Vi havde fået tildelt nogle små skolehaver på vej ud mod parkanlægget Blegkilde. Når det var ,havetid', dryssede vi derud uden den sædvanlige opstilling i marchkolonner.
  Heri lå min chance. Jeg sørgede for at komme til at følge gruppen med Ebba. Jeg fangede hendes opmærksomhed og spillede mit kort ud: om hun var interesseret i en smøg? Jeg viste hende en håndfuld hjemmerullede cigaretter.
  Det virkede. Ebba var i høj grad interesseret i mine cigaretter, rullet bl.a. af skodder fra Wehrmachtheim.
  Vi aftalte at mødes i skuret ved Fyffes bananer efter ”havetid”.

Det var den hule, jeg plejede at besøge sammen med Aase. Men med  Ebba ville det være noget andet. Jeg kendte ikke hendes forhold, hendes hjem, hendes forældre. Jeg var ikke involveret i noget, der kunne distrahere. Hun var bare - håbede jeg - en uforpligtende fræk pige.
  Alt gik som planlagt. Vi trak os tilbage til hulen efter ”havetid”. Bræddedøren blev lukket. Der blev skummelt og rart. Vi slog os ned på nogle sække og fik tændt smøgerne.
  Derefter gik jeg ret på sagen: Hvad var det, hun havde været ude for, og som vi ikke måtte snakke om?
  Det svarede hun gerne på. Det hele var noget bagatelagtigt, noget pjat, som hun ikke engang havde haft noget særligt med at gøre. I virkeligheden havde hun været et slags offer for andres ”tilbøjeligheder”. Noget i den retning sagde hun, med lidt andre ord.
  Ifølge Ebbas lidt stakåndede forklaring var der sket følgende: Hun havde gået i skole ved Brønderslev. Pigerne og drengene havde gymnastik hver for sig. Først almindelig gymnastik med arme stræk og bøj og derefter ”fri gymnastik”. Pigerne kunne fjante rundt som de havde lyst. Der var altid rift om at klatre op i nogle tykke tove, der blev hejset ned fra loftet med tynde snore.
  ”Det var rigtig effent at klatre i de tove, få dem ind mellem benene og glide ned,” sagde Ebba med et grin.
  En dag efter den ”fri gymnastik” var hun blevet tilbage i gymnastiklokalet, efter de andre var gået i bad. Hun havde holdt tovet mellem benene og strammet det op med den tynde snor. Lærerinden var kommet. Først havde lærerinden skældt ud, derefter havde hun hjulpet med at stramme tovet op, samtidig med, at hun havde dasket Ebba i enden med den tynde snor.
  ”Det hele var noget pjat. Det gjorde slet ikke ondt,” forklarede Ebba. Men en pige var kommet ind i gymnastiksalen. Hun havde misforstået det hele og fortalt en grov historie videre til sine forældre. Førstelæreren var blevet indblandet, og han var gået til sognefogeden, der igen gik til kriminalpolitiet. Og der havde vist også stået noget om det i Vendsyssel Tidende
  Men det var nu ikke hende selv, men en veninde, en gårdrnandsdatter, det i virkeligheden havde drejet sig om. Det var hende, der havde fået hele sagen til at rulle.
  Under den videre undersøgelse af lærerindens forhold kom det frem, at hun havde haft besøg af gårdmandsdatteren i hendes privatbolig under påskud af, at de skulle fremstille tørrede blomster. Gårdmandsdatteren havde fået småkager og saftevand, men hun havde også trukket bukserne ned og var blevet slået i numsen, og der var "pillet" ved hende. Det var den virkelige skandale.
  Det hele var endt med, at lærerinden blev afhentet af politiet, og både gårdmandsdatteren og Ebba var sendt til forskellige skoler.
  ”Men hvorfor det skulle gå ud over mig, fatter jeg ikke,” sagde Ebba. ,Jeg havde jo ikke gjort noget. Men de syntes, at det var bedst, at jeg blev sendt væk."
  Nu boede hun indtil videre hos en moster i Aalborg.
  Ebba havde selv - fortalte hun mere nølende - aflagt besøg hos lærerinden, men der var ikke sket så meget". Det var ikke som med veninden, gårdmandsdatteren, der var kommet igen og igen.
  Historien var mærkelig og interessant, men jeg ved ikke, om jeg fik den i sin fulde udstrækning.
  Nu var Ebba i Aalborg, ført ind i hulen ved Fyffes bananer, tilsyneladende imødekommende, og det var hovedsagen.
  Jeg gik videre i mit projekt, uden ret mange omsvøb. Jeg tilbød hende yderligere to cigaretter, hvis hun ville vise mig, hvad hun havde mellem benene.
  Det gik hun med til, ligeledes uden omsvøb. Hun trak trusserne ned. En mindre hårdusk kom til syne.
  ”Spred benene,” sagde jeg
    Hun spredte benene. En revne anedes. Sagen var opklaret! ”Må jeg røre?” spurgte jeg.
  ”Nej!”
  ”Hvorfor ikke?” 
  ”Det får man børn af ...”
  ”Da ikke bare ved at røre...”
  "Jo, det er begyndelsen Og det var måske rigtigt. Ebba var knibsk og fornuftig, når det kom til stykket.
  "Har du set nok?" spurgte hun.
jo, når det ikke kunne være anderledes.
  Hun trak trusserne op. Forestillingen var forbi. Den blev ikke gentaget - undtagen i min fantasi.
  Da jeg fik Ebba indlagt i mine aftendrømme, var hun ikke så tilbageholdende. Og jeg var glad for, at mine hænder fortsat varsunde og raske.

Aalborg Stiftstidende omtalte to bøger, skrevet af en københavnsk forfatterinde ved navn Kate Fleron. Swingungdommen var blevet afløst af jazzungdommen, og der kom faretruende bulletinerom ungdommens erotiske løshed og promiskuitet, skrev forfatterinden.
Jeg var ikke klar over, hvad der mentes med promiskuiteten, men gik ud fra, at det var det, Ebba ikke ville gå med til, og som svarede til det ,griseri", Aase dyrkede med tobakshandleren i
Danmarksgade.
  Jeg kunne ikke rigtig føle mig ramt. Jeg havde desværre ikke oplevet den ægte promiskuitet.
  Kate Fleron havde også fundet en kedelig tendens i swingpjatterne.
  Dem var der ikke mange af i Kayerødsgade. Nogle få stykkede. De havde lånt bildæk fra opklodsede biler og skåret gummien op til tommetykke skosåler. De gik med hvide sokker, snævre bukser, lange jakker og langt hår.
  Det kunne jeg ikke rigtig forholde mig til. Jeg måtte nøjes med
det tøj, min mor syede om, og de sweaters, hun strikkede, men hvad havde hvide sokker og lange jakker at gøre med den omtalte promiskuitet?
  Der foregik åbenbart i det hele taget en del, som jeg blev holdt
udenfor.
  Aalborgs amtslæge, Bendix-Poulsen, fortalte i sin årsberet ning og til Aalborg Stiftstidende om de unge "i nærheden af skolealderen", der dyrkede de ,farlige, løse forbindelser'. Det dre jede sig om unge, der måske havde mødt hinanden på gaden og indledt et forhold, der så havde udviklet sig bag mørklægningsgardinerne. Mørklægningen var i det hele taget hovedårsagen til, at så mange unge kom ud i erotisk og andet uføre
  Det forstod jeg heller ikke rigtigt. Hvorfor var mørklægningsgardinerne årsag til flere erotiske eksperimenter? Besad de noget dragende, der gjorde piger og drenge mere opstemte? Jeg syntes ikke, jeg havde behov for mørklægningsgardiner for at få styr ket interessen for alt det forbudte. Men måske var det en fejl, at jeg førte Ebba til hulen ved Fyffes bananer og ikke ind bag et mørklægningsgardin.
  Amtslæge Bendix-Poulsen blev senere afskediget, fordi han i årsberetningen for 1942-43 havde anført, at en femtedel af alle landets kønssygdomme nu blev registreret i Aalborg. Afskedi gelsen skete på tyskernes foranledning. De følte sig trådt over tæerne.
  Jeg følte mig mere ramt, da en kommunelærer i Fredericia - med citat i Tante Stift - havde fremlagt en undersøgelse, hvoref ter 72 pct. af alle danske drenge læste kulørte hæfter. Der udkom ikke færre end 50 forskellige af slagsen. De bloddryppende hi storier og billederne af de halvnøgne damer i alle tænkelige for bryderiske situationer måtte nødvendigvis have en dårlig ind flydelse på skoleungdommen. Hæfterne ledte dem på vildveje, gjorde dem fortrolige med vold og perversiteter.
  600 ledere fra KFUM og K havde holdt møde om sagen, både Kate Flerons og Fredericia-lærerens advarsler, og der var kun ét svar, hvis ungdommen skulle overleve den moralske krise: ren hed før ægteskabet.
  Nu drejede det sig vel næppe om den renhed, man kunne opnå ved hjælp af den kolde hane i køkkenet og erstatningssæben. Så meget forstod jeg. "Renhed" måtte have noget at gøre med det, Ebba ikke ville gå med til.
  Jeg blev mismodig ved tanken om, at jeg skulle holde mig  "ren", indtil jeg engang ud i fremtiden blev gift - hvis der var nogen, der ville gifte sig med en rødhåret ung mand.
  Men så slemt stod det dog nok heller ikke til.
  "Jomfruer,"' udtalte en overlæge Mogens Fenger som svar til KFUM- og K'rne, ,er mere sjældne her til lands end unge kristne."
  Alligevel fik jeg mine mørke stunder. Var jeg en ener, en pervers outsider, der ikke havde andet i hovedet end piger? Var der andre, der opførte sig så underligt? Købte franske blade, lod mig befamle, når jeg skulle aflevere rulletøj, fik lokket piger ind i hulen ved Fyffes bananer, drømte de særeste drømme underdynen, undlod at lytte til advarslerne mod "selvbesmittelse", studerede tegningerne på de offentlige lokummer, overværede hvordan de lå og horede i smugkroen, overvejede at indkøbe hjortetaksalt på apoteket og smugle det i pigernes sodavand, så de blev helt hæmningsløse. Jeg kunne blive ved.
  Var jeg den eneste i verden, der interesserede mig for den slags? Nok kunne de andre drenge fortælle nogle saftige historier, og nok foregik der åbenbart meget bag mørklægningsgardinerne, men var jeg alligevel ikke - i en alder af 13 år - langt ude på et skråplan? Havde jeg ikke et hemmeligt liv, svælgende i perversiteter, der gjorde mig til en uforbederlig synder, måske forudbestemt til at drukne i en skærsild af ild og flammer, når de ændre, alle de rene", blev lukket ind i himmeriget, hvor lammet græssede med løven og der var evigt solskin som nede i Dal?

Vi var begyndt at gå til konfirmationsforberedelse. Det skete hos pastor  Poul Schou, der havde bygget en villa ved siden af Kjellerupgades skole. Nu var han nær de små forvildede, der øjensynligt befandt sig langt fra den smalle sti.
  Pastor Schou var en populær mand. Han var med rette blevet anbefalet af min far ved kaffevognen på Frederikstorv. Bedre repræsentant for Gud kunne vi ikke få i Kayerødsgade-kvarteret. Han bekymrede sig for de syge og svage. Kom gerne ud og sagde et par trøstens ord, og i Vor Frue Kirke - blev det sagt - talte han om søndagen om, at de jordiske værdier ikke altid blev fordelt på den mest retfærdige måde.
  Han var en mand af samme beskaffenhed som dr. Johansen på Boulevarden. I timevis skulle man sidde i Johansens overfyldte venteværelse, men når man endelig kom ind i hans eget rum, varhan venligheden selv og gav sig tid til at høre på, hvad der var i vejen.
  Da far blev syg - brød sammen -, sørgede han for indlæggelsen og kom hjem og talte med mor.
  "Jeg har snakket med Deres mand," sagde han. Deres mand er faldet til ro og siger, at det ordner sig nok, og det må vi så håbe."

Timerne hos pastor Schou var både underholdende og lidt mystiske. De var en rar afveksling til timerne med lærer S. Hos Schou kunne vi få lov til at sludre sammen uden risiko for knojernslag.
  Men vi var lidt forvirrede. Hvad gik det hele ud på med ham Jesus, der var født af en jomfru, gift med en tømrer?
  Hvordan kunne Maria være jomfru, når hun var gift og Jesus havde brødre? Og hvordan kunne det gå til, at Jesus var i stand til at gå på vandet? Han kunne i hvert fald ikke gå på Limfjorden. Det var der aldrig nogen, der havde gjort. Der var nogen, der havde kastet sig ud fra broen, og de var alle gået til bunds, hvis ikke Goliath havde været i nærheden og reddet dem op. Goliath havde fået utallige Medaljer for druknedes redning, og det var helt ærlig noget vrøvl, når ondsindet sladder sagde, at Goliath nok selv havde arrangeret nogle hop fra broen for at få medalje.
  Og hvor meget kunne man tro på historien om, at denne Jesus var i stand til at genopvække de døde?
  Hvorfor kunne han så ikke genopvække Hr. Juleglæden'? Det ville have glædet mange.
  Og sådan var der så meget andet, som vi fattigbørn, der kom fra hjem, hvor man ikke gik så højt op i den slags, havde svært ved at forstå.
  Men underholdende var det. Pastor Schou lagde en massekonkurrencer ind i sin kristendomsundervisning.
  Schou slyngede et skriftsted ud: Markus 4,7, Johannes 12,3 osv. Det var derefter vores opgave at slå op i Det Ny Testamente og finde frem til skriftstedet og oplæse de første linjer. Den, der kom først, fik en FDF-bog i præmie. Pastor Schou var med i FDF-bevægelsen; senere blev han landsformand.
  Jeg vandt et hav af FDF-bøger. Jeg havde fundet ud af et fif. jeg havde på forhånd la gt sedler ind ved de fire evangelier. På den måde fik jeg et forspring frem for de mere sløve, der bare sad og bladede hele den sorte bog igennem.
  FDF-bøgerne blev sat på plads ved siden af de røde bind med "København ved Nat". På den måde fik vi en næsten fuld boghylde.
  Aase deltog i konfirmationsforberedelsen. En dag hviskedehun mig noget i øret.
  "Hvad er det, du siger?" spurgte pastor Schou.
  "Ikke noget."
  "Jo, lad os nu høre ..."
  Aase tog mod til sig: "Er det virkelig rigtigt, at hende Maria blev tyk og fik børn, selvom hun ikke blev pulet ... "
  Pastor Schou holdt masken: "Det er et meget omdiskuteret spørgsmål ..."
  "Jeg spørger,' fortsatte Aase, "fordi jeg kender nogen, der er kommet hjem og har sagt det samme ..."
  "I almindelighed," svarede Schou, "skal man nok ikke tro på det ..."
  Han kunne ikke tilbageholde et lille smil. Jeg tror, at han holdt meget af bramfrie børn.