Jan Guillou, Heksenes forsvarere, 327 sider. 295 kr. Modtryk.
- jagten på pædofile beskrives af forfatteren Jan Guillou som det 21. århundredes heksejagt. I dag er det dog rimeligt at vi tilføjer muslimer i Danmark til listen over grupper hængt ud i medierne.
Boganmeldelse nedenfor af Troels Peter Schmidt.

Heksenes forsvarere, af Jan Guillou, er et præcist formuleret, pragtfuldt lyslevende værk og et indsigtsfuld stykke historisk reportage over hekseforfølgelserne i 1600-tallets Europa lige op til nutidens utallige pædofilisager i den vestlige verden

Jeg indleder denne boganmeldelse med mine tre første korte afsnit om samme tema i  Minoritetspartiets Ugebrev - af Troels Peter Schmidt:

1.) Herboende somaliere har længe været jagtet som fredløst vildt, angiveligt fordi de omskærer deres små døtre, selvom ingen i længere tid har kunnet dokumentere så meget som et eneste tilfælde. Alligevel er somalierne til stadighed udsat for heksejagt i medierne og endda truet med lovgivning som reelt, hvis ikke formelt, har er øremærket denne gruppe. Alt dette fortsætter, selvom de embedslæger og sundhedsplejersker, der i hverdagen taler med de involverede parter ansigt til ansigt, har fuld tillid til somalierne, når de insisterer på, at herboende somaliere ikke omskærer deres piger. (Weekendavisen 31. januar 2003) Alligevel vil justitsminister Lene Espersen samle et aktuelt flertals demokrati-diktaturs inhumane og anti-menneskerettigheds flertal i Folketinget til at vedtage en moderne Crimen Exceptum – en ny og infamøs heksejagtslov.

2.) I vinteråret 2003 blev "rockerne" hængt ud i Jens Jersilds "Dilemma på DR TV 1" – du kan se det ved at klikke på: Dilemma på DR TV 1. I udsendelsen forestillede man sig rent hypotetisk, hvad ”rockerne” kunne finde på i en lille provinsby, og hvordan de ville fordærve byens unge. Blandt deltagerne var ingen repræsentant for rockerne, så en dialog var på forhånd udelukket. Heksejagt-metoden byggede altså ikke blot på at udbasunere udokumenterede beskyldninger, men ved at hænge rockerne ud for, hvad de måske kunne finde på! Udsendelsen konstruerede et behov for at bevare heksejagtmetoden - Crimen Exceptum: rockerloven.

3.) I Holmegårdsagen forsøgte fagforbundet BUPL at heksemobbe et medlem ud af forbundet, fordi medlemmet offentliggjorde forskningsresultater i sin bog hele og frie børn, som BUPL ikke brød sig om, og var så ”fræk” at han fremlagde institutionserfaringer (!) ved en ansættelsessamtale, samt offentliggjorde et ønske om offentligt at ville diskutere spørgsmålet: Er opdragelse nødvendig? Herefter vedtog forbundet nye vedtægter på forbundsniveau. BUPL konstruerede et behov for at indføre noget der kommer tæt på heksejagtmetoden - Crimen Exceptum - ikke på et lovgivningsniveau, nej, men på et mildere og lavere niveau, på et fagforbundsniveau – stadfæstet i forbundets egne vedtægter. Heksemobning.

Hvordan startede hekseforfølgelserne i sin tid, og kan vi lære noget af fortiden? Heksenes forsvarere giver os mange overbevisende og brugbare svar på de fleste spørgsmål.

Lad os først se på det historiske. I bogen Heksenes forsvarere, der udkom i efteråret 2002, skriver forfatteren Jan Guillou:

”Den yderst indflydelsesrige og retslærde franskmand Jean Bodin havde allerede i slutningen af 1500-tallet konstateret, at hvis man skulle følge de almindelige retsregler overfor hekse, ’ville ikke engang én ud af en million skyldige’ blive fældet. Jean Bodin, der blev hyldet som ’sin tids Aristoteles’, havde også med stor energi hævdet, at enhver, der anfægtede undtagelsesmetoder overfor mistænkte hekse, reelt var en heksenes forsvarer. Altså selv en heks, altså en person der selv burde brændes på bålet. Hvad der også skete i en del tilfælde.” 

Paradoksalt nok var en pastor Petrus Frontelius en af de personer der selv skulle have været brændt på bålet, fordi han havde været så modig at forsvare nogle hekse. Paradoksalt fordi det almindeligvis var en cocktail af præster og, som denne præst selv udtrykte det, vulgus (latin: den gemene hob) der førte an i hekseanklagerne.

Pastor Petrus Frontelius havde været professor i teologi og endog rector magnificus ved Uppsala Universitetet. I 1673 greb han ind i en igangværende hekseproces,  gjorde to ”hekseeksperter” usikre og som advokat plæderede han for de mistænktes uskyld. Han vandt samtlige punkter og fik frikendt alle de anklagede. Men senere blev alt dette og mere af slagsen brugt imod ham. 

Selvom præster og adelen normalt ikke selv lå indenfor rækkevidden af anklager for hekseri, bidrog hans indsats som hekseforsvarer ikke desto mindre til at han senere var lige ved at få sin kone brændt på bålet. Hustruen blev dømt til døden for hekseri sammen med andre uskyldige kvinder og hvad der yderst sjældent lykkedes for hekseridømte lykkedes heldigvis her – de to flygtede og overlevede. 

Pastorens optræden virkede som om han slet ikke troede på barnevidner, bekendelser eller at der skulle være et behov for særlige undtagelsesprocedurer for hekseri ved retten der formentlig også blev opfattet som et sikkert bevis på hans og konens djævelskab.

Modstanden overfor indførelsen af barnevidner og bekendelser, som beviser på hekseri, var mere udbredt i Sydeuropa end f.eks. tilfældet var i Norden - i tiden før fornuften til sidst sejrede med hekseprocessernes afslutning i starten af 1700-tallet. (Men modstanden overfor indførelsen af børnevidner er også i dag mere udbredt end  i Norden.)

Over halvdelen af alle danske hekse blev henrettet mellem 1617 og 1625 og i Sverige var vendepunktet for hekseafbrændingerne helt præcist den 11. september 1676. Lidt inde i 1700-tallet havde de svenske myndigheder dog fået definitivt nok.

I Sverige var heksejægerne først og fremmest præsterne, datidens psykologer der sammen med ”vulga” (latin: den gemene hob) førte an i hekseanklagerne. I Danmark sad den ypperste heksejæger på statsmagtens tinde med Christian den IV som bannerfører. I Sverige blev heksene halshugget først af humane årsager, i Danmark blev de brændt levende.

Omkring 60-70 år før Sveriges hekseprocesser kulminerede var der, i modsætning til hvad  vi normalt tror om f.eks. den spanske Inkvisition, en slags moderne og meget kritisk indstilling til hvordan retssager ved domstolene burde forløbe.

I begyndelsen af 1600-tallet var der  to fraktioner indenfor den spanske inkvisitions øverste besluttende organ La Suprema i Madrid. De forskellige holdninger var repræsenteret ved hhv. Inkvisitorerne, teolog Alonso de Salazar Frías og doktor Alonso de Becerra y Holguín. Der var tale om diametral modsat opfattelser af hvordan en hekseproces skulle forløbe. Sidstnævnte inkvisitor Salazar lavede selv en slags oversigt over modsætningerne mellem parterne. Her er nogle smagsprøver som de to herrer udmærket repræsenterer:

Becerra: Alle bekendende hekse har begået de handlinger, de har tilstået. 
Salazar: Selvom det er teoretisk muligt, er der ikke et eneste overbevisende vidneudsagn i den retning.

Becerra: Beviserne for det er umiskendeligt sande.
Salezar: Selv de mest overbevisende vidneudsagn rummer stærke elementer af usikkerhed.

Becerra: Der bør rejses tiltale mod alle, der er under mistanke.
Salazar: Der bør ikke rejses tiltale mod en eneste, hvis der ikke er andet bevis materiale end påstande.

Becerra: Vi må nødvendigvis straffe en af de alvorligste kætterforbrydelser.
Salazar: Ikke så længe det ikke er bevist, at forbrydelserne har fundet sted. 

Becerra: I retten skal vi skrive bekendelserne ned, så de stemmer overens med, hvad vi allerede ved om hekseriet.

Salazar: Tværtimod. Vi skal føre alle modsigelser og usandsynligheder til protokols. (Side 286, Heksenes forsvarere.)

Becerra ville indføre hekserisager som undtagelsesforbrydelser, der satte de sædvanlige retsregler ud af kraft, mens Salazar gik faktisk ind for hvad mange i dag vil mene er tæt på en moderne måde at procedere i en retssag.

Jean Bodin har utvivlsomt ret i, at uden undtagelsesprocedurer for hvilke retsregler hekseprocesserne skulle anvende ville der formentlig ikke have været ret mange mennesker der blev dømt for hekseri. I Danmark har der stort set kun været to typer forbrydelser, som vi kan betegne som forbrydelser, der kræver undtagelser fra almindelige retsregler: nemlig forbrydelser mod statens sikkerhed og forbrydelser af ekstrem voldelig karakter. Men i dag bevæger vi os uvægerligt henimod flere og flere undtagelser fra traditionel retspraksis. Da hekseprocesserne vitterligt aflivede mange uskyldige mennesker for hændelser, de aldrig havde begået, kan vi passende spørge os selv, om ikke en udvidelse af undtagelser fra de almindelige retsregler gør mere skade end gavn.

Indtil videre er det min overbevisning at undtagelseslove hører ingen steder hjemme i en moderne retsstat. Men det var der også enkeltpersoner, der mente allerede under hekseprocesserne i 1600-tallets Europa, selv om det desværre tog ufatteligt lang tid, førend det lykkedes at stoppe vanviddet. Vi kan endda sige, at det var, hvad menneskeheden havde lært af bitter og blodig erfaring.

I Sverige var drivkraften bag hekseforfølgelserne nidkære og agitatoriske præster, der fungerede som en slags forundersøgelsesledere. Barbariet medførte, at ca. 300 uskyldige kvinder blev halshugget, hvorefter deres lig blev brændt på bålet. Selvom heksene i mange tilfælde kan have gjort sig skyldige i andre forbrydelser end at flyve gennem luften på en kost, så er i hvert fald en dom for sidstnævnte selvsagt ren og skært justitsmord!

I Danmark var Kong Christian IV en anderledes årsag til mindst 200 menneskers (ifølge Guillou i Danmark alene over halvdelen af 400 personers) smertefulde tortur med efterfølgende død på bålet - brændt nådesløst og levende. Kongen var kendt for personligt at tilsidesætte alle formelt gældende retsprincipper og endda for at beordre enkelte kvinder anklaget for hekseri, bragt til sit slot og underkastet tortur under sin personlige vejledning for derefter at lade heksen brænde levende på bålet.

Heksejagten bestod af falske anklager, falske tilståelser og undtagelseslove. I Sverige og indtil slutningen af den anden spanske inkvisition i 1600-tallet, anvendte man desuden børnevidner.

Når vi i dag heksejagter somaliere, rockere og andre grupper og enkeltpersoner, er der indlysende forskelle mellem moderne heksejagt og tidligere tiders ditto. Dødsstraffen er afskaffet, og tortur er (bortset fra isolationsfængsling) forbudt. Alligevel mener jeg, at det er rimeligt at tale om heksejagt i dag.

Rygter og hysteri er i reglen starten på heksejagten. Skønsmæssigt har omkring 150 ansatte i daginstitutioner været beskyldt for pædofile overgreb, men kun nogle få er dømt. Vi ved ikke, om der er tale om tilståelser, eller hvilket andet grundlag dommene hviler på.

I Vadstrupgårdsagen blev en pædagogmedhjælper idømt 3½ års fængsel på grund af børns vidneudsagn. Der er ingen voksne vidneforklaringer, som peger på, at voksne har set noget, før sagen begynder at rulle. Men ikke engang inkvisitionen ville dømme hekse alene på basis af vidnesbyrd fra børn, når det var påstand mod påstand. Det skyldtes ikke, at man ikke ville lytte til børn, man ville blot ikke dømme et menneske på dette grundlag alene. Det er min opfattelse, at vi kun kan acceptere børns vidneforklaringer for at finde frem til bevismateriale. F.eks. kan børn sjældent huske tidspunktet for hændelser. Hvis vi accepterer at fælde en dom uden at kunne stadfæste tidspunktet for den påståede forbrydelse, afskaffer vi muligheden for, at den sigtede kan indhente et alibi. Dette er i sig selv et brud på moderne retstradition og derfor uacceptabelt.

I 2002 nægtede Den særlige Klageret i Danmark at genoptage Vadstrupgårdsagen. Det gjorde Klageretten, selvom Landsretten i Vadstrupgårdsagen aldrig brugte den nu anerkendte viden på området, som har medført, at danske domstole siden hen har forkastet de terapeutiske og psykologiske teknikker der går under betegnelsen "genfundne erindringer". Disse notorisk uvidenskabelige teknikker blev brugt over for børnene i Vadstrupgårdsagen. Kravet om, at et vidne skal kunne stadfæste tid og sted for en forbrydelse, blev i Vadstrupgårdsagen sat ud af kraft, når det gælder børnevidner. Så når vi tror, vi lever i en retsstat, hvor en mistænkt er uskyldig, indtil der ikke længere kan være rimelig tvivl om hans skyld, tager vi fejl, for der vil altid være en rimelig tvivl, når der slækkes på retsprincipperne ved anvendelsen af børnevidner. Indtil Vadstrupgårdsagen atter tages op, går vi principielt videre i Christian den IVs fodspor ved at sætte de sædvanlige retsprincipper ud af kraft.

I Vadstrupgårdsagen bygger man, som jeg allerede har påpeget, anklagerne på børnevidneudsagnene - der er ingen voksne vidneforklaringer, som peger på, at voksne har set noget, før sagen begynder at rulle. Dette er et retssikkerhedsproblem, da forældre, institutionspersonale, psykologer og andre blev involveret i sagen på en måde, som indebærer stor fare og sandsynlighed for, at børnene er blevet påvirket af alle disse menneskers involvering. Historierne bliver efter flere afhøringer mere og mere usandsynlige. Om det overhovedet ville kunne lade sig gøre gennem 4 år f.eks. at hænge børn op i institutionens kælder, overhælde dem med vand, binde dem på hænder og fødder og voldtage dem, eller at bortføre børn i timevis for at foretage onde overgreb, uden at det bliver bemærket af pædagoger og forældre, bliver slet ikke overvejet, hverken af de ophidsede forældre eller de behandlendende psykologer.

Når domstolene accepterer en procedure- og retssikkerhedsmæssig praksis som i Vadstrupgårdsagen, har vi i princippet fået et tilbagefald til den tid, hvor man dømte uskyldige som hekse udelukkende på grund af børns udsagn. Jan Guillou skriver, at de to væsentligste årsager til, at det var muligt at henrette så mange uskyldige mennesker, var tilståelser opnået under tortur og børns vidneforklaringer. Når disse fører til dom uden andre beviser, kan justitsmord ikke udelukkes. Selvfølgelig kan tilståelserne og børnenes vidnesbyrd være sandfærdige, og derfor skal dommer og anklager gøre alt i deres magt for at finde frem til beviser, der kan underbygge vidnesbyrdene.

Det er min vurdering, at den dømte i Vadstrupgårdsagen formentlig er uskyldig. Han er dømt af velmenende voksne. Ligesom i heksebrændingernes tid taler alt for, at børnevidnerne har fået voksen hjælp til at konstruere deres vidneforklaringer i overensstemmelse med en hysterisk frygt for pædofile.

Jan Guillou har i DR2s Deadline i november 2002 udtalt, at hvis der i sager om pædofile overgreb er tvivl om den anklagedes skyld, skal der frifindes. Det vil sige, at når der ikke foreligger beviser, men kun påstande i sager om pædofile overgreb, må tvivlen komme den sigtede til gode!

Selvfølgelig skal vi lytte til børn og voksne i vor søgen efter sandheden. Vi skal finde den skyldige, hvis der beviseligt er tale om en skyldig. Det skal vi, fordi børn er afhængig af voksne, nemlig både deres forældre og det personale, der har omsorgen for dem og tager sig af deres behov i det daglige. Men vi skal ikke indføre undtagelsesregler, der dispenserer fra den århundredlange retstradition, at tvivlen skal komme den tiltalte til gode, og at den anklagede skal have mulighed for at fremlægge et alibi. Ingen har gavn af at afskaffe disse fundamentale retsprincipper!

Dette gælder ikke blot pædofilisager, men alle sager hvor nogen bliver udsat for heksejagt. Det drejer sig nemlig om retssikkerhed for os alle, børn såvel som voksne.

Derfor opfatter jeg det som en katastrofe for dansk retssikkerhed, at Den særlige Klageret ikke ville genoptage Vadstrupgårdsagen. Det får mig til at frygte, at vi nu bevæger os henimod tilstande, der minder os om de "retsprocedurer" i fordums tid, hvor nogle forbrydelser blev betragtet som undtagelsesforbrydelser, der krævede undtagelseslove, som satte de sædvanlige retsregler ud af kraft. Andre nyere eksempler på undtagelseslove, der sætter de sædvanlige retsregler ud af kraft, er Rockerloven, Tvindloven, Terroristloven og inden sommerferien loven om omskæring, som vil stigmatisere somalierne med falske anklager.

Mit eget parti, Minoritetspartiet, er selv et yndet mål for mediernes heksejægere – for det er lige præcis samfundets uglesete hekse, hvis menneskerettigheder partiet vil sikre (etniske minoriteters, rockers, hjemløses, scientologi medlemmernes, tvangsaktiveredes, intellektuelle marxisters, forældres rettigheder når de selv vil passe børnene, osv.). Minoritetspartiet har med denne politik erklæret heksejægerne krig - ved i sin retspolitik under punkt 3 at stadfæste at:

"Der gælder lighed for loven og samme strafferamme for samme forseelse for alle samfundsborgere. Særlove for særlige befolkningsgrupper eller individer burde aldrig mere indføres – den gældende lovgivning og strafferamme skal være den samme for enhver med ophold i Danmark, uafhængigt af etnisk herkomst, statsborgerskab, religion, ideologi eller køn."

”I kong Christian IV havde vi at gøre med en usædvanlig farlig fanatiker, fordi han havde en konges magt. Hans særlige optagethed af heksespørgsmål kan ikke have været ukendt blandt rigets [daværende] embedsmænd og dommere. Det var også en periode, da besættelsen af embeder, især i Norge, i stigende grad kom til at ligge i kongens personlige magt. Følgen var formentlig, at enhver nogenlunde fremsynet karrierestræber hurtigt viste sig særlig nidkær med hensyn til at jage hekse.” (s. 224, Heksenes forsvarere) Med Vadstrupgårdsagen har vi tilsyneladende også at gøre med en usædvanlig farlig fanatiker – statsmagtens Den særlige Klageret som angiveligt blåstempler justitsmord.

Hvis vi absolut skal kritisere denne fremragende bog Heksenes forsvarere må kritikken være rettet mod hvad bogen ikke fik med. F.eks. at den danske stat fortsat blåstempler justitsmord, idet Den særlige Klageret afviser at genoptage Vadstrupgårdsagen. Vadstrupgårdsagen er overhovedet ikke nævnt med et eneste ord! Dette er bemærkelsesværdig da netop Vadstrupgårdsagen ellers har så utrolig meget til fælles med de mange pædofilisager som Jan Guilou faktisk gør så meget ud af i sin i øvrigt fremragende mesterværk. Lige som den svenske stat i 1600 tallet tillod at fælde dom alene på børnevidneforklaringer går staten Danmark med Vadstrupgårdsagen lige netop som i Sverige omkring 1670-1700 tallet i svenskernes fodspor – noget som selveste den spanske Inkvisition havde afskaffet pga. blodig og bitter erfaring.

Peter Schmidt - jæger af heksejægere, inspireret af Simon Wiesenthal  

Apropos:
En Heksenes Befrielses Front?

Til hvert eneste Sankt Hans aften fremover vil det sikkert være passende for en Heksenes Befrielses Front at ”redde” nogle af de symbolske hekse fra bålenes flammer denne midsommer aften og i stedet spidde historiens royale og andre bødler, som f.eks. den fanatiske heksejæger og torturudøver Kong Christian den IV, 

Globalt kunne vi passende tilføje Ronald Reagan og George Bush der henholdsvis har udråbt et ”Ondskabets Imperium” og en ”Ondskabens Akse”, og de desværre utallige mindre heksejægere. En Heksenes Befrielses Front  kunne blive en stærk og befriende oplevelse for mange. At nogle af anklagerne mod heksene kan være rigtige berettiger ikke uhæmmet falske anklager oven i. Netop Kong Christian den IV, Reagan og Bush, fordi de sidder/har siddet i de stærkeste magtstillinger overhoved og var/er dødsens farlige – sidstnævnte endda for hele menneskeheden.

I modsætning til hvad vi lærte om Kong Christian den IV i skolen, så deltog majæsteten aktivt i at forvandle sin tids Danmark til Danmark historiens mørkeste tid - som en inkarneret magtliderlig og nidkær kongelig heksejæger og regent på magtens tinde.

I 2002 nægtede Den særlige Klageret at genoptage Vadstrupgårdsagen. Den 25. maj 2003 udløber sidste frist for en genoptagelse af Danmarks blåstempling af et formodet justitsmord - Vadstrupgård. Dermed går Danmark videre i Christian den IVs fodspor med undtagelseslove, der sætter de sædvanlige retsregler ud af kraft. Hvis vi ikke allerede har haft grund nok til at ville nedlægge Kongehuset og modernisere domstolene, så har vi måske her fået en hel del ekstra inspiration dertil. Men jeg aner ikke hvad vi kan stille op med Den særlige Klageret – skal denne afskaffes når den ikke duer? Ja, for enten lever Klageretten op til sit formål eller den bør nedlægges - det ville i det mindste være en klar stillingtagen. Lige som menneskerettrighederne måske skulle afskaffes når de ikke duer? Ja, og pressenævnet også …

Vadstrupgårdsagens hovedperson blev idømt 3½ års fængsel næsten udelukkende pga. børns vidneudsagn – børneudsagn som selv den spanske Inkvisition havde lært af blodig og bitter erfaring ikke at anvende i retssager når det var påstand mod påstand – dvs. at man ikke i disse tilfælde skulle lægge børns vidneudsagn til grund for en dom, hvis der ikke forelå beviser. Dette er selvsagt ikke det samme som at man ikke vil lytte til børn. Man kan bare ikke dømme et menneske på dette grundlag alene.

Det betyder at vore domstole - proceduremæssigt og retssikkerhedsmæssigt set - har fået et tilbagefald til tiden og stedet hvor man dømte uskyldige mennesker udelukkende pga. børnevidner.

Den dømte, tidligere pædagogmedhjælper, er formentlig uskyldig. Det er hvad al rationel tænkning tyder på at han er. Han er dømt næsten udelukkende pga. børnevidner – og som under Reformationen i Sverige taler alt for at børnevidnerne har fået hjælp til at konstruere deres vidneforklaringer.

For mig at se er det en katastrofe for dansk retssikkerhed, at Den særlige Klageret besluttede sig for ikke at genoptage sagen efter advokatens begæring herom. Nu bevæger vi os uvægerligt henimod tilstande der mere og mere minder os om de rædselsfulde ”retsprocedurer”, hvor man dømte alene pga. børnevidneforklaringer uden beviser i reformationens irrationelle tidsalder - crimen exceptum.

Som sagt har Jan Guillou i DR 2s Deadline, nov. 2002, omkring tidspunktet for Bogmessen i København udtalt, at hvis der i børnesexmisbrugssager er tvivl om den anklages skyld skal der frifindes. Dvs. at når der ikke forligger andre beviser end påstand mod påstand i børnesexmisbrugssager, så skal tvivlen komme den sigtede til gode.

Men det skete ikke i Danmarks største børnesexmisbrugssag: Vadstrupgård. I Politiken den 20. dec. 2002, under titlen ”Retssikkerhed for både børn og voksne” skrev lektor Dorthe Berntsen at Jytte Willadsen havde gjort opmærksom på at traumatiske erindringer, der graves frem ved særlige psykoterapeutiske teknikker, rummer en stor risiko for at være falske. Dorthe Berntsen uddyber: ”I sager om sexovergreb i børnehaver – såsom Vadstrupgårdsagen – har børnepsykologer anført, at når børnene ikke fortalte om de formodede overgreb, mens de stod på, men først lang senere, ja, så skyldtes det, at børnene havde fortrængt overgrebene. Først da børnene følte sig trygge, og omsorgspersoner støttede barnet i at huske, kom erindringerne frem, har det heddet.

Accepterer vi denne forklaring, siger vi også ja til, at børnenes erindringer er genfundne. På den baggrund opfordrede jeg til at genoverveje Vadstrupgårdsagen.”

Vi skal selvfølgelig lytte til børn og voksne i vores søgen efter sandheden og fordi vores omsorg for børn kræver det. Førstnævnte fordi vi skal finde gerningspersonen og i sidstnævnte tilfælde, fordi børn er afhængig af voksne der tager sig af deres behov.

Apropos:
Politiken d. 5. sept. 2000:
Opgør om sexsager med børn - "Formanden for de beskikkede advokater, Thomas Rørdam, mener, at sager om sexmisbrug i institutioner, der kun bygger på børns forklaring, bør opgives."  Og "Beviser granskes... - Flere steder i landet er anklagemyndigheden nødt til at vurdere, om deres bevismateriale i sager om overgreb mod børn er for dårligt. Østre Landsret og Vestre Landsret har afvist videoafhøringer af børn."

Læs også
Minoritetspartiets pressemeddelelse om Vadstrupgårdsagen.

Andre eksempler på undtagelseslove i moderne tid der sætter de sædvanlige retsregler ud af kraft er bl.a. Rockerloven, Tvindloven og terroristloven. I Nazi-Tyskland havde man til sammenligning jødelove og mange andre total inhumane og menneskefjendtlige love. I dag bliver selv Menneskerettighedsloven brugt til at begrunde bombning af visse lande i verden for brud på menneskerettigheder, men som andre lande krænker rask væk og uden at dette føre til sanktioner overfor disse forbryderregimer. Jeg mener at den eneste vej ud af dette hykleri er at kræve at alle lande de facto overholder alle menneskerettigheder og at der ikke opretholdes love der kun gælder for nogen og ikke for alle.

Når spurgt har Jan Guillou svaret journalisterne, at det er rigtigt at der ikke findes hekse ud over dem som vi selv bilder os ind og at forskellen på Renæssancens og Reformationens heksejagt og de aktuelle af slagsen er at der faktisk findes moderne hekseri = pædofili. Jan Guillou mener alligevel at der stort set er tale om en jagt på ikke-eksisterende spøgelser. Det handler om en bølge af justitsmord overalt i den vestlige verden.

Projektet og bogen Heksenes forsvarere slår fast at de største og mest skandaløse afsløringer af pædofili er heksejagt, justitsmord. Guillou bruger de sidste knap 40 sider i bogen (289-327) til at overbevise os herom. Han analyser konkrete eksempler fra den virkelige og skræmmende verden.

Jan Guillou har tilsyneladende valgt ikke at komme ind på den forskning som konstaterer at sexmisbrugsindustrien overdriver vildt og i øvrigt er selvmodsigende  mht. hvilken betydning de facto forekommende sexmisbrug har eller får for det barn som det går udover. En overdrivelse og forvirring som er til skade for barnet. Hvis vi skal være meget stringent i vores sandhedssøgning kan vi ikke komme udenom, uanset hvor meget vi end vil, at selv de fleste tilfælde af de facto udlevet pædofili ikke i sig selv er traumatiserende for de involverede børn. Ifølge den mest videnskabelig forskning på området er anklagen mod pædofili for at være a priori traumatiserende en falsk anklage. Falske anklager der fører til undtagelseslove, der fører til "skyldige" domme er de klassiske forudsætninger der udgør begrebet heksejagt = justitsmord. Se min artikel om sexmisbrugsindustriens uvidenskabelige sexmisbrugsundersøgelser. (Weekendavisen. Klik her for mere.)