupper, som eksempelvis SMil - foreningen for sado-masochister, Pædofil-gruppen og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, er, at alle disse grupperinger optager sympatisører som medlemmer. Som dokumentation herfor vedlægges vedtægter for disse 3 organisationer. Jeg har understreget de steder i vedtægterne, hvor krav til medlemskab fremgår. Det helt normale er, at enten står der direkte, at sympatisører er velkomne, eller også står der noget i retning af: "Enhver, der tilslutter sig foreningens formål, er villig til at anerkende foreningens vedtægter og er fyldt 18 år, kan blive medlem" - dette eksempel er fra foreningen SMil´s vedtægter. I vedtægterne for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske står der direkte ordret "sympatisør". Pædofilgruppen´s krav til medlemskab lyder: "Skal man være pædofil for at være medlem? Nej, Pædofilgruppen kan optage enhver, der støtter vores formål, som medlem". Alle disse vedtægter og foldere er vedlagt som fotokopier. Pædofilgruppen´s er dateret fra 1988, som netop er folderen fra det tidspunkt, jeg selv var aktiv i gruppen.

Herudover er der eksemplet om Lars Ullerstam, en svensk psykiater, forfatter til bl.a. "De erotiske minoriteter" og i 1962 stifteren af en ekshibitionistgruppe i Göteborg. Jeg har vedlagt to kassettebåndskopier (1 til Pressenævnet og 1 til Politiken) med et kort interview med Ullerstam (fra Radio Rosa), hvor psykiateren fortæller om, da han ovenikøbet selv startede denne gruppe. Ifølge chefredaktørens tankegang må man antage, at Lars Ullerstam selv er ekshibitionist! Lars Ullerstam er imidlertid ikke ekshibitionist, men en psykiater der vil hjælpe nogle mennesker i nød. Og derfor oprettede han en gruppe for disse mennesker. Ligesom Ullerstam har jeg stiftet en ekshibitionistgruppe (for mit vedkommende var det i 1990), og ligesom Ullerstam er jeg heller ikke af den grund blevet gjort til ekshibitionist!

Autenciteten af interviewet med Ullerstam kan bekræftes ved at ringe til Radio Rosa´s journalist Agner Fog på telefon nr. 31 10 22 43 eller Dorthe Bjarnov, sidstnævnte har formidlet kontakten mellem Ullerstam og Radio Rosa.

I 1984 var jeg medstifter af Pædofilgruppen i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Jeg støttede en pædofil i at fremlægge et forslag til anerkendelse af en pædofilgruppe på lige fod med andre grupper i Landsforeningen. Havde jeg ikke stillet mig op som medstifter på daværende generalforsamling, havde den pædofile formentlig ikke fremlagt det omtalte forslag og så havde de pædofile ikke fået den gruppe i Landsforeningen, som man ønskede på det tidspunkt. Derfor blev jeg medstifter. I øvrigt er det for mig et anti-pædagogisk overordnende princip at yde støtte til undertrykte mennesker, der ikke selv vil undertrykke nogen. I vores samfund er de pædofile, efter min mening, en undertrykt gruppe. Mine anti-pædagogiske principper har jeg uddybet i min bog "hele og FRIE børn".

Hvis jeg skulle være alle de personlighedstyper, eller som de personer, som jeg har været fortaler for, stifter/medstifter/medlem af, initiativtager til, så skulle jeg være lesbisk, pædofil, transvestit, sado-masochist, indvandrer, fetichist, politisk flygtning, barn, neger, kvinde, gammel pensionist, kineser, grønlænder, zoofil, osv. Men jeg er ingen af disse. Og ingen kan være alle disse. Vedlagt "Racisme og sexisme" fra Socialistisk Dagblad og en kronik af undertegnede fra dagbladet Information for at dokumentere bredden i mit seksual-etniske politiske arbejde gennem snart 24 år. Jeg var medlem af Alpha Diallo-komiteen, omtalt i min artikel "Racisme og sexisme". Og som det fremgår af Seidenfaden´s bilag A, er jeg bl.a. stifter af/initiativtager til Faglig ligestillingsgruppe mod sexisme, racisme, alderisme samt ligestillingsudvalg i 3 forskellige fagforeninger.

Svar til Ad 2):

Når udgangspunktet for en logisk eller ikke logisk tankegang er falsk, kan selv nok så meget "logik" ikke rette op på en fejl, med mindre der er tale om en tilfældighed. Når sympatisører beviseligt kan være medlemmer af en gruppe/forening, har man ikke ret til at kalde alle medlemmer det, som gruppen ellers står for. Fordi jeg har været sympatisør i Pædofilgruppen, gør det mig ikke til pædofil i Anti-pædagogisk netværk! Og derfor har Politiken ikke ret til at kalde mig pædofil.

Det er rigtigt, at jeg ikke gør nogen hemmelighed ud af, at jeg er stifteren af Anti-pædagogisk netværk. Hele mine 23 års lange seksualpolitiske "karriere" har hovedsagelig bygget på ingen hemmeligheder og fuld åbenhed. Det er derfor det er naturligt og muligt for mig som ikke-pædofil bl.a. at støtte de pædofiles frigørelseskamp. I princippet ligesom Christian Kampmann, Bente Clod, Helle Jarlmose - senere forkvinde for Dansk Kvindesamfund - disse tre personer var medlem af redaktionen af bladet Seksualpolitik, som jeg var medstifter af. Bladet Seksualpolitik gik ind for en total ophævelse af den seksuelle lavalder, som i øvrigt er identisk med Pædofilgruppens mål. Se vedlagte Seksualpolitik samt artikler af Christian Kampmann og Bente Clod m.m. i B.T. og Seksualpolitik.

Svar til Ad 3), første afsnit:

Hverken en eller flere pædofile står bag Anti-pædagogisk netværk. Alligevel er, efter min mening, helhedsindtrykket for flertallet af Politikens læsere, at der står pædofile bag Anti-pædagogisk netværk, som er et fejlagtigt udtryk.

Svar til Ad 3), andet afsnit:

Seidenfadens tankegang hér er: Hvis man har den opfattelse, at pædofili i sig selv er uskadeligt, så må man selv være pædofil - hvorfor ellers henvise til nogle afsnit i min bog? Men hvis chefredaktørens tankegang havde noget på sig, så måtte en lang række forskere alle selv være pædofile! Samt alle daværende medlemmer af Seksualpolitik´s redaktion! Og denne tankegang er selvsagt lidet sandsynlig.

Udover den af Seidenfaden omtalte side 85, vedlægger jeg de foregående og efterfølgende sider 84 samt 86-87 (Seidenfadens side 85 er = Bilag D, første side). Når man nu læser disse sider i deres helhed, fremgår det krystalklart at lektor ved Aalborg Universitetscenter Hans Hessellund selv har anmeldt omtalte af Seidenfaden "interessante passager", hvad angår første side af Bilag D. Hessellund skrev i sin anmeldelse i Nordisk Psykologi og i selve Politikens Hus, nemlig i Ekstra Bladet. Ligeledes fremgår det nu klart, at mine "Faktorer til at vurdere og beskytte børns grænser" (Bilag D) bygger på omtalte anmeldelse af Hessellund. Ifølge Seidenfaden´s egen tankegang må Hans Hessellund selv være pædofil, og i forlængelse heraf måske også den der står bag Hessellund´s anmeldelse på Ekstra Bladet!

Svar til Ad 4):

Hr. Seidenfaden roder annoncering for min bog sammen med en annonce for Anti-pædagogisk netværk. Annoncen for min bog har cirkuleret i alle landets dagblade, ikke mindst i Politiken, i ca. 1½ år. Annoncen "Anti-pædagogisk netværk - en diskussions- og børnepasningsgruppe for forældre, socialarbejdere og andre" har udelukkende optrådt i "Kom Frit Frem" i Politiken. Bilag A er et annonceudkast, der aldrig blev trykt, desværre. Til min fortrydelse ville fagbladet Socialpædagogen ikke trykke den. Bilag B er ikke en annonce som sådan, men en reaktion på den hetz fagbladet Socialpædagogen satte i gang mod mig og som blev refereret til i radio og TV. Det var, som dateret på skrivelsen, 25.1.95. Derfor denne skrivelse i ganske få eksemplarer, afleveret af mig personligt og kun til medierne. Bilag C er tydeligt ikke en annonce for Anti-pædagogisk netværk, men en annonce for min bog. I øvrigt eksisterede netværket slet ikke, da min bog udkom og det er ikke nævnt i bogannoncen.

Svar til Ad 5):

Overfor Socialpædagogen, som er den oprindelige ophavsmand til hele mistænkeliggørelsen af mine aktiviteter og bog, havde jeg endda (i god tid før deres "historie" blev offentliggjort) fortalt, at jeg ikke selv gider at passe børn privat. Det skriver jeg her, fordi det synes jeg Politiken skulle vide. Og det har jeg sagt til hvem som helst, der har villet spørge mig. Derfor skriver jeg også i mit læserbrev til Politiken, at for mit vedkommende er det ligegyldigt "om netværket nogensinde kommer til at passe børn", da folk selv må tage ansvaret for, hvordan deres børn skal passes. Men jeg vil hellere end gerne medvirke til at starte en relevant debat.

 

Udover det øvrige materiale tilføjer jeg nogle faglige definitioner på pædofil og pædofili. Disse definitioner udelukker, at jeg kan være pædofil, men vedkender fra fagligt hold at alle mennesker har "noget pædofili" i sig:

"En pædofil er en person (oftest, måske altid en mand), der især føler sig tiltrukket af personer, der aldersmæssigt befinder sig i perioden før, under og/eller lige efter puberteten. Den pædofile finder sin egentlige seksuelle tilfredsstillelse i forhold til børn og unge i denne aldersgruppe, idet der er store individuelle variationer med hensyn til, hvilken aldersgruppe der er den foretrukne. Det er karakteristisk, at i og med den unge bliver fuldt udviklet i legemlig henseende, forringes hans seksuelle tiltrækning for den pædofile." (Taget fra "Klinisk Sexologi" af overlæge Preben Hertoft, Sexologisk Klinik, Rigshospitalet.)

"Vanggaard (1969) mener, at voksne mænds og drenges gensidige sexuelle tiltrækning er noget ganske alment forekommende, som imidlertid undertrykkes i vor kultur. Bl.a. anfører han: "Mellem mænd og drenge... findes der følelsesforhold af en farve og intensitet, som nøjere betragtet naturligt må kaldes seksuelle, selv om det genitale kun ligger hinsides forholdet og uden for parternes bevidsthed."." (side 279 fra "Klinisk Sexologi").

Ud fra den faglige litteratur samt egen overbevisning er jeg absolut ikke pædofil, har aldrig været det og vil formentlig aldrig blive det. Jeg er voksen-til-voksen biseksuel og det er her, jeg finder min seksuelle interesse og tilfredshed. Når jeg siger, at en gennemsnitsdansker har noget pædofili i sig, bevidst eller ubevidst, i mere eller mindre grad, så er jeg erkendelsesmæssigt i overensstemmelse med den anerkendte og estimerede forskning på området.

Og dette gør hverken mig, Preben Hertoft, Vanggaard eller andre til pædofile. I virkeligheden er dette yderst banalt og noget, som hvem som helst kan forstå teoretisk, også Politiken, enig eller ej. Derfor er der heller ingen undskyldning for at kalde mig "pædofil", når jeg ikke er det. Og derfor skal Politikens udlægning og omtale af mig og Anti-pædagogisk netværk selvfølgelig dementeres, og gerne af mig og med læserbrevet "Jeg er ikke pædofil" - Bilag 13, Feb. 1995. Også vedlagt brev til Folketinget, dateret 2.2.95.

Peter Schmidt

 

[Kommer snarest - vær tålmodig - du vil ikke fortryde det!, forfatteren Troels Peter Schmidt]

 

 

 

Hel side til: Ill Politiken modtaget af Pressenævnet d.18/4-95

 

"Børn har deres egen seksualitet, og den skal de have lov til at have. I fred".

Helge Kvam og Berit Lund Jensen

(i lederen "Lad barnet", Socialpædagogen nr.2, 1995, hvormed kampagnen imod Peter Schmidt begyndte)

 

"Blodskamsoplevelser og børns seksuelle forhold til voksne behøver ikke altid at være skræmmende. Det viser sig nemlig, at skræmte forældre og voksnes aggressive reaktioner på børns seksuelle oplevelser skaber angst hos børnene" (og dermed uoverskuelige problemer for fremtiden, red.), "mens deres seksuelle oplevelser i en socialt positiv atmosfære ser ud til at være gavnlige for børnenes videre personlighedsudvikling."

Forfatter, cand. psych. lektor Hans Hessellund

Nordisk psykologi nr. 1, 1983

 

 

Stenløse, d. 20. apr. 1995

 

Til: Pressenævnet.

 

 

På given foranledning skal jeg afgive følgende udtalelse:

 

I gennem godt 3 år har jeg været professionel rådgiver for Foreningen Pædofil-gruppen. Baggrunden herfor er mit erhvervsarbejde som sagsbehandler og socialrådgiver gennem godt 20 år (Kriminalforsorgen, Københavns Kommune, Frederiksborg Amt og Nicolajtjenesten); jeg er nu pensioneret.

Jeg er ikke selv pædofil (enkemand efter 30 års ægteskab), men har stor sympati og forståelse for de ofte ulykkelige mennesker, som tilhører en sexuel minoritet, og har i erhvervsårene ofte arbejdet positivt for sådanne mennesker.

Det forekommer særdeles ulogisk og forkert, hvis man vil påstå at en tilknytning til en bestemt gruppe mennesker, som f.eks. i mit tilfælde, skulle være ensbetydende med at man selv "er sådan". - I den forening jeg repræsenterer findes adskillige sympatiserende medlemmer, som ønsker at støtte det humanitære og politiske arbejde, der er foreningens hovedformål. Disse mennesker - incl. undertegnede - ville i givet fald protestere kraftigt mod en sådan holdning, specielt hvis den blev udtrykt skriftligt overfor et større forum.

Her i landet skulle man tilklistre alt med idrætsanlæg, hvis nævnte påstand blev brugt i forbindelse med de talløse "sportsklub-venneforeninger" der eksisterer!

Det er min opfattelse, at alle analogiseringer i et spørgsmål som dette på forhånd er håbløse!

 

Med venlig hilsen

 

Svend Jensen

Tlf. 42 17 37 28

 

 

22/4-1995

Til Pressenævnet

Porthusgade 3

1213 K.

 

Medmindre der foreligger anmeldelse om seksuelt overgreb, er der kun én, der er kompetent og berettiget til at udtale sig om en persons seksualitet, og det er personen selv.

Politiken fastholder at kalde Peter Schmidt for pædofil, med den begrundelse, at han er stifter af Pædofilgruppen under Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske. Dette er i sig selv ukorrekt, idet han ikke er stifter, men medstifter. På hans protest svarer Politiken, at et sådant medlemsskab svarer til, at "et medlem af en Venstre-vælgerforening er Venstre-m/k. Og ikke sympatisør".

Denne parallelisering siger imidlertid mere om niveauet i dansk partipolitik end om det foreliggende tilfælde. I andre politiske sammenhænge kan man udmærket være sympatisør og gøre det til et livsindhold at kæmpe for frigørelse af undertrykte grupper, selv om denne frigørelse kan betyde afgivelse af personlige privilegier, sådan som tilfældet f.eks. har været hos mange af dem, der har deltaget i Sydafrikas apartheid-kamp uden at være sorte - Nadine Gordimer er kun et enkelt, kendt tilfælde.

Når det drejer sig om kønspolitik, er paralleliseringen med en vælgerforening endnu mere misvisende. Adskillige mænd har deltaget i kønskampen på kvindebevægelsens side, f.eks. organiseret i Dansk Kvindesamfund. I alle større seksualpolitiske interesseorganisationer sidder der sympatisører, der ikke tilhører den pågældende minoritet. Dette kan lade sig gøre, eftersom der ikke i disse organisationers vedtægter findes optagelseskriterier med krav vedrørende medlemmernes seksuelle observans.

Når Peter Schmidt forlanger et dementi af en offentlig påstand om at være pædofil, er det ikke fordi det er ærekrænkende i sig selv. Men fordi det i dagens Danmark får visse konsekvenser. Dels for hans borgerlige omdømme i et på vigtige områder endnu kønsforskrækket samfund - ikke mindst med hensyn til selve begrebet pædofili, der baserer sig på noget så arbitrært og omskifteligt som den officielle kriminelle seksuelle lavalder. Dels fordi en sådan offentligt fremført påstand dårligt kan undgå at medføre en forringelse af hans professionelle arbejdsmuligheder i arbejdet med børn, altså en risiko for at blive ramt på sit levebrød.

At insistere på at kalde Peter Schmidt pædofil tvært imod hans eget udsagn om sin personlige seksuelle observans kan kun skyldes enten et ønske om at fiske i rørt vande og yderligere blæse til en latent aggressivitet mod seksuelle minoritetsgrupper under dække af omsorg for børnene - eller ren og skær sensationstrang.

Det afgørende er imidlertid, at denne personlige forfølgelse af Peter Schmidt aldeles kommer til at skygge for hans ikke-personlige, ideologiske og kønspolitiske arbejde for en anerkendelse af børns seksualitet - et faktum som trods Freud stadig er et tys-tys emne, som der er behov for at debattere. ikke mindst fordi alle disse fortielser og fornægtelser senere i livet kan vise sig at have medført alvorlige konsekvenser for den personlige seksuelle udvikling - hvilket netop er udgangspunktet for Peter Schmidts kønspolitiske arbejde.

Derfor vil det være rimeligt at fremsætte en berigtigelse af påstanden om Peter Schmidts pædofile observans og nøjes med at omtale ham som medstifter af Pædofilgruppen.

 

 

Maria Marcus

(Forfatter, mag.art., psykoterapeut med speciale i seksualitet (medlem af Psykoterapeut Foreningen).

 

 

 

24.4.95

Til

Pressenævnet

Porthusgade 3

1213 København K.

 

Sag nr. 33/1995.

 

Nej, Politiken har ikke ret til at kalde mig pædofil, når jeg ikke er det. At jeg har været medstifter og medlem af Pædofilgruppen i en periode, er irrelevant som begrundelse for at kalde mig pædofil, når det i de fleste, hvis ikke alle, seksualpolitiske organisationer er helt normalt, at sympatisører ligeledes er medlemmer af disse. Nogle stiftere af seksualpolitiske grupper, som den svenske psykiater og forfatter Lars Ullerstam, der stiftede en ekshibitionistgruppe, er ikke selv "som dem", gruppen er oprettet for (se tidligere tilsendt dokumentation desangående). Interviewet på kassettebånd med Lars Ullerstam samt mit eget tilfælde som medstifter af Pædofilgruppen er dokumentation på, at der findes stiftere, som er sympatisører for de mennesker, vi opretter grupper for.

Den virkelighed, at en bestemt seksualorientering ikke er en forudsætning for medlemskab af de seksualpolitiske organisationer, er oftest endda slået fast i disse organisationers vedtægter. Disse organisationers interesse i og vilje til at bevidstgøre den almindelige befolkning desangående er, efter min mening, også til stede (se vedlagte breve fra formand Søren Laursen, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, socialrådgiver Svend Jensen i Pædofilgruppen samt kommentar fra forfatter, mag.art. og psykoterapeut Maria Marcus). Desværre har tidsfristen til indlevering af nærværende sidste kommentar fra min side, inden Pressenævnets endelige afgørelse, forhindret mig i at indhente lignende "erklæringer" fra de øvrige seksualpolitiske organisationer som f.eks. SMil - foreningen for sado-masochister.

Jeg ønsker at gøre Pressenævnet opmærksom på hvad én konsekvens af at give Politiken medhold kan være: I vores samfund kan en etikettering som pædofil, for mit vedkommende, desværre let medføre, at jeg bliver stigmatiseret som pædofil pædagog og dermed umuligt kan få arbejde i hverken kommunale eller selvejende børne- og ungdomsinstitutioner, som jeg ellers er uddannet til. Dette kan koste mig mange penge og dette kan blive en katastrofe for mig.

Jeg ønsker ikke en begrænsning af ytringsfriheden, men en sikring af retten til genmæle. Derfor ønsker jeg blot, at mit læserbrev "Jeg er ikke pædofil" bliver trykt i Politiken snarest.

 

Peter Schmidt

 

 

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Forbundet af 1948

Knabrostræde 3 - Postbox 1023 - 1007 København K.

Tlf. 33 13 19 48 - Fax 33 91 03 48

 

 

Pressenævnet 26.4.95

Porthusgade 3

1213 København K.

 

 

 

Vedr.: Dagbladet Politikens svar på klage fra Peter Schmidt

 

 

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Forbundet af 1948 (LBL) er blevet bekendt med Dagbladet Politikens svar ved chefredaktør Tøger Seidenfaden til Pressenævnet angående klage fra Peter Schmidt.

 

I chefredaktørens svar af 16.03.95 skriver denne bl.a.: "Således må man formode - og have ret til at skrive - at et medlem af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske er enten bøsse eller lesbisk uden at skulle redegøre for, hvor tit, hvor meget og med hvem, disse mennesker dyrker sex."

 

I LBL´s vedtægter hedder det: "Som medlem kan optages bøsser, lesbiske og andre, som sympatiserer med foreningens formål". Der er f.eks. eksempler på, at forældre og søskende til bøsser og lesbiske er medlemmer. Landsforeningen er således uenig med chefredaktøren.

 

I øvrigt er medlemskab af LBL hemmeligt og er som sådant omfattet af privatlivets fred på samme måde som en persons seksualliv.

 

For god ordens skyld skal det slås fast, at der, efter en landsmødebeslutning i slutningen af firserne, ikke længere er nogen pædofilgruppe under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

 

 

 

Søren Laursen

Landsformand

 

 

 

 

 

 

 

[Kommer snarest - vær tålmodig - du vil ikke fortryde det!, forfatteren Troels Peter Schmidt]

 

 

 

 

 

Kendelse 18/5-1995 skannet

Den er 6 sider lang -!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

do

 

[Kommer snarest - vær tålmodig - du vil ikke fortryde det!, forfatteren Troels Peter Schmidt]

 

 

 

30.5.95

Til

Pressenævnet

Porthusgade 3

1213 København K

 

Sag nr. 33/1995

 

Begrundelser til kendelse nr. 33/1995 mangler:

 

I henhold til Forvaltningsloven som Pressenævnet er underlagt skal alle afgørelser i en kendelse begrundes. Desværre mangler disse begrundelser i kendelse af 18. maj 1995 - sag nr. 33/1995. Disse bedes tilsendt undertegnede snarest.

 

Ligeledes fremgår det overhovedet ikke, om Pressenævnet er bekendt med alt det af mig til Pressenævnet tilsendte materiale. Nogle eksempler:

 

1. Skrivelse af 26.4.95 fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, som bl.a. udtrykker klart, at "Landsforeningen er således uenig med chefredaktøren" (dvs. Tøger Seidenfaden fra dagbladet Politiken).

 

2. Skrivelse af 22.4.95 fra Maria Marcus, forfatter, mag.art., psykoterapeut, med speciale i seksualitet (medlem af Psykoterapeut Foreningen), som bl.a. fremfører: "Derfor vil det være rimeligt at fremsætte en berigtigelse af påstanden om Peter Schmidt´s pædofile observans og nøjes med at omtale ham som medstifter af Pædofilgruppen".

 

3. Skrivelse af 20.4.95 fra socialrådgiver Svend Jensen, der tilkendegiver, at "Det forekommer særdeles ulogisk og forkert, hvis man vil påstå at en tilknytning til en bestemt gruppe mennesker, som f.eks. i mit tilfælde, skulle være ensbetydende med at man selv "er sådan"" (dvs. pædofil, Peter Schmidt.).

 

4. Min egen skrivelse af 26.4.95, hvori jeg forfægter synspunktet "Jeg ønsker ikke en begrænsning af ytringsfriheden, men en sikring af retten til genmæle".

 

Svar udbedes.

 

 

Peter Schmidt

 

 

 

 

 

Hel side til: Kopi af Pressenævnets svar på klage 9/6-1995 skannes!

 

"Jeg græmmes. Jeg får en stor trang, til at brække mig. Jeg læser artiklen flere gange. Kan det være sandt? Skal det nu være legalt at dyrke sex med egne og andres børn? Hvad er det for et samfund vi lever i? Hvordan kan man i DK uddanne pædofile til pædagoger?"

Heidi Svanborg (Socialpædagogen nr.3, 1995)

"...Ligesom det også må være let at indse, at en bog, som bl.a. hævder, at pædofili og incest ikke nødvendigvis behøver at være skadevoldende (for barnet i det mindste), men til tider kan være til gavn for børnenes udvikling, næppe kan vække begejstring hos pædagog-menigheden - bortset måske fra den mindre rapkæftede skare, der blandt institutionsbørnene i forvejen er mest populær".

Erik Pedersen (Ny sexualpolitik nr.1, 1995)

 

 

 

Svend Jensen Stenløse, d. 29. juni 1995

Tlf. 42 17 37 28

 

 

Til: Formanden for Folketingets Retsudvalg

Hr. Bjørn Elmquist

Christiansborg

1240 København K

 

Kære Bjørn Elmquist.

 

Når jeg som almindelig borger retter en henvendelse til dig, er det ikke for at debattere en konkret sag, men fordi der ud af sagens behandling i Pressenævnet springer nogle perspektiver, som mange mennesker finder stærkt betænkelige og kritisable.

Vedlagte kopi af Leif Blædels artikel i Weekendavisen d. 2.6. d.å. er - foruden at være fin journalistik - et udmærket resumé af den konkrete sags indhold.

I forbindelse med Peter Schmidts klage til Pressenævnet sendte forfatteren, mag.art. Maria Marcus, LBLs formand Søren Laursen og jeg - uafhængigt af hinanden - udtalelser til Nævnet, tænkt som støtte for Peters synspunkter og - ikke mindst som protest mod redaktør Tøger Seidenfaden´s håbløse påstand, at fordi et menneske har tilknytning (evt. medlemskab) til en bestemt forening, så "er" vedkommende personligt det, foreningen står for (eller hedder).

Kopi af Pressenævnets kendelse af 18.5. d.å. vedlægges, se s. 4 n. og s. 5 første afsnit. Endvidere vedlægges kopi af min udtalelse af 20.4. d.å. og af Peter Schmidts skrivelse til Nævnet af 26.4. d.å.

 

De i indledningen nævnte betænkelige og kritisable forhold kan stort set sammenfattes i 2 punkter:

1. Pressenævnets kompetence og sagsbehandling, herunder mulige konsekvenser for klagerne.

2. Spørgsmålet om hvorvidt der kan ændres på bestående forhold, og i givet fald hvem der kan tage initiativ til dette.

Der henvises til Medieansvarslovens §34, stk.1, Nævnets forretningsorden, §12, stk.1 og til "Vejledende regler for god presseskik", pkt. A.1, A.3 og B.1.

 

ad 1: Pressenævnet overtræder formentlig ikke sin kompetence. Men det forekom-mer, at Nævnet, måske af bekvemmelighedsgrunde og rutine, afgør de fleste sager uden tilstrækkelig objektivitet og hensyn til de presseetiske regler.

Flere kendelser bærer præg af tilfældig og sjusket behandling, og er uden nogen egentlig begrundelse. Det er endvidere påfaldende, at dissenser næsten ikke forekommer.

Problematikken om Nævnets sammensætning er væsentlig. At formandskabet er jurister skal vel borge for retfærdighed... To tredjedele af de øvrige medlemmer er hentet fra pressens egne rækker - en uduelig konstruktion der minder om forholdet, at politiet undersøger klager over sig selv, med deraf følgende forringede muligheder for objektivitet og store risici for psykologisk betingede reaktioner, såsom angst, misforståede og måske ubevidste kollegiale hensyn, etc. etc. Den sidste trediedel er "offentlighedens repræsentanter". Det lyder godt - men efterlader i den givne sammenhæng en mistanke om, at disse medlemmer måske mister en saglig og seriøs holdning til arbejdet og blot har det som "ben". Disse medlemmer burde kunne tælles blandt fremtrædende personer i den offentlige debat, men dette ses ikke umiddelbart at være tilfældet. Man kan således konkludere, at Nævnet er "født til" at arbejde under et sociologisk affødt gruppepres.

Et væsentligt forhold er også, at man i kendelserne ved gengivelse af indlæg i sagen tilsyneladende er inkonsekvent og skævfordeler argumenterne; det ser i visse tilfælde ud som om man bevidst udelader citater, der kan "forstyrre" en afgørelse.

I den aktuelle sag kan resultatet af den ubegrundede kendelse meget vel give klageren et "stempel", som kan betyde alvorlige hindringer for hans erhvervsmæssige og sociale fremtid.

En sammenfatning må gå på, at foranstående betragtninger efterlader indtrykket af et selvrådigt statsorgan, som overfladisk - og af og til arrogant - kan gøre som det vil, hvilket er særdeles usmageligt - og farligt for almindelige menneskers opfattelse af demokratiske ideer og af begrebet retssikkerhed.

 

ad 2: Når man gennem mange år, også i forbindelse med erhvervsarbejde, har interesseret sig for retssikkerhed og tilgrænsende emner, f.eks. ytringsfrihed, tavshedspligt og borgernes muligheder for at påvirke "systemet", for at komme igennem med klager, etc., melder spørgsmålet sig, om hvem man kan drøfte disse problemer med.

Jeg har nu valgt at prøve denne vej, herunder stille et par spørgsmål til en fremtrædende og central politiker, som jeg umiddelbart har tillid til:

 

A: Hvem har ansvaret for Pressenævnets virksomhed?

B: Kan f.eks. Retsudvalget behandle spørgsmålet og gribe ind, evt. stille kritiske spørgsmål til Justitsministeriet og måske foreslå en nærmere undersøgelse?

 

I den senere tid har der offentligt lydt kritiske røster fra FT-medlemmer omkring den væsentlige problematik, at de (gennem de seneste år) mange vedtagne særlove, langsomt og svært gennemskueligt er ved at medføre en udhuling af ellers højt værdsatte demokratiske værdier. Dette gælder f.eks. omkring omsorgen for forskellige "taber"-grupper, en sexuel minoritets ret til at beholde legalt anskaffet materiale samt inden for arbejdsmarkeds- og miljøområdet.

Også spørgsmålet om tangering af grundlovssikrede rettigheder, som kan gribe tæt ind i den enkelte borgers frihed og beskyttelse mod tilfældigheder i systemet, har været nævnt i debatten.

Vel vidende at I nu har ferie, sender jeg alligevel dette hjertesuk, idet jeg - og flere andre - vil være glade for, hvis du lejlighedsvis vil replicere - hvilket jeg regner med - og så vidt muligt svare på spørgsmålene.

 

På forhånd tak.

 

God Ferie og venlig hilsen Svend Jensen

 

Hel side til

 

 

 

svar fra Bjørn Elmquist 8/2/96 -skannes

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om Pressenævnet

 

Jeg mener, at informationschef og medlem af Pressenævnet, Preben Sørensen, har udtalt offentligt, at Nævnet ikke har modtaget klager over afgørelserne i 1995. Dette udsagn er i bedste fald et misvisende postulat! Leif Blædel har kritiseret afgørelsen i Weekendavisen. Undertegnede implicerede part har forgæves efterlyst en legitim begrundelse for Nævnets afgørelse - dokumenteret i denne bog. Herudover har adskillige andre udtalt sig til Nævnet til fordel for mig inden afgørelsen - også dokumenteret i 4. del. Jeg har selv spurgt ved personlig henvendelse i Pressenævnets kontor, hvem man klager til hvis man er utilfreds med afgørelsen, og fik svaret: "Der findes ingen klagemyndighed og alle afgørelser er endelige." Dvs. at Preben Sørensens postulat er misvisende og helt uacceptabelt, da der ikke findes nogen klageinstans!

 

 

Om Politiken

 

Fra september 1996 har dagbladet Politiken censureret Pædofilgruppen. Gruppen har siden 1984 annonceret uden problemer i "den levende avis´ "Kom Frit (?) Frem". Denne nye censurering skete umiddelbart efter et bestialsk sexmord på nogle piger i Belgien. Forud for Politikens indskrænkning af ytringsfriheden afholdt den Internationale Pedophile and Child Emancipation kongres i København og i slutningen af august blev der afholdt et FN møde i Stockholm om børneprostitution globalt.

Peter Schmidt.

 

Det ligner en tidligere hetz.........

 

 

 

 

 

 

 

OBS!

Alle notater til trygger hele bogen igennem skal naturligvis fjernes.

 

Til trykkeren: (Collage - avisudklip - bestående af overskrifterne fra hetzen mod Christian Kampmann)

Ill 6/12-1975 BT

Ill 6/12-75 Ekstra Bladet. = Disse 2 avissider fra B.T. og Ekstra Bladet udgør tilsammen en 1 sides collage i bogen.

 

Den store, stygge Christian, avisoverskrift fra B.T., d. 9. december 1975 foldes skråt så overskriften dominerer klart, og inkluderer billedet af Bente Clod. Avissiden foldes skråt fra ordet "lokker" lige under billedet af Clod til et punkt lige under "n" i navnet "Christian" i overskriften. Denne B.T. overskrift lægges oven på

B.T. forside fra d. 5. december, og udgør tilsammen en 1 sides collage i bogen. Overskriften fra d. 9. december placeres skråt og lige over/og på logo-et "B.T." i venstre side og i højre side placeres navnet "Christian" over/på lidt af "nn" i navnet "Christian".

 

Ill Seksual Politik 3. årgang nr. 4

Ill Seksual Politik lederen 3. årg. nr. 4.

 

 

6.del:

 

Fremtidens

menneskebilleder

 

 

 

- en seksualkritisk

anti-pædagogiks fremtid

 

 

- historiske udpluk af fremtidens menneskebilleder

 

(Politiken, søndag 4. september 1977)

Bøsser har succes i samfundet

 

Fagforeningerne må hjælpe alle medlemmer

af Peter Schmidt

 

 

På Specialarbejderforbundets kongres, der begynder i dag, vil man, som nævnt i Politiken fredag, tage spørgsmålet om overgreb mod homoseksuelle op. I denne artikel motiverer Peter Schmidt, Willemoesgade 54, København, hvorfor en sådan aktion er nødvendig.

 

Undertrykte samfundsgrupper som kvinder, negre, homoseksuelle og arbejderklassen, har i mange år haft vanskeligt ved at kunne acceptere sig selv. De ledendes ideologi og livsstil har stået som et ønskværdigt mål, uden at de har haft nogen reel mulighed for at opnå dette.

Kvinderne og negrene har været de mest fastlåste, fordi de har været lettere at identificere, medens de fleste bøsser og nogle få fra arbejderklassen af forskellige grunde har fået held med at skifte miljø og her blive fuldt ud integreret.

To tyske sociologer, Martin Dannecker og Reimut Reiche, har i deres undersøgelse Der gewönliche Homoseksuelle (Gennemsnitsbøssen) vist, at der findes en social flugt fra land til by og fra arbejderklassen til mellemklassen. Flugten for bøsser er betydelig større end for den øvrige befolkning i Vesttyskland. F.eks. kommer 14 pct. af de homoseksuelle mandlige studerende fra arbejderhjem i modsætning til 6 pct. heteroseksuelle. Forholdene i Danmark afviger ikke væsentligt fra forholdene i Vesttyskland.

Årsagerne til, at denne sociale og geografiske flugt er større for homoseksuelle end for heteroseksuelle er den almindelige undertrykkelse og diskriminering. Der findes en ekstra hård social tvang, som gør, at bøsser stiger hurtigere (flygter) op ad den sociale rangstige end mange andre mænd. Der er ikke tale om, at de stræber efter flere penge og status. Flertallet flygter fra et helvede. Dannecker og Reiche mener ikke, at bøssers relativt højere uddannelse skyldes nogle særlige biologiske egenskaber. Den beror på det faktum, at tilværelsen som bøsse i arbejderklassen er uudholdelig. Undersøgelsen dokumenterer også grundigt, at den meget udbredte opfattelse, at bøsser og lesbiske i særlig høj grad skulle stamme fra middel- og overklassen, ikke holder stik.

Reiche og Dannecker har gjort samfundet en stor tjeneste ved at afdække tingenes rette sammenhæng. Der findes ikke noget særligt slægtskab mellem homoseksualitet og mellem-/overklassen.

Det er vigtigt at pointere, at bøssefjendskab eksisterer overalt i samfundet, i alle sociale klasser. Men det er lettere at bære i mellemklassen, fordi mellemklassen i højere grad end arbejderklassen har en facade af høflighed, til at dække over bl.a. angst og had. I arbejderklassen står den enkelte homoseksuelle overfor arbejdernes direkte og spontane angreb. Psykologisk set er det naturligvis sundere for arbejderen at udtrykke sig som han gør, i stedet for at skjule sig bag høflighed, men det gør det bare ikke lettere for den homoseksuelle f.eks. at holde selvhadet på afstand, når disse angreb er i en størrelsesorden af 20-30 mod en. Under disse forhold er det klart, at han flygter til andre sociale lag.

Hvad så med de homoseksuelle, der er tilbage i arbejderklassen? For os, der er tilbage, bliver kampen sværere, fordi vi ikke er så mange der kan organisere os, eller blot støtte hinanden. Hvis vi ved at vores fagforbund støtter os f.eks. ved offentligt at fordømme diskriminering af homoseksuelle og hvis vi kan få oprettet et ankenævn, hvor vi kan komme og få hjælp når vi har brug for det, så tror jeg det vil forbedre arbejdernes indbyrdes forhold.

Trygheden på arbejdspladsen vil blive større og vi vil kunne stå frem som stolte mennesker uden frygt eller skam.

I nogle lande får homoseksuelle i disse år, gennem hård kamp, flere muligheder og mere mod til at stå frem som bøsse eller lesbisk. Det eneste som i virkeligheden er forfærdeligt ved at være bøsse eller lesbisk er, at vi konstant tvinges til at skjule, undertrykke og fornægte enhver hentydning til noget så fundamentalt som vores kærlighedsliv, seksualitet, følelser og adfærd.

At stå frem er personligt og psykisk af den største betydning for den enkelte. For uden dette er det umuligt for homoseksuelle at stille politiske krav. At stå frem kræver mod. Det er farligt, sådan som forholdene er nu, ikke mindst i en krisetid. Under højkonjukturen er det mindre risikabelt at stå frem, bl.a. fordi man lettere vil kunne finde et andet arbejde i tilfælde af, at man ikke kan bære denne udsatte position på sin arbejdsplads. Men selv om det er risikabelt skal det gøres af ovennævnte personlige og politiske grunde. Under højkonjuturen havde vi ikke i samme grad brug for et ankenævn i SID, som vi har nu i krisetid. Både på arbejdspladsen og i vore faglige organisationer må bøsser, lesbiske og heteroseksuelle arbejdere støtte hinanden personligt og politisk. Som medlemer af SID kræver vi, at SID også tager vores kamp op. Der må være de samme rettigheder, respekt og lighed mellem alle arbejdere. Og vi kan kun stå solidarisk, hvis vi sammen bekæmper enhver form for diskriminering. Derfor kræver vi oprettelsen af et ankenævn i SID for homoseksuelle medlemmer, som ikke har kunnet få deres klager mod diskriminering og lignende behandlet tilfredsstillende i deres lokale fagforeninger.

 

 

DENNE ILLUSTRATION SKAL PLACERES PÅ SIDEN (SÅ LÆSEREN SKAL VENDE BOGEN)

DEN SKAL UDGØRE EN HEL SIDE FOR SIG

(DVS. KUN UGEAVISEN KØBENHAVN´s, BYENS LYS´s, ØVERSTE ½ AF SIDEN

NR. 162,7.APRIL, 1983)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BLOTTEDE BALLER

(I ugeavisen KØBENHAVN 7. APRIL 1983)

 

"SEKSUALPOLITIK" er

ikke en bøsseopfindelse.

Vi har modtaget en korrektion":

 

 

I forrige uges KØBENHAVN stod der at bladet Seksual-politik startede som et håndduplikeret bøsseblad. Dette er ikke korrekt.

Omkring februar, 1972, demonstrerede nogle heteroseksuelle anarkister af begge køn mod modeindustrien og modeopvisningen i Bella Centeret i København. Et par måneder senere smed de samme folk tøjet i Det Kongelige Teater, idet de mente at "Ka´ man smide tøjet på scenen i Det Kongelige ka´ man vel også smide tøjet blandt publikum".

Anarkisterne blev stævnet. Da de mødte op i Byretten havde de skåret huller i deres bukser, sådan at begge baller var blottet for alle i Byretten undtagen dommeren. Sidstnævnte vidste hverken ud eller ind da de mange tilskuere og presse hylede af grin.

I foråret, 1972, startede ovenstående foreningen "Sexpol". En aktiv kerne på 15-20 mennesker holdt til i Studentersamfundet i København, mens ca. 70 andre løsere tilknyttede deltog meget uregelmæssigt i aktioner og møder. Foreningen Sexpol gik i opløsning i efteråret 1972, sandsynligvis fordi nogle af de mest toneangivende personer trak sig ud og blev medlemmer af bl.a. DKP!

Enkelte åbne bøsser fra bl.a. BBF (Bøssernes Befrielsesfront) havde deltaget i foreningens aktiviteter længe før opløsningen. Da opløsningen var definitivt, var vi tre aktivister som henvendte os til BBF om, i samarbejde, at udgive vores håndduplikerede blad "Sexpol". Men det var faktisk først i sommeren 1973, at vi fik et egentligt uofficielt BBF/heterosamarbejde i sexpol-redaktionen. Bladet omfatter nu alle former for seksualitet.

Kærlig hilsen

eks-hetero Peter Schmidt

2100 Østerbro

 

 

 

LBLs stifter melder sig solidarisk ind i LBLs Pædofilgruppe

 

1984 meldte grundlæggeren af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Axel Axgil, sig ind i landsforeningens pædofilgruppe som en symbolsk støtte til gruppen i kampen mod de (flest lesbiske) medlemmer som ville smide gruppen ud af LBL, hvilket desværre lykkedes i 1985.

 

 

 

Verdens første interkontinentale organisation for børns og pædofiles emancipation dannes

 

 

1986 tog jeg initiativet til at samle en del danske pædofile og pædofil-interesserede, samt nogle af de udenlandske deltagere i den internationale bøsse/lesbisk organisation I.L.G.A. (International Lesbian and Gay Association) som det år holdt kongres i København. Amerikanerne tog mig med i deres delegation på I.L.G.A.

For at de danske og udenlandske pædofile kunne mødes, foreslog jeg et arrangement til dette formål, som tidsmæssigt og geografisk lå tæt op ad I.L.G.A.

Ved sammenkomsten i København blev jeg valgt som "chairman" (ordstyrer). Mødet resulterede i verdens første interkontinentale pædofil-organisation. I dag hedder denne I.P.C.E. (International Pedophile and Child Emancipation).Grunden til at jeg, som ikke-pædofil, tager et sådant initiativ er, at jeg er overbevist demokrat og er fast besluttet på at gøre hvad jeg kan for at sikre menneskerettighederne, i dette tilfælde først og fremmest retten til at organisere sig. Med én enkelt undtagelse har I.P.C.E. afholdt møde hvert år lige siden. Fra det første møde i København kom denne "press release":

 

PRESS RELEASE

 

 

DANISH PEDOPHILE ASSOCIATION

 

POST BOX 330 1503 Copenhagen V Denmark Tel. 01 38 19 23

 

 

For Immediate Release 6 July 1986

 

INTERNATIONAL PEDOPHILE NETWORK FORMED

 

Pedophilia associations from three continents sent 23 representatives to an international congress that was held in Copenhagen, Denmark last weekend, July 5-6.

 

The congress included women and men. Participants organized an international communication network to encourage understanding of childhood sexualities including child adult relationshiPeter Schmidt. The Danish Pedophile Association hosted the meeting.

 

Among the visiting groups represented were the Australian Pedophile Support Group, the North American Man/Boy Love Association (NAMBLA), Schweizerische Arbeitsgemeinschaft Pädophilie (Swiss Association for Pedophilia - SAP), Pedofila Arbetsgruppen (Swedish Pedophile Workgroup), Pedofil Arbetsgruppe (Norwegian Pedophile Workgroup).

 

The representatives discussed the relation of pedophiles to the lesbian/gay and women´s movements.

 

The network will enable pedophile groups to exchange information, share publications, compare political strategies, and organize future international gatherings. NAMBLA will distribute items to member grouPeter Schmidt. The network can be contacted through:

 

Danish Pedophile Association

Post box 330

1503 Copenhagen V. Denmark

 

Schweizerische Arbeitsgemeinschaft Pädophilie

Postfach 138,

3000 Bern 9, Switzerland

 

North American Man/Boy Love Association

Post box 174

Midtown Station

New York

New York 10018, USA

Chairman of the Congress

Peter Schmidt

Member of the Danish

Pedophile Association

 

 

 

Fremtidens menneskebilleder - på kanten af kaos

af Peter Schmidt

(Første og kortere udgave blev bragt i Ny sexualpolitik nr. 2, 1993.)

 

 

"Et anti-pædagogisk syn på børns og unges medbestemmelse" var titlen på en foredragsrække i seks byer, som jeg afholdt i 1993. Disse blev bl.a. annonceret i dagbladet Information. Den direkte anledning var udgivelsen af min bog "hele og FRIE børn", men også Kulturministeriets projekt, "Børn som medborgere", var en inspiration. "Det skal være godt at være barn i Danmark", slog Folketinget fast i 1988. Resultatet af denne beslutning førte til projektet om "Børn som medborgere" 1991-1992, og i efteråret 1992 blev der udgivet to bøger og en video om projektet. Disse skildringer af børnedemokrati, medbestemmelse og ansvar var et foreløbigt højdepunkt af skolevedtægterne siden 1962 om mere børnemedbestemmelse - et tiltag som har spredt sig til rådhuse, idrætsforeninger og børnehaver i de fem kommuner, hvor projektet har kørt, og hvor det nogle steder er blevet fortsat efter projektets afslutning.

 

Sammen med en hel stribe beslægtede historiske begivenheder og forteelser afspejler projektet "Børn som medborgere" en accelererende samfundsmæssig afvikling af begrebet ´barndom´. Projektkoordinatoren i videoen taler om en direkte ´trussel´ mod institutionerne, hvis det liv og den medindflydelse, som projektet har sat i gang, fortsætter.

 

En børneinstitution er en væsentlig garant for barndommens bevarelse, for institutionens historiske formål er at beskytte børn ved at afsondre dem fra voksenlivet. Men hvad er "barndommen"?

 

Der har altid været børn, men "barndommen" som en særlig livsfase har kun været almen i Vesteuropa i omtrent 400 år, selv om spirerne hertil strækker sig meget længere tilbage i historien. Barndommen er konstrueret og fortsat videreudviklet og bekræftet af psykologien, psykiatrien, etikken og pædagogikken. Barndommen fortsætter den dag i dag samtidig med, at samfundsmæssige forandringer gennemtvinger dens afvikling. Barndommen hviler på to hovedpåstande: 1.) Barnet skal beskyttes på grund af sin sårbare natur, og 2.) At være i ´barndom´ indebærer, at et menneske i denne livsfase er fundamentalt anderledes end en voksen.

 

I mine øjne er barndom en del af paradigmet "mennesket". Dette menneskebillede tillagde mennesket egenskaber som: Mekanisk, funktionelt, lydigt, hierarkisk, specialiseret, instrumentalt og ikke mindst økonomisk rationelt opfattende. Det nye menneskebillede tilføjer helt andre tillægsord: Eksistentielt, pluralistisk, fleksibelt, helt, fordomsfrit, demokratisk, kreativt, socialt, selvstændigt, tillidsfuldt, kritisk og anti-autoritært med respekt for det enkelte menneskes ret til egenart og forskellighed - eller voldeligt, anarkistisk og destruktivt. Det gamle paradigme blev konstrueret af videnskaben, mens det nye menneskebillede hovedsageligt opbygges af protest- eller alternativbevægelser i kølvandet på store teknologiske og sociale forandringer.

 

Det afspejles i sociale forudsætninger (se bilag 1: "Sociale begivenheder, bøger film m.m. til opbygning af et nyt menneskebillede") og tekno-videnskabelige ansatser til konstruktionen af et nyt menneskebillede.

 

TV´s udbredelse til de fleste husstande i USA i 50´erne og i Danmark i 60´erne er muligvis en af de væsentligste årsager til påbegyndelse af processen ´barndommens forsvinden´. Audio-visuelt udelukkes efterhånden intet område fra barnets erkendelsesverden. Informationssamfundet har påtaget sig opgaven at rive alle ghettomure ned, uanset tilskuernes alder, køn osv. Ændringer i denne retning dokumenteres senere.

 

I 1992 blev en femårig undersøgelse af familierne i Norden publiceret - for Danmarks vedkommende i bogen, "Småbørn, livsvilkår i Danmark", af Dion Sommer og O. Langsted. Den viser bl.a., at den autoritære familie næsten er forsvundet, og tilbage står vi med ´forhandlingsfamilien´, hvor forældre forhandler med børn om alt: Hvilken slags slikpind vil barnet have; hvad skal vi se i TV; hvornår skal barnet i seng, spise osv.? Endvidere viser det sig, at familierne har mistet deres norm-homogenitet, så hver familie nu har sine egne indbyrdes forskellige normer. Når næsten hvert barn i en institution kommer med sine egne normer, kan personalet reagere på én af to måder: Enten ved autoritært at gennemtvinge nogle fælles institutionsnormer overfor alle børn, eller ved at indføre noget historisk og kvalitativt nyt, nemlig den normpluralistiske institution med lige respekt for alles normer. Børneinstitutionernes normpluralisme er den eneste acceptable, hensigts-mæssige og navnlig holdbare vej frem, hvis man ikke vil forsøge en ny udgave af autoritær pædagogik. Lykkes det at få en normpluralistisk institution til at fungere rimeligt, vil børnenes kompetenceudvikling komme til at indeholde social fleksibilitet, kulturel integration og det at finde logik i og mening med kulturen. Vores stadig mere norm-pluralistiske samfund vil dermed afspejle sig i institutionen, medvirke til afvikling af forskellen mellem barndom og voksendom og mindske den kulturelle afstand mellem institution og samfund - en afinstitutionaliseringsproces.

 

November 1992 - "hele og FRIE børn" udkom - en bog som vil fremme omtalte afinstitutionaliseringsproces. Samtidig er det første gang anti-pædagogik og seksuel frigørelse for alle integreres systematisk i en frigørelsesstrategi. Alt dette peger i retning af et "normpluralistisk" fremtidssamfund.

 

Under temaet "Forår 1993" har Århus Kunstmuseum udstillet "Jeff Koons - retrospektiv". Kunstneren, som har været ét af de ´hotteste´ internationale navne, besøgte Århus. Med en udstilling som Koons´ blev hverdagen, banaliteten, det daglige og intimsfæren gjort til genstand for det sofistikerede, internationale kunstpublikums beundring og anerkendelse. Blandt støvsugere i glas og basketballs i akvarier gik nøgne børn ikke ram forbi. Alt i hverdagen kunne og blev udstillet. Den opsplittede hverdag forsvandt. Barndommen også. Afstanden mellem voksne og børn eksisterede ikke længere, da disse og alt andet i hverdagen blev blandet og udstillet i samme rum på samme udstilling. På godt og ondt nærmede vi os et polymorft perverst menneskebillede. Koons var gift med pornostjernen, det tidligere italienske parlamentsmedlem, Cicciolina. Det er hende, som han billedligt og skulpturelt har udstillet sig sammen med i tredobbelt menneskestørrelse. Ingen "hard core"- porno ville, efter min mening, kunne have budt på ret meget mere pornografisk. Her var det kunst samtidig med at at udstillingen som også udgjorde et pornografisk univers var blandede sammen med udstillede, "uskyldige"nøgne børn. Det mener jeg er noget nyt i vor tid. Men udstillingen var også nyskabende på andre felter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ill. Århus Kunstmuseum Forside af Folder 2 Nøgne børn Fprår 1993 Ca. ½ side i bogen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den kendsgerning, at en pornomodel blev valgt ind i parlamentet i et europæisk land, kan kun være resultatet af et nyt syn på mennesket. Dette nye menneskesyn vil sikkert blive udbredt, idet synlige sociale fornyelser som en parias integration, selv kortvarigt, i det fine parlamentariske selskab ville kunne bidrage til et mere positivt billede af ludere og pornomodeller til gavn for et mere humant menneskebillede.

 

"På kanten af kaos - nye billeder af verden", en udstilling på Louisiana i 1993. Et eksempel, der ikke fremgik på udstillingen, men som ikke desto mindre er eksemplarisk i forhold til de kaos-teorier, der gennemsyrer udstillingen, er følgende: Det har vist sig, at jo flere TV-kanaler, TV-tilskuerne kan modtage, jo færre TV-timer tilbringer de foran skærmen. Et godt eksempel på kaos-teorierne, fordi det var umuligt at forudsige - eller i hvert fald ikke blev forudsagt. Verden er ikke særlig forudsigelig.

 

Kaos-teorierne interesserer sig for området mellem orden og kaos, der hvor nye strukturer kan opstå. Derfor er der tale om revolutionsteorier. Måske kan kaos-teorier anvendes inden for ethvert tænkeligt fagområde. Jana Sterbæk, en af udstillerne, fokuserer bl.a på kroppen, fordi kroppen er det komplekse sted, hvor det indvendige og det udvendige mødes. Udstillingen markerer en stadigt stigende interesse for computerteknologi og de nye billeder af verden, som følger i kølvandet på de nye erkendelser.

 

Gennem visualiseringen af komplicerede matematiske ligninger på computerskærme bliver det muligt at kommunikere uforudsigelige og kaotiske strukturer, som bliver hver mand/kvindes eje, også børns. Børn og andre kan skabe deres ´virtual reality´. Næsten alt, hvad man kan forestille sig, vil kunne afprøves i et selvskabt univers, ret tæt på virkeligheden, og ikke blot inspireret af egne, men også af mange andres dagdrømme og fantasier. Her er der mulighed for en næsten total ophævelse af barndommen og voksen-dommen.

 

Tidligere omtalte jeg den ´norm-pluralistiske´ institution. Af den undersøgelse, der ligger bag dette begreb, fremgår, at det ikke længere er muligt at indlære børn gode og hensigtsmæssige normer med henblik på fremtiden, af den simple grund, at fremtidens normer er uforudsigelige. Kaos-teoriernes fremstilling af uforudsigelighed i den fysisk-matematiske verden er i overensstemmelse med undersøgelsens resultater, selv om der er tale om en helt anden sfære - den sociale. De mest hensigtsmæssige kompetencer for børn at erhverve sig i dag må være en her-og-nu-orientering, fleksibilitet, social tolerance og hurtig omstillingsevne, hvilket børn jo generelt er bedre til end voksne. En ophævelse af barndommen ligger måske lige om hjørnet i takt med den fortsatte skabelse af en mangfoldighed, hvori Freuds billede af civilisationen som en indkapsling af menneskets livs- og dødsdrift ophæves på kanten af kaos. Det siges at være det mest interessante sted at befinde sig.

 

Ved hjælp af den komplekse computerteknologis forenkling af verden i billeder til indføring af et børne-/menneskedemokrati ser verden lysere ud. "Al magt stammer fra vores billeder af hinanden", sagde den franske filosof og historiker Michel Foucault.

 

De nye menneskebilleder er i dag i stort omfang masseproducerede. Der er tale om en udvidelse af det samlede billede af mennesker og mennesketyper. Sammen med mediernes umættelige behov for nyt stof, nye sensationer og lokkende, salgbare oplysninger og historier (men også i mindre omfang nøgterne og alsidige beretninger) bliver norm-pluralisme følgen.

 

Alt er muligt. Mennesket har alt i sig og bliver et frit væsen, som kan vælge, hvad det vil, og hvilke identiteter, det vil påtage sig. Kombineret med behovet for, at vi ikke slår hinanden ihjel osv., bliver den eneste realistiske overlevelsestrategi at udøve respekt for hinandens egenart og forskellighed. Informationssamfumdet kan ikke stoppes, og det behøver ikke være en mørk fremtid vi går imøde, tværtimod.

 

 

 

Nye toner

(Ny sexualpolitik nr. 1, 1994)

 

I et interview i Politiken Søndag d. 20.3.94 siger den amerikanske lesbiske feminist Camille Paglia: "Den anglo-amerikanske feminisme er puritansk. Den drejer sig bare om at nedgøre mænd, håne mænd, negligere dem, skære dem ned." Og endnu mere provokerende udtaler hun at "Der er intet nedværdigende eller ydmygende ved åbent at udstille kønsorganerne eller nogen form for seksuel udfoldelse."

 

 

Sidstnævnte var så det, Politiken gjorde ved at offentliggøre et smukt kunstnerisk sort/hvidt portræt af et stort mandslem (Mark Stevens - Mr. 10½) lagt ud på en beton-blok og fotograferet af Robert Mapplethorpes. Mapplethorpes har tidligere udstillet sine værker på Louisiana ved Humlebæk.

 

Hvis Camille Paglias udsagn afspejler nye toner fra USA er puritanisme i den vestlige verden måske på retur. Måske er "Årets Pikhovedpris" en demonstration på netop dette. At skælde en vis mandsperson ud for at modsætte sig ligestillingskampen og samtidig forføre ham er jo en sofistikeret og human krig på højeste niveau. Med en sådan ikke-puritansk stil og strategi kan kvinder nu, også helt åbent og accepteret af mange, til tider være, lige så vulgære som mænd (alt for ofte?) har været - vi er begyndt at mødes - hurra for det! Nye ord og et rigere sprog, også det vulgære, indgår nu i kvindernes frigørelseskamp, tilsyneladende både i USA og herhjemme.

 

Det næste skridt i en ikke-puritansk kønsfrigørelse kan være, at kvinder hædrer en mandsperson for sin indsats til fordel for ligestilling - og jeg ser gerne en mand udråbt til "Årets Solidariske Hyggestang". Som stifteren af Danmarks første ekshibitionistforening "Foreningen STRIP", samt forfatter til "hele og FRIE børn", under navnet Jørgen Rasmussen, hvori jeg har opfundet nye og positive ord for kønsorganerne, inspireret af Rødstrømpebevægelsen, mener jeg at kvinder kan være de egentlige seksualrevolutionære fornyere. Det mener jeg Kvindeligt Selskab også har demonstreret med "Årets Pikhovedpris".

Camille Paglia og Kvindeligt Selskab er absolut velkomne i Foreningen STRIP. Vores 30- til 50-årige "Chippendales" underholder gerne udelukkende for kvinder.

 

Med venlig hilsen Peter Schmidt

 

 

 

YOUNG AND OLD WE´RE GONNA BE FREE

(I.P.C.E. 1994 - International Child - Emancipation - møde i sommeren 1994. Denne sang blev sunget 1. gang ved et internationalt møde i Amsterdam.

2. gang uddelt i en sangbog til de delegerede på I.P.C.E.-mødet i København i 1996).

 

 

Mel.: The Old Fidler

Text.: Peter Schmidt

Comp.: Ole Sterndorf

 

 

The first people lived around the Great Lake Mood

FOOD They hunted and gathered in order to fetch food

GATHERERS & Love was everywhere, that´s the fucking truth

HUNTERS They all had each other including the old and youth

 

 

Where men domesticated animals their love had disappeared

ANIMAL For any power monopoly was rightly to be feared

DOMESTICATION These men were lazy bums for so many years

Subordinating women, suspending them as peers

 

 

Of course this didn´t last and you know that time changed all

AGRICULTURE Those women proudly stood up and flatly refused to fall

BEFORE Because they were the first to till our mother earth

CITY STATES Where everyone might share all and none would kill for worth

 

 

Most of the stormy women were often beaten in fight

ROME & When some men erected cities of power and might

EGYPT For now most men and women, including young and old

Were robbed and bereaved and they themselves were sold

 

 

But with the fall of Rome community life was present

MIDDLE Boys of 14 were colonels, no age of consent

AGES Sexual orientation didn´t exist at all

From the tiniest babe around to the tallest of the tall

 

 

For more than a 100 years now of sexual slavery*

TODAY Today emancipation means we´re gonna be free

Recall the men and women, boys and girls who never

Gave the liberation struggle up; determined to fight forever

 

 

 

 

 

 

 

(*) Sexual slavery: All suppression as a result of the medical construct "sexual personality type".

 

 

 

VI HAR RET TIL DET SAMME

(Den danske udgave)

 

 

Mel.: Den gamle spillemand

Tek.: Peter Schmidt

Kom.: Ole Sterndorf

 

 

De første mennesker boede ved Silsa Søen

SAMLERE & De jagted´ og samled´ for at hente føden

JÆGERE For alle elsked´ alle, det er virkelig sandt

De havde jo kun hinanden langs flodens blanke kant

 

 

Og senere fik de husdyr, men elsked´ færre og færre

HUSDYR For mændene tog magten, og havde kun få kær

SAMFUND De laved´ ikke andet i alle disse år

Mens kvinderne blev tildelt de allerværste kår

 

 

Det vared´ ikke længe før tingene slog om

AGERBRUG Og kvinderne de rejste sig stolt og ikke fromt

FØR Når nu de var de første til at dyrke jord

BYSAMFUND Sku´ alle dele alt så ing´n fik lyst til mord

 

 

De store, stærke kvinder blev senere slået omkuld

ROM & Da nogle mænd de skabte slaveri og sult

EGYPTEN For nu blev pluds´li´ alle på nær nog´n ganske få

Berøvet hus og hjem, ku intet mere nå

 

 

Mens fællesskabet vokser frem og Romerriget falder

MIDDELALDEREN Bliver drenge på 14 oberster, uden begrænsende alder

Sexuel orientering fandtes ej endnu

Den mindste og den største, leged´ sammen partôut

 

 

De sexuelle båse er jo slaveri*

I DAG Derfor skal de væk for at alle ka´bli´ fri

(Og) husk at mænd og kvinder, drenge og pi´r

Har ret til det samme, på trods af hva´ man si´r

 

 

(*) Seksuelt slaveri: Enhver undertrykkelse, som er en følge af den lægevidenskabelige konstruktion "seksuel personlighedstype"

 

 

 

"Den rebelske fugl"

 

I 1995 udkom "Den rebelske fugl" af Preben Hertoft. Heri er der trykt samt omtalt 6 sange af Peter Schmidt. Disse sange bringer jeg her selvom bogen med disse udkom umiddelbart efter medie-hetzen:

 

 

Escort Sangen

 

Mel.: Jamaica Farewell (calypso)

Tek.: Peter Schmidt

 

Sasha og Bjørn vil ud til flér

Derfor er det godt at du ringer her

Nu skal du hør´ hva´ de tilbyder

For det er det bedste du kan få i byen

 

Refrain:

Du kan få græsk og fransk

og blidt og hårdt

Bjørn og Sasha ka´ det hele natten

og liderligt frækt, pikant

Escort parat til dig og ham

Hvis du vil ha´ dem i sengen der

 

Frihed og frækhed er de til

Du må gøre lige hvad du vil

Mennesker der er af kød og blod

Har jo ret til at bolle med hvem de vil

 

Refrain

 

Sasha og Bjørn er jo lige som dig

Men de ligner faktisk også mig

Ludere og transere og mange flér

Er jo repræsenteret ved alle os her

 

Refrain

 

 

Runde hoveder, lange hoveder

 

Mel.: tommelfinger, tommelfinger hvor er du?

Komp.: Ukendt

Tek.: Peter Schmidt

 

Runde hoveder, lange hoveder,

hvor er I ?

Her er vi, se på os,

sådan ser vi ud.

 

Flade bryster, store bryster,

hvor er I ?

Her er vi, se på os

sådan ser vi ud

 

Kildepige, tissepige,

hvor er I ?

Her er vi

osv.

 

Kildedrenge, tissedrenge,

hvor er I ?

osv.

 

Brede fødder, smalle fødder,

hvor er I ?

osv.

 

Hele kroppe, frie kroppe

hvor er I ?

Her er vi, se på os,

sådan ser vi ud

 

 

Mor hun tar en pisk, vil lokke

 

Mel.:Heksemutter

Tek.: Peter Schmidt

Komp.: Ukendt.

Ungarsk folkemelodi

 

Mor hun ta´r en pisk vil lokke

far til elsked´ gabestokke.

Klask, klask, klask, smæk, smæk, smæk

røde striber, de går væk.

 

Søde far mon han skal hjælpes

nej, nej, nej, for han vil smækkes,

Gør lidt ondt, føles godt

han si´r ikke, stop, stop, stop.

 

Så ta´r mor fars pik i munden

Sutter den og slikker pungen.

Far bli´r glad, kæleri

det er ikke æderi.

 

Stikker stolt sin stivert lem´ligt

I mors kussegang bekvem´ligt.

Kussemund, kysser stang

dejlig´, varme hyggegang.

 

Far og mor de ka´ jo bolle

i deres store seng vil fjolle.

Kussesaft, smager godt

stivert sprøjter, det er flot.

 

Far og mor de ler af lykke

far han ta´r mors rumpestykke.

Blottet barm, hvid og bleg

frække løjer, stor ståhej.

 

Men nu er det bedste nået

mor hun griner, far har fået

Kærlighed, legende

farligt, frækt og spændende.

 

 

Mortens lange dag er endt

 

Mel.:I det fine hvide sand

Kom.:Vang Skovlund

Tek.: Peter Schmidt

 

Mortens lange dag er endt.

Gik i seng blev ikke sendt.

Hos mor er han nøg´n og nær,

han syn´s bare mor er kær.

 

Med sin stive hyggestang

leger han ved godnatsang.

Mor hun kærligt kysser den,

lille Morten sover hen.

 

 

Kære Bror

 

Mel.: Øre, øje, næse, tunge

Kom.: Jørgen Wedege

Tek.: Peter Schmidt

 

Kære bror nu vil jeg sige

jeg vil ikke mer´ fortie

vi var frække da vi bolled´.

Far og mor var ikke hjemme den dag

 

Du min bror vi ku´ fjolle,

derfor ku´ vi også bolle.

12 og 21 år gamle.

Bror og søster sex var dejligt for os

 

De dejlig´ følelser var jo mine

de frække følelser var jo dine

Vi ville gerne tale om det

desværre ville ingen høre på os

 

Nu hvor jeg er 29

vil jeg ikke mere lyve.

Det var skønt at elske med dig

selvom nogle mener det var forkert

 

Mange mennesker er imod os.

de vil alle være vor´ boss

Skønt det var så smukt og dejligt

mener disse vi skal ændre os nu

 

Nu skal vi ej mer´ i fængsel.

Men de nasser på vor længsel.

Terapien skal være frelser.

Deres hensigt er at tilpasse os

 

De si´r de er humanister.

Jeg syn´s de er kropsfascister

Hellere skære i dine gener,

fremfor støtte til vor selvstændighed

 

De tror vi er egoister,

men de er selv terrorister.

Deres syn på verden visner.

Jeg tror vi får mere søskende sex

 

 

Silikone-Gitte-Lone

 

Mel.: Little Boxes

Komp.: Malvina Reynolds

Tek.: Peter Schmidt

 

I en togvogn gennem Ribe

kigged´ jeg og røg min pibe

da Silikone, Gitte-Lone

trådte ind i min kupé.

Der var smil og strittende bryster

da hun satte sig hen ved vinduet

hvor jeg sad og slapped´ af

på en herlig´ sommer dag.

 

Silikone, Gitte-Lone

synliggjorde sin tissekone

Det var frækt ja, for hun viste

legelæber og hyggegang.

Jeg kú jo se hvordan hun blottede sig

Som hun sad der og vred sig foran mig.

Jamen kvinder blotter sig

- det er jo ikke altid mænd!

 

Men vor kære Gitte-Lone

var jo egnens klogeste kone

for hun viste sig som hun ville

provokerende, hel og fri

Hun spilled´ klitten til den sprøjted´

på mig og alle passagerene

Vi ku´ li´ det allesammen

for sådan kan vi alle være

 

Vi sagde farvel til den erotiske zone

for den er også en del af Lone

hun vil vise sig, bar og blottet

oh så bramfri, og ligetil

Der er mange lige som hende

Der viser sig som de virkelig er

Og vi er jo bare herlige

Mennesker fyldt med kærlighed

 

 

 

Dobbelt præservativ

(Mit debatindlæg "Dobbelt præservativ" bringes her for at demonstrere breden i mit seksualpolitiske arbejde. Indlægget er fra dagbladet Information sidst i april 1996 og er formuleret som en præventionsform mod graviditet, men kan uden videre overføres til sikre sex-teknikker over for mulig HIV-smitte, Peter Schmidt.)

 

 

Myten om, at der ikke findes en 100 pct sikker præventionsmetode/teknik blev fremsat her i avisen den 19.4.96 ("Ingen prævention er sikker", af Pernille Jensen). Overskriftens påstand begrundes i: "dels fordi der trods alt eksisterer en seksualitet, som (heldigvis) indimellem udelukker intellektet, dels fordi der ikke findes 100 pct. sikre præventionsmetoder." Sidste del af denne begrundelse er en sejlivet myte.

 

Jeg har anvendt kondomer i mere end 20 år på samme måde som så mange andre. I denne periode er de gået i stykker 7-8 gange. Men de sidste ca. 10 år har jeg anvendt en teknik med to kondomer der i praksis er lig med 100 pct sikkerhed mod uønsket graviditet. Følelserne i penis er ikke ringere med to kondomer og jeg synes heller ikke at metoden er svær.

Teknikken går ud på at sikre at der ikke er luftbobler indeni, når første kondom tages på (benyt gerne et ikke-lubrikeret kondom), tryk en sæddræbende creme ud på det yderste og udvendige del af kondomet (i det tilfælde at kondomet går i stykker) og sæt så et lubrikeret kondom oven på den første. Hvis man vil, kan man ydermere bruge en vandbaseret glidecreme på kondom nr. to. Mens man trækker sig ud er det en god idé at passe på, at kondomerne ikke ryger af. Hvis de alligevel ryger af eller går i stykker kan man sprøjte ekstra sæddræbende creme ind.

 

Kondomer anvendt på denne måde går ikke i stykker. Derfor er det forkert at fremføre påstanden om, at der ikke findes en 100 pct. sikker præventionsteknik. Omtalte ekstra forholdsregler i tilfælde af, at noget skulle gå galt, har jeg aldrig haft brug for. Alligevel fortsætter jeg med at bruge dem som en teoretisk tænkt mulighed. Metoden er i praksis 100 pct. sikker.

 

Uanset hvor vanskeligt nogen måtte synes omtalte teknik er at anvende, så mener jeg ikke at nogen med rette kan benægte at sikkerheden findes.

 

 

 

Institutionerne mangler valgfrihed

13. november 1995 i dagbladet Information. Dette indlæg er endnu et eksempel på hvilke typer spørgsmål Anti-pædagogisk netværk beskæftiger sig med, Peter Schmidt.

 

 

I artiklen "Børn fra arbejderklassen mangler sprog", Information 7. november 1995, taler børneforskeren Lars Dencik varmt for vore institutioner som et spændende aktivitetssted. Et sted hvor det moderne barn kan lære at være kritisk, for i et moderne samfund skal man vælge hele tiden. Vælge religion, vælge tandpasta, vælge livspartner...

Men desværre er der ingen grundlæggende valgfrihed i vore institutioner, så hvordan forestiller Lars Dencik sig at børnene kan lære dette i institutionerne?

I min bog "hele og FRIE børn", har jeg behandlet institutionernes manglende valgfrihed. Til daglig arbejder jeg som uddannet pædagog, alligevel kender jeg ikke én eneste 0-6 årig institution - vuggestue eller børnehave - hvor børnene vælger bare de fleste af de mest elementære aktiviteter suverænt! Efter min mening er det tragisk at børn ikke selv principielt vælger at spise når de er sultne, at sove/hvile sig når de er søvnige/trætte, hvem de vil lege med og hvor, hvornår og hvor længe, at gå tur som mennesker og ikke som marcherende soldater osv. Dette på trods af spændende projekter i fem af landets kommuner som f.eks. "Børn som medborgere" og "Vi kan osse".

Vi snakker om medbestemmelse, selvbestemmelse, autonomi, selvforvaltning og valgfrihed, men det bliver desværre ved snakken.

Jeg tror Erik Sigsgaard har ret når han, om især udviklingen de sidste 15 år siger: Det bliver tydeligere og tydeligere, at børnene ikke selv mener at de bestemmer ret meget, men gerne vil, samtidig med at de voksne er tilbøjelige til at mene, at aldrig før har børn haft så meget at skulle have sagt. (DR P1 - Netværk 18. maj 1995).

Dvs. at afstanden til de voksne må opleves som værende meget stor. Jeg tror ikke, at årsagen hertil alene ligger hos voksne der har svært ved at forny sig, og jeg kan ikke lade være med at mistænke selve institutionen for at være en lige så væsentlig kilde til denne misère.

I stedet for at fokusere på arbejderklassens manglende sprog, er det måske mere hensigtsmæssigt at erkende institutionernes manglende valgfrihed for børnene baseret på deres egne individuelle og kulturbestemte løbende erfaringer, hvor de er. Mon ikke en realisering af suveræne børneerfaringer med voksen opbakning og ikke voksen begrænsning ville udgøre nogle brugbare forudsætninger for barnets sprogudvikling?

Er vi enige om dette, kan vi gå videre og prøve at finde ud af hvor og hvordan.

 

 

Hvad bestemmer børnene

(26. marts 1997 i Dagbladet Information. Her er endnu et tema fra Anti-pædagogisk netværk der blev trykt samme dag i Information som den bemærkelsesværdige artikel Barndommens store forandring af Kim Rasmussen og Søren Smidt. Begge skribenter arbejder sammen med Erik Sigsgaard på Højvangsseminariets Forskningsenhed. Både Barndommens store forandring og mit indlæg Hvad bestemmer børnene plæderer for et paradigmeskift i opdragelsen, Peter Schmidt.)

 

BØRNEMAGT

Som uddannet pædagog og forfatter til "hele og FRIE børn" kan jeg ikke lade være med at kommentere artiklen "Vil selv, kan selv - og får lov til det" i Information (d.3.3.97). Men jeg håber at mine følelser tager fejl, når jeg reagerer med en rysten på hovedet over Hanne Dams artikel om en italiensk børnemagt i Danmark. Dam beskriver et udviklingsprojekt i Allerød som skal have realiseret børns selvbestemmelse, selvregulering og demokrati. Alligevel føler jeg at der kun er tale om gammel vin på nye flasker. Hvorfor nu det?

Måske er det fordi der i artiklen ikke er et en este ord om hvorvidt børn som enkeltperson selv bestemmer dagligdagens mest elementære forhold: hvornår børnene spiser, med hvem og hvordan; hvornår de kan gå ind og ud af børnehuset; hvornår de kan hvile/sove; med hvad og med hvem de vil lege.
Jeg spørger: Bestemmer børnene disse banaliteter som enkeltpersoner? Det er der jo intet der tyder på i artiklen, desværre. Ydermere og helt overordnet lyder det som om nogle italienske og danske voksne har fundet de vises sten:
"Vi er nødt til at lære børnene at tage ansvar for deres eget liv. Det tror jeg, vi har metoden til."

Den unge djævel

A.S. Neill har i en af sine bøger fortalt en rammende anekdote: "Den unge djævel i helvede løb oprevet hen til sin mester: "Mester, mester, noget skrækkeligt er sket. På jorden har man fundet sandheden!" Djævlen smilede: "Det er helt i orden, kammerat. Jeg sender bare nogen op for at organisere den."

Adskillige gange læste jeg i artiklen, at voksne er nødt til eller børnene skal lære demokrati eller noget lignende. Jeg spørger: Kan det enkelte barn principielt selv bestemme for at slippe for dette skal? Og jeg spørger: Kan et barn nogensinde lære demokrati m.m. uden frihed til at gøre sine egne individuelle erfaringer evt. uden voksne fortolkere og planlæggere af børnenes liv?

Jeg tror, at danske børnemagtere ville give omtalte italienske børnemagtere fingeren. Men hvorfor ikke spørge de unge selv i Børnemagtshuset i Skt. Pederstræde i København - og evt. Gunna Starch, som har sikret de unge brugsret til huset?

 

 

 

Kærlighed er altid personlig. Tidsånden i 1960´erne og 70´erne, som jeg skriver ud fra, var gennemtrængt af forbindelsen mellem det personlige og det politiske, mellem kærlighed og verden omkring os. Selvom nogle sikkert vil mene, at jeg er alt for "selvoptaget og navlebeskuende", så håber jeg, at de fleste læsere forstår min hensigt og mening med en humanistisk og frihedselskende verdensopfattelse, som den vi oplevede og realiserede.

 

 

 

Hjem igen

en seksualkritisk anti-pædagogiks fødsel

af Peter Schmidt

(Kærligheden former sig på mange måder - min er én blandt utallige og ligeværdige.)

 

Da min bog til dels handler om en hetz imod mig som person, og Da jeg tror på at vores liv og dermed historien konstrueres ud fra de fortællinger/billeder, vi vælger at dyrke, har jeg ønsket at bringe en beskrivelse af nogle - for mig - væsentlige begivenheder i mit liv. At skrive efterskriftet har givet mig mange gode minder om mennesker jeg har mødt.

 

 

I have a dream

Da jeg kom tilbage til Danmark den 4. februar 1964, efter 16 år omgivet af amerikansk puritanisme, troede jeg, at jeg kom til det frieste land i verden. Jeg havde netop tilbragt 13 år i Salt Lake City, Utah og 3 år som soldat i den amerikanske 7. armé i Vesttyskland. Da jeg blev hjemsendt fra militæret i sommeren `63, deltog jeg i de sortes borgerrettighedsdemonstration i Washington D.C., hvor jeg så og hørte Martin Luther King holde sin berømte tale "I have a dream".

 

 

 

 

 

 

 

ILLUSTRATION

 

 

 

 

 

 

 

 

For mig er billedet fra borgerrettighedsdemonstrationen i 1963 et rart minde om min egen deltagelse i denne vigtige historiske begivenhed i menneskets kamp for frihed. Jeg er en af de mikroskopiske menneskeprikker nederst i venstre hjørne af søen set fra selve talerstolen, den fantastiske sommerdag i 1963. King var ikke den eneste, der havde en drøm. Jeg havde tomlet 2 gange til og fra USA´s hovedstad, udelukkende for at være sammen med de sorte frihedskæmpende og -elskende mænd og kvinder. Det var ikke ufarligt - unge med fuldskæg 
som tomlede i denne tid, risikerede at blive kørt ned af hvide racister på landevejene.

Men den 22. november samme år døde John F. Kennedy. Skudt. Dræbt. Da havde jeg fået nok. Jeg hadede det puritanske og voldelige USA, som jeg oplevede havde holdt mig i en spændetrøje hele mit liv. I hæren havde jeg åbenlyst forsvaret de sorte. Til et af de ugentlige 2 timer lange indoktrineringsmøder stillede jeg nogle kritiske spørgsmål og "afslørede" 
for åbent tæppe, hvad alle instinktivt vidste - de sorte havde ikke "universal suffrage", dvs. stemmeret, som det vitterligt blev påstået på dette vanvittige møde. Det vidste vi selvfølgelig alle.

Allerede i 1956 startede den sorte kvinde Rosa Parks i Montgomery, Alabama en borgerretsbevægelse, ved at nægte at sætte sig bagerst i bussen på pladsen reserveret for sorte. Bevægelsen gik først og fremmest ud på at gøre det muligt for alle sorte i Sydstaterne at benytte sig af deres forfatningsmæssige ret til at stemme. Nogle unge, både hvide og sorte, var blevet slået ihjel under denne kamp og mange flere var blevet tævet af racister. Jeg fortalte kaptajnen, hvis job det åbenbart var at søge at hjernevaske os soldater, at alt det, vi kunne læse i aviserne hver eneste dag om virkeligheden i USA, i sig selv var bevis nok for, at hvad vi nu hørte fra kaptajnen umuligt kunne være sandt!!

Fra den dag var jeg naturligvis en "nigger lover", men heldigvis blev jeg aldrig chikaneret åbenlyst af de hvide racister i militæret. Det siger sig selv, at nogle sorte henvendte sig til mig efter dette møde, og det betød, at jeg var så heldig i det resterende år i hæren at have knyttet forbindelse til nogle vidunderlige mennesker. Nogle sorte havde på en underholdende måde fortalt mig, hvordan de røvkedede sig og ofte sov gennem disse stupide tvangsmøder hver lørdag formiddag, og så kom det som et lyn fra en klar himmel, da jeg uventet for dem pludselig talte kaptajnens løgnstrøm imod. De spurgte mig, hvorfor jeg gjorde det. Af ægte blufærdighed måtte jeg desværre lyve. Jeg sagde, at det måtte være, fordi jeg selv var indvandrer i USA, altså tilhørende en minoritetsgruppe. Men sandheden gik egentlig ikke ud på andet, end at jeg elskede alle undertrykte mennesker, der ikke selv ønskede at undertrykke andre. Sandhed fik mig
 til at rødme og lyve! Hvor ærgeligt at jeg ikke bare kunne råbe det højt og ud til alverdens hjørner.

 

Efter en barndom og ungdom i USA og 3 år som purung amerikansk soldat i Europa var jeg ekstatisk over at være kommet til Danmark. For mig var det en oplevelse af en paradisisk 
tilstand. Efter en dag på Strøget i 1966 i København skrev jeg:

 

 

The Danish Myth Den danske myte

 

A human river En flod af mennesker

Tortive and errant snurrende og vildfarende

In bunte colors of Tivoli klædt i en regnbue af farver fra Tivoli

Gushes down The Walking Street strømmer ned ad Strøget

Fastidious Danes effeminate Kræsne danskere udstråler blidhed

A seeming and screaming en tilsyneladende og skrigende

Paradoxical bliss; paradoksal (lyk)salighed;

Life´s paradise is this livets paradis er denne

The Danish myth den danske myte

 

On any and every day of Spring På en hvilken som helst forårsdag

You can see on the Pedestrian´s Only Street kan du på Gågaden se

A yellow flow of bright voluptuous skirts en gul strøm af nordiske Afroditers

Of Northern Aphrodites sparkle vellystigt strålende skørter

Across their covered and sought for funkle henover deres tildækkede

Cattegat-mother-of-pearl Kattegat og dets eftertragtede perlemor

 

Life´s heritage, as in ancient Greece Livets arv, som i det antikke Grækenland

And the wintering of Hannibal at Capua og hos Hannibal´s overvintring i Capua1

Lives near at hand lever overskuelig og mæt

Near the sea, in every tæt på havet, i enhver

Delectable pearl of the sea who lets herself liflig perlemor som tillader sig

Taste your sweet fruit at smage din sødladne frugt

The launching of you into her Søsætningen af dig ind i hendes

Warm Baltic Sea varme Østersøiske Hav

How they stay so young and gay Hvordan de forbliver så unge og muntre

A paradox it seems to me virker paradoksalt på mig

Along the river´s side Langs flodens flanke

Way over to the right helt over mod højre banke

Another solitary individual flyder endnu en ener

Flows to the pinnacle of man´s delight; mod spidsen af menneskenes fryd;

Her bunte colors of Tivoli hendes regnbue af Tivolis farver

Tantalize the ruffians bristle hair turned down pirrer bøllens stive hår der forvandles til dun

The many girls who appear De mange piger der dukker op

Present no fear to him who knows indgyder ingen frygt i ham som ved

That not a one will him escape at ikke en eneste vil undgå ham

His white swan´s plunge Hans hvide svanes spring

Into their feather garden down ind i deres have af fjer og dun

Their sweet fountain cups deres søde springvands kopper

To his drink will play til hans drikkeri vil lege

The dive into their fleeting foil Dykningen ned i deres flygtige folie

The culminating joy den kulminerende glæde

To stimulate for at stimulere

An Id´ean climb for more id´ets erobring af kærlighed

A blessed, immortal, Scandinavian joy en velsignet, udødelig, skandinavisk herlighed

 

These are kind, descendent Disse er venlige ansigter af

Viking countenances vikingeefterkommere

Unvailing a slight reluctance som afslører en vag tilbageholdenhed

To grasp an unassuming love of life mod at gribe fat i en direkte livskærlighed

They think it´s modesty De tror det er beskedenhed

That keeps them right! der holder dem på rette vej!

Their indescriminate love Deres vilkårlige kærlighed -

A seeming paradox to me et tilsyneladende paradoks synes jeg -

Appears to fill them med en rødmende og fræk

With an ambiguous shame tvetydig skam

While floating below their conscious threshold mens under deres bevidstheds tærskel

Every Dane worships wholesale flyder enhver danskers engros tilbedelse

Total love, to each af grænseløs kærlighed til alle

In the world-wide, social mosaic i den verdensomspændende sociale mosaik

 

 

I årene 1964-70 levede jeg fire steder i København: i Kannibalen - dvs. Universitetets cafeteria, i Studenterforeningen, i Pilegården - sidstnævnte var et populært træfpunkt i Pilestræde. 
Det fjerde sted var der, hvor jeg nu engang befandt mig på det pågældende tidspunkt.

Det var ikke blot et spørgsmål om, at jeg her i det danske paradis ville indhente det forsømte fra min tid i det puritanske USA. Den Danske myte var ikke kun en myte. For mig var det 
en tid hvor personlig kærlighed til alle undertrykte, smeltede sammen med mit politiske engagement. Jeg deltog i næsten enhver demonstration, især mod krigen i Vietnam. 
Det samme gjorde de fleste af mine kærester og venner.

Et hyppigt frekventeret sted, hvor jeg dyrkede en praktisk livs- og kærlighedsfilosofi i disse år, var i Studenterforeningen, som lå på hjørnet af Studiestræde og 
H.C. Andersens Boulevard. Foruden at være et kulturpolitisk aktivitetscenter var dette ungdomsmiljø i mine øjne også et veritabelt socio-erotisk kulturpalads 
- her hørte og så jeg den tidligere amerikanske professor og nu afdøde græske politiker Andreas Papandréou, nazi-jægeren Simon Wiesenthal og mange flere holde foredrag. Jethro Tull og utallige andre kendte bands spillede her, ofte på flere etager samtidig.

En sen nat i Studenterforeningen var stemningen særdeles intens, hed og kåd. Navnet på bandet husker jeg desværre ikke.

Iklædt en enkel orange frotté-kjortel, som var i overensstemmelse med datidens frodige mangfoldighed, dansede jeg - ekstatisk - og over flere numre lige foran den mandlige sanger. Han løftede øjenbrynene en anelse, da jeg lod kappen falde og jeg blomstrede som en nyfødt.

Efter at have foldet mig herligt ud på dansegulvet til adskillige sange strakte en kædedansende ring af pragtfulde mænd og smukke kvinder deres arme ud for at invitere mig ind i deres midte - WOW! Sådan kan den danske myte, i ny og næ, også blive til virkelighed.

 

Det var her jeg mødte mange vidunderlige kvinder. Vibeke var den første jeg flyttede sammen med. Hun førte mig ind i det pædagogiske miljø, introducerede mig til A.S. Neills Summerhill, men en uddybning af Summerhill-idéen fik jeg desværre aldrig, heller ikke da jeg 13 år senere selv blev pædagogstuderende. Det har undret mig lige siden. Det var først i 90´erne, at jeg læste alt hvad jeg kunne få fat i af Neill og Homer Lane, Neills læremester.

Jeg har endnu tilgode at besøge Summerhill, samt det sted hvor Lane havde sit Little Commenwealth. I øvrigt blev grundlæggeren af sidstnævnte, Homer Lane, offer for formentlig falske anklager for ulovlig sexuel omgang med nogle af sine elever. Og disse beskyldninger menes at have taget livet af ham.

 

Ingen af de kvinder jeg har boet sammen med har haft børn, bortset fra de 5 måneder jeg boede i Italien sammen med min søn Robert og Anna Maria. Anna Maria traf jeg i Studenterforeningen. Hun fødte Robert i 1966 i Italien. Drengen voksede op hos sin mor og hendes forældre.

Som 22-årig, havde Robert netop afsluttede sin 10-årige lange organistuddannelse og flyttede til Danmark. I dag er Robert fastansat, professionel organist og samtidig aktiv musiker med sit eget band ved siden af sit officielle job. Desværre døde hans mor i 1993, kun 55 år gammel, og blev begravet på den Katolske Kirkegård i København.

 

I 1970 traf jeg endnu en pædagog, Pernille, der besøgte mig, fordi hun havde hørt, at jeg havde influenza: Hun dukkede op med en buket blomster, honning og te. Det faldt jeg pladask for, hvorefter vi flyttede sammen i vores første kollektiv - fem mænd og fem kvinder - hvor vi boede i 2½ år.

Derefter tog vi over Sovjet til Indien, i 5 måneder. Da vi kom hjem, flyttede vi ind i et andet kollektiv, denne gang et slumstormer-bofællesskab på Blågårds Plads i København, hvor vi boede et års tid.

Imens vi var i dette miljø, oprettede Pernille og jeg en Kommunistisk Boghandel, for lidt senere at gå i samarbejde med flere andre bogbutikker, der også sympatiserede med Marxistisk Leninistisk Enhedsforbund (MLE). Vores forretning i Westend på Vesterbro havde flere Rødstrømpe-, bøsse/lesbisk blade, Seksualpolitik og andet litteratur end det maoistisk-inspirerede stof. Det fik vi ingen påtale for, måske fordi MLE´erne, senere KAP´erne, fornemmede at på dette punkt var der ingen kompromiser fra vores side. Min egen støtte til Kulturrevolutionen i Kina var først og fremmest en støtte til de kinesiske kvinders frigørelse - som kineserne selv sagde det: Alt hvad mænd kan, kan kvinder!

Vores vildeste tid var i det første kollektiv, før vi blev MLE-sympatisører. Her gjorde vi vore første kollektiv-erfaringer inden vi tog til Indien, Afghanistan, Persien og Uzbekestan. I de fem år Pernille og jeg kom sammen, syntes jeg, at vi for det meste elskede som en drøm. Måske endda især, når vi nogle gange havde gennemlevet et, to eller tre døgn med længerevarende sex og var på LSD. Jeg er overbevist om, at de sværeste af mine neuroser forsvandt i denne periode af mit liv.

 

Noget af det bedste som hippie-tiden repræsenterede, var for mig et grundlæggende oprør og protest mod hykleri og bornerthed, dvs. en kamp for mere frihed og mere åbenhed. Redskabet var en kærlig og autonom vilje til at skabe et humanistisk og retfærdigt samfund, og ikke mindst for selv at leve dette liv som om vi allerede havde indført vore drømme om en anden og bedre verden. Bøssernes Befrielsesfront var måske det skarpeste udtryk herfor.

 

Pernille og jeg gik fra hinanden i 1975, før jeg mødte en anden spændende kvinde, for hvem min forelskelse udviklede sig til mit næstlængste kærlighedsforhold. Elna var foruden pædagog også kunstner. Vi traf hinanden i Vognporten i Huset i Magstræde i København, og havde et forhold indtil 1981, dog uden nogensinde at flytte sammen.

Jeg husker, som var det i går, vores første nat sammen, elskende i mit soveværelse, mens nu afdøde Christian Kampmann og hans kæreste Finn elskede i stuen. Derfra og lige ved siden af, kom hede og herlige lyde i smuk gen- og samklang til Elnas og mine - vi var ikke mange meter fra hinanden. Elna og jeg kom sammen i 6 år. Jeg mener, at offentliggørelsen af beretninger som nævnte fra "privatsfæren" er udtryk for åbenhed og frihed, samt manglende bornerthed og hykleri.

 

Men forholdet havde nu varet 6 år, og var allerede på det tidspunkt ved at forvandle sig til et venskab uden elskov. Da traf jeg og flyttede sammen med Helle, en mørkhåret, vild krudttønde - endnu en pædagog og KAP-sympatisør. Vi så hinanden første gang i Musikcafeén i Huset i Magstræde. Her startede en hed forelskelse, der varede de berømte 3 måneder for derefter at cementere et solidt grundlag for 3 år i kærlighed.

Helle og jeg havde et fælles politisk ståsted, som sympatisørere tilknyttede KAP. Vi blev dog aldrig medlemmer af et politisk parti, heller ikke senere. Det var i øvrigt KAP´erne, der senere udgjorde en solid støtte i bøssefrigørelseskampen ved P&T i København.

 

Jeg tror, at noget af det jeg bedst fik bekræftet i disse år var at Anaïs Nin tog fejl; et kærlighedsforhold dør aldrig en naturlig død, skrev hun, men jeg siger, at ægte kærlighed efterlader langt fra altid hævnlyst og bitterhed. Det er min erfaring, at et forhold ofte har været så intenst og stort, at kærligheden ikke vil eller kan være ondskabsfuld, eller for den sags skyld sågar slå ihjel. Når en forelskelse ebber ud, kan det også bare slutte, som det var tilfældet med Helle og mig. I dag har jeg et godt forhold til de fleste af dem, jeg kom sammen med.

 

I 1972 gik Pernille og jeg til et møde i foreningen Sex-pol (forkortelse af seksualpolitik). Sex-pol, som var inspireret af Wilhelm Reich, blomstrede nu op igen i Studentersamfundet i København.

Sex-pol havde allerede på det tidspunkt vi meldte os ind, gennemført flere nøgenaktioner. En af disse fandt sted i forbindelse med den første, topløse optræden på Det Kongelige Teater. Det var totalteatrets indtog på Det Kongelige - skellet mellem publikum og skuespiller var ikke længere berettiget. Denne nøgen-happening kostede deltagerne en tur i byretten. Men det blev gjort til endnu en happening med presse på. I dag kan det virke ligegyldigt, men dengang satte den slags aktioner sindene i kog. En af de kvindelige nøgenaktivister i Det Kongelige Teater oplevede endda at blive brændt med en glødende cigaret på det nøgne lår af en af de "pæne" borgerlige teatergængere under aktionen.

En anden nøgenaktion blev gennemført i Bella Centeret som en protest imod dyrt modetøj og for mere nøgenhed. Der var altid sørget for fuld pressedækning til alle aktioner.

På det tidspunkt i 1972, da nøgenaktionerne fandt sted, var det også forbudt for mænd at danse sammen i offentlige etablissementer, såsom dansestederne i Tivoli og Palmehaven ved Vesterport. Sex-pol og Bøssernes Befrielsesfront indledte nogle protest-aktioner mod danseforbudet i København. I Århus blev lignende aktioner udført mere effektivt, måske fordi der der var mere modstand mod at mænd dansede sammen. I hvert fald blev konfrontationerne i Århus trukket skarpt op med Bøssernes Befrielsesfront i forreste linie. Nogle af disse aktioner medførte blodige overfald på aktivisterne. Omkring et år senere blev det lovligt for mænd at danse sammen på offentlige dansegulve.

Sex-pol blev inviteret til en såkaldt "Gigantisk sex-fest" på Århus Universitet i 1972, hvor 500 mennesker deltog og pressen var tilstede. Festen må have gjort et stort indtryk på B.T., for i 1995, 23 år senere, fandt avisen de gamle billeder frem i forbindelse deres omtale af mig. De bragte et billede af det live-show, der var et arrangeret indslag ved festen. I virkeligheden faldt idéen med live-showet til jorden, fordi vi ca. 30 Sex-pol-deltagere i festen faktisk allerede havde taget vores tøj af og dansede splitternøgne, nærmest ligeglad med hvad der foregik på scenen.

 

Sex-pol illustration egnet her!:

 

½ eller 3/4 SIDE

 

Illustration "Seksualpolitik" 2. årgang nr 10

 

SLÅET SAMMEN MED COLLAGE DEL AF

 

SEKS.POL 3. ÅRG. NR. 2.

 

 

 

 

Denne fest samt nogle fællesaktioner lagde grundlaget for 13 års samarbejde mellem heteroseksuelle, bøsser og lesbiske i bladet Seksualpolitik (1972-85).

 

Min egen første bøsseoplevelse fik jeg i sommeren ´75, da jeg som 33 årig var så heldig at blive forført af en flot skolelærer på Christopher Street Liberation Day - den 21 juni. Det var i Fælledparken og jeg blev så optaget af Arne, at jeg ikke rigtig opfattede, at verdens første børnelokkerdemonstration og -tale fandt sted denne dag og for næsen af mig. Denne demonstration var udgangspunktet for Seksualpolitiks senere temanummer om børnelokkere. I stedet for at anmelde bladet sobert blev dette nummer startskuddet til en medie-hetz mod Christian Kampmann. Christian blev hængt ud fordi han i Seksualpolitik havde et interview med nogle børnelokkere, og ikke mindst fordi han nægtede at opgive navnene på disse. Han blev politiforhørt i sit hjem, mens hans mindre kendte kæreste, Finn måtte på stationen for der at blive underkastet politiets ubehagelige og ydmygende forhørsmetoder.

I dag finder jeg det pudsigt, at jeg ikke var med til at støtte Christian i medierne, men psykisk og vidensmæssigt havde jeg temaet på afstand. Derimod, havde Bente Clod, både mod, oprigtighed og intelligens nok til at forsvare Christian med artiklen "Den store stygge Christian" i B.T.

 

Efter at Pernille og jeg slog op, havde jeg et korterevarende kærlighedsforhold til Keld, en fascinerende BBF´er, der var "berygtet" under pseudonymet "Arsenik"! Han var en crazy, skøn bøsse og ikke specielt "feminin". Jeg lærte ham at kende i starten af 80´erne gennem Bøssernes Befrielsesfront og pga. af sin livlige og snakkesalige facon var Keld blevet til noget af en legende i de kredse.

Det var først lidt hen ad vejen, at det gik op for mig, at nogle af de spændende historier han fortalte vidt omkring, i et vist omfang var opspind. Men mig bekendt var der ingen, som stillede spørgsmålstegn ved hans historier. Jeg tror, det var fordi, at en løgnehistorie fra hans mund var så overraskende og underholdende, at ingen gad høre sandheden!

Jeg må indrømme, at mine erfaringer med Arsenik har gjort, at jeg i dag synes, at det kan være på sin plads, når nogen fortæller nogle rigtig gode løgnehistorier. F. eks. har mange af Karen Blixens fortællinger vist sig at være pure opspind.

Til gengæld synes jeg, at der faktisk findes nogle uacceptable løgnehistorier, som f.eks. når en sådan går ud på at manipulere med det resultat, at et menneske fratages mulighed for at udvise et ansvar for sit eget liv.

Mit forhold til Arsenik varede kun 3 måneder og selv om vi forsøgte, havde vi aldrig samleje eller fik udløsning sammen. Jeg kunne simpelthen ikke blive opstemt nok, da han altid nærmest skreg af grin! Jeg tror, at Keld har lært mig, at en god løgnehistorie kan være på sin plads, hvis etikken ellers er i orden.

 

Foreningen Sex-pol levede kun et halvt år. Men bladet Seksualpolitik, som jeg var medredaktør af de første 4½ år - indtil 1977, nåede at vokse ud af foreningens interne bulletin og blev til et bredt køns- og seksualpolitisk tidsskrift, som eksisterede i mere end 13 år. I min tid på bladet i 70´erne lærte jeg Christian Kampmann og hans kæreste Michael Schau at kende. Michael oplevede jeg som en ekstrem mild person. Den 27. august 1997, 9 år efter mordet på Christian, fyldte Michael forsiden af Ekstra Bladet med billede samt overskriften "Jeg skal være far".

 

Ved et redaktionsmøde i bladet Seksualpolitik havde jeg engang fortalt om en fantastisk og intens bøsseoplevelse, jeg netop havde haft, ovnikøbet i Brumleby, hvor jeg bor i dag, men hvor jeg på det tidspunkt måtte nøjes med at fantasere, at jeg var den varmblodige og feminine Marilyn Monroe. Denne oplevelse blev af Christian Kampmann tolket og digtet til "Preben´s oplevelse" i bogen "I glimt", Gyldendal 1980. Et helt kapitel i bogen er ydermere en litterær beskrivelse af os i redaktionen set med Christians øjne. Jeg tog også dengang seksualpolitik alvorligt og derfor forærede jeg Christian et eksemplar af min daværende "bibel", Kønnenes dialektik, af Shulamite Firestone. Den svenske journalist og radikale feminist, Nina Bjørk, er efter min bedste overbevisning simpelthen en genfødsel af den kvindefrigørende del af Firestones totale revolution. Christian var selv en stærk tilhænger af mere frihed til alle uanset alder og køn, og derfor forærede han mig en af sine egne bøger.

 

I det omtalte slumstormer-kollektiv omkring 1974 husker jeg en gang, i forbindelse med mine overvejelser om en karriere som pædagog, at en beboer sagde til mig: "Du må passe på med at kæmpe så meget, som du gør for bøsserne, du bliver jo selv opfattet som bøsse".

Siden 1977 har jeg været medstifter af diverse ligestillingsudvalg: Først i Postarbejdernes Fagforening (PAF) i København, derefter i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS). Og sidste gang i De Pædagogstuderendes Landsorganisation (PL). Alle disse udvalg kæmpede for ligestilling mellem kønnene, for homoseksuelle, transvestitter og politiske flygtninge.

I 1979 valgte jeg at studere ved Ballerup Seminariet for fritids- og børnehavepædagoger. En opgave fra min 3 måneders praktikperiode i 1981 kom til at danne grundlaget for mit speciale - "En seksualkritisk pædagogik".

Til eksamen havde jeg mulighed for at forsvare min opfattelse af "Et anti-pædagogisk univers". Jeg var meget nervøs da jeg sad ved eksamensbordet - så meget, at den Gammel Dansk alle fik, skvulpede over for mig, og en del landede på bordet. Der lå Den Gamle søde og berusende drik en times tid, og dens aromatiske dampe bidrog måske til en lidt bedre stemning for de mange lærere og mig selv.

Samme dag som jeg skulle til eksamination, havde jeg i protest hængt store plakater op, der krævede afskaffelse af alle eksaminer. Og da jeg havde stiftet lidt bekendtskab med nogle transvestitter, havde jeg lyst til at markére min støtte til alle mænd, der ønskede at gå i kjole. Derfor gik jeg op til eksamen iført lang kjole og røde negle.

 

Jeg var med til at fortsætte den seksualpolitiske tradition i 1985 som deltager i Radio Rosas "Øl, hornfisk og musik"-redaktionens stiftende møde og senere bidragyder til diverse udsendelser: Heteroseksuelle, homoseksuelle, fetichister, sadister, masochister og mange andre udtalte sig fra denne lokalradio i København om deres erfaringer. Udsendelsen fortsatte i ca. 5 år 2 timer om ugen.

 

 

 

 

 

 

 

Fra bladet Seksualpolitik, nr. 3, 7.årg.

Om bøssekamp på et seminarium:

 

½ SIDE

 

(Ill. fra Seksual Politik - PETIT

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BILLEDE-TEKST

I mit første år på seminariet ville en hel klasse vitterlig smide mig ud, fordi jeg var bøsse, men i stedet blev resultatet oprettelsen af et ligestillingsudvalg til bekæmpelse af bl.a. diskriminering af bøsser, lesbiske og andre. Højdepunktet blev endda, at seminariet deltog i bøsser og lesbiskes internationale kampdag, "Christopher Street Liberation Day" sidst i juni 1981. Denne dag, markerer også i dag det oprør der fandt sted i New York City i 1969, hvor de hovedsageligt tilstedeværende bøsser og transvestitter spontant satte sig til modværge over for det forhadte politis evige chikanerier. Siden 1969 fejrer bøsser, lesbiske samt sympatisører denne pragtfulde "pride day". Talen ved denne demonstration blev trykt i bladet Seksualpolitik.

 

Sværest for mig i forhold til dette afsnit er, at jeg har villet skrive om min kærlighed, men nu ved afslutningen finder jeg, at jeg har udeladt alt for mange af de sødeste og rareste minder. F.eks. Anne Marie (som er uddannet afspændingspædagog), der gav mig større indsigt i praktisk kropsbevidsthed, ved, at vi underviste sammen på AOF aftenskole i "Krop, seksualitet og energi". Vi var kærester i mere end 3 år. Bjarne, som jeg kom sammen med i mere end 1 år. Og Anne, der var en af mine første kærester i Danmark. Desværre kom vi aldrig til at bo sammen, men en lille smule er jo bedre end ingenting. Måske er det også derfor at vi denne gang, efter at have mødtes igen efter 30 år "blot" er blevet rigtige gode venner i stedet for kærester.

 

Jo, jeg håber at mine tidligere og nuværende kærester vil tilgive mig, at de ikke bliver omtalt eller bare nævnt i det omfang, som de fortjener det. Hos de fleste er der heldigvis ikke efterladt bitterhed, men rare minder, så jeg regner med at dette er OK.

 

Efterskrift

En slags opsumering og sidste bemærkning

 

Denne bog har ikke kun handlet om en medie-hetz, og hvad en gennemsnitsdansker måtte være, seksuelt set, men har i lige så høj grad været en civilisationskritik. Helt overordnede har bogen jo også beskæftiget sig med de menneskebilleder vi allesammen på godt og ondt konstant benytter os af. Hvad er det for nogle billeder vi har af hinanden når vi bruger ord som bøsse, neger eller kvinde? Eller begreber som menneske, seksualitet og barndom. F.eks. har der altid været børn, men "barndommen" som en særlig livsfase har kun været almen i Vesteuropa i omtrent 400 år, selv om spirerne hertil strækker sig meget længere tilbage i historien. Barndommen, såvel som de fleste menneskebilleder er, efter min mening, konstrueret og konstant videreudviklet og bekræftet af psykologien, psykiatrien og andre videnskaber, samt etikken og pædagogikken. Barndommen og menneskebillederne lever videre samtidig med, at samfundsmæssige forandringer gennemtvinger deres afvikling. F.eks. hviler barndommen på to hovedpåstande: 1.) Barnet skal beskyttes på grund af sin sårbare natur, og 2.) At være i "barndom" indebærer, at et menneske i denne livsfase er fundamentalt anderledes end en voksen.

 

I mine øjne er barndom en del af paradigmet "mennesket". Dette menneskebillede tillagde mennesket egenskaber som: Mekanisk, funktionelt, lydigt, hierarkisk, specialiseret, instrumentalt og ikke mindst økonomisk rationelt opfattende. Det nye menneskebillede tilføjer helt andre tillægsord: Eksistentielt, pluralistisk, fleksibelt, helt, fordomsfrit, demokratisk, kreativt, socialt, selvstændigt, tillidsfuldt, kritisk og anti-autoritært med respekt for det enkelte menneskes ret til egenart og forskellighed - eller voldeligt, anarkistisk og destruktivt. Det gamle paradigme blev konstrueret af videnskaben, mens det nye menneskebillede hovedsageligt opbygges af protest- eller alternativbevægelser i kølvandet på store teknologiske og sociale forandringer.

 

Man kan sige at alt dette finder sted i de sociale forudsætninger og tekno-videnskabelige ansatser til konstruktionen af et nyt menneskebillede.

 

Jeg tror, at barndommens ophævelse og forsvinden ligger lige om hjørnet samtidig med skabelsen af en mangfoldighed af mennesketyper samt vidt forskellig menneskelig adfærd. Freuds billede af civilisationen som en indkapsling af menneskets livs- og dødsdrift ophæves på kanten af kaos. I denne proces vil alle menneske-stereotyper kunne forsvinde til fordel for det unikke menneske. For mange af os vil oplevelsen af et sådant paradigmeskift være det mest interessante vi kan opleve.

 

Ved hjælp af den komplekse computerteknologis forenkling af verden i billeder til indføring af et børne-/menneskedemokrati, ser verden lysere ud. "Al magt stammer fra vores billeder af hinanden", sagde den franske filosof og historiker Michel Foucault.

 

De nye menneskebilleder er i dag i stort omfang masseproducerede. Denne mægtige produktion af menneskebilleder kan omfatte de mange alternativ- og protestbevægelser. Muligheden for en udvidelse af det samlede billede af mennesker og mennesketyper er faktisk tilstede i dag. Sammen med mediernes umættelige behov for nyt stof, nye sensationer og lokkende, salgbare oplysninger og historier (men også i mindre omfang nøgterne og alsidige beretninger), kan norm-pluralisme blive følgen.

 

Mennesket har alt i sig, også muligheden for at blive et frit væsen, som kan vælge, hvad det vil, og hvilke identiteter det vil påtage sig. Hvilke psykiske egenskaber/komponenter/aspekter/sider/elementer mennesket ønsker at overtage fra en gruppe eller enkeltpersoner og indlejre i sin personlighed bliver en væsentlig del, tror jeg, af det nye i fremtidens menneskebilleder. Kombineret med behovet for, at vi ikke slår hinanden ihjel, bliver den eneste realistiske overlevelsestrategi at udøve respekt for hinandens egenart og forskellighed. Informationssamfundet kan ikke stoppes, og det behøver ikke være en mørk fremtid vi går imøde. Heri ligger der også en chance for de minoriteter, og den minoritetsadfærd, der i dag holdes nede og i nogle tilfælde endda ulovliggøres.

Peter Schmidt.

 

 

 

Bilag1:

Sociale og kulturelle begivenheder

til opbygning

af et nyt menneskebillede

 

 

I 1962 stiftede den svenske psykiater Lars Ullerstam, forfatter til den revolutionerende bog "De erotiske minoriter", en ekshibitionistgruppe i Göteborg i Sverige. Se også under 8/8-1987 her i bilag 1.

 

Den "grimme lov" blev afskaffet 4. juni 1965. Ophævelsen af loven medførte, at de homoseksuelle ikke længere kunne forfølges med loven i hånden. Se "Janushovedet", rapport udarbejdet af Peter C.G. Jensen, Roskilde Universitetscenter, 1996, se litteraturliste.

 

Skolelærernes ret til at slå børn i skolen ophæves ved lov i 1967.

 

Skriftpornografien blev lovlig i 1967.

 

Hippie-bevægelsens opståen i 1968 - med sin dyrkelse af individets forskellighed i fællesskabet, med sine drømme og visioner om kærlighed og tolerance overfor alle uanset køn, alder, race, osv. - var indbegrebet af en forestilling om integration af alle typer mennesker, store som små, og dermed også en holdning, som ville ophæve barndommen og modvirke børns udgrænsning af voksenlivet, dvs. mod børns udelukkelse fra voksenlivet.

 

Billedpornoen blev lovlig i 1969.

 

Bøssernes Befrielsesfront opstod i 1969. Dens fremkomst og ikke mindst dens synliggørelse skabte et helt nyt billede af manden - mænd kan have et positivt seksuelt kærlighedsforhold til hinanden - det er ikke længere et privilegium begrænset til forholdet mellem mand og kvinde. Bøssernes positivering af homoseksualitetsbegrebet medførte, at ordet "bøsse" (som indtil da havde været et meget negativt og nedladende udtryk), fra denne dato blev til et i det mindste neutralt ord, som her i 90´erne anvendes i landets fornemste forsamling, Folketinget. Alt dette måtte få konsekvenser for den dreng, som havde lyst og lejlighed til sex/kærlighed med samme køn. Men det afgørende i denne sammenhæng er det nye menneskebillede, som børn opbygger - voksne kan have sex med hinanden for lystens og/eller kærlighedens skyld uafhængigt af forplantningen. Anerkendelse af barnets subjektive lyst (og ikke bare seksuelle lyster) strider imod bestræbelserne på at fastholde og indkapsle barnet i uvidenhed og "uskyld".

 

Siden sin start i 1970 var kvindebevægelsen en afghettoisering af kvinden i familien og samtidig en omdefinering af kvinde- og moderbegrebet. Det nye kvindebillede førte til en sprængning af hendes hidtidige kønsrolle, til ikke længere at udelukke hunkønnet fra nogen af samfundslivets områder. Det førte atter til, at barnets hidtidige ghettoisering i hjemmet blev erstattet af gen-ghettoisering i daginstitutionen.

 

I 1970 udkom "Småbørn kærlighed og sexdrift" af Bent Petersen og Jette Bach. En revolutionerende bog om sexdriften hos småbørn. Se litteraturlisten.

 

Sex-pol blev stiftet i 1972 se 1. del.

 

I 1973 blev abort lovlig i Danmark, og ligeløn for mænd og kvinder indført i teorien, hvis ikke i praksis.

 

Lesbisk Bevægelse blev dannet i 1974.

 

Tema nr. om BØRNELOKKERE i Bladet Seksualpolitik, 3. årg. nr. 4.- efteråret 1975. Se i øvrigt "DET LIGNER EN TIDLIGERE HETZ MOD CHRISTIAN KAMPMANN" på de sidste sider i 4. del af denne bog. Dette tema nr. var starten på en medie-hetz mod Christian Kampmann og hans kæreste Finn Mikkelsen, fordi de havde interviewet nogle børnelokkere. Det blev totalt overset af medierne, at dette temanummer. også har et interview med et "lokkerbarn". Jeg synes, at fortielsen mere end noget andet, tydeliggør at hetz-magerne ikke interesserer sig for hvad børnene siger, medmindre det er det samme som det hetz-magerne selv mener. Det kan være at den første pædofilgruppe var et resultat af dette temanummer.

 

Den første pædofilgruppe stiftes i 1975 i København. Og formentlig var der tale om den første offentlige demonstration med politiske krav, da denne gruppe afholdte talen: "Børnelokkernes Befrielsesfronts tale fra Christopher Street Liberation Day - 1975 i Fælledparken". Læs talen sidst i 4. del sammen med udklip af mediehetzen mod Christian Kampmann m.fl. Der var demonstrationstog sammen med bøsser og lesbiske gennem byen. En artikel om "Den gamle Pædofilgruppe" fra 1975 kan læses i Bilag 2. og er en sjælden gennemgang af denne gruppes historie og tilblivelse. Denne første pædofilgruppe var ikke ret stor. Med tiden kom trods alt nogle af gruppens synspunkter frem i offentligheden, og muligvis har også nogle børn og unge fået kendskab til disse. I modsætning til det tidligere negative ´børnelokker´-begreb og mange menneskers reaktion til dette, søgte gruppen at afdramatisere seksuelle relationer mellem voksne og børn. Når sådanne oplysninger kom frem i medierne, blev seksuelle relationer mellem børn og voksne en del af nogle af disse børn og unges menneskebillede. Dette billede stred direkte mod pædagogikkens opfattelse af barndommen som fundamentalt forskellig fra voksendommen - enten havde børn slet ingen seksualitet, eller de havde en, der end ikke tålte sammenligning med de voksnes. Pædagogikken så barnet som et præ-menneske, der var i venteposition til voksendommen, som ikke havde voksenværdi og kun begrænsede rettigheder (juridisk set umyndigt), eller også romantiseredes/idealiseredes barndommen med samme retsløse resultat.

 

I 1977 blev det første ligestillingsudvalg, som kæmpede for kvinder samt alle minoriteter, oprettet i Postarbejdernes fagforening i København.

 

2/9-1977 - På forsiden af Politiken: "Homoseksuelle postarbejdere fik klø af kollegaerne,...fordi de er afvigere. Postarbejdernes Fagforening har været nødsaget til at gribe ind og rejser sagen på specialarbejdernes kongres, der begynder søndag." Formanden for Postarbejdernes Fagforening, Rene Bresson, sammen med Finn Kristiansen (Frederiksberg), Franz Winther Christiansen (Pakkeposten), samt Erling Krohn (Omkarteringen) og suppleant Anette Holm (Omkarteringen) var postarbejdernes delegerede på SID-kongressen. D. 2/9 var formanden omtalt i Politikens rubrik "Dagens Portræt" Se i øvrigt "Bøsser får succes i samfundet", Politiken, og trykt her i starten af 6.del. Herudover se "Bøssefrigørelse på en arbejdsplads" i 2. del.

 

6/3-1978 - "Kvindegrupperne splittet i tre lejre op til Den internationale Kvindedag", stod der med store bogstaver på forsiden af Information. I kvindebevægelsens historie i 1970´erne var der to store opgør mod venstrefløjens diskriminering af lesbiske: I 1970-71 havde stærke kræfter i Rødstrømpebevægelsen forsøgt, heldigvis forgæves, at udelukke lesbiske fra bevægelsen. 0g i 1978 finder endnu et stort og vigtigt opgør sted. De lesbiske kvinder sejrer ikke med det samme, men det er disse to berettigede opgør og senere triumfer, der for alvor begynder her: SF trak sig helt ud af arrangementerne planlagt d. 8. marts 1978. Øvrige partier, kvindeorganisationer og fagbevægelsen var splittet i to dele, specielt angående Lesbisk Bevægelses paroler. De grupperinger m.m. som ikke ville acceptere lesbiske paroler var: Børne- og Omsorgsstuderendes Landsorganisation, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsråd, Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danmarks Kommunistiske Parti, Danmarks Kommunistiske Ungdom og - Studenter, Grafisk Kartel, Kvindefronten, Landsforeningen af Socialpædagoger, Landsforeningen af Hospitalslaboranter, Landsforeningen af Danske Klubfolk, Lærlingenes og Ungarbejdernes LO og Pædagogiske Medhjælperes Forbund. Forsideartiklen i Information sluttede med: "Læs også artiklen side 9", sidstnævnte var min artikel "DKP og lesbianisme", som er trykt i 1. del af nærværende bog.

 

I Landsforeningen af Socialpædagoger, som var imod Lesbisk Bevægelses paroler, oprettedes et Ligestillingsudvalg på samme grundlag som Postarbejdernes Ligestillingsudvalg - Dvs. det arbejdede imod enhver form for diskriminering af lesbiske og andre. Udvalget blev oprettet med efterfølgende modstand fra nogle af de faglige ledere, som ville forhindre os i at skrive om d. 8. marts i vores fagblad. I et tilfælde måtte udvalget henvende sig til dagbladet Information, hvori Hanne Dam d 3/7-1979 havde talt med LFS-nyts redaktør. Artiklen hed "Ligestillingsudvalget føler sig censureret". Udvalget skrev et debatindlæg hertil i Information d. 14-15/7-1979 under overskriften "Censur".

 

19/3-1978 - Tre hele sider i fagbladet "Postarbejderen" slået stort op med: "En kvindesnak om ligestilling - I dette nr. har Ligestillingsudvalget haft en rundbordssamtale med tre kvinder, hvor vi snakker om en masse ting på baggrund af den kommende lov om ligestilling for kønnene på arbejdsmarkedet. Vi havde fået Jytte Thorbek med. Hun er venstreorienteret advokat, og kunne fortælle os en masse om de juridiske og praktiske aspekter ved loven. Derudover deltog Marianne (M), der er postarbejder på Østerbro, og enlig mor til Benjamin. Hun har i nogen tid gerne villet ind på Pakkeposten (PP). Tove (T), der arbejder på Postgiroen, gift, ingen børn. Peter (P), (= Peter Schmidt, red.), fra Postbanegården, Ligestillingsudvalget, Else (E), har arbejdet på Østerbro (Ø), PP og nu på Omkarateringen (OMK)., gift, ingen børn". Der var nogle fotos med Else, Tove, Jytte Thorbek og Marianne. Jytte Thorbek havde skrevet en god artikel om "Ligestillingsloven - Kvinder ved Posten og Postgirokontoret". Jeg havde skrevet artiklen: "Kønskvoteringsforslag". I øvrigt blev sidstnævnte trykt i dagbladet Information og bladet Seksualpolitik på nogenlunde samme tid. Billedet med Jytte Thorbek og Marianne blev trykt i SFs medlemsblad, som illustration til emnet "En kvindesnak om ligestilling". I øvrigt førte alt dette til, at Jytte Thorbek holdt en tale i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske ved en senere lejlighed.

 

10/11-1978 - Under overskriften "Mandecykler og herrelokummer" skrev Kommunistisk Forbunds avis: "Den nye ligestillingslov betyder ikke nogen reel ligestilling mellem mænd og kvinder. Og det er stadig tilladt at diskriminere homoseksuelle. Disse spørgsmål må bringes ind i fagbevægelsens arbejde, siger Else Edusei og Peter Schmidt fra Postarbejdernes Ligestillingsudvalg". Og disse spørgsmål blev i faglig regie omtalt offentligt i medierne. Se bl.a. "Bøsser får succes i samfundet" i starten af 6.del.

 

1978 blev endnu et ligestillingsudvalg, på samme grundlag som i Postarbejdernes fagforening, oprettet i Landsforeningen for Socialpæpagoger.

 

1979 sker det samme i De Pædagogstuderendes Landsråd.

 

Galebevægelsen var, fra sin start sidst i 70´erne og fremover, med til at skabe et nyt billede af de sindslidende som mennesker med rettigheder, en ret til at blande sig med de øvrige borgere overalt i samfundet. I medierne blev Galebevægelsen nærværende og levende, de blev til mennesker på gader og stræder. Synliggørelsen gjorde, at de gale ikke længere kunne skjules for det ´normale´ samfund. De gale blev mere normale og måske blev vi andre lidt mere gale. Et nyt menneskebillede under opbygning, også for børn og unge.

 

1/8-1979 - Artikel i Socialistisk Dagblad "Racisme og sexisme" af Peter Schmidt. Artiklen plæderer for, at den politiske flygtning Alpha Diallo opnår opholdstilladelse i Danmark. Det blev desværre nødvendigt for Diallo at gå under jorden, men med DR TVs interview med den unge mand fra sit skjulested og med opbakning fra mange hundredtusinde sympatisører, især indenfor fagbevægelsen, lykkedes det ham at opnå opholdstilladelse. I dag er han musiker og uddannet pædagog.

 

"Seksualvidenskab". Drift., af lektor ved R.U.C. Willy Thrysøe, udkom i 1979 på Rhodos. Thrysøe dokumenter, at REM-cyklusen i søvn afspejler seksualitetens biologiske grundrytme, der finder sted døgnet rundt. Populært sagt finder tendenser til orgasmerefleksen sted døgnet rundt, i både vågen tilstand og under søvn. Omverdenens hæmninger og begrænsninger heraf medfører ubehag og sygdom. I forbindelse med udgivelse af bogen bragte Information tre kronikker, hvori Thrysøe forklarede sin seksualteori: 1/10, 5/10 og 12/10-1979.

"Ved du det?" udkom i 1980. En af de bedste billedbøger for børn om sex og følelser jeg nogensinde har set. Denne anvendte vi også i vores seksualundervisningsprojekt beskrevet i min bog "hele og FRIE børn". I en omtale af børnebøgernes kommende tilstand i 1980´erne skrev Information (24.-25.-1981) under et foto af to kyssende mennesker taget fra "Ved du det?" om bogen "...den børnebog om seksualitet og følelser, der i 1980 har været i nærheden af ytringsfrihedens grænser. ... Den er stærkt sanse- og følelsesformidlende. Den bekymrer sig mindre om den tekniske side af sagen". Se litteraturlisten.

 

1980 finder den første Høring om Bøsser og Lesbiske sted.

 

Ill Forsiden af folderen: Høring om bøsser og lesbiske på arbejdspladsen

1/2 side! i bogen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 20. april 1980 fandt en høring om bøsser og lesbiske på arbejdspladserne sted på Zahles Skole i København. Denne høring var et resultat af den foregående bøssefrigørelseskamp der startede indenfor Postvæsenet som beskrevet i 1. del af denne bog. Forud for høringen blev Faglig Ligestillingsgruppe dannet for at fremme etableringen af ligestillingsgrupper i fagforeninger, partier, organisationer og på arbejdspladser. Blandt vidnerne på høringen var præsten på Østerbro i København, Henning Reelsbo. Diskriminationen på hans arbejdsplads indebar bl.a., som der stod d. 21/4-1980 på en hel side i Ekstra Bladet: "Præst måtte ikke fortælle i radioen, at han er bøsse". En anden overskrift tilføjede: "Guds gave er at jeg er bøsse". Denne bemærkelsesværdige og modige præst er i dag en af hovedkræfterne bag kravet om kirkelige vielser for homoseksuelle. Jeg er sikker på at et af de vigtige fremtidens menneskebilleder bliver homoseksuelles vielser i Folkekirken. Høringen fik meget stor omtale i pressen og andre medier. Der var ydermere en del forhåndsomtale, bl.a. fortalte Sigrid Kimer sin historie d. 17/4 i Ekstra Bladet under overskriften "De troede jeg ville forføre patienter". Dagbladet Information, d. 21/4-1980, var måske det blad der var mest flittig til at gå i dybden med vidneudsagn samt omtale. DR havde dog udsendt alle vidneudsagnene fra selve høringen i dagene derpå. Politiken havde haft travlt med at være tilstede

på høringen og bragte dagen efter "Homoseksuelle forfølges på arbejdspladser - fagforbundene bør erkende problemet."

 

Ligeledes i 1980 oprettes Faglig Ligestillingsgruppe mod sexisme, racisme, alderisme.

 

"Den man elsker", folder og film af Christian Braad Thomsen fra 1980. Filmen er formentlig den første i Danmark af sin slags, som grundlæggende er en nuanceret skildring af fænomenet incest. Filmen har haft kolossal betydning, bl.a. fordi ethvert pædagog-seminarium med respekt for sig selv har vist den og diskuteret den sammen med eleverne. Ydermere er den blevet vist offentligt mange gange.

 

21/1-1981 - To kommentarer i dagbladet Information. Disse var svar på en kronik imod kønskvotering i samme avis. Begge kommentarer under overskriften "Filosofi kan bruges til meget". Den ene var skrevet af Peter Thielst: 1. Legitimationens logik, og den anden af Peter Schmidt: 2. "Kønskvotering eller undertrykkelse." Jeg har især i Information, men også i mit fagblad, som på daværende tidspunkt var Postarbejderen, skrevet og arbejdet for kønskvotering. Et juridisk formuleret indlæg blev første gang trykt i "Information," "Postarbejderen" og bladet "Seksualpolitik" i 1970´erne. Som medlem af postarbejdernes ligestillingsudvalg og skribent i Postarbejderen, stod jeg også for nogle større interviews og debatindlæg om kønskvotering og kvindernes arbejdsforhold ved Post terminalen i København. I et af disse interviews deltog advokaten og forfatteren Jytte Thorbek, ligeledes med en kommentar specifikt omkring kønskvotering. Alt dette blev også omtalt med billede i SFs medlemsblad.

 

D. 17/8-1982 udsendte Danmarks Radio "Far, må jeg lege med din tissemand?". En del af reaktionerne på denne udsendelse ses eller omtales i starten af 6. del. I øvrigt fik radioudsendelsens producenter Bo Michaelsen samt undertegnede en invitation til at besøge naturistlejren "Solbakken" på Sjælland, og vi fik bl.a. tilsendt et eksemplar af "21 dage i juli" af forfatteren Kasper Ginning. Denne bog, trykt på forlaget "Attika," medførte at min bog "hele og FRIE børn", samt nærværende bog begge udkom på dette forlag.

1982 udkom for første gang "Seksualkritisk (anti)pædagogik". Et hæfte udgivet af Peter Schmidt på eget forlag. Anmeldt af cand. psych. Bent Petersen i Seksualpolitik nr.2, 1982. Solgt i Københavns bogcafé, til udlån i tidsskriftcenteret i København, på Danmarks Pædagogiske Bibliotek samt Roskilde Universitets Bibliotek.

 

Januar 1983 - Cand. psych. lektor ved Ålborg Universitetscenter, Hans Hessellund, anmelder "Children and Sex" i Nordisk psykologi nr. 1. Senere, og på min foranledning, bliver denne anmeldelse omskrevet og trykt i Ekstra Bladet d. 26/1-1984, dog stadig loyal overfor originalen. Se interviewet med Hans Hessellund i 2.del samt litteraturlisten.

 

2/4-1983 satte undertegnede en debat igang om naturisme i de offentlige svømmehaller. I Ekstra Bladet lød en overskrift: SMID BADETØJET I SVØMMEHALLEN. En herlig opbakning kom fra L. Ingvorsen under en overskrift "Her bader vi bare", d. 18/4, og igen i "Jeg har ingen bikini", af L. Jensen. Og der var heldigvis flere indlæg som ikke alle kan nævnes her.

 

23/6-1983 - Kronik af Francesco Alberoni i dagbladet Information med titlen "Incest - ja, hvorfor ikke?", hvori Alberoni argumenterer for ophævelsen af incestforbudet, hvis opretholdelse i dag ikke længere kan begrundes rationelt. En illustration af Peter Lautrop viser en badende kvinde, som er i færd med at udvise en lille dreng fra badeværelset. Nederst på samme side bragtes min kommentar "Incest kan være dejligt - Haves: Sort/hvid debat. Ønskes: Nuanceret ditto". Under illustrationen til min artikel står der: I 1981 rejste den svenske "justitiekansler" tiltale mod magasinet ETC for overtrædelse af loven om børnepornografi med trykningen af dette foto af Camilla Julner. Bladet blev frikendt ved retten. (Efter Hans Nestius (red): I last och lust). Fotoet afbildede en voksen kvinde og en måske 9-årig dreng, begge uden tøj på liggende på ryggen ved siden af hinanden, og hvor drengen har erektion. Ialt en hel side i "den mindst ringe" (dvs. Information) om en "anderledes incest". En følge af mit indlæg blev en debat om incest med Danmarks førende jungianske psykoanalytiker Eigil Nyborg - sidstnævntes første indlæg: "Det dejlige incest", d.2-3/7-1983; det andet: "Incest-tabuet - børn skal vejledes", d.18/8-1983. Mit andet indlæg "Incest-tabuet: Børn skal undertrykkes" bragtes 19/7-1983.

 

Den 30/9-1983 omtalte dagbladet Information på en fornem plads den italienske udgave af radioudsendelsen "Far, må jeg lege med din tissemand?". Overskriften lød: "Radio Rosa sender incest-program DR har sløjfet - Radio Radicale i Rom sender programmet til hele Italien samtidig med Radio Rosa". Information oplyste bl.a. at Radio Rosa for bøsser og lesbiske samtidig ville sende uddrag fra "Far, må jeg lege med din tissemand?", som protest mod Danmarks Radios censurering af den normale genudsendelse af den slags programmer. Den anvendte illustration til denne omtale var den samme tegning af Peter Lautrop som blev brugt til at illustrere Francesco Alberonis kronik "Incest, ja, hvorfor ikke?" i samme avis d. 23/6-1983.

 

Første onsdag efter ovenstående radioomtale (30/9-83) i dagbladet Information blev "Far, må jeg lege med din tissemand?" udsendt i Italien fra Radio Radicale i Rom. Som allerede beskrevet andet sted her i bogen, blev det forbudt at genudsende programmet i Danmarks Radio. Derimod blev det udsendt 3 gange i hele Italien. Det blev også sendt fra to forskellige venstreorienterede lokalstationer; i Rom endda 4 gange fra Radio Proletaria med sine 30-40.000 lyttere i hovedstaden. I udsendelsen deltog en politisk aktiv Reichianer, min søns italienske mor Anna Maria Canova, og jeg var også med i studiet. Det var i øvrigt Anna Maria Canova, som havde oversat udsendelsen til italiensk. I Norditalien blev den sendt fra Radio Gamma, der sender til Veneto området med 500.000 lyttere. Her var gæsterne en lokal formand for FUORI (italiensk bøsse/lesbisk bevægelse) samt undertegnede. Lokal-udsendelserne blev fulgt op med en times debat direkte med lytterne, som i øvrigt var meget positivt indstillede overfor programmet.

Der var mange reklamespots for "Far, må jeg lege med din tissemand?" i Radio Radicale, en hel uge inden udsendelsen gik i luften. Og det marxistiske og intellektuelle dagblad, il Manifesto, trykte en lille foromtale på 9 linier med angivelse af udsendelsestidspunktet og radiofrekvens. Noget lignende gjorde også den store avis Corriere della Sera. En af gæsterne i studiet, til en planlagt transmitteret efterfølgende debat, fra Radio Radicale, var den i hele Italien umådelig populære feminist og kommunist, Elena Gianini Belotti, som også er kendt i Danmark (se litteraturlisten). Den anden gæst var det daværende italienske parlamentsmedlem Gianluigi Melega, journalist på den inflydelsesrige avis, la Repubblica. Melega har i øvrigt to børn, var gift med en dansk journalist, også ved navnet Melega, tidligere ansat ved Politiken. Den tredje gæst skulle have været Francesco Alberoni, hvis kronik blev trykt i Information d. 23/6-1983, sammen med min allerede nævnte kommentar "Incest kan være dejlig". Francesco Alberonis forsvar for en ophævelse af incestforbudet "Incest, ja, hvorfor ikke?", blev først trykt i la Republica og senere i dagbladet Information. Desværre ville Alberoni i sidste øjeblik og af ukendt årsag, ikke deltage i den italienske udsendelse, selv om jeg af Radio Radicale havde fået at vide, at han skulle være med.

Den italienske debat mellem Melega, Belotti samt undertegnede, som fandt sted flere dage inden og som tog udgangspunkt i "Far må jeg lege med din tissemand?", blev desværre ikke sendt, men jeg har den, også oversat til dansk, hvis nogen måtte være interesseret. Det er her Belotti bl.a. siger: "Jeg synes, at historien om kvinden, der elsker en lille dreng er meget poetisk. Beskrivelsen af deres møde er fuld af poesi, skønhed og ømhed, som netop er de helt særlige følelser, der kan være i et forhold."

 

26/1/-1984 "Forargelse skader mere end sex mellem børn og voksne", bogen "Children & Sex" anmeldes af lektor, cand. psych. Hans Hessellund i Ekstra Bladet. Et uddrag af bogen er slået stort op under overskriften "Jeg var forførende som 12-årig". Sidstnævnte er en voksen kvinde, der fortæller om sig selv da hun var en ung pige. Hendes historie læses op i udsendelsen om en anderledes incest i 2. del af denne bog. Jeg har fået tilladelse til at offentliggøre hendes historie af psykolog og forfatter Dr. Frits Bernard. Se også afsnittet "Vi skal vide mere om incest" i 5. del.

 

Onsdag 9. maj 1984 - Ekstra Bladet: "BLOTTER-BRIGADE SLÅR TIL I DAG - Kom og vær pervers sammen med Kulørte Klat, der byder på strip-show, slavemarked og pervers sex". To kvindelige Kulørte Klatter, samt en mandlig af samme slags, er foreviget på foto, de er splitter-nøgne midt ude på Jagtvej, foran Ungdomshuset, hvor de "berømte BZ-ere" siges at husere. Denne dag er af aktivisterne blevet udnævnt til "Pervers dag". Der loves aktioner overalt i byen og alle inviteres ud på gaden for at være med. Tre unge kvinder fra Kulørte Klat meddeler deres budskab til Ekstra Bladet: "Baggrunden er, at vi vil have folk til at tænke på, hvad der virkelig er perverst.Vi synes ikke, det er perverst at smide tøjet og gå nøgne omkring. Men det er i vores øjne perverst at lave bomber og krig. Store dele af fødevareindustrien er perverse. Det er også perverst at man er fremmedgjort over for sin krop." Nogle dage forinden sendte Christiania Radio en udsendelse om perversiteter, hvor man fik at vide at man kunne møde op på Gammel Torv ved springvandet og opleve en pervers happening - dvs. nogle mænd og kvinder strippede. Efterfølgende skrev aviserne bl.a. at forbavsende mange mænd mellem 40 og 50 år dukkede op som tilskuere. Foruden Ekstra Bladet bragte avisen København masser af omtale med nøgenbilleder og det hele - d. 12.-25 april, samt d. 17.-23. april 1984. Nøgenhed var noget aktivisterne kunne bruge og som blev slået stort op i medierne. Vores radioudsendelse d. 17. august 1982, "Far, må jeg lege med din tissemand?", plæderede for mere nøgenhed (illustrationen til omtalen heraf i Ekstra Bladet var mig som nøgenmodel) . Jeg talte (skrev) varmt for mere nøgenhed d. 2. april 1983, under overskriften "Smid badetøjet i svømmehallen" i samme blad, samt i "Aktuelt" d. 11/1-1986 denne gang med overskriften "Fælles bad for begge køn". Underholdende nøgnebilleder illustrerede udmærket artiklerne. Jeg synes godt om, at alle disse indlæg blev behandlet både seriøst, men også som god underholdning. I øvrigt havde jeg været nøgenmodel i Ekstra Bladets "Kærlighedskarrusellen" i 1½-2 år.

 

"Om kærlighed: En temabog" af Karin Rosendahl Karlsen og Hugo Hørlych Karlsen, Gyldendal 1984, 2. udgave. (Omhandler forældre/børn-forhold, børns indbyrdes kærlighed, pædofile forhold, homoseksuelle, prostitution og pornografi). I denne antologi er der bl.a. en kærligheds-novelle af Klaus Rifbjerg om en lille pige og en "børnelokker".

 

"Der er altid brug for sex-provoer - Vi skal hele tiden have smidt "bomber" ind i debatten," sagde den ekstremt fascinerende kunstmaler Wilhelm Freddie til Ekstra Bladet d. 6/2-1984. Bladet skrev i øvrigt at "Ingen dansk kunstner har oplevet sådan en strøm af optøjer, skandaler, retssager, politi- og gestapoaktioner, forbandelser fra prædikestole, parlamenter og presse, protester på højeste diplomatiske niveau, fængselsstraffe, landsforvisninger, udstillingsforbud, beslaglæggelser, ja vrede og forargelse som Freddie." Det var formentlig det år, hvor det bornerte Danmark måtte kollapse for Freddies længe ventede gennembrud, som i øvrigt var ventet siden 1930´erne. Vi danskere kan sandelig ikke beskyldes for at have for travlt!

 

"Danmarks første bordel på anparter", stod der over en artikel i Ekstra Bladet d. 9/2-1984. Med et udvendigt og indvendigt billede af stedet slutter den helsides artikel med denne oplysning: "Organiseret prostitution er hidtil foregået i det skjulte i Danmark, men med International Escort Service har det første bordel-selskab fået Aktieselskabs-Registerets blå stempel".

 

"Selvmord kommunens ansvar", var overskriften på mit indlæg i Ekstra Bladet d. 1/3-1984: "I dag vil jeg anmelde socialforvaltningen til politiet for uagtsomt manddrab. Det gør jeg på baggrund af en artikel i Ekstra Bladet 29.2. I artiklen stod der, at en mor havde begået selvmord p.g.a. et blodskamsforhold mellem far og datter.

Det kan være rimeligt, at en læge foreslår psykologisk behandling for eventuelle negative følger af blodskam. Men da lægen oven i købet fraråder politianmeldelse, hvorefter socialforvaltningen totalt overser lægens indsigt i familieforholdene, og alligevel nærmest pr. reflex indgiver politianmeldelse, som givet er den vigtigste årsagsfaktor til, at en mor begår selvmord, ja så er der for mig kun én ting at gøre."

Denne sag blev nævnt på forsiden af Ekstra Bladet, den blev taget op i B.T. d. 29/2-1984, hvor Københavns daværende socialborgmester, Pelle Jarmer, udtalte: "Blodskam bør ikke altid straffes" og "Vores holdning til blodskam er i høj grad et samfundsanliggende. Vi må tænke på, at der findes samfund, hvor blodskam ikke er strafbar." B.T. skrev en leder desangående (3. marts 1984) på baggrund af et interview (1. marts 1984) med Erik Ninn Hansen, som mildt sagt er den samme belastede person og ex-minister i dag, men den gang fungerende justitsminister, der begyndte at kaste med sten mod Pelle Jarmer med ordene: "Blodskam skal anmeldes. Til enhver tid og under alle omstændigheder."!

Selv om politiet afviste min anmeldelse mod socialforvaltningen (journ. nr. A 21/83 - dato: 15.03.84), mener jeg, at det var værdifuldt især at få denne offentliggjort i Ekstra Bladet i håb om at den vil opfordre andre til at gøre noget lignende når der er behov for det.

 

"Blodskam er ingen skam - Lykkelig opførelse af et glemt stykke fra Shakespeares tid". Sådan skrev teateranmelderen Knud Schønberg (5. marts 1984) om et "rasende godt" teaterstykke. Schønberg starter anmeldelsen med at citere nogle ord af PH: "Rend mig i den offentlige mening." Samt af stykkets ophavsmand John Ford: "Den offentlige mening er en tåbe"..."Ford bruger Shakespeare, sin samtid, vittigt, talentfuldt, men langt mere kontant. Derfor har stykket overlevet blandt hundreder.", udbasunerede Schønberg. Hovedrollerne blev spillet af Hanne Stensgaard og Runi Lewrissa.

 

1-2. dec. 1984 plæderede den britisk-australske forfatterinde Germaine Greer for mere global, polymorf sex, især var der brug for mere oral sex, som der stod i dagbladet Informations lørdagsudgave. Greer fik stor omtale i alle medierne og holdt et foredrag på Louisiana ved Humlebæk i forbindelse med den danske udgivelse af hendes bog "Sex and Destiny"; på dansk "Køn og skæbne".

 

5. dec. 1984 fandt en stor høring om pædofili sted i Huset i Magstræde i København - deltagerne i panelet var overlæge sexolog professor Preben Hertoft, cand. psych. sexolog Bent Petersen, forfatter og filminstruktør Christian Braad Thomsen, to repræsentanter fra Pædofilgruppen og to tidligere "voksenlokkere", som på dette tidspunkt begge var henholdsvis 18 og 19 år gamle. Der var fuld mediedækning af høringen; dagen efter i Ekstra Bladet og andre medier citeredes paneldeltagerne flittigt.

 

I 1984 meldte grundlæggeren af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Axel Axgil, sig ind i Landsforeningens pædofilgruppe som en symbolsk støtte til gruppen i kampen mod de (flest lesbiske) medlemmer som ville smide gruppen ud af LBL, hvilket desværre lykkedes i 1985.

 

"Lykkelig blodskam findes. Tag en uforpligtende snak med seksualpædagog, Peter Schmidt (O1) 38 19 23. Lyt til Radio Vesterbro 23.30-05:00, 29.11.85. 101,7 MHz." Sådan lød en annonce i Kom Frit Frem i Politiken 3 søndage i træk, nemlig d. 10., 17. og 24. nov., 1985, inden omtalte udsendelse gik i luften i Københavns området. Det er denne udsendelse som er inkluderet i 2. del. af nærværende bog. Udsendelsen fik foromtale på en iøjnefaldende og fremtrædende side 2 i dagbladet Aktuelt mandag d. 25. november 1985. Overskriften lød: "Propaganda for sex med børn". Selv om omtalen er lidet flatterende er der alligevel tale om en god og stort opslået opmærksomhed rettet mod den dengang kommende udsendelse, som evt. interesserede så selv kunne få et nærmere kendskab til på egen hånd.

Der var også en mindre annonce i dagbladet Information om den kommende udsendelse. Det var derfor ikke mærkeligt, at programmet fik en herlig storm af lytteropkald, hvoraf alle så fik mulighed for at deltage, hvis de havde noget at sige som var positivt. Ingen af disse blev sorteret fra. Kun lyttere som insisterede på at tale om andet end programmets tema "positivt erfaret incest" fik at vide, at så måtte de gå andet sted hen. En mand ringede efter udsendelsen til mig og sagde at han var fra Ekstra Bladet. Han ville interviewe "Henrik" fra udsendelsen (se 2. del.), men jeg havde ikke mulighed for at sætte ham i forbindelse med vedkommende. Jeg havde forinden været inde på redaktionen og opfordrede E.B. til at omtale udsendelsen og gerne "Henrik", (hvis historie de fik af mig på tryk inden udsendelsen gik i luften), men der kom ikke noget ud af det. Der var ingen interesse udover nævnte.

 

1986 tog jeg initiativet til at samle en del danske pædofile og pædofil-interesserede, samt nogle af de udenlandske deltagere i den internationale bøsse/lesbisk organisation I.L.G.A. (International Lesbian and Gay Association), som det år holdt kongres i København. Amerikanerne tog mig med i deres delegation på I.L.G.A. I dag hedder verdens første interkontinentale pædofil organisation I.P.C.E. (International Pedophile and Child Emancipation. Se også "Press Release" lige før artiklen "Fremtidens menneskebilleder - på kanten af kaos" i 6.del, samt under Organisationer sidst i bogen.

 

Information 30-31/8-1986: "Børn har lige så meget ret til et seksualliv som voksne" - interview med den norske sexolog Thore Langfeldt. "Den norske psykolog Thore Langfeldt mener, det er de voksnes opgave tidligt at opmuntre børnene i deres seksualitet. I en ny bog skriver han, at alle børn har ret til orgasme. Og kan barnet ikke selv finde frem til en teknik, bør det have hjælp. Her fortæller Thore Langfeldt om sine erfaringer efter 15 års praksis som terapeut for specielt børn". Under et foto af Langfeldt: "Der er ingen grund til at antage at børn skulle have det anderledes end voksne." Hans bog: "Det må du godt!", Mallings forlag, 1986.

 

"Forbrydelse uden offer" udkom i 1986 på forlaget Tiderne Skifter. Den første bog af sin slags på dansk om pædofile. Mig bekendt fik bogen udelukkende positive anmeldelser, bl.a. i Ugeskrift for læger, dagbladet Information og i Ekstra Bladet. Se litteraturlisten.

 

I nr. 14 - januar 1987 stod der i Månedsbladet PRESS: "Sidste nummer af PRESS indeholdt billeder af døende og døde børn. Ofre for sult, AIDS og terrorisme. Men det var en stiv tissemand, der vakte vild opsigt." Et foto på forsiden af Press nr. 13 viste et halv-nøgent præpubertetsbarn med stiv tissemand. Billedet var taget af Sonja Iskov, som udtalte i nr. 14.: "Jeg er meget glad for billedet. Og det overrasker mig meget, at der har været så stærke reaktioner på det. Men det er jeg ikke ked af. Det er dejligt når ens billeder når gennem panseret". Press: "Det utrolige er, at PRESS nr. 13 indeholder billeder af døende og døde børn. Ofre for sult, AIDS og terrorisme. Men reaktionen kommer på den stive tissemand. Det er tankevækkende. Det er lidt flot at kunne forarge i 1986 - ovenikøbet når det end ikke var tilsigtet."

 

DRs Familiespejlet udsendte d. 27.2.87 et interview med den norske sexolog Thore Langfeldt. Umiddelbart forinden havde også dagbladet Information interviewet ham. "Børn har lige så meget ret til et sexliv som voksne" var overskriften i "den mindst ringe" og må siges at være det "klare" budskab fra Norge, som blev udbasunet til det ganske land.

 

8/8-1987 skrev den svenske psykiater og stifter af verdens første ekshibitionistgruppe, Lars Ullerstam, i dagbladet Information kronikken "AIDS udfordrer til en anderledes seksualitet". Kronikken plæderer for en ny holdning til perversiteter. Han er, efter min mening, den første psykiater der har talt for en principiel og, ikke mindst i praksis, konkret accept af Freuds indsigt i menneskets polymorft perverse natur.

 

Dr. Erik Münster omtaler pædofili meget fordomsfrit i Ekstra Bladet d. 11 august 1987, f.eks.: "Man må ikke se på pædofilien som en énsidig tiltrækning. Børn kan også have interesse i et seksuelt forhold til en voksen." Overskriften lød "Den farlige sex med børn", men som dr.Münster forklarer slet ikke er så farlig endda: "Intet tyder på, at samvær med pædofile fører til psykiske eller seksuelle forstyrrelser senere i livet."

 

"Kvinder ser plus-siderne" var overskriften på den ene af to artikler om positivt erfaret incest trykt i "Børn & unge", nr. 42 og 50 i 1987. Disse artikler udgjorde nogle af mine synspunkter angående incest der senere blev udgivet i kapitlet "Vi skal vide mere om incest"i "hele og FRIE børn".

 

Torsdag 7. april 1988 - "GADENS BØRN: frit og fedt." var Ekstra Bladets overskrift på en 3½ time lang udsendelse fra Nørrebro Natradio om gadens børn. To unge fyre, mellem 14 og 18 samt en ung kvinde på 14 stod for teknikken samt det at være studievært. Alle tre kom fra Johannes Gårdens Ungdomsklub, inklusive undertegnede. Inden udsendelsen gik i luften fik de unge lidt PR-hjælp fra dagbladet Informations daværende medarbejder Benny Lihme, som sagde ja til at tale med de unge, hvorefter han skrev en lang artikel om gadebørn og især problematikken angående det daværende "Børnehotel" på Amager. Det blev til dagen før udsendelsen gik i luften, nemlig d. 6 april 1988 i det der dengang hed "Ny scene". Som aftalt sørgede Lihme også for at nævne tidspunktet og frekvens for udsendelsen torsdag d. 7. Fænomenet gadebørn afspejler bl.a. pædagogikkens krise og det er ikke tilfældigt at de ansatte på børnehotellet kaldte sig for "anti-pædagoger" så længe hotellet eksisterede.

 

8/6-1988 - "Jeg var en lykkelig luder", sagde ex-luderen Rebekka Weimar til Ekstra Bladet i forbindelse med en 3 timers lang direkte radioudsendelse om prostitution. Gæsterne i studiet var en repræsentant fra AIDS-linien, en seksualrådgiver og en politimand. Udsendelsen blev sendt fra Nørrebro Lokalradio i København og lytterne ringede ind og blandede sig i debatten. Allan Petersen, en fyr på 16 og en ung kvinde på 15, Camilla Høgh Lund, var henholdsvis tekniker og studievært. Der var et foto i bladet af de to unge fra Johannes Gårdens Ungdomsklub. Undertegnede var deres backup og støtte fra Johannes Gården, hvor jeg var ansat. I anledning af denne udsendelse blev begge unge interviewet i hhv. Ekstra Bladet d. 8/6-1988, af Anders Lund Madsen, under overskriften "Jeg var en lykkelig luder - Ex-luderen Rebekka Weimar. Hun vil helt sikkert provokere de danske feminister, når hun i aften slår et slag for den lykkelige luder i Nørrebro Radio". (Denne tekst forekom under et pænt billede af Weimar). Overskrifterne i Information var: "Hvorfor ikke luder-uddannelse? - luder-aktivist og ungdomsklubmedlemmer laver helaftensradio om prostitution".

 

15/8-1988 "VOLD MOD BLOTTER" lød overskriften på mit debatindlæg i Ekstra Bladet. Resten lød således: "Som seksualrådgiver er det ikke usædvanligt at høre førstehåndsberetninger om voldelige overfald mod ufarlige blottere. I Ekstra Bladet den 8.8. kunne vi læse om en politiassistent, Jytte Hostrup, der havde udøvet unødig vold (givet buksevand), men i øvrigt også havde råbt(!) "perverse svin" mod en blotter. Politiassistenten mener vel selv, at kvinder skal anmelde blottere, men i stedet vælger denne assistent (trænet i nærkamp m.m.) at udøve en personlig motiveret selvtægt frem for at gøre, som loven forlanger i et demokratisk samfund, nemlig at bringe en mulig lovovertræder for en domstol.

De kvinder, eller mænd, der måtte føle sig chokerede over at se hankønnets naturlige indretning, skal ikke føle at deres egen seksualitet er ret meget sundere end blotterens."

Med-instruktøren til videoen "Så se dog" og med-forfatteren til bogen "Dit blik, min lyst", Tom Nervil, skrev en lignende kritik af politiet ved siden af min i Ekstra Bladet under overskriften "Blot til lyst". Både han og jeg, uafhængig af hinanden, gentog kritikken af politiet i Politiken, Nervil d. 14/8-1988 under overskriften Uskadelig blotter og jeg d.15/8-1988 med titlen Blottelse. Flemming Christiansens efterfølgende artikel i Politiken d. 16/8-1988, forsynet med en tegning af Peder Nyman, tog kritikken op i et interview med sexolog ved Rigshospitalet Preben Hertoft. Inledningsvis citerede han Nervil: "Det var for barsk en håndtering af "en harmløs seksuel udfoldelse!" samt undertegnede: "De kvinder eller mænd, som måtte føle sig chokerede over at se hankønnets naturlige indretning, skal ikke føle at deres egen seksualitet er ret meget sundere end blotterens". Et halvt år senere tog man sagen med betjenten op igen som udgangspunkt i et interview med Tom Nervil i forbindelse med udgivelsen af hans og hans kones bog "Dit blik, min lyst", Tiderne skifter, 1988. Interviewet blev bragt 5/2-1989 med overskriften "100 blottere har fortalt deres historie".

 

17/8-1988 Politianmeldelse mod politiassistent for ulovlig selvtægt. Under overskriften "Politianmeldelse mod Jytte Hostrup" skrev jeg i Ekstra Bladet d. 17/8: "Jeg har den 15.8. indgivet politianmeldelse mod politiassistent Jytte Hostrup (Ekstra Bladet 8.8.) for at have udøvet unødig vold (givet buksevand) og for at have råbt ukvemsord som "perverse svin" mod en ufarlig blotter. Politiassistenten mente selv, at kvinder er for bange eller traumatiserede til at anmelde blottere, og at det derfor var på sin plads at udføre en personlig motiveret selvtægt. Hun anmeldes ligeledes for at opfordre andre kvinder til også at udøve selvtægt.

Et retssamfund får ikke bedre vilkår fordi kvinder nu tilsyndeladende føler, at de er i deres gode ret til at udøve selvtægt, tværtimod."

Selvom politiet afviste at følge sagen op er jeg overbevist om at politiet ikke fremover, pga. den megen kritiske presseomtale, vil forsøge at udtale sig om noget ligende, og måske vil de opføre sig lidt mere lovligt.

 

1989 trådte en folketingsbeslutning i kraft, omfattende bl.a. et krav om, at Folkeskolens skolebestyrelser skulle have to elevrepræsentanter samt 5 eller 7 forældre-repræsentanter. At elever og forældre fik medindflydelse, og lærerne (pædagogikken) dermed fik mindre at skulle have sagt, afspejler pædagogikkens stadig mere svækkede stilling. Ethvert skridt hen imod mere børnemedindflydelse er et skridt hen imod afinstitutionalisering, afpædagogisering og opløsning af barndommen. Alt dette begynder nu at tegne sig i horisonten. I 1993 trådte en lov i kraft, som sikrer forældreflertal i bestyrelserne i de kommunale daginstitutioner. I 1994 indførtes samme lov i de selvejende.

 

1989 - Danmark blev det første land i verden som lovliggjorde vielse af personer af samme køn, som et registreret partnerskab. Loven trådte i kraft d. 1. okt. 1989.

 

16/1-1990 - "Pædofil fik ret i retten", stod der i Politiken. Under denne overskrift fulgte "Pædofile i Danmark mener, at de har vundet en principiel sejr, fordi en 40 årig erklæret pædofil i går ved Københavns byret blev tilkendt 500 kroner i erstatning for uberettiget ransagning." Rachel Bæklund havde dagen før retsagen grundigt omtalt sagen i Ekstra Bladet, d.14/1-1990.

 

I 1990 stiftedes Blottergruppen. I dag hedder gruppen Netværket FRIE KROPPE. En udbrydergruppe har etableret sig i Foreningen SMil som Ekshibitionistgruppen. Gruppen fik stor presseomtale, bl.a. i Politiken, Ekstra Bladet og Information.

 

TV-Stop sendte 1½ time om blottere: I studiet var professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet Eva Smith, sexolog, cand. psych. Bent Petersen og Peter Schmidt - stifteren af Blottergruppen. Udsendelsen fandt sted i foråret 1990. Dette var en af TV-Stop´s første udsendelser. Desværre er programmet ikke blevet genudsendt, yderligere har det været umuligt at få udleveret kopi af den oprindelige udsendelse og Blottergruppens eksemplar er uheldigvis af meget dårlig kvalitet.

 

22/11-1990 anmeldtes forfatterinde Marina Cecilie Ronés debutbog Ud af et skød, og rost til skyerne. I samme nr. af Politiken blev Roné interviewet af Jens Kerte under overskriften Børnesex er naturligt. Her sagde Roné bl.a.: "Incest er i orden, når det foregår på børnenes præmisser, for de har også behov for at føle, at erotikken er tilstede, men det er de voksnes ansvar, at børnene får et naturligt forhold til det erotiske."

 

Den skotske friskole "Summerhill", grundlagt af A. S. Neill, (ven med Homer Lane, se litteraturlisten) fejrede sin 70 års fødselsdag d. 31. marts 1992. Skolen lever og er stadig i stand til at fange TV og avisernes opmærksomhed. Overskrifterne lød: "Summerhill: the truth - Freedom is at the heart of the Summerhill philosophy - even swimwear is optional, as the school brochure shows.", i det britiske Evening Standard. Skolen udgav en folder som illustrerer voksne og børn, der bader sammen med eller uden badedragt, i skolens swimming pool. Og d. 26/3- 1992 i "The Independent": "Living with the Summerhill tribe". - The radical Suffolk establishment where the pupils make all the rules and attend class only when they want to is as challenging to educational assumptions as ever. Maureen Freely reports on a new TV portrait of the school". Se litteraturlisten. (ifølge Bjarne Segefjord - forfatter til Summerhilldagbog blev skolen grundlagt i 1921, Peter Schmidt.)

 

Museum Erotica blev realiseret d. 1. juni 1992, først på Vesterbrogade, senere i Købmagergade i København. Grundlægeren Ole Ege var også en af Danmarks første og estimerede pionér-pornografer fra før lovliggørelsen af billedpornografi. Efter at have set videoen "Den grimme dreng", om Ole Ege og hans virke blev jeg overbevist om Ole Eges etiske ansvar og medmenneskelig varme. I halvåret inden vedtagelsen af en ny lov om prostitution var der i Eges museum udstillet en hel del historiske fotos - som f.eks. "The Last Brothel in Copenhagen 1906", og af malerier som f.eks. "Algerian woman - The Odalisque", af Renoir; men også voksfigurer, tekster, fremvisning af pornofilm og en god stemning angående bl.a. prostitutionens historie.

Det var for mig berigende og opløftende at besøge museet, første gang var inden det omtalte lovforslag blev vedtaget. På udstillingen var der også skildret lidt bøssehistorie. Det var heldigvis ikke kun "pæn" erotik der blev skildret. Videoen om Ole Ege, skildrede også en dansk kvindelig zoofil. I videoen talte Ege varmt og humant om hende, samt gav den presse og pornoindustri, som drev denne tilsyndeladende oprigtige kvindelige zoofil til at begå selvmord, en meget hård og velfortjent kritik. Ole Ege var forud for sin tid, og det er han formentlig stadigvæk. Jeg gætter mig til, at nogle af museets kommende udstillinger vil inkludere navne som Socrates, Michaelangelo, Oscar Wilde, Chuck Berry, Nina Hagen og mange andre som har haft forhold til "mindreårige".

Ole Ege begyndte at sælge ulovlige erotiske billeder allerede i 1957. Det var politiet ikke glad for, de stormede hans mors lejlighed en tidlig morgen og beslaglagde negativer, fotos og hans udstyr. Ole Ege fik en bøde på 400 kr. Ved åbningen af museet i 1992 blev undervisningsminister Bertil Haarder inviteret: - "Jeg håber virkelig, han kommer, for

vi vil gerne have kontakt til Folkeskolen og de unge. Et besøg her kan være en underholdende del af deres sexualundervisning.", sagde Ole Ege dengang.

 

Bladet Seksualpolitik som udkom 1972-1985, genopstår som Ny sexualpolitik med bladets nummer 1 i 1993. I det gamle Seksualpolitik var hetero, bøsse- og lesbisk seksualitet omdrejnings-spørgsmålet. I Ny sexualpolitik er det voksen-barn seksualitet. Det gamle Seksualpolitik kan læses/fotokopieres i Tidsskriftscenteret, Griffenfeldtsgade 35, 2200 Kbh. N. Tlf. 31 35 97 10. Bladet Ny sexualpolitik kan bestilles ved at kontakte Pædofilgruppen, se listen over organisationer bagerst i bogen.

 

Juli 1993. "Forbudt for søskende" var overskriften i Information på en anmeldelse af bogen "Søskendekærlighed", af Katerina von Bredow. "En anderledes fortælling om incest." En ung bror og søster indleder hvad man nødvendigvis må betegne som et sandt kærlighedsliv med elskov og det hele. Det eneste der egentlig forvandler det hele til noget skidt, er omgivelsernes holdning som til sidst desværre tager livet af den ene af dem." Se litteraturlisten.

 

I november 1993 blev Escort Sangen (Se sangene under I 1995 udkom "Den rebelske fugl" i starten af 6. del) uddelt på skrift til de tilstedeværende på Fremskridtspartiets kontor på Christiansborg da Jackie Siewens fik overbragt "Kærlighedsprisen" af pastor Harald Søbye og "Kærlighedspartiet". Op til Kommunevalget i København, november 1993, blev denne sunget af undertegnede til Kærlighedspartiets valgmøde i Studiestræde, hvor Drag Queens og andre optrådte. Senere, i 1995, trykte Danmarks eneste professor i sexologi dr. med. Preben Hertoft, sangen i sin dengang nyudkomne bog "Den rebelske fugl"". Og i 1996/97 sang jeg Escort Sangen på Strøget i København til støtte for et nyt lovforslag om at lovliggøre prostitution. Denne lov bliver sikkert vedtaget i 1997/98. Det var rart, at mange forbipasserende på Strøget syntes godt om sangen til støtte for en bedre lovgivning på området.

Politiken d. 16/11-1993:

 

 

 

Ill: lig annoncen fra Politiken d. 16/11-1993 for kommunalvalg:

"Jeg stemmer på Kærlighedspartiet" - ca. 1/4 side..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BILLEDE-TEKST

Til dette kommunalvalg stemte jeg for første gang i mange år, hverken på Enhedslisten eller VS, men på Kærlighedspartiet. I mere end 20 år har jeg ydermere altid brugt den tommelfingerregel, at stemme enten på en kvinde eller en indvandrer indenfor det parti, jeg ellers stemmte på. I dag stemmer jeg fortsat på VS/Enhedslisten: en kvinde, indvandrer, bøsse eller lesbisk. Det gør jeg, selv om jeg har skrevet under på, at eks-prostitueret Jackie Siwens og hendes parti bliver opstillingsberettiget til næste folketingsvalg i 1998. Jeg har ikke gjort nogen hemmelighed ud af, at jeg ikke stemmer på Jackie Siwens´ Aktive Pensionister. Jeg har længe overvejet om ikke det var muligt for Enhedslisten at finde en villig og egnet eks- eller nuværende prostitueret, som vil stille op til kommunal-, folketings- eller diverse brovalg. Jeg tænker nogle gange på f.eks. Rebekka Weimar, (se her under 8/6-1988), som jeg tror har gjort et stort socialt og godt medie(PR)arbejde lige som Jackie Siewens.

 

Overskrifter i Ekstra Bladet d. 17/11-93: "Filmpige forsvarer blodskam" og "Incest - sex med blodsbeslægtede familiemedlemmer - er OK. Så længe det drejer sig om voksne mennesker, der begge har lyst til hinanden. Mener filminstruktøren Susanne Bier.", skrev Anne-Mette Gregers i Ekstra Bladet i anmeldelsen af filmen "Det blír i familien". Ghita Nørby og Philip Zandén spillede med i filmen. I Politiken 9/11-1993 hed overskriften på anmeldelsen af filmen "Blodets bånd". Også her fik filmen en positiv medfart.

--

D. 8. marts 1994 producerede studieværten, Nikolaj Ifversen, fra "Netværket" ved DRs P1 en udsendelse om ekshibitionisme. Gæsterne i studiet var Pia Gede Nielsen, forfatterinden til "Dit blik - min lyst" (Se litteraturlisten.). Den anden var undertegnede.

Det er mit indtryk, at udsendelsen bidrog til et nyt og mere nuanceret syn på ekshibitionisme i almindelighed, som noget alle mennesker i mere eller mindre grad er i besiddelse af og som kan leves ud som et ekstra krydderi på tilværelsen.

 

1994 omdøbtes Blottergruppen til Foreningen Strip (i dag Netværket Frie Kroppe) - foreningen for ekshibitionisme og voyeurisme.

 

16/3-1994 DR P1. Programmet Netværk sendte en udsendelse på 1½ time under overskriften "Hvorfor drømmer vi?". Journalisten Hanne Fall Nielsen (som gentog tre gange i sin artikel i Politiken 27.1.95 at jeg er "pædofil"!), havde tre gæster i studiet: Drømmetyderen Ingrid Hviid Paulsen, Paul Jenum, ansat ved neurofysiologisk afdeling på Hvidovre Hospital, hvor han forsker videnskabeligt i fænomenet søvn samt Thomas Nielsen, psykolog og lektor ved Århus Universitet.

Første halvdel af udsendelsen bestod af indbyrdes diskussioner og oplæg, hvorefter lytterne selv kunne ringe ind. Det gjorde undertegnede og fik en interessant og afslørende diskussion med Paul Jenum og Thomas Nielsen, om Thrysøes teori angående menneskets søvn som værende en sexualbiologisk naturrytme. På mine spørgsmål svarede først Paul Jenum, at det havde man ikke sikker viden om. Derefter forsøgte Thomas Nielsen med syvtommersøm at afvise Thrysøes teori. På baggrund af dyreforsøg og nogle få kendte tilfælde, hvor mennesker har pådraget sig en hjerneskade, mener han at nogle eksperter skulle kunne påvise det samme resultat som kom ud af nævnte dyreforsøg, nemlig at selv om alle fysiologiske tegn på sexuel ophidselse, orgasme, finder sted under søvn, så defineres dette kun som noget sexuelt, hvis psyken samtidig har oplevet sexuelt indhold. I stedet for en sex-teori sættes en agressionsdrift og angstteori ind. Kroppen underkastes det mentale, Alexander Lowens krop detroniseres og Apollon triumferer endnu engang. Den 3000-årige lange dualistiske og vestlige kamp mellem krop og sjæl fortsætter.

(Bemærk i øvrigt: Seksualvidenskab. Drift., af lektor ved R.U.C. Willy Thrysøe. Rhodos 1979. Thrysøe dokumenterer, at REM-cyklusen i søvn afspejler seksualitetens biologiske grundrytme, der finder sted døgnet rundt. Populært sagt finder tendenser til orgasmerefleksen sted døgnet rundt, både i vågen tilstand og under søvn. Omverdenens hæmninger og begrænsninger heraf medfører sygdom og ubehag. En del neurologer og søvnforskere afviser Thrysøes teori om, at REM-cyklusen er et seksuelt fænomen. Begrundelsen er, at når REM-drømme beviseligt ikke altid optræder samtidig med et seksuelt indhold i fantasien, så kan man ikke logisk sige, at REM-søvn altid er seksuel. Denne logik forudsætter at selv en kropsorgasme i søvne, som også er empirisk beviselig, erklæres for ikke-seksuel! Herudover, uanset hvad man kalder REM-cyklusen, så demonstrerer Thrysøe konsekvenserne af en undertrykkelse af denne; hermed burde han roses og støttes for sit arbejde til gavn for alle os mennesker med et driftsliv, som skriger efter en naturlig selvregulering. Peter Schmidt.)

 

6/5-1994 - DR-TV viste udsendelsen "Ikke i aften skat". Studieværterne var Camilla Miehe Renard og Kenan Seeberg. Emnet var ekshibitionisme. Denne udsendelse var, så vidt jeg ved, første gang at blotteri/ekshibitionisme har fået en fair fremstilling med masser af nuancer i et større offentlig medium som DR-TV. Forfatterne til "Dit blik, min lyst", Tom Nervil og Pia Gede Nielsen, var blandt gæsterne. Ekshibitionisme blev hovedsagelig fremstillet som noget almindeligt, som alle mennesker indeholder. Denne del af en serie udsendelser om ekshibitionisme er flere gange blevet vist gratis ved Netværket Frie Kroppes offentlige arrangementer.

 

Foreningen STRIP var med i et tema-nr. på 8-9 sider om ekshibitionisme, grundigt omtalt i kvindebladet Femina nr. i 20 foråret 1994. I dag hedder foreningen Netværket FRIE KROPPE. Artiklen omfattede et dækkende interview med undertegnede som stifteren. Der fremkom oplysninger om hvad der sker, hvordan, og hvorfor jeg startede foreningen. 5-6 af disse sider bestod af interviews og billeder med bl.a. forfatterne til "Dit blik, min lyst", Pia Gede Nielsen og Tom Nervil. Se også litteraturlisten.

 

1994 stiftedes Anti-pædagogisk netværk.

 

1994 stiftedes Menneskerettighedsgruppen for incestimplicerede.

 

"Incest", af Anaïs Nin, artikel i Alt for damerne, side 70, nr. 9, 3. marts 1994. En skildring af forfatterindens frivillige, incestuøse oplevelser med sin far. Genoptrykt i ny udgave af forfatterindens dagbog dagbøger (se litteraturlisten).

 

En undersøgelse, af dr. Theo Sandfort: "The Sexual Experiences of Children" udkom i det videnskabelige tidsskrift om pædofili, Paidika, i 1994, Volume 3, nr.2. Undersøgelsen konkluderer bl.a.:

"Den moralske antagelse, at en seksuel forbindelse mellem en voksen og et barn per definition er seksuelt misbrug, understøttes ikke af vores undersøgelse. Denne viser derimod, at der findes unge mennesker, der i en tidligere alder har haft ikke-misbrugende ("non-abusive") og positive frivillige seksuelle kontakter med voksne. Den ubalance i magt, der hidrører fra en forskel i alder eller erfaring, leder ikke nødvendigvis til kontakter, der er ufrivillige. Frivillige seksuelle kontakter med voksne korrelerer ikke med problemer i den seksuelle funktion senere i livet, og faktisk synes følgerne at være de samme, som for frivillige seksuelle oplevelser med jævnaldrende." Desværre er denne undersøgelse blevet fortiet.

Den skulle faktisk have været trykt her i bogen, men et afslag fra Sandfort om tilladelse hertil lød bl. således: "Thank you for your letter and all the enclosures. It seems that in Denmark the same things are going on as in the Netherlands as well as in all other European countries. I myself have been accussed in the press of promoting sexual abuse of children. I feel sorry for you that you have to deal with all this." Og selvom Sandfort i sit brev dog tilføjer, at han kun kan give tilladelse til at trykke sine undersøgelsesresultater, såfremt der er tale om "a well known, and well respected publisher", så tror jeg, at afslaget mere er en følge af de seneste beskyldninger i pressen mod ham, end at der skal et fornemt forlag til.

Jeg tror næppe at Munksgaard eller Hans Reitzels forlag er indstillet på at udgive hans undersøgelser. Sandfort har pga. omtalte falske beskyldninger mod sig været nødsaget til at slæbe den hollanske udgave af det amerikanske magazin "Penthouse" i retten. Selv om han vandt sagen, så tror jeg at Sandforts frygt for samfundets reaktion er den reele årsag til afslaget om at få undersøgelsen med her i bogen. Hvis det forholder sig således er det yderst skræmmende! Og på bagsiden af denne bog citeres en amerikansk psykiater, der nødvendigvis må være anonym. Da forskning og oplysning herved får kummerlige vilkår, må resultatet uvægerligt blive et fattigere samfund.

Sandforts forskning bekræfter én af nærværende bogs hovedteser, nemlig at udfaldet af faktisk forekommende voksne/børn seksuelle relationer, ikke automatisk er givet på forhånd. Hvis nogen ønsker at låne Paidika på engelsk eller den danske oversættelse i uddrag, kan jeg kontaktes på tlf. nr. 3142 1109.

Sandfort er "President of the Department of Gay and Lesbian Studies" ved Utrecht University. Han er bl.a. forfatter til "The Sexual Aspects of Paedophile Relations" (Amsterdam: Spartacus, 1982) og "Boys on their Contacts with Men" (Elmhurst, NY: Global Academic Publishers, 1987)

 

25/1-1995 rettede DRs regionalradio på Sjælland - på min foranledning - op på alle misinformationerne omkring medie-hetzen. I denne forbindelse vil jeg rose radioens medarbejdere for at have udleveret fotokopier til mig af Socialpædagogens feljagtige og uetiske artikler om mig selv, min bog "hele og FRIE børn" og Anti-pædagogisk netværk.

 

27/1-1995 - På baggrund af nærværende bogs dokumenterede medie-hetz mod undertegnede indkaldte jeg til det pressemøde, hvortil B.T., Socialpædagogen og Radio Rosa fra København mødte op for at høre og videreformidle min opfattelse af den på det tidspunkt aktuelle medie-hetz mod mig. En noget fordrejet version heraf optræder i B.T.s spalter lørdag d. 28/1-1995. Til gengæld kan hele min version læses i nærværende bog.

 

B.T. trykte søndag 12/2-1995 kronikken "På følelsernes overdrev" af Agner Fog, Ph.D. og Peter C. G. Jensen, stud. mag. Jeg mener at denne kronik udgør en vigtig kritik mod nogle af de kræfter i samfundet, som modarbejder børns og unges ret til selvbestemmelse: "Foreningen Børns Vilkår benytter enhver lejlighed til at komme i medierne og fortælle hvor forfærdeligt sex-misbrug er. ... Det seneste eksempel er B.T.s kronik i søndags, hvor foreningens formand, John Halse, benytter en allerede dementeret påstand om pædofiles børnepasningsnetværk som påskud for at komme til orde. ... Det er typisk for John Halse at udtale sig skråsikkert med en fagmands autoritet, så hans ideologi kommer til at se ud som videnskab. Men hans bombastiske påstande holder slet ikke for en videnskabelig kritik. Han påstår f.eks. at børns seksualitet kun har karakter af nysgerrighed, og ikke er rettet mod tilfredsstillelse. Den påstand må vist kaldes for moralsk ønsketænkning. ... John Halses bombastiske og stærkt følelsesladede udsagn er effektive midler til at opnå presseomtale, men de afleder opmærksomheden fra de sociale problemer, der som regel ligger bag et seksuelt misbrug, og som Halses forening hellere skulle gøre noget ved."

I øvrigt bragte dagbladet Information en kritik af Halse d. 14 november under overskriften "Autoritær opdragelse er sejt", som også gik på at Halse m.fl. ikke har faglig eller rettere videnskabelig dækning for deres påstande. (Se i øvrigt Ole Varming og Erik Sigsgaard, m.fl.s, forskningsprojekt om børn og grænseterminologien her i bilaget under datoen August, 1996.)

 

D. 18/3-1995 trykte B.T. mit genmæle "Jeg vil ikke have sex med børn".

 

Februar-marts 1995 fagbladet Socialpædagogen, som startede medie-hetzen, trykte 3 ud af 4 af mine tilsendte genmælende debatindlæg. Det 4., som de nægtede at trykke, kan ses i nærværende bog: "Den responsive stat og en hetz".

 

Weekendavisen 28/4-1995 - Christian Braad Thomsen omtaler medie-hetzen i en anmeldelse af Preben Hertofts bog "Den rebelske fugl". Se "Sexologiske essays" andet sted her i bogen.

 

Weekendavisen 2/6-1995, Leif Blædel omtaler Pressenævnets kendelse, se "Ingen retssikkerhed til de uglesete" i starten af nærværende bog.

 

16-22/6-1995 - "Hvor børnene er" - en debat i Weekendavisen, hvori undertegnede også deltager umidelbart efter medie-hetzen. Denne debat demonstrerer at jeg ikke er blevet udelukket fra medieverden, ihvertfald ikke i alle medierne og debatten demonsterer det som Anti-pædagogisk netværk beskæftiger sig med, nemlig alternativer til pædagogik og pædagogiske institutioner. I avisens efterfølgende nr. fortsatte denne debat.

 

21-27/7-1995 bogen "Roum-sagen - en omvendt hekseproces?", af Mogens Tange, anmeldtes i Weekendavisen under overskriften "Justitsmord i Roum". Under en illustration af bygrænsen ind til landsbyen Roum stod der: "Roum-sagen kunne langt om længe ende med , at seks uskyldigt dømte mennesker blev frifundet efter at have tilbragt flere år i fængsel. Forsvarsadvokat Mogens Tange har skrevet en bog om den rystende sag." I forordet til sin bog skriver Tange bl.a.: "Der er ingen tvivl om, at Roum-sagen vil være med til i fremtiden at begrænse psykologers og socialmedarbejderes magt og indflydelse på efterforskningen, når det drejer sig om børnemisbrugs-sager." Så godt som alle medier har mere eller mindre omtalt Roum-sagen gennem flere år. På bagsiden af nævnte bog kan vi læse: "Roum-sagen har, siden sagen for alvor begyndte at rulle i slutningen af 80 ´erne, haft pressens bevågenhed som ´den beskidte børnesex-sag` i ´skammens by, Roum`, hvor fem voksne var tiltalt for grove sexuelle overgreb på to mindre-årige børn." Endvidere: "Roum-sagen kom til at dreje sig om mere end skyld og uskyld: børns troværdighed som vidner og behandlersystemets indflydelse blev, udover mangelfuld efterforskning, kardinalpunkter som fremhæver Roum-sagen i dansk retshistorie."

 

Lesbiske anerkendes på FN-konferencen i Beijing, Kina d. 15/9-95. "For første gang diskuterer en FN-konference vores rettigheder, siger lesbiske kvinder, der ikke vil vente længere på anerkendelse.", stod der i dagbladet Information under overskriften "Lesbiske vil anerkendes" - illustreret med 9 glædestrålende lesbiske kvinder holdende hinanden i hænderne højt op over hovederne for at symbolisere deres sejr. Det lykkedes kvinderne at opnå en accept af at kvinder har seksuelle rettigheder og at få diskuteret seksualorientering på denne FN-konference. Altså blev de lesbiske kvinder hørt og set.

 

13/11-1995 - Debatindlæg i Information under overskriften "Institutionerne mangler valgfrihed". Dette er en kritik af Lars Dencik, docent i socialpsykologi og forskningsleder ved Roskilde Universitetscenter, og hans tilsyndeladende tillid til institutioner som sådan. Se indlægget i starten af 6. del.

 

Weekendavisen skrev "Kød på katederet" d. 12/1 96. Halvdelen af en side i avisen bruges til at anmelde en ny film af svenskeren Bo Widerberg. Filmen hedder "Lærerinden", med instruktørens søn som drengen, der oplever et seksuelt kærlighedsforhold til sin lærerinde. Anmeldelsen er illustreret med et klip fra filmen, hvor de to hovedpersoner kysser hinanden inderligt, hun (37 år) på hug, hvor hun læner sig op ad en lænestol og han (14 år) knælende ind til denne ældre kvinde der blotter sin ene strømpeholder i en yderst sanselig omfavnelse, der ellers er forbeholdt jævnaldrende voksne. Overskrifterne i avisen udtrykte det hele således: "Pubertet. Stor sanselig grådighed i første time af Bo Widerbergs skildring af en drengs erotiske gennembrud."

 

I B.T. d. 19/1. 1996 lød det: "Blot en dag i synden" og "Ny lærdom: 15-årige Stig, fremragende spillet af Johan Widerberg, i clinch med skolefrøkenen i Bo Widerbergs kærlighedsdrama "Lærerinden", en film fuld af overraskelser, varme og sublim svensk humor.", anmelder Anne-Marie Gregersen. I Ekstra Bladet var overskrifterne samme dag "Sex og sorg" samt "Mesterlig erotisk film af Bo Widerberg". "Der er scener i den film, som er noget af det smukkeste og stærkeste, jeg har oplevet".- Claes Kastholm. Information d 19/1: Man må grine sig frem mod afgrunden - Eva Holt. Og "En erotisk besættelse" - ved Dan Nissen.

 

31/5-1996 - Filmen "For a lost Soldier", hollandsk, om et seksuelt kærlighedsforhold mellem en 13-årig dreng og en canadisk soldat, fik meget fine anmeldelser i alle aviser. I Weekendavisen under overskriften "Fornemmelser", ved Bo Green Jensen. I Det Fri Aktuelt (31/5) lød undertitlen "Symapatisk og varm film om en hollandsk drengs homoseksuelle afklaring i tiden efter den tyske besættelse - men dramaet mangler. I Ekstra Bladet Forbudt kærlighed" ( 31/5).

 

29-30/6-1996 - I en leder i dagbladet Information med overskriften "Bøsse/lesbisk stolthed" citeres Poul Henningsen i anledning af Bøsse/lesbisk festivalen Europride: "Lad dem leve Olsen, Madsen, Pedersen, Sørnsens, de må lev´ for mig med hvem de vil hos Jørnsens".

 

"Der er for megen moralsk besværlighed til.

Kys I hinanden! Det er kærlighed til.

Hva´ folk de laver sammen,

det er kun fryd og gammen,

ja og amen.

Ta´ og kys dem alle fra mig."

og fortsætter:

"SÅDAN LOD POUL HENNINGSEN musen Liva gjalde ud fra Riddersalens revyscene for, ak ja, 64 år siden....

MÅSKE SKAL AMERIKANISERINGEN være tilgivet - også brugen af stolthed som offensivt våben i kampen for at være til. Det var trods alt i USA, at den bøsse/lesbiske kamp for alvor fik gennemslag. Det begyndte med den begivenhed, der fandt sted ud på de små timer på en bøssebar i New York sommeren 1969: Politiet trængte ind på Stonewall Inn i Christopher Street, angiveligt for at kontrollere overtrædelser af beværterloven. Ordensmagten udsatte - som så ofte før - gæsterne for ydmygelser og tog rituelt fat på at smide dem ud ad døren én efter én. For første gang nogensinde gav bøsserne sig til at slås tilbage. Forstærkninger ilede til: Trækkerdrenge, lesbiske, transvestitter af flere køn. Slagsmål og ballade varede i hele tre dage. Sådan lyder legenden. En ny bevægelse for frigørelse var født. Det skete for nøjagtigt 27 år siden.

Og nu er det altså kommet dertil, at de bøsse/lesbiske fejrer årsdagen ved at stoltsere gennem København. Vi ønsker beskedent en god tur gennem byen." dr."

 

1/7-1996 - Under et portrætfoto af rocksangeren Michael Jackson, kunne man læse i dagbladet Information: "Financial Times, der kan tolke visse aspekter af rocken mere præcist end musikanmelderne, skriver at Jacksons gyldne æra er forbi. Hans nye album har kun solgt 11 millioner eksemplarer. Stakkels dreng".

 

25/7-1996 - Maria Flores Gonzales, delegeret fra Spanien, der interviewes 23. juli i Ekstra Bladet og 25. juli i Information, har på den internationale kongres om pædofili og børneemancipation (I.P.C.E.) fået sangen "Mortens lange dag" (oversat til engelsk) samt "Young and Old - We´re Gonna Be Free" med hjem. Meningen var at inspirere musikinteresserede i de delegeredes hjemlande til selv at skrive sange, som kan skabe mere sandfærdige billeder af seksuelle relationer mellem voksne og børn. Disse sange skal så samles og udgives i en sangbog for alle. Jeg er sikker på, at dette vil lykkes, men ingen ved hvornår. Der var i alt 25 delegerede fra 10 lande på I.P.C.E.-mødet i København.

 

"Jeg fortryder ikke mit liv", - sagde den eks-prostituerede Jackie Siewens i Femina nr. 31-1996 i en 9-sider lang TEMA-FEMINA over "DEN SKJULTE PROSTITUTION". Anledningen var det nye lovforslag om prostitution, der endnu ikke havde været til første behandling i Folketinget. Jackie Siewens var bl.a. den kvinde, der tog initiativet til en ny lov om "kvindens ældste erhverv". For dette og andet socialt arbejde modtog Siewens Kærlighedsprisen af det daværende Kærlighedsparti på Fremskridtpartiets kontor inde på Christiansborg, hvor pastor Harlad Søbye overrakte hende denne. Det var op til kommunalvalget i København i 1993. Kærlighedspartiet var opstillet, men blev desværre ikke repræsenteret i Borgerrepræsentationen. I dag er Siewens og mange flere i gang med at stifte et nyt parti - AKTIVE PENSIONISTER - som ventes at opstille til folketingsvalg i 1998. Ved overrækkelse af Kærlighedsprisen på Christiansborg delte jeg min sang om prostitution ud - Escort Sangen om luderparret Sascha og Børn - (trykt i Preben Hertofts bog "Den rebelske fugl") til de tilstedeværende - tilegnet Jackie Siewens og Kærlighedspartiet. Til "Kærlighedspartiets" valgmøde i Skt. Pederstræde, hvor jeg spillede sangen, var det mig en stor glæde at bl.a. Aksel Axgil, grundlæggeren af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske var tilstede.

 

"Illustrated Man" - en video af instruktør Bent E. Staalhøj. Premieren fandt sted ved d. 5. Copenhagen Film og Video Festival, 1996. Videoen sætter kroppen i centrum, midlet er kunsten at tatovere. Videoen er solgt til svensk TV 1 og bliver vist der i 1997-98. I øvrigt scannede denne instruktør filmen "Den grimme dreng" til videoen om Ole Ege, grundlæggeren af Erotisk Museum Museum Erotica i København. I 1997-98 udkommer hans nye video "I´m a Voyeur".

 

August 1996 bragte det meget udbredte og populære familieblad Helse et tema-nr.: "Børn og Grænser". 14 dage senere fortsatte pædagogernes fagblad Børn & Unge med samme hovedtema. I begge blade slog cand.pæd., forsker og forfatter Erik Sigsgaard fast, at "Børn søger ikke grænser - DE BEGRÆNSES"! Den nye viden stammer fra et forskningsprojekt som, efter min mening, er et gennembrud mht. at støtte børn i retten til selvbestemmelse. Undersøgelsesresultaterne er sikkert det væsentligste bidrag i mange år mod den autoritære holdning der lyder: "Børn kan jo ikke selv trække grænser." Endvidere bragte Information d. 14. november en omtale desangående, da Lisbeth Wissing interviewede cand.psych., fil.dr. Ole Varming om resultaterne af undersøgelsen, bl.a. om grænseterminologien hos voksne. Informations overskrift lød: "Autoritær opdragelse er sejt". En uge senere i nr. 47, d. 21 november 1996, slog Børn & unge endnu engang denne undersøgelse stort op. På forsiden med overskriften "Grænser er usunde" - Børn der bliver bestemt over, bliver voksne, der vil bestemme over andre. Forskere gør op med den grænsesættende opdragelse, som er så populær hos pædagoger".

Den 15. januar 1997 optrådte Erik Sigsgaard endnu engang om nævnte grænser i den knap 2 timer lang udsendelse "Herreværelset", DR P1. I Weekendavisen (7-13/2-1997) var overskriften på en fornuftig anmeldelse af undersøgelsens første bog "Grænser eller ej": "Paradigmeskift i opdragelsen" - dette på trods af et indledningscitat i avisen fra bogen: "En egentlig frisindet opdragelse med vægt på børns frihed, udfoldelse og autonomi har kun tilslutning fra 1 pct. af befolkningen".

Undersøgelsen består af tre bøger, hvoraf den første hedder "Grænser eller ej". Den udkom i november 1996 og er skrevet af Erik Sigsgaard og Ole Varming. Børneliv og opdragelse er titlen på bog nr. to, som beskriver børnenes syn på grænser. Den er skrevet af psykolog og seminarielektor Grethe Kragh-Müller. Kragh-Müller er i øvrigt konsulent i Børneringen. Den tredje bog "Andre Måder", belyser spørgsmål som "Hvad gør vi så?" Den er skrevet af seminarielærer Kim Rasmussen, cand. psych. Søren Smidt og Erik Sigsgaard.

Alle tre bøger bygger på nævnte undersøgelse, "Forskningsprogrammet Grænser - Behøver børn grænser?". Undersøgelsen er foretaget blandt knap 1.500 voksne og består af analyser over ændringer i synet på børn, manifesteret i tiltagende anvendelse af grænseterminologien. Bevillingshaver: Adjunkt, cand.pæd. Erik Sigsgaard. 2. bind udkom i 1997, og 3. bind udkommer i 1997-98. Heldigvis er der også tendenser i samfundsudviklingen, som peger mod større selv- og medbestemmelse for børn og unge. Ovennævnte undersøgelse er en kritik af selve pædagog- og lærerfagene - den er en kritik af institutionerne, som selve årsagen til behovet for grænser - betragtet som usunde for børn og unge. Pædagogfaget er i krise og nu er der tegn på, at de berørte faggrupper er ved at erkende dette. Det må vi håbe på.

 

Den "borgerlige" homofile Martin Elmer, som alle mine bekendte gennem tiden, har ment var seksualpolitisk håbløst forældet, trådte frem i dagbladet Information, 6/9-96, med sine positive erfaringer som 11-årig dreng i et forhold til en 19-årig mand. Elmers indlæg var en afvisning af generalsekretær i Red Barnet, Niels-Christian Andersens påstand "Der er ingen børn, som frivilligt dyrker sex med en voksen". Og Elmer fremfører en korrektion til artiklen "Samfundets fjende", af Peter C.G.Jensen, B.A. i psykologi og historie. Ifølge Elmer var det ikke Forbundet af 1948, men Elmer selv, der argumenterede kraftigt og uden held mod den "grimme lov", som var den lov der satte den seksuelle lavalder op til 21 for homoseksuelle mænd og som reelt jagtede ældre bøsser og andre under påskud af, at de forførte ungdommen. Peter Jensen argumenterer overbevisende for det synspunkt, at man i dag har et lignende fænomen med jagten på de pædofile - vore samfundsfjender. Se iøvrigt litteraturlisten: "Janushovedet", Roskilde Universitetscenter, 1996, som er grundlaget for Jensens kommentar "Samfunds fjende".

 

23/9-1996 - "Fri sex og rulleskøjter" lød overskriften til en anmeldelse af udstillingen 2002: "Øksnehallen på Vesterbro er rammen om en vision. Drømmen om en by i år 2002 for teenagere i Norden. Fri sex, fred og fristende oaser.", af Mette Højbjerg i Information. Under en illustration af to unge står der: "Islandske, svenske, finske, norske og danske unge har skabt en totalinstallation af billeder, musik, sport, computere, skulpturer og labyrinter i Øksnehallen på Vesterbro i København." Og en længere artikel begynder med "Sæden flyder i gaderne. Som en uendelig slange, der bugter sig overalt, lysende og hvid. Den er udtryk for Pernilles drøm om fri sex i den nære fremtid." Denne omtale af udstillingen på bagsiden af avisen blev samme dag slået stort op med et billede, der dominerende hele forsiden.

 

Ny ungdoms- og børneretsbevægelse i Tyskland. En lang artikel i det engelsk/tysk-sprogede blad Koinos omtalte dette fascinerende socialfænomen af nyere tid. Overskriften lød henholdsvis: "Wahlrecht ab null" og "Suffrage Now!" i Koinos nr. 11, 1996. Interesserede kan kontakte bladet. Se tidsskrifts- og organisationslisten.

 

7/12-1996 - Den danske filosof, Arne Viktor Nielsen, talte i DR P1 om misbrug af børn i en propagandakrig. Denne propagandakrig har man vundet når man har udpeget børnemorderen/børnemisbrugeren. Krigen rettes mod alt og alle i disse tider. Samtidig er de fleste af anklagerne mere eller mindre fantasi uden hold i virkeligheden. De iskolde kendsgerninger bag alt dette er stræben efter magt, penge og karriere.

 

13/12-15/12 1996 - i dagbladet Information omtaler journalisten Hanne Dam en række kommende romaner (første udgave "Black Lace" (sort blonde) - udgivet af tidsskriftet Tidens Kvinder, samt novellesamlingen "Erotiske fortællinger- fortalt af kvinder", redigeret af Bodil Randers og Sven Holm på forlaget Sesam. Måske markerer disse to udgivelser danske kvinders nye og kvalitative erobring af de polymorft perverse (mangeartede) orgasmer (lesbiske, S/M, osv.).

 

En de facto accept af nogle kvinders forskellige seksualorienteringer blev markeret med lesbiske kvinders sejr over modstanden mod deres optagelse i Rødstrømpebevægelsen i 1970´erne.

 

"Harald Søbye - præst og oprører", - en selvbiografi anmeldt af Erik Thygesen i dagbladet Information d. 24/12-96: "Harlald Søbye er - hvad enten man nu bryder sig om hans virke eller ej - i hvert fald et fænomen....Søbye har til og med deltaget i to markante oprør. Det første - ritualtvangen i folkekirken - førte i 1964 til, at han blev fyret fra sit embede som sognepræst i Bloustrød. Det andet - et oprør mod lovgivernes og folkekirkens ægteskabsregler - førte til, at han år før reglerne om registreret partnerskab blev indført, forestod vielser af homoseksuelle mænd og kvinder."

 

22.00 (S) Porno Lasse, stod der i avisernes TV-oversigt d. 23/1-97. Det var efter min mening første gang DR-TV bragte et sympatisk portræt af en pornomodel, som gjorde sit arbejde primært af lyst og ikke af nød.

 

I Danmarks Radios morgennyheder, den 2/2-1997, anbefalede professor Vagn Greve en afkriminalisering af incest i Danmark. Begrundelsen lød at der ikke længere er behov for en fortsat kriminalisering.

 

"Legetøjeri" var overskriften på forsiden af dagbladet Information d. 12/2-1997. Herunder lød teksten: "Den polske kunstner Zbigniew Libera udstiller i København. Hans hovedværk er seks kasser med behårede dukker, hvis røde pubeshår børnene opfordres til at fjerne som led i opdragelsen til at blive voksne og følsomme". Denne kunstner har bygget installationer af en koncentrationslejr ved hjælp af de verdensberømte Lego-klodser. "Der påpeges ikke uden humor legetøjsindustriens bandlysning af seksualitet og død fra børnenes sfære."

 

Inden udgangen af 1997 (eller i værste fald i 1998) vil prostitution formentlig blive legaliseret i Danmark. Tidligere var prostitution kun lovligt som bierhverv. Min seksualoplysningssang Escort sangen om Sascha og Bjørn er tilegnet en fuld legalisering af både mandlig og kvindelig prostitution.

 

18/2-1997 - "Man hænger da hekse - Ny-puritanisme og fundamentalisme gør 44 år gammelt stykke dagsaktuelt," stod der i Politikens anmeldelse af den britiske instruktør Nicholas Hytners nye film "Heksejagt". I Information d. 21/2: "Filmudgaven af Arthur Millers Heksejagt er professionelt arbejde - og et definitivt gennembrud for Winona Ryder". Ryder spiller den kvindelige hovedrolle i filmen. I Weekendavisen d. 21-27/2: "Arthur Millers politiske lignelse om angiveri og kollektivt hysteri fungerer ikke helt som film, men teksten kan stadig anfægte os". Denne dramatisering/filmatisering er måske vor tids bedste beskrivelse af en hetz´ mest ekstreme eksponering og udtryksform, sat helt på spidsen som en heksejagt.

 

"Kvindelighedens maskerade", af Nina Björk, Tiderne Skifter, 1997. "Kvinder er noget man bliver" var overskriften på dagbladet Informations boganmeldelse d. 22/4-1997. Hendes bog er den vigtigste frigørelsesbog for kvinder siden "Kønnenes dialektik", af Shulamith Firestone, forlaget Rhodos, og Rødstrømpebevægelsen i 1970erne. Björks vigtigste politiske redskab til at nå sit mål er kønskvotering og positiv særbehandling. Bogens hovedtese "man fødes ikke som kvinde, man bliver det" svarer principielt til min egen bog "hele og FRIE børn"s tese "barndom er historisk betinget - drenge og piger er noget vi bliver".

 

28/5-1997 Folketinget vedtog at forbyde håndhævelse af revselsesretten overfor børn. I 1921 blev det forbudt husherren at slå på sin hustru og sit tyende. I 1937 var det slut for mestre med at slå på lærlinge, i 1967 fik skolelærere forbud mod at slå elever og nu 30 lange år senere, slipper børnene for lovligt at blive slået af far og mor.

 

5/6-1997 "Børneliv og opdragelse" udkom, skrevet af cand.psych. Grethe Kragh-Müller, som er 2. bind af trilogien "Grænser eller ej". Tirsdag 24/7-1997 stod der i avisernes radioprogramoversigt: "Kl.16:30 Grænser eller ej?". "Børn skal have grænser" har mottoet i børneopdragelsen været i mange år. Grethe Kragh-Müller sætter i sin bog spørgsmålstegn ved om det i det hele taget er en god idé. Bogen er baseret på interviews med børn. "Grænser, det er sådan noget, der er mellem landene" - siger en af ungerne. Se i øvrigt "Grænser eller ej," 1. bind under August 1996.

 

13/6-1997 blev dette debatindlæg optaget i Weekendavisen: "Paranoia". Weekendavisens Anne Knudsen omtalte en fantastisk god bog: "Hystories - Hysterical Epidemics and Modern Culture". Med udgivelsen af denne bog har vi fået den nyeste og mest nuancerede afsløring af moderne vesterlandsk paranoia og massehysteri. Bogens forfatter, en professor ved Princeton University i USA, har givet os en historisk og især nutidig analyse af heksejagt, incesthysteri, golfkrigssyndrom m.m.

Hystories (sammensat af ordene "hysterical" og "stories") er hvad professor Elaine Showalter kalder beretninger om sataniske ritualer, pædofili-hysteri og andre fortielser af nutidig og ældre dato. Hendes bog af samme navn fik en velfortjent og fornem placering i Weekendavisen (13-19/6-1997).

For at "hystorier" kan forvandle sig til hysteriske epidemier og paranoia forudsættes 3 ingredienser:

1. Tilstedeværelse af lægeentusiaster og teoretikere.

2. Ulykkelige, sårbare patienter og

3. Et kulturelt støttende miljø.

Showalter drager den franske filosof Michel Foucault ind i anklagerne imod lægevidenskaben/psykologien/behandlerne, idet hun citerer Foucault for at have udtalt: "Kvinders kroppe blev gjort hysteriske", - dvs. blev forvandlet af "the medical profession" dvs. lægerne m.fl.) til en samling af fysiologiske og psykologiske symptomer." Showalter citerer, en for mig ukendt, Henri Ellenberger for at udvide Foucault´s tankegang således: "Ellenberger så forholdet mellem unge psykiatere og hysteriske kvindelige patienter som mere lige. (...) Lægerne havde brug for kvinder som muser; hysteriske kvinder havde brug for lægerne til at udtrykke deres behov." (side 19 i Hystories).

Også danske incest- og pædofilbehandlere har fra starten af 80´erne udbredt deres "hystorier" til den øvrige og almindelige befolkning via medier, bøger, dameblade osv. Elaine Showalter kalder sådanne hystorier for hysteriets kulturelle fortællinger. Incestbehandlere har udbasuneret deres hystorier til meget beredvillige og ofte unuancerede medier. Incest- og pædofilhystorier blev almen "viden" for mange mennesker, der søgte en godkendelse og billigelse for deres emotionelle behov, som var skabt af deres egne ubevidste konflikter. Pressenævnet og chefredaktørerne må også have troet på hystorierne, fordi disse autoriteter ofte er i stand til at stoppe en heksejagt, selv om de ikke gjorde det i mit tilfælde.

Visse betænkligheder ved "Hystories" kan jeg dog ikke komme uden om. Måske er kritikken af især Sigmund Freud (som en "bully", der påduttede patienterne sin egen tolkning) i sig selv nok så hysterisk/paranoid. Da jeg ikke selv er kompetent til at afklare dette for mig vigtige spørgsmål, håber jeg, at andre vil forsøge sig på disse sider. (Trykt i Weekendavisen 27/6-3/7, 1997).

 

7/8-1997 Mange naturister er blevet vældig glade for en bestemt side ved vor nudist-kollega ved Politiken. "Den nøgne sandhed: i dagbladet Politiken argumenterer chefredaktør Tøger Seidenfaden i en meget lang artikel for nøgenbadning, som han er en ivrig dyrker af. Her nøjes vi med et portrætfoto." (Omtale i Information, som jeg synes henviser til en meget fin og sympatisk side ved Seidenfaden, Peter Schmidt.)

Bilag 2:

Den gamle pædofilgruppe

- af "de gamle"

(fra "Ny Sexualpolitik" nr. 2. 1993)

 

 

Vores pædofile gruppe har haft en meget aktiv forgænger, hvad måske ikke så mange ved. Her fortæller vi lidt om den "gamle" gruppe, dens historie og dens medlemmer og deres liv.

 

GRUPPEN

Hvis man havde taget et fotografi af denne forsamling, ville man næppe kunne gætte, hvad der holdt den sammen. For det var en højst forskelligartet samling af mennesker, billedet ville vise.

Aldersmæssigt fra 20 til 74 år. Klædedragten varierende fra nålestribet og polerede sko til christianittens mere funktionelle dress. Socialt fra millionæren til bistandsmodtageren.

Men de havde én brændende sag til fælles. De var pædofile og var villige til at arbejde hårdt og energisk for at forbedre og legalisere deres situation.

 

BEGYNDELSEN

Vi skriver 1974. Initiativtageren til gruppens start var en forretningsmand, fuld af energi og et organisationstalent uden lige. Han var også stærkt engageret i bestyrelsen i Forbundet af 1948, (Landsforeningen af homofile, som den hed dengang.)

Vi mødtes ca. 15 mennesker en forårsdag og besluttede, at nu var vi den pædofile gruppe.

 

FORMÅLET

Formålet med at danne en sådan gruppe var at oplyse om pædofiles liv med deres drenge, og at få samfundet til at acceptere og legalisere det. En konkret opgave lå i at få fjernet den seksuelle lavalder, eller i første omgang at få den ligestillet med pigernes og nedsat, i hvert fald til 14 år. I 1974 var aldersgrænsen jo 18 år for drenge, og det kunne selvsagt føre til nogle helt barokke situationer.

Et andet formål var at danne en pædofil "subkultur"- en verden, hvor vi kunne leve sammen socialt og udgøre et netværk for hinanden.

 

ORGANISATIONEN

Vi havde næsten ingen. Af indlysende sikkerhedsmæssige grunde havde vi ikke noget medlemskartotek. Vi havde heller ingen love eller vedtægter. Man sluttede sig til gruppen ved at komme til et af dens møder og blive godkendt.

Gruppen havde en postboks (BBC, boks 59), som fremmede eller nye kunne kontakte os igennem. Vi var selvfølgelig på vagt over for infiltrering, men vi blev - så vidt vi ved - aldrig udsat for det.

Mødevirksomhed blev aftalt fra gang til gang. Aktioner og aktiviteter blev arrangeret ad hoc på møderne.

 

SUBKULTUREN

Noget af det vigtigste for datidens pædofile, ligesom for nutidens, var at have et netværk, - en kreds af andre pædofile man kunne være sammen med og have et liv med sammen med drengene (langt de fleste var drenge-pædofile). Man kunne være sammen socialt, glæde sig sammen, og hjælpe hinanden i en nødsituation. Som gruppe kunne man søge oplysning og opbakning af institutioner, samt fra personer som havde betydning og gennemslagskraft. Og opbakning var der. Tiden var også til det. Efter ungdomsoprøret i 60´erne og den frigørelse og opløsning af indgroede normer, der rullede ind over os, den strøm af positiv medmenneskelighed - love and peace - der herskede i de glade 60´erne og som fortsatte i 70´erne, var grobunden der.

Kloge sagkyndige, der havde gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i tingene, udtalte netop det, vi gik ind for. Overlæge Preben Hertoft gik ind for at afdramatisere hele spørgsmålet og professor Thorkild Vanggårds udsagn i skrift og tale havde enorm betydning for os. I udlandet havde hollænderne Edward Brongersma og Frits Bernards store gennemslagskraft.

Også de intellektuelle var der. Klaus Rifbjergs romaner og noveller om drenge og deres seksualitet - og deres drift mod voksne - gik lige ind til benet og var så ægte, at de må have forarget visse læsere. Hos os vakte de en varm genkendelsesglæde. Og vi vil aldrig glemme Dan Turells "Bevidste Børnelokkere", der "- bare boller børnene bedre". En mere suveræn bringen tingene ned på jorden er aldrig sket.

 

DET DAGLIGE LIV OG NETVÆRKET

Indrømmet: Tiderne var anderledes dengang. De fleste af gruppens medlemmer havde drenge, som de kom sammen med. Til daglig levede man stille og roligt med sin dreng og hans kammerater i forståelse med omgivelserne og drengens forældre. Man kom sammen med andre pædofile og deres drenge. Det hel forekom så naturligt, at vi i dagligdagen næsten aldrig tænkte på, at vi overtrådte landets love.

Men jo mere dagligdags vores tilværelse blev, jo mere absurd og utåleligt virkede det, at vi faktisk gjorde det. Det skulle og måtte der gøres noget ved.

Var problematikken absurd for os, så var den helt uforståelig for drengene. Når vi af sikkerhedsgrunde var nødt til at snakke med drengene om, hvad der kunne ske, hvis uheldet var ude, var reaktionen typisk. De forstod ikke en lyd af, at nogen kunne opfatte dem som "ofre" for en forbrydelse.

"De, der har opfundet den lov, må da have jord i hovedet", som en dreng sagde. "Hvordan kan de tro, at jeg ville cykle flere kilometer ud til dig hver dag, hvis jeg blev mishandlet?"

En anden dreng troede, at det var ham, der var forbryderen, fordi det altid var ham, der tog initiativet til det frække... Andre drenge syntes, det var lidt spændende, og ville ligefrem gerne til afhøring. "De skulle få fingerne hele banden - mig skulle de ikke få et ord ud af," lød det fra en håbefuld pode.

Så måtte man forklare dem, at loven nok var godt ment, fordi den skal beskytte børn mod at blive jagtet og misbrugt, men at nogle sygelige mennesker også ville bruge den til at ødelægge forhold som vores.

Det var selvsagt utåleligt, at vi skulle belaste drengene med denne problematik, men det var desværre nødvendigt. Den største fare kom fra andre pædofile - frænde er frænde værst. En jaloux pædofil er farlig, og de værste problemer, vi kom ud for, skyldtes sådanne mennesker.

Skete ulykken, trådte netværket straks i funktion. Solidariske venner husede efterlyste i lange perioder. Fristaden Christiania kunne altid opsluge en eftersøgt, så han aldrig blev fundet. Var der fare på færde, kunne man altid skjule sine fotografier og andet belastende materiale et sikkert sted hos vennerne, indtil faren var drevet over. Talrige af sådanne operationer blev iværksat - ofte i nattens mulm og mørke og med få timers varsel.

Med få undtagelser kom ingen i alvorlig klemme i gruppens tid. Én, der blev angivet af en jaloux pædofil, der selv var anholdt, etablerede lynhurtigt en telefonkæde til otte drenge, der kunne være i farezonen. De 7 af drengene blev indkaldt til afhøring, og de holdt alle tæt. Der kom ingen sag ud af det.

En lyskrøllet christianiadreng på 13 var et af politiets yndlingsofre. Han var utrolig sej. Han blev engang taget i forhør, fordi politiet var kommet i besiddelse af et fotografi af drengen " - i afklædt og seksuelt ophidset tilstand, bundet til et kors", som det hed.

Drengen nægtede at det var ham, der var på billedet, selv om ingen kunne være i tvivl, idet han højtideligt erklærede, at det, man kunne se "bestemt ikke var min pik". Om politiassistenten selv ville se efter? Samtidig begyndte han at trække bukserne ned. Den forfjamskede ældre politiassistent betakkede sig og lod sagen falde.

De var beundringsværdige, disse drenge, og også alle de voksne ikke-pædofile, der udviste så megen forståelse og mod, at de altid var klare med en hjælpende hånd.

 

AKTIONERNE

De direkte aktiviteter var deltagelse i debatmøder, udtalelser til myndigheder og presse, debattering gennem læserbreve, deltagelse i offentlige møder og deltagelse i påvirkningen af politikerne.

Vi havde heldigvis personer i gruppen, der havde civilcourage nok til at stå frem under deres eget navn. Skulle vi for eksempel have optaget et læserbrev, var det en bestemt person der lagde navn og adresse til.

Møderne holdt vi til at begynde med i Forbundets lokaler. Men efterhånden som bøsserne blev accepteret, mente visse konservative kredse at vi ville belaste deres skrøbelige image, og de begyndte at tage afstand fra os. Så vi klarede os på anden vis.

Men en institution der havde en vældig gennemslagskraft var Bøssernes Befrielsesfront, en samling af unge progressive bøsser, fra hvilken der kom en uafbrudt strøm af synlige, provokerende forfriskende aktioner.

Denne front var hele tiden solidarisk med os.

Et andet af tidens fænomener var Børnenes Befrielsesfront eller Børnemagt, en meget slagkraftig undergrundsgruppe af børn, der mest holdt til på Christiania, og som ville frigøre sig fra "voxentyranniet". Også her var der fuld solidaritet, ikke så meget på grund af den seksuelle frigørelse - den havde de i forvejen i Børnemagt - men fordi ingen voksen skulle bestemme, hvad børn skulle foretage sig, heller ikke i denne sammenhæng.

 

MANIFESTATIONEN

Den store manifestation fandt sted den 21. juni 1975 på Christopher Street Liberation Day - bøssernes store frihedsdag. Den blev dette år præget af tre B´er:

Bøssernes Befrielsesfront, Børnenes Befrielsesfront og Børnelokkernes Befrielsesfront, som vores gruppe var blevet omdøbt til i dagens anledning.

Det var jo faktisk bøssernes dag, men i solidaritetens og frihedens navn fik vi en lang taletid på det store offentlige møde i Fælledparken.

Hvem havde mod til at holde den store tale? Til at være den første børnelokker i verden, der stod frem på denne måde ved et stort møde? Den modige mand fandtes og talen blev holdt med stor effekt. Da den pædofile delegation gjorde sin entré på podiet, var den flankeret af børnene fra Børnemagt, nøgne drenge, der bar store bannere med slagord.

Vi havde manifesteret os på en klar og slagkraftig måde. Og vakte den opsigt, vi fortjente.

Den 1. maj 1976 knaldede champagnepropperne. Den dag trådte loven i kraft, der gjorde lavalderen ens for piger og drenge. Den blev "kun" nedsat til 15 år, men det første vigtige skridt var taget.

Hovedfortjenesten var Bøssernes Befrielsesfronts. Og naturligvis Forbundets. Vores rolle var mindre, men absolut synlig, og enhver helhjertet indsats var af betydning de dage.

Når man tænker tilbage på den tid, kan man ikke lade være med at mindes disse mennesker med ærbødighed. De politikere, der turde fremsætte sådant et forslag i Folketinget, den utrolige flok i Bøssernes Befrielsesfront, de seje små gutter i Børnemagt, præsterne, forfatterne, professorer, overlæger, psykologer, og ikke mindst de almindelige mennesker, der udviste en sådan forståelse for tingene og et så stort personligt mod.

 

AFSLUTNINGEN

Efterhånden som årene gik dæmpedes gruppens aktiviteter gradvis. Vi nåede dog endnu adskillige hårrejsende manifestationer, som det fører for vidt at komme ind på her. Men tiden gik og funktionen som offentligt forum for pædofile blev stadig mindre. I 1980 lukkede gruppen postboks 59.

En epoke var slut. Men nye vil komme..

 

 

 

Bilag 3:

Vidste du at

 

(Følgende er for mig nogle af de mest interessante oplysninger og konklusioner fra antologien "Children & Sex":)

 

 

* Alle børn og voksne har seksuelle følelser overfor hinanden på tværs af køn og alder.

 

* Alle børn onanerer - hvis omgivelserne ikke hindrer dem deri - lige så snart deres kropsmotorik er i stand til det, dvs. i barnets første leveår.

 

* Børn allerede i deres første levealder er udviklede til at opnå fuld orgastisk tilfredsstillelse.

 

* I Muria-samfundet i Centralindien ved alle børn alt om de grundlæggende seksuelle facts, når de er 3-4 år gamle. Når de er 6-8 år gamle har de prøvet "alt" inklusiv samleje, og det fortsætter de med resten af livet.

 

* Der findes kollektiver i USA, hvori næsten alle børn har haft samleje, når de er 5-6 år gamle, og at dette har været til gavn for børnenes personlighedsudvikling.

 

* Når en dreng onanerer sammen med en voksen mand i positive omgivelser, så kan drengens skyldfølelser og skamfølelser forsvinde.

 

* Voksen/barn-sex har ingen indflydelse på barnets senere seksualorientering, og i positive omgivelser er denne endda gavnlig for barnets personligheds-

udvikling.

 

* Samleje og onani mellem voksne og børn er ofte til gavn for barnet, når omgivelserne er positivt indstillede.

 

* Sex i sig selv skader hverken børn eller voksne. Hvis den voksne blot er den passive eller højst én der spiller en slags sufflør-rolle, og barnet bestemmer hvad der skal foregå, så kan et voksen/barn seksuelt forhold være gavnligt for barnet. Ikke mindst hvis der er åbenhed omkring, hvad der sker, og barnets omgivelser er positivt indstillede overfor barnet, og hvad barnet har oplevet. Dette udelukker ikke et positivt initiativ fra den voksne.

 

* Der er ikke nogen stor forskel på seksualiteten før og efter puberteten. Der er ingen kvalitativ forskel - allerhøjst en gradsforskel.

 

Ovenstående indsigt er fra bogen "Children and Sex", en international samling af videnskabelige undersøgelser fra USA og Europa, redigeret af Constantine og Martinson, Little, Brown and Company, 1981. Anmeldt i Nordisk Psykologi januar 1983 og i Nordisk Sexologi juni 1983, af cand.psych. Hans Hessellund, Aalborg Universitetscenter.

 

 

 

Litteratur og bøger til videre læsning:

Presseetik

 

 

Pas på pressen, af Pia Falkencrone (m.fl.). Dansk Folkeoplysnings Samråd, 1996.

 

Etik - tak,- debatbog om presseetik. Dansk Journalistforbund, 1995.

 

Pressenævnets årsberetning for 1995, tilsendes gratis ved henvendelse på 3315 5564.

 

Anden litteratur

"Kvindelighedens maskerade", af Nina Björk, Tiderne Skifter, 1997. "Kvinder er noget man bliver" var overskriften på dagbladet Informations boganmeldelse d. 22/4-1997. Hendes bog er den vigtigste frigørelsesbog for kvinder siden "Kønnenes dialektik", af Shulamith Firestone, forlaget Rhodos, og Rødstrømpebevægelsen i 1970erne. Björks vigtigste politiske redskab til at nå sit mål er kønskvotering og positiv særbehandling. Bogens hovedtese "man fødes ikke som kvinde, man bliver det" svarer principielt til min egen bog "hele og FRIE børn"s tese "barndom er historisk betinget - drenge og piger er noget vi bliver".

 

Retten, magten og moralen - undertekster til retfærdighedsmyten, af professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, Ole Krarup. Lindhardt og Ringhof, 1996.

 

Kriminalitetskontrol som industri - på vej mod Gulag, vestlig stil, af Nils Christie. Hans Reitzels forlag, 1996. (Det kan være lærerigt at sammenligne denne bog med bøger om incestindustrien, se i øvrigt litteraturlisten).

 

Set og Sket, Medicinsk - Historisk Museum, 6. årgang 1996. Udgivet af museets venner. Læsningen og museumsbesøget kan give indsigt i nogle af lægevidenskabens mørkere sider.

 

Foucaults masker, af Brügger, Eliassen, Kristensen. Modtryk, 1995.

 

Tidskrift: Social Kritik, nr. 40-41, dec. 1995. Tema: Psykiatriens maskespil.

 

Demanding the Impossible- a history of anarchism, af Peter Marshall. Fontana Press, 1993.

 

Michel Foucault, af Didier Eribon. Faber and Faber, 1993 - på engelsk. En fascinerende biografi af høj kvalitet på 373 sider.

 

Vor retskulturelle arv, af Preben Wilhjelm. Vindrose, 1991.

 

Fassbinder, af Christian Braad Thomsen. Gyldendal, 1991.

 

Grundbog for lægdommere, (red.) Preben Wilhjelm. Forlaget SocPol, 1989.

 

Høstskib, afBjørn Bjørnson. Samleren, Ballerup. samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1984 (dokumentarisk roman om bla. slaveri i Danmark).

 

rainer werner FASSBINDER - ingen stjerner, kun et svagt menneske som os alle. Red. af Christian Braad Thomsen. Levende Billeder, 1983.

 

Fascismens massepsykologi, af Wilhelm Reich, oversat af Vagn Christiansen og Flemming Røgilds. Rhodos, 1974. En bog om relationen mellem fascismen og seksuel undertrykelse, som efter min mening stadig er relevant idag.

 

Madness and Civilization, af Michel Foucault, forkortet engelsk udgave af den franske, redigeret af Ronald Laing samt med forord af kollegaen og antipsykiateren David Cooper, Tavistock, 1967.

 

Anti-pædagogisk relevant litteratur

Voksnes syn på børn og opdragelse - Grænser eller ej?, er første bog i en serie på tre - alle tre udgør "Forskningsprogrammet Grænser - Behøver børn grænser?" Undersøgelsen er foretaget blandt knapt 1500 voksne, består af analyser over ændringer i synet på børn, manifesteret i tiltagende anvendelse af grænseterminologien. Bevillingshaver: Adjunkt cand. pæd. Erik Sigsgaard. 1. bind er skrevet af cand. psych. fil. dr. Ole Varming samt Erik Sigsgaard. Udkom i 1996, 2. bind i 1997, og 3. bind ventes i 1998. Interesserede kan ringe til Højvang Seminariet på 4344 6667 og få yderligere oplysninger hos Peter Mikkelsen.

 

Om børn og deres virkelighed - før og nu, af Erik Sigsgaard. Hans Reitzels Forlag, 1995.

 

Barndom - en historiebog om voksne, af Hugo Hørlych Karlsen. Husets Forlag, 1995. Denne produktive forfatter har i øvrigt oversat og kommenteret Mantak Chias bøger. Seksuel energi er det overordnet tema i triologien - 1. bind Mandens muligheder, 2. bind Kvindens muligheder og 3. bind Parrets muligheder. Udkom i 1995 som 3 binds billigbog.

 

Christiania - Der Autonome Freistaat in Kopenhagen, af Klaus Bischoff, Statarchiv/Statkino, Berlin e.V., 1995. Dette er den bedste bog om fristaden jeg har læst. Børnemagt, selvbestemmelse og andet anti-pædagogisk relevant er grundigt beskrevet på over 100 sider.

 

Er opdragelse nødvendig, af Erik Sigsgaard. Tiderne Skifter, 1994.

 

Vi vil også høres - en video om børn som medborgere - ca. 35 min., produceret af Det tværministerielle børneudvalg, 1992. Findes også som bog, oktober 1992. Bestilles gennem Kulturministeriet på tlf. 3392 3370. Herudover, som en del af dette projekt: Børn ka´ osse - i Viborg, 1991. Dette projekt har jeg bl.a. omtalt i starten af 6. del: Fremtidens menneskebilleder.

 

Børnemagt nu - for 3. gang, af Ida Koch. Social Kritik - Tema: Forbandet ungdom, nr. 13 - 14 1991.

 

Serge Moscovici och teorin om sociale representationer - en översikt, Mohamed Chaib, Högskolen för Lärarutbildning i Stockholm, Centrum för Barn - och Ungdomsvetenskap 1990. (Denne kilde stammer fra Erik Sigsgaards Er opdragelse nødvendig, side 116. Tiderne Skifter,1994.) Moscovici er den intellektuelle som Suzanne Brøgger taler med i kapitlet "Forbudet" i Fri os for kærligheden. Deres samtale er den som jeg diskuterer i 5. del: Kvinder og incest, i afsnittet "Suzanne Brøgger og en anden kultur".

 

The Disappearance of Childhood, Niel Postman. Comet, 1985. Findes også på dansk.

 

Børnemagt nu - eller til næste generation, af Birgitte Graversen. I bladet Seksualpolitiks - Tema. nr: Pædofili, nr. 4, 3. årgang 1975. Kan lånes i Tidsskriftcentret i København.

 

Børnemagt, af Kurt Mikkelsen. Gyldendal, 1982. En børnemagter fortæller især om det, at leve i et børnemagtsmiljø.

 

Christiania Plakater 1971-78, af christianitter. Udgivet med støtte fra Kulturministeriet, 1979. Indeholder også en spændende og sjælden gennemgang af Børnemagt og Børnehuset på Christiania, deres første tid, og alt dette er integreret i en større social-historisk sammenhæng, nemlig fænomenet "Christiania".

 

Hvis skolen ikke fandtes, Nils Christie. Christian Ejlers Forlag ,1971.

 

Summerhillskolen, af A.S. Niell. Hans Reitzels Forlag, 1972. I denne klassiker er seksualitet og fri opvækst omtalt meget bevidst i forhold til datidens normer. I 1990 afholdt skolen Sommerhill sin 70-års fødselsdag. Man kan godt sige at denne skole og Neill, samt hans ven og kollega, Homer Lane og hans skole-eksperiment "Little Commonwealth" er forgængere for en seksualkritisk anti-pædagogik. Fællesnævneren er en overbevisning om børns og unges universelle ret til selvbestemmelse. Neill har ydermere skrevet (oversat til dansk): Hjerter - ikke hjerner - i skolen; En lærers logbog; En lærer er blevet fyret; En lærer i tvivl; Problemfamilien; Problemlæreren; Den sidste mand i verden (Børnebog) og Spørgsmål om Summerhill. Herudover er der i øvrigt angående et ophold på Summerhilskolen udgivet: Summerhilldagbog, af Bjarne Segefjord.

 

Bertrand Russell, A.S. Neill, Homer Lane, W.H. Kilpatrick - Four progressive educators, Collier-Macmillan Publishers, London, 1967. Bogen er en samling med bidrag til sammenligning fra hver af disse "educators". En pragtfuld bog m.h.t. at sætte "socialpædagogikken" eller endda forløberne til "anti-pædagogikken" i historisk relief.

 

Homer Lane, a biography, af W. David Wills. George Allen & Unwin Ltd, 1964.

 

Homer Lane og det lille samfund, af E.T. Bazely. Hans Reitzels Forlag, 1948. Se også:

 

Talks to Parents and Teachers, af Homer Lane. Allen & Unwin, 1928. Nødvendig læsning for den som vil studere Lanes "ideas on education". Oversættelse til svensk se også:

 

Barnets fyra åldrar, af Homer Lane, oversat til svensk fra "Talks to Parents and Teachers", Bokförlaget Natur och Kultur, 1933.

 

Anti-pædagogik på dansk

hele og FRIE børn, af Jørgen Rasmussen (Peter Schmidt). Attika, 1992.

 

I begyndelsen var opdragelsen, af Alice Miller. Hans Reitzels Forlag,1987.

 

Anti-pædagogik på tysk

Quellen und Dokumente der ANTIPÄDAGOGIK, udgivet og med indledning af Ulrich Klemm. dipa-Verlag, Frankfurt am Main, 1992. Denne er den absolut bedste og mest omfattende antologi om emnet jeg kender til. Heri dokumenteres bl.a., at anti-pædagogik også har sine rødder og parallele sociale bevægelser og teoretikere i mange andre vestlige lande, samt at anti-pædagogik nærmer sig en civilisationskritik og et humanistisk oprør, der udgør et paradigmeskift i menneskelige relationer og omsorg for hinanden.

 

Zur Vernunft kommen - Eine "Anti-Psychopädagogik", af Ekkehard von Braunmühl Beltz, 1990.

 

Antipädagogik - Studien zur Abschaffung der Erziehung, af Ekkehard von Braunmühl. Beltz, 1983. En klassiker og grundbog i anti-pædagogik.

 

Zeit für Kinder, af Braunmühl, Fischer TB 6705 Ffm. 1986. Populær og letlæslig udgave af "Antipädagogik".

 

Der heimliche Generationenvertrag - jenseits von Pädagogik und Antipädagogik, af Braunmühl. Reinbek bei Hamburg, Rowolt, 1986.

 

Antipädagogik im Dialog: Eine Einfürung in antipädagogisches Denken, af Hubertus von Schoenbeck, Weinheim: Beltz, 1985.

 

Antipädagogik: Herausforderung von Kritik, af Jürgen Oelkers og Thomas Lehmann, Braunscheig: Agentur Pedersen, 1983.

 

Stichworte zur Antipädagogik: Elemente einer historisch-systematischen Kritik, af Michael Winkler. Stuttgart, Klett-Cotta, 1982.

 

Scheisserziehung: Von der Antipsykiatrie zur Antipädagogik, af Manuel Mannoni: med bidrag af Robert Lefort, Francoise Petitot Fort og Florence Stevenin, Frankfurt: Syndikat, 1979. Oversat fra den franske original Education impossible.

 

Die Gleichberechtigung des Kindes, af Braunmühl m.fl. Fischer TB 6338, Ffm. 1976.

 

Voksne, børn og unges sexuelle relationer

I´m a Voyeur, video, af Bent E. Staalhøj, om ekshibitionistisk kultur, set og oplevet uden indblanding af lægevidenskabens konstruktivistiske vidensmonopol. Ventes at udkomme i 1998.

 

Illustrated Man - en video af instruktør Bent E. Staalhøj, hvis premiere fandt sted ved d. 5. Copenhagen Film og Video Festival, 1996. Videoen sætter kroppen i centrum, midlet er kunsten at tatovere. Videoen er solgt til svensk TV 1 og bliver vist der i 1997-98. I øvrigt scannede denne instruktør film til videoen "Den grimme dreng" om Ole Ege, grundlæggeren af "Erotisk museum" i København.

 

Den rebelske fugl, af Preben Hertoft. Hans Reitzels forlag, 1995.

 

Månens kulør - studier i dansk bøssehistorie 1628-1912, af dr. phil. Wilhelm von Rosen, Rhodos, 1993.

 

Myten om børnelokkeren, Børn og Unge 33, 20.8.92. Dette pædagogblad har været i stand til at skildre et nuanceret billede af børnelokkeren.

 

Crime Without Victims, af "Trobriands" - collective of authors, Global Academic Publishers, 1992. Udkom på dansk som Forbrydelse uden offer i 1986. Se litteraturlisten.

 

Childhood and Sexuality - A Radical Christian Approach, af John L. Randall, Dorrance,

1992.

 

Male Intergenerational Intimacy - historical, socio-psychological, and legal perspectives, af Theo Sandfort, PhD, Edward Brongersma, JD, Alex van Naerssen, PhD - Editors, Harrington. Park Press, 1991.

 

Erregte Aufklärung - Fakten und Fiktionen, af H. Rutschky, Goldmann 1991. Blandt andet en kritik af såkaldte børnebeskyttere.

 

Dit blik, min lyst ( en bog om blottere), af Pia Gedde Nielsen og Tom Nervil. Tiderne skifter 1990. Bogen er fyldt med mange spændende og personlige førstehåndsberetninger, men desværre stadig set med kliniske briller. Grundholdningen er, at det ikke er så godt at dyrke ekshibitionisme som andre seksualiteter.

 

Så se dog, video af Pia Gedde Nielsen og Tom Nervil - hvor 2 mandlige og en kvindelig blotter fortæller. Statens Filmcentral 1989. Til gratis udlån via bibliotekerne. Gode beretninger, men desværre stadig set ud fra en klinisk synsvinkel.

 

Boys on their Contacts with Men, af Theo Sandfort. Global Academic Publishers, N.Y.,

1987. Interviews med 25 drenge i mand/dreng forhold. Den internationale anerkendte sexolog Dr. John Money har bl.a. skrevet følgende sit forord til bogen: "One of the most valuable works of research scholarship on the topic of pedophilia that has ever appeared in print." Denne bog er en vældig god og letlæselig populær udgave af den strengt videnskabe lige undersøgelse The Sexual Aspect of Pedophile Relations. Se litteraturlisten.

 

Forbrydelse uden offer, af forfatterkollektivet Trobrianderne. Tiderne skifter, 1986. En antologi med artikler af sexologer, en dommer og en forsvarer. Mænd, kvinder og børn fortæller om egne oplevelser. I denne bog har jeg og Bo Michaelsen bidraget med interviewet: "Søs", der fortæller om hendes forhold til en 13-årig dreng. Interviewet med Søs blev sendt fra DR-P1 17/-82 i udsendelsen "Far, må jeg lege med din tissemand?". Udsendelsen fik 2 siders positiv omtale af Rachel Bæklund i Ekstra Bladet samme dag - disse sider var illustreret med et stort nøgenbillede af mig. I øvrigt optrådte jeg som nøgen bøssemodel i Kærlighedskarrusellen hver anden torsdag i 2 år under navnet Peter Schmidt. Interviewet med Søs er også trykt i min bog hele og FRIE børn samt i den engelske udgave af Forbrydelse uden offer: Udkom på engelsk som Crime Without Victims i 1992. Se litteraturlisten.

 

Loving Boys, af Dr. Edwards Brongersma. Global Academic Publishers, Amsterdam. Et tværfagligt studie i to bind om seksuelle relationer mellem voksne og mindreårige. Bind 1, 1986 og bind 2, 1989. I disse to bind er der mange beskrivelser, fra mange forskellige kulturer verden over, af tilfælde i de pågældende samfund, hvor incest er normalt accepteret.

 

Det må du godt, af Thore Langfelt. Malling 1986. Det er en af de bedste bøger, som findes på dansk om børns seksualitet.

 

Paedophilia: a factual report, af Dr. Frits Bernard. Enclave, Rotterdam, 1985. Om voksen/barn relationer.

 

Pädophilie (artikel i) Liebe, Sexualität und Soziale Myten, af C. Bleibtreu-Ehrenberg. Beltz, 1985. Forfatteren har en nuanceret opfattelse af pædofili.

 

Om kærlighed: En temabog af Karin Rosendahl Karlsen og Hugo Hørlych Karlsen. Gyldendal, 1984, 2. udgave. Omhandler forhold forældre/børn, børns indbyrdes kærlighed, pædofile forhold, homoseksuelle, prostitution og pornografi.

 

Det er måske en galskab, af Preben Hertoft. Gyldendal 1983, om seksualreformbevægelsen i Danmark.

 

En dejlig dreng, af Jørgen Pagh.Tiderne Skifter, 1982. En skønlitterær ungdomsroman om en dreng, der møder en pædofil.

 

Children and Sex, af Constantine and Martinson(Editors), New Findings,

New Perspectives. Little, Brown and Company, Boston, 1981. En videnskabelig

håndbog (antologi) om børn og sex i det hele taget.

 

The Sexual Aspect of Paedophile Relations, af Theo Sandfort. Spartacus, Amsterdam, 1981. Psykologisk undersøgelse af 25 drenge, der er involveret i længerevarende mand/drengforhold, specielt m.h.p. drengenes positive eller negative relationer. Særdeles veldokumenteret. En letlæselig og meget anbefalelsesværdig udgave af denne er Boys on their contacts with men. Se litteraturlisten.

 

De små fugle, af Anaïs Nin. Lindhardt og Ringhof, 1980

 

Bioenergetiske kropsøvelser, af Alexander Lowen og Leslie Lowen. Borgen, 1980.

Øvelser som hjælpemidler til en generobring af kroppen.

 

Ved du det? - Mads og Anne snakker sammen, fotos af Will McBride. Tekst: Birgit Kragh. Borgen, 1980. En fremragende billedbog som samtidig er foto-kunst. Findes på landets folkebiblioteker, men desværre ikke altid tilgængelig for lånerne i børnehøjde - betyder at voksne selv må være instillet på at skulle spørge efter denne børnebog. Nogle af denne bogs billeder anvendte vi i en børnehave til vores pædagogspeciale omtalt i min bog "hele og FRIE børn". Se litteraturlisten.

 

Klinisk sexologi, af Preben Hertoft. Munksgård 1980 og 1987. Håndbog med emner som sexologi, kønsidentitet, børns seksuelle udvikling, samliv, orgasme, terapi, impotens, handicap, minoriteter, uddannelse, dysfunktioner, fysiologi, behandlinger og årsager.

 

Seksualvidenskab. Drift., af lektor ved R.U.C. Willy Thrysøe. Rhodos, 1979. Thrysøe dokumenter at REM-cyklusen i søvn afspejler seksualitetens biologiske grundrytme der finder sted døgnet rundt. Populært sagt finder tendenser til orgasmerefleksen sted døgnet rundt, i både vågen tilstand og under søvn. Omverdenens hæmninger og begrænsninger heraf medfører sygdom og ubehag. En del neurologer og søvnforskere afviser Thrysøes teori om at REM-cyklusen er et seksuelt fænomen med begrundelsen, at når REM-drømme beviseligt ikke altid optræder samtidig med et seksuelt indhold i fantasien, så kan man logisk ikke sige at REM-søvn altid er seksuel. Denne logik forudsætter at selv en kropsorgasme i søvn, som også er empirisk beviseligt, kan erklæres for ikke-seksuel! Herudover, uanset hvad man kalder REM-cyklusen, så demonstrerer Thrysøe konsekvenserne af en undertrykkelse af denne og hermed burde han roses og støttes for sit arbejde til gavn for alle os mennesker med et driftsliv som skriger efter et liv med en naturlig selvregulering.

 

21 dage i juli, af Kasper Ginning. Attika 1977. En skønlitterær bog om en voksen mand og en otteårig piges erotiske forhold

 

Sexual Experience between Men and Boys, af Parker G. Rossman. Association Press, N.Y.,

1976; Temple Smith, Middlesex, 1985. Sociologisk undersøgelse af dreng/mand forhold.

 

Sex og samfund, ved Bo Elbrønd og Ole Ravn. Fremad, 1975. En antologi af artikler, noveller og digte fra tidskriftet af samme navn fra 30´erne (P.S. Denne bog gav jeg til hvert medlem af Seksualpolitiks redaktion i 1975).

 

Fornægtelsen af kroppen, af A. Lowen. Gyldendal, 1975. Bioenergetisk grundbog

En bog som bl.a. forfægter, at man må acceptere det irrationelle i sig selv for at generobre kroppen.

 

Body Pleasure and the Origins of Violence, af James Prescott. Bulletin of the Atomic Scientists, november 1975, side 14:

"En neurolog hævder, at den største trussel mod verdensfreden stammer fra de nationer, som kræver de største afsavn af kropsglæde og seksualitet: "Forskningen støtter overvældende den tese, at berøvelsen af kropslig nydelse livet igennem - men især som spædbarn, i barndommens og ungdommens personlighedsdannende år - er meget tæt forbundet med udbredelsen af krig og individuel vold"."

 

Vandslottet, Lufthavet og Jordmånen, af Per Wästberg, svensk romanforfatter. En trilogi om et søskende voksen "ægteskabelig" liv sammen, adskillelsen og gensynet. I Aalborg Stiftstidende skrev Jørgen Aldrich om Jordmånen: "Jeg kan ikke komme i tanker om nogen moderne forfatter, som bedre har lyttet til den ømhed og kærlighed mellem mennesker, som næsten på trods lever videre i denne kolde verden".

 

Småbørn, kærlighed og sexdrift, af Bent Petersen og Jette Bach. Chr. Eriksens forlag 1970. Fremragende bog der stadig er højaktuel.

 

Phallos. af Thorkild Vanggaard. Gyldendal, København, 1969. Beskriver den erotiske drengekærligheds rituelle betydning, bl.a. i det gamle Grækenland.

 

Life Against Death, af Norman O. Brown. A Vintage Book, 1966 En klassiker over psykoanalysens indsigt i menneskets polymorft perverse natur. En absolut fremragende bog. Findes også på dansk som "Livet versus døden". Brown, samt Juliet Mitchell (se litteraturlisten), er konsekvente i deres plædering til fordel for vores medfødte natur. Sigmund Freud var et tolerant menneske, men han ville ikke gå så vidt som til at støtte det polymorft perverse i os alle. For Mitchell og Brown er dette til gengæld målet.

 

Love´s Body, af Norman O. Brown. A Vintage Book, 1966. Findes også på dansk som "Kærlighedens krop"

 

De erotiske minoriteter, af Lars Ullerstam. Stig Vindelkærs forlag, 1964. Forfatteren er den svenske psykiater, som iøvrigt var den første, som stiftede en ekshibitionist- og voyeurgruppe. Det var i Gøteborg 1962.

 

Tysk litteratur:

Die Lust am Kind - Portrait des Pädophilen, af Rüdiger Lautmann. Klein, 1994

 

Sexualität, Gewalt und psychishe Folgen, af M.C. Baurmann. Bundeskriminalamt,

Wiesbaden, 1983(Kan bestilles gennem biblioteket). Meget grundig og fordomsfri.

 

Incestlitteratur på dansk:

Incest, af Anaïs Nin. Artikel i "Alt for damerne" side 70, nr. 9, 3 marts 1994.

En skildring af forfatterindens frivillige incestuøse oplevelse med sin far. Også i bogform sammen med den øvrige dagbog:

 

Incest, af Anaïs Nin. Fra den ucensurerede dagbog 1931-1934. På dansk ved Kirsten Vesterager. Lindhardt og Ringhof, 1994.

 

Søskendekærlighed, af Katarina von Bredow. Høst og Søn, 1993. En anderledes fortælling

om incest. Det eneste væsentlige problem med incest i denne bog er

omgivelsernes fjendske holdning hertil. Tilgengæld er dette et fatalt problem, som siger en del om samfundets brutale hensynsløshed.

 

Jeg føler mig så snavset - råd og synspunkter om incest, af arbejdsgruppen. "Oprør fra

knæhøjde", Tryk: Dafolo A/S, 1990. Omhandler negativ erfaret incest, men erkender

alligevel eksistensen af positiv erfaret incest.

 

Incest, - den fortrængte hemmelighed, antologi. FADL, 1985. Baseret på høringen "Incest",

Panum Institutet,1985.

 

Lysten og Loven, af Christian Braad Thomsen. Tiderne Skifter, 1983. En bog om incest-

tabuets følger.

 

Kvindebevægelse og psykoanalyse, af Juliet Mitchell. Tiderne Skifter, 1977. Omtaler incest

og meget andet, historisk, antropologisk, psykologisk og politisk. Mitchell, samt Norman O. Brown( se litteraturlisten ), er konsekvente i deres plædering til fordel for det polymorfe i os alle.

 

Forbudet, kapitel i "Fri os for kærligheden", Suzanne Brøgger. Rhodos, 1973.

 

Incestlitteratur på engelsk:

Intergenerational sexual contact: a continuum model of participants and experiences, Journal of Sex Education and Therapy 15 (1), 3-12. Joan Nelson (1989).

 

Incest: self-report findings from a nonclinical sample, Journal of Sex Research 22(4) 463-77, Joan Nelson (Nov 1986).

 

Is Incest Harmful?, Henderson, D.J.; Canadian Journal of Psychiatry, 28(1): 34-40,

February 1983.

 

Children and Sex, af Constantine and Martinson. Se ovenfor, samme titel. Denne grundig håndbog om incest m.m. er mere udførligt nævnt andet sted i denne litteraturliste.

 

The Sexual Victimology of Youth. Schultz, L.G. (Editor). Springfield, Illinois: Charles C. Thomas, Publisher, 1980.

 

Incest Without Harmful Repercussions, Cepada, M.L.; Medical Aspects of Human

Sexuality, 12(1): 131, January 1978.

 

The Child Sex Victim: Social, Psychological and Legal Perspectives, Schultz, L.G. Child

Welfare, 52(3): 147-157, March 1973.

 

Incest: A Synthesis of Data, Henderson, D.J. Canadian Psychiatric Association Journal,

17(4): 299-313, 1972.

 

Children Not Severely Damaged by Incest With Parent, af Yorukaglu, A. and Kemph, J.L..

Journal of the American Academy of Child Psychiatry, 5:111-124, 1966.

 

On Consumated Incest, Rascovsky, M.W. and Rascovsky. A.: International Journal of

Psychoanalysis, 31: 42-47, 1950.

 

Anden Incest-litteratur

Incestpanikken i Cleveland, af Berl Kutchinsky. Nordisk Sexologi, 1989; 7:89-108.

 

Familiäre Sexualdelinguenz - die neue Emotionalisering eines alten Dramas, Herbert Maisch. Beiträge zur Sexualforschung vol. 62, 1987 p. 84-104.

 

Determining Incestuous Contact between Parent and Child: Frequency of Children Touching Parents´ Genitals in a Nonclinical Population, Alvin Rosenfeld, M.D., Robert Bailey, M.D., Bryna Siegel, Ph.D., and Gwyn Bailey. Journal of the American Academy of Child Psychiatry, 25, 4:481-484, 1986.

 

Brysternes tabte erotik - og andre essays om kvindelighed, af Barbara Sichtermann. Tiderne

Skifter. 1984. Forfatterinden opfatter amning som en seksualakt: "Parallellen mellem netop

amningen og det heteroseksuelle samleje er på det ydre plan snarest mere påfaldende end

man kunne forvente ud fra de faktiske ligheder med hensyn til oplevelsen og ophidselsen.

Brystvorterne, som er et yderst sensibelt organ, der er i stand til at erigere, trænger ind i

spædbarnets varme og fugtige mund. Mens læberne, kæberne og gummerne lukker sig om

brystvorten og masserer den i sugende rytmer, sprøjter den sin særlige saft ned i barnets

svælg."(Side 78). Hele Sichtermanns essay om brysternes tabte erotik gør enhver gensidig

nydende mor og barn, imens barnet ammer hos sin mor, til positive incestimplicerede.

 

Incest, Understanding and Treatment, Domeena C. Renshaw, M.B., Ch.B., M.D. Boston,

Little, Brown and Company, 1982.

 

Child Sex Abuse Industry (Incest-industrien m.m.)

(Det kan være lærerigt at sammenligne denne industri med kriminalitetskontrol-industrien. Se "Kriminalitetskontrol ...", af Nils Christie, 1996 - m.fl. på litteraturlisten.)

 

Hystories - Hysterical Epidemics and Modern Culture, af Elaine Showalter, Pcador, 1997. Den bedste mest omfattende analyse og afsløring af moderne vesterlansk paranoia som bl.a. har givet udslag i heksejagt, incesthysteri, golfkrigssyndrom m.m. Se i øvrigt under bilag 1, 13/6-1997.

 

Satan´s Silence: Ritual Abuse and the Making of a Modern American Witch Hunt, af Debbie Nathan og Michael Snedeker. Basic Books, New York, 1995.

 

Roum-sagen - en omvendt hekseproces?, Tange, Mogens. Tanges Forlag 1995.

 

On Witches and Witch Hunts: Ritual and Satanic Cult Abuse, af Davis Lotto. Journal of Psychohistory, Vol. 21, no. 4, 1994 p. 373-396 (Main Issue).

 

First Do No Harm: The Sexual Abuse Industry, Felicity Good-Year Smith. New Zealand.

Benton - Guy Publishing Ltd., 1993.

 

Intimate Enemies: Moral Panics in Contemporary Great Britain, af Philip Jenkins. NY, Aldine de Gruyter, 1992.

 

Sex Abuse Hysteria: Salem Witch Hunt Trials Revisited, af Richard Gardner. Creskill, New

Jersey, Creative therapeutics, 1991.

 

Assessing Child Maltreatment: the Problems of false allegations, Michael Robin. Haworth, 1991.

 

Threatened Children: Rhetoric and Concern about Child Victims, af Joel Best. University of

Chicago Press, 1990.

The Politics of Child Abuse, Lyle Stuart, Secaucus. New Jersy, 1968

 

Vigtige organisationer:

Naturistforeningen "Sjælland", Solbakken, Solbakkevej 4, Kyndeløse, 4070 Kirke Hyllinge, pladstelefon 4640 5107, c/o Jens,

4236 6911.

 

 

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske

Teglgårdstræde...............Tlf. 3313 1948, 1452 Kbh. K.

 

Pædofilgruppen, postboks 843, 2400 Kbh. NV, Tlf. 4217 3728

 

FPE, forening for transvestitter, postboks 192, 2600 Glostrup,

tlf. 3180 1771 (man.18-20)

 

Forbundet af transsexuelle, Haugelund 8A, 5492 Vissenbjerg, tlf. 6447 1800

 

Tiresias, foreningen for transsexuelle, postboks 451,

8100 Århus C, Tlf.8612 0773(20-21).

Transvision, postboks 280, 1502 Kbh. V.

 

SMil, foreningen for sadomasochister, Sorgenfrigade 8A,2.,

2200 Kbh. N., Tlf.3181 0550(man.18-21). Har også grupper for homoseksuelle, transvestitter, fetichister og ekshibitionister.

SM bladet, Studiestræde 12, 1455 Kbh. K., Tlf.3332 3303

 

Scandinavian Leather Men, Schacksgade 9, kld., 1365 Kbh. K.(fre.23-02)

 

Mandebevægelsen, Webersgade 11, kld. 2100 Kbh.Ø.,

Tlf.3393 6595(ons.19-21)

 

Bisværmen, Ballerup. Forening for Bøsser og Lesbiske.

Oplysning om foreningen samt rådgivning:

Tlf.4468 2321 (tir.20.30-23.00).

 

HOVSA, vandreklub for bøsser , Postbox 308, 4000 Roskilde

 

Foreningen for Mænds Bevarelse, Gl. Kongevej 172B, 2.th., 1850

Frb. C., Tlf.3122 1306.

 

Kvindehuset, Gothersgade 37, 1123 Kbh. K., Tlf.3314 2804.

 

Dansk forening for klinisk sexologi, Kuhlausgade 46, 2100 Kbh. Ø., Tlf.3129 2399(efter 15).

 

Foreningen for Familieplanlægning, Aurehøjvej 2,

2900 Hellerup, Tlf.3162 5688.

 

Sex-linien (rådgivning for unge)Tlf.3162 2266.

 

Kriminologisk Forening, Nansensgade 35, 1366 Kbh. K.,

Tlf.3313 0592.

 

Voksne Babyers Verden, Forening for infantalister.

Postboks 27A, 5550 Langeskov,

giro 4 56 75 36, Tlf.6538 3413.

 

Prostitutionslinien for alle, udgiver bladet: "Vi står sammen".

Jackie og Lone: Tlf.5345 9337.

Jackie Siewens, Kløvervænget 5, 4571 Grevinge.

 

Menneskerettighedsgruppen for incestimplicerede

Tlf.3142 1109.

 

Netværket FRIE KROPPE. For dem der vil dyrke ekshibitionistisk og voyeuristisk kultur uden at skade sig selv eller andre. Musik, dans, tegning, maling, teater og kropskultur er blandt redskaberne for netværkets udfoldelser. Tlf.4053 7738.

 

Anti-pædagogisk netværk. Et forum for debat og dialog for dem som interesserer sig for alternativer til pædagogik og pædagogiske institutioner Tlf: ..........

 

Danske Tidsskrifter

Naturist Unionens kvartals tidsskrift. 4 nr. pr. år = 100 kr. i abonnement. Alle kan abonnere. hos

Nyt under solen

Anemonevej 4

Hareskov

3500 Værløse.

 

Bladet Seksualpolitik fra 1972-1985 genopstår som Ny sexualpolitik med 1. nummer i 1993. I det gamle Seksualpolitk var hetero, bøsse- og lesbisk seksualitet omdrejnings-punktet. I Ny sexualipolitik er det voksen-barn seksualitet. Det gamle Seksualpolitik kan læses/fotokopieres i Tidsskriftcenetret, Griffenfeldtsgade 35, 2200 Kbh. N. Tlf: 3135 9710. Ny sexualpolitik kan bestilles ved at kontakte:

 

Ny sexualpolitik

DPA att. redaktionen

Postboks 843

DK - 2400 København V.

Giro 7 25 69 57.

 

Direkte Aktion - nyt navn MAS

(Tidsskrift fot miljø, anarki og samfund)

Postboks 303

DK - 1502 Kbh V.

 

Udenlandske tidsskrifter

Paidika, Postbus 15463, NL-1001 ML Amsterdam, Holland.

Videnskabeligt tidsskrift om pædofili

 

Koinos, Stichting Amikejo, Postbus 12710, NL-1100 AS Amsterdam, Holland. Det må være muligt at kontakte den nye ungdoms- og børneretsbevægelse i Tyskland via Koinos, et

to-sproget blad om pædofili, engelsk og tysk, illustreret.

 

Gayme, Post Box 15645

Kenmore tation, Boston,

Massachusetts 02215, USA, Tlf: 617 - 695 - 8015

 

NAMBLA Bulletin, illustreret. Se adresse m.m. nedenfor.

 

Udenlanske foreninger m.m.

som ser nuanceret på pædofili:

Indianerkommune, Postfach 810361, D 90248 Nürnberg, Tyskland.

Kinderrecht telefonnummer (for alle): 0049 (0)911/266 786. Anarkistisk kollektiv og bevægelse - kæmper for en anti-pædagogisk og økologisk verden - der lægges ikke skjul på at børns og unges ret til selvbestemmelse omfatter alle livets områder, også enhvers ret til at vælge sin egen seksualpartner. Kommunen er meget aktivistisk og politisk praktisk orienteret. Udgiver også diverse pjecer og løbesedler m.m.

 

NAMBLA, North American Man/Boy Love Association,

P.O. Box 174, Midtown Station, New York 10018, USA.

Udgiver bladet NAMBLA Bulletin, tekst på engelsk, illustreret. Forhandler desuden et udvalg af pædofil fiktion og faglitteratur.

 

Martijn, Postbus 43548, NL-1009 NA Amsterdam, Holland.

Udgiver bladet OK., tekst på hollansk, illustreret.

 

Udgiver af pædofilirelevant litteratur

Global Academic Publishers

Postbus 12731

N.L. - 1100 AD Amsterdam

The Nederlands

 

Acolyte Press, PO. Box 12731, NL-1100 AS Amsterdam, Holland.

Udgiver fiktion og faglitteratur, udelukkende om pædofili.

 

Boghandler:

Bedste international-seksualpolitisk boghandler er:

Intermale, Spuistraat 251, Amsterdam - giro 555 3171,

NL 1012 VR Holland. Tlf.0031-20625 0009.

 

Om Schmidt og hans forfatterskab:

 

 

Enhedslistens Gunna Starch har umiddelbart efter medie-hetzen indstillet Peter Schmidt til domsmand og nævning. Pr. dato har Schmidt siddet i Østre

Landsret i 4 omgange.

 

 

Peter Schmidt "fortsætter hvor Freud stoppede".

Forfatter mag. art. Maria Marcus i forordet til hele og FRIE børn

 

 

Homer Lane og A.S. Neill... Schmidt kender dem utvivlsomt, for han er selv medlem af familien.

Overlæge sexolog Preben Hertoft, Politiken

 

 

Forfatteren til nærværende bog Peter "Schmidt er et helt igennem åbent menneske."

Rachel Bæklund, Ekstra Bladet

 

 

Om Schmidt´s første bog hele og FRIE børn: "en hård kritik af vore institutioner som de rene undertrykkelsesinstrumenter, belyst ved flere overbevisende eksempler."

Anne-Mette Kruse, Cekvina,Center for kvindeforskning, Århus

 

 

For at cementere at seksualitet er glædesbringende kommer Peter Schmidt - som den første jeg er stødt på - med forslag til nye navne på kønsdelene. Jeg synes det er vigtigt, at Schmidt så klart fortæller børnene, at kønsdelene har to funktioner og dermed to forskellige navne alt efter organernes øjeblikkelige anvendelse.

Cand. psych. Bent Petersen, Seksualpolitik

 

 

"Schmidt anfører: "Jeg har fundet det væsentligt, at der findes børnesange som dækker de mere tabubelagte seksuelle handlinger." Derved adskiller han sig fra både Jo Jacobsen og Bente Kawa, der slet ikke har berørt sådanne temaer." Om alle tre sangtekstforfattere fortsætter Hertoft: "Der er noget oprørsk over dem alle. En kamp for frihed og åbenhed mod bundethed og fortielse. En protest mod hykleri og bornerthed. Og et stort ønske om at hjælpe de børn og unge, man mener har hjælp behov."

Preben Hertoft, Den rebelske fugl

 

 

 

 

 

 

Forfatteren er uddannet fritidspædagog med to specialer: Børn og seksualitet, En seksualkritisk pædagogik samt en afsluttende eksamen i anti-pædagogik. Han har gennemført universitetskurser i psykologi, russisk og tysk i USA og Vesttyskland. Han har undervist på aftenskole i seksualitet, krop og energi sammen med en afspændingspædagog, og er medproducer af radioudsendelser i Danmark og Italien om børn og seksualitet, gadebørn, prostitution m.m. Peter Schmidt er gæstelærer og foredragsholder på seminarier og i daginstitutioner landet over og kan kontaktes på telefon 3142 1109.

BOGENS BAGSIDE:

 

fra INCEST til MEDIE-HETZ er et omfattende og vægtigt bidrag i kampen for at bevare og hele tiden opdatere ytringsfriheden. Det er, som titlen angiver, en bog om mediehetzen i forlængelse af bl.a. hele og FRIE børn, som udkom på Attika for en del år siden.

 

Bogen er et stykke dokumentarisme om mediehetzen, og den rummer en række minutiøse registreringer af indlæg, debat, radiointerviews, korrespondance samt en række væsentlige udsagn og enkelte indlæg i debatten af Leif Blædel, Hans Hessellund, Christian Braad Thomsen m.fl.

 

Det er en seriøs og velredigeret "hvidbog", der både vil have en samfundsmæssig funktion og en politisk mission med henblik på at få ajourført medielovgivningen på en række områder.

Søren K. Lauridsen, seminarierektor cand pæd.

 

 

To the author of

fra INCEST til MEDIE-HETZ:

The discussion in your manuscript on pedophilia and especially incest is sympathetic and deligtfully varied and distinct, and - I´m ready to maintain - characterized by the same philosophy of man and fine humanism as that which permeates the books of your great countryman Peter Høeg.

One might wish that child psychologists and child psychiatrists would (or dared) express themselves equally distinct about incest.

amerikansk psykiater

 

 

Troels Peter Schmidt er en af nutidens mest kontroversielle sexfrontkæmpere.

Arne Frederiksen, Ny sexualpolitik

 

 

 

 

Portræt af Peter Schmidt