Se 1½ time lang Foredrag på Dansk, på YouTube nuklik påNyeste forskning som kategorisk afviser det universelle incest tabu: Engelsk Introduktion (4 min.), resten på dansk. Engelsk tekst til højre for videobilledet på YouTube findes 3 links: til ægyptologens forlag, hvor bogen kan købes, til bogens indholdsfortegnelse og til de første 24 sider af bogen som alle kan læse fritklik her
For at afspille hele det 1½ time lang foredrag / diskussion automatisk
(i stedet for manuelt én efter én) gå til følgende YouTube side og klik på "Play All" i højre side - for automatisk afspilning gå først til den pågældende YouTube side ved atklikke her
New Research Rejects Universal Incest Taboo: Eng. Intro, Eng. Text Right of Screen; Dansk Foredrag
klik her

 

Heksejagt:& heksejægere

(Att. For bedste udprint: Markér teksten, kopier, sæt ind i andet program - print ud!)

Foredraget "Hysteriets kulturelle fortællinger" på skrift:

 

KRONIK - til foredraget fra d. 22.02.01 - under foredragsrækken Hertoft-eftermiddage
Når hystorierne får frit spil
- straffes den som fører saglig diskussion

af Troels Peter Schmidt, forfatter

Holmegårdsagen er et barn af Danmarks største hysterisag 
- i stedet for at forsvare et fagforeningsmedlem i nød igangsætter fagforbundet BUPL en veritabel heksemobning
på en af sine egne medlemmer.

Vadstrupgårdsagen. Holmegården er også naboinstitution til Vadstrupgård.
(
Lyt til Signe Hemmingsens opfattelse af Vadstrupgårdsagen. Klik på: 
Hekse og heksejagt for mere! = Super Coogle Streaming video!)

Baggrunden for nedenstående sandfærdig fortælling er de berygtede begivenheder omkring den skandaleramte daginstitution Vadstrupgård. Når pædagogen, der omtales nedenfor, udsættes for en næsten ubeskrivelig og benhård mobning fra sin egen fagforening må det ses i lyset af det - i hele landet omtalte - hysteri der tidligere fandt sted i og omkring naboinstitutionen Vadstrupgård.

Indledning

Begrebet "hystorier" er af udenlandske fagfolk sammensat af ordene "hysterical" og "stories" - hystorier er "hysteriets kulturelle fortællinger". For at disse "fortællinger" kan forvandle sig til epidemier og paranoia forudsættes tre ting. Forfatteren Troels Peter Schmidt uddyber dette i månedens just-well kronik. Baggrunden er hans foredrag for sexologer og andre interesserede fra den 22. februar.01.

"Pædofili-frikendte bør afvises", 
lød en overskrift på Politikens forside søndag d. 18.2. 01:

"Pædagoger, der er blevet anmeldt til politiet for seksuelt misbrug af børn, bør aldrig arbejde i en daginstitution igen. Heller ikke selv om de bliver frikendt for anklagen", mener foreningen Børns Vilkår.

"For medarbejderens, for forældrenes og for børnenes skyld bør de ikke komme tilbage til et dagligt arbejde med børn. Kommunerne må finde et andet job til dem, hvor de ikke er sammen med børn, siger formanden for Børns Vilkår, John Halse."

"Formanden for BUPL, Bente Sorgenfrey, er lodret uenig."

"De sidste par år er der rejst mange anklager mod vores medlemmer, der viste sig at være fuldstændig uberettigede. Hvis det skulle betyde, at de var nød til at skifte erhverv, så var vi ude på et overdrev, der ikke hører hjemme i et retssamfund. Så opretter man en folkedomstol, siger hun." Ifølge Bente Sorgenfrey er flere pædagoger vendt tilbage til en daginstitution uden ramaskrig fra forældrene. "Man kan godt komme forældrenes mistanke og bekymring til livs, hvis man griber det rigtigt an," siger hun.

Bente Sorgenfrey, skal have ros for de modige og kloge ord til Politiken. Men desværre er denne visdom ikke tilstrækkelig. For udover hendes velbegrundede bekymring for retssamfundet er der tillige et behov for alle fagfolks ret – også professionelt uddannet pædagogers ret – til saglig diskussion. Det gælder både i offentligheden og kollegaer imellem – og vel at mærke en ret uden efterfølgende katastrofale følger for de pågældende.

Udgangspunktet for just-well´s  kronik er, at bl.a. Vadstrupgårdsagen (dommen afsagt d. 25. maj 1998 af Østre landsret) meget vel kan være en "hystorie" - en af "hysteriets kulturelle fortællinger", fordi forudsætningerne til sådanne hystorier var tilstede i tidsrummet for anklagerne, og fordi de antagelig førte til, at en uskyldig blev idømt flere års fængselsstraf.

  En "hystorie" eller "Hysteriets kulturelle fortællinger" - er et begreb, som er sammensat af "hysterical" og "stories". Udtrykket bruges om beretninger om kronisk træthedssyndrom, om genfundne erindringer om incest, sataniske misbrugsritualer og bortførelser til rumskibe og om Golfkrigssyndromet. For at sådanne "fortællinger" kan forvandle sig til hysteriske epidemier (og paranoia), forudsættes tre ting:

1. Tilstedeværelse af fagfolk og teoretikere.

2. Ulykkelige, sårbare patienter og

3. Et kulturelt støttende miljø.

  Efter min overbevisning er der også her i landet belæg for, at nogle teoretikere, en del ulykkelige mennesker samt et støttende miljø har fundet hinanden og tilsammen udgør nogle af forudsætningerne for en længerevarende hysterisk epidemi. Omkring 65 daginstitutionsansatte er blevet sigtet for sexmisbrug, men 61 sager er frafaldet pga. manglende beviser.

Ad.1) I argumentationen for tilstedeværelsen af fagfolk og teoretikere henviser jeg til bl.a. overlæge psykiater Sven Rasmussens kronik i Politiken helt tilbage til den 29. oktober 1998 med overskriften "Terapeuterne tørster". Rasmussen kritiserede nogle kliniske psykologer for bl.a. at se sexmisbrug, hvor der ikke var noget. Hans kronik er ikke mindre rammende i dag.

Ad.2) Der er de mange sexmisbrugssager hvoraf de fleste afvises pga. manglende beviser. Det er samtidigt betegnende for vores civilisation at der igennem det sidste århundrede er udviklet et "offerbegreb" som beskrevet i bogen Ofrets århundrede, skrevet af lektor i historie ved Roskilde Universitetscenter, Henrik Jensen. Offer-fænomenet er udtryk for ulykkelige og sårbare mennesker gennem hele det 20. århundrede. En af Henrik Jensens teser går ud på, at de to verdenskrige var ét langt mareridt for magtesløse ofre for overvældende ydre kræfter (i Første Verdenskrig primært soldaterne) og i anden del af århundredet blev ofrene hjælpeløse patienter i almægtige behandlersystemer. Problemet for både soldaten og patienten er, at de på grund af overvældende samfundsmæssige forhold intet ansvar påtager sig i forhold til deres situation og herved objektgøres.

Ad.3) Som forfatter af antipædagogisk litteratur – og uddannet pædagog - oplever jeg, desværre en fortsat tendens på institutionsområdet til at se flere tilfælde af sexmisbrug, end der er. De mange mandlige pædagoger og medhjælpere, som er trådt frem i TV og radio med deres klager over at blive mistænkt for ting, som de aldrig har gjort, sandsynliggør eksistensen af et hysteri-støttende miljø. Disse voldsomme anklager har ført til, at flere socialarbejdere har krævet indførelse af særlige regler til beskyttelse af mænd mod falske anklager for sexmisbrug.

  Lige som Elaine Showalter, der er ophavsmand til teorierne om hystorier, tror jeg, at nogle sexmisbrug-teoretikere og, en hel del af disse ulykkelige mennesker og et kulturelt støttende miljø kan have udbredt hystorier til den øvrige befolkning via medier, bøger, dameblade osv. allerede i starten af 1980´erne. Disse hystorier er blevet udbasuneret til beredvillige og ofte unuancerede medier og til en masse mennesker, som er modtagelige for hystorier. Hystorier er måske blevet almen "viden" for mennesker, der søger godkendelse og billigelse af deres emotionelle behov, skabt af deres egne ubevidste konflikter.

  Desværre taler intet for, at Showalters kriterier for, at disse "fortællinger" kan forvandle sig til "hystorier", ikke kan være gældende hos os danskere. Bl.a. derfor er jeg begyndt at interessere mig for, om risikoen for justitsmord er større i dag end for f.eks. 25 år siden og i bekræftende fald hvad årsagerne hertil kan være? Vi skal naturligvis gøre, hvad vi kan, for mest muligt at begrænse denne risiko. Hvordan, har professor Showalter et bud på, der først og fremmest går ud på at bevidstgøre så mange mennesker som muligt om de social-psykologiske mekanismer, der er med til at skabe hystorierne.

  Hvis Showalters teori om hystorier har noget på sig, må vi konkludere, at der er en nærliggende sandsynlighed for, at Vadstrupgårdsagen er en hystorie. Vadstrupgårdsagen bærer alle tre ingredienser i sig og svarer derfor til titlen på første kapitel i Leif Blædels bog herom: "Opskriften på et justitsmord." Vi må derfor sige, at denne sag meget vel kan have ført til, at en uskyldig blev idømt 3½ års fængsel. Sagen er rimelig nok blevet forelagt for Den særlige Klageret, og nu venter vi på dennes afgørelse om, hvorvidt den skal gå om.

  Til sammenligning henviser jeg til Roum-sagen, hvor nævningene og de juridiske dommere idømte flere mennesker lange fængselsstraffe. Først adskillige år senere, og ved hjælp af Den særlige Klageret, kunne Roum-sagen ende med, at fire af de oprindeligt seks dømte personer blev frifundet efter at have tilbragt flere år bag lås og slå.

  Siden dommen i Vadstrupgårdsagen blev afsagt i 1998 har jeg været overbevist om at der var noget galt. Det er ikke på noget tidspunkt blevet tilstrækkelig bevist eller sandsynliggjort uden for enhver rimelig tvivl, at den tidligere pædagogmedhjælper er skyldig. Alligevel blev han idømt 3½ års fængselsstraf!

  I dag har han afsonet dommen. Men det fjerner ikke den voldsomme stigmatisering, der følger en sag af denne art.

  Ud fra hvad jeg har kunnet læse om sagen er jeg enig med Politikens Tøger Seidenfaden: "For mig at se, kan påstanden om et justitsmord ikke bare udelukkes - den forekommer mig i høj grad tænkelig. Og er der tale om et justitsmord, så taler vi dels om en grov uret mod et menneske, men også om store skadevirkninger i form af samfundsmæssig opstandelse, bekymring og mistænkeliggørelse. Og der er andre sager, hvor børns videoudsagn spiller en lignende rolle. Sagen - og de alvorlige spørgsmål den rejser - bør undersøges til bunds. "Politiken Søndag d. 31.okt.99

Der er andre faktorer der får en til at tro, at der i Vadstrupgårdsagen er tale om hystorier. Nemlig hemmeligholdelsen for offentligheden af væsentlige dele af bevisførelsen.

  I et demokrati er det af største bekymring, når almindelige borgere ikke i retssager har mulighed for at læse domsudskriften. Og at "offentligt tilgængelige" sagsakter, som dem udfærdiget af professorerne Christiansen og Revsbech, i virkeligheden er censureret. I deres "Redegørelse vedrørende sagen om daginstitutionen Vadstrupgård" er omtrent 25% af indholdet bortredigeret med det resultat, at ingen udenforstående har den ringeste forestilling om, hvad sagen egentlig handler om. Alle involverede i Vadstrupgård- og lignende sager påtager sig en monopoliseret tolkningsposition, der svarer til præsternes før Reformationen i 1500-tallet. Det er faktisk kun i Leif Blædels lille bog om Vadstrupgård (anmeldt af Tøger Seidenfaden, Politiken Søndag d. 31.okt.99), at enhver borger får adgang til domsudskrifterne.

  Til støtte og ære for de kræfter, som længe har ønsket at bekæmpe justitsmord med en rimelig åbenhed i retssager er: formanden for forsvarsadvokaterne Thomas Rørdam samt Leif Blædel med mange års erfaring i retsjournalistik. Netop på baggrund af Vadstrupgårdsagen har disse udtalt:

Thomas Rørdam:
"De danske domstole er nogle gange for restriktive med at lukke dørene. Jeg ser ingen grund til, at forældre og pædagoger, som er involveret i sagen, ikke kan overvære retssagen. Forældre og pædagoger ville have godt af at høre, hvad der bliver sagt. De kan nemlig have svært ved at forstå, hvad der er foregået. Og et lukket system er meget egnet til at skabe myter," [ ...] Men Rørdam har ligeledes et forbehold: "Den sigtede skal også beskyttes. Hvis det viser sig, at han er uskyldig, skal hans navn ikke figurere alle mulige steder. Hvis en sag falder, vil der altid være stærkt vrede forældre, der har en anden opfattelse, siger Thomas Rørdam. Børn & Unge nr. 38, 23. sept. 1999.

  Til støtte for Rørdams syn har en tidligere pædagog, ansat i Vadstrupgård udtalt til sit fagblad Børn & Unge: "Hvis jeg bare kunne få lov at læse domsudskrifterne, det ville hjælpe meget. På hvilke ture? Var det i skoven? Hvad gjorde han? Måske kunne jeg komme i tanker om et tegn, et barn havde vist eller havde sagt netop den dag. Så kunne jeg hjælpe et eller andet barn i fremtiden. Lige nu ved jeg ingenting , [ ...] "

Leif Blædel:
"Men nu pressens mulighed for at kontrollere? Det var ikke noget som interesserede hverken udvalget eller senere Folketinget. Det havde ellers været let at forbedre den. Med lovændringen fik pressen adgang til at læse retsbogen, når dørene under sagen har været åbne. Det kan være udmærket, selv om det stort set er overflødigt for journalister som følger en retssag. Men journalister må ikke se retsbogen, når dørene har været lukket – så må forløbet ikke kontrolleres. Da kontrollen ifølge den demokratiske teori skal ske af hensyn til den anklagede eller dømte, havde det eneste logiske været, at journalister med den anklagedes eller dømtes tilladelse kunne læse retsbogen når domfældelsen er sket bag lukkede døre. Men nej, Folketinget ville gerne imødekomme pressen på ulykkelige menneskers bekostning, det gik derimod ikke op i at anklagede kunne beskyttes mod mulige overgreb ved at pressen fik mulighed for efter en retssags afslutning – altså på et tidspunkt hvor ingen saglige grunde taler imod det – at kontrollere, hvad der er sket bag de lukkede døre. ....."

I vor del af verden ser vi stadig hysteriske epidemier. Det er min overbevisning, at den primære grund hertil er, at de fleste incest-behandlere, fagfolk og teoretikere på området alt for længe ikke har interesseret sig for, hvad der er og hvad der ikke er hystorier. Dette er tragisk fordi vi nu ved, at en af de vigtigste midler til at bekæmpe hystorier er at få de faglige teoretikeres aktive deltagelse i dialogen og disses forsøg på at engagere den øvrige befolkning.

  Men fagfolk - som man ellers skulle mene havde en professionel interesser heri, og måske endda et kald til at opsøge og deltage i netop faglige diskussioner, er først inden for de seneste år begyndt at give hystorier den opmærksomhed, som de fortjener.

  I foredragsrækken Hertoft-eftermiddage - henvender jeg mig til enhver professionel fagmand/-kvinde med et ønske om dialog kollegaer imellem. Ikke mindst til de eksperter, som ifølge Showalter har et medansvar for udbredelsen af hystorier.

  I dette forum af fagfolk åbnes der op for en længe tiltrængt dialog, hvor det bliver muligt at tænke og tale frit samt indgå i en oprigtig dialog. Hér vil jeg søge anerkendelse for retten til den frie faglige diskussion, den som alt for mange professionelle hidtil har svigtet.

  I forlængelse heraf må de professionelles fagforbund nødvendigvis inddrages. Ved at rette en appel til deres faglige organisationer, dem der har pligt til at forsvare deres medlemmer, når retten til indbyrdes dialog anfægtes, påpeger jeg et ekstremt forsømt problem for mange fagforeningsmedlemmer.

  Et kæmpe spring i retning af en ny dialog på området har Pædagogisk Medhjælperforbund allerede demonstreret med udgivelsen af en eksemplarisk kritisk antologi med titlen På den anden side. Heri diskuteres ny relevant forskning. Dette er en håndbog som pædagoger, sexologer, sexmisbrugsbehandlere og teoretikere kan tage udgangspunkt i, når dialogen skal ud til offentligheden. Et godt udgangspunkt i anvendelsen af det vigtigste våben imod hystorier og justitsmord.

F.eks. skaber Vadstrupgårdsagen så megen angst og usikkerhed, at det påvirker andre områder, end lige netop der, hvor en person anklages for sexmisbrug. Dvs. at sådanne sager bidrager til at fremkalde endnu flere hystorier. Hvorefter hystorierne får frit spil, breder sig som ringe i vandet og kommer – for flere og flere danskere – til at betyde, at dansk lov, der omfatter menneskerettighedserklæringen, ikke er det papir værd, som den er skrevet på. Så længe det stadig er muligt for en fagforening at ekskludere eller blot mobbe egne fagforeningsmedlemmer og fyre ansatte, blot fordi de har udøvet deres nationalt og internationalt stadfæstede ret til at ytre sig.

  Helt grotesk bliver det, når selv udsagn baseret på anerkendte og yderst veldokumenterede videnskabelige undersøgelser hverken gør fra eller til – fagforeninger og arbejdsgivere ekskluderer og fyrer den, som udøver sin ret til at ytre sig.

  Det er mit indtryk, at mange fagforeninger udviser en klar hystorisk adfærd over for de af deres faglige kollegaer som udtaler sig offentligt med synspunkter, der er anderledes end flertallets. På trods af at disse udtalelser dokumenteres med omfattende ny forskning. En undtagelse er Pædagogisk Medhjælperforbunds "På den anden side".

  Vi må ikke glemme at både dansk lov og menneskerettighedserklæringen gør  formelle forbud imod ytringsfriheden ulovlige. Dvs. at intet menneske kan retmæssigt eksluderes fra/af sin fagforening eller fyres fra sit job pga. offentlige udtalelser der kan begrundes. Men sådanne brud på lov og ret finder faktisk sted i vort samfund.

Mit foredrag og denne kronik er et forsøg på en rationel fortælling om dialogen, der forsvandt. Hvorfor mænd kan finde på at flygte fra pædagogfaget og hvad vi eventuelt kan gøre for at forhindre dette - også for børnenes skyld.

Holmegårdsagen

- i stedet for at forsvare et fagforeningsmedlem i nød igangsætter fagforbundet BUPL en veritabel heksemobning
på en af sine egne medlemmer

Holmegårdsagen er et barn af Danmarks største hysterisag, Vadstrupgårdsagen. Holmegården er også naboinstitution til den nu nedlagte Vadstrupgård

Holmegårdsagen
-
er tillige hystorien om fagforbundet BUPL, der hekse-mobber en af sine egne medlemmer, i et omfang så han må opgive nogen sinde at kunne tage et arbejde indenfor det arbejdsområde som hans uddannelse berettiger ham til. Denne socialarbejder er undertegnede, Troels Peter Schmidt, web-redaktøren af denne hjemmeside www.just-well.dk og i dag en jæger af heksejægere - Schmidt vil al heksejagt til livs. Mit vigtigste våben er oplysning og en række lovforslag - se nedenfor og læs gerne Fra Incest til MEDIE-HETZ der kan lånes på ethvert bibliotek.

  I efteråret 1998 fik jeg et chok da mit eget fagforbund BUPL påbegyndte hvad der blev til en mangeårig og vedvarende trussel om eksklusion, pga. mine begrundede offentlige udtalelser og inddragelse af mine institutionserfaringer i en jobsamtale: BUPL forsøgte at heksemobbe mig ud, fordi jeg offentliggjorde forskningsresultater som forbundet ikke brød sig om og fordi jeg offentliggjorde et ønske om at ville diskutere spørgsmålet : Er opdragelse nødvendig? Følte BUPL sig truet af en potentiel offentlig debat af sådanne emner?

  Det startede med at jeg modtog et brev fra mit fagforbund BUPL, hvori det reelt fremgik, at man ikke længere ville tillade at jeg tog arbejde inden for mit fagområde. Baggrunden herfor vil jeg forsøge at gøre rede for hér.

  Efter at have modtaget en henvisning fra Arbejdsformidlingen (AF) til en ledig pædagogstilling kontaktede jeg den pågældende børneinstitution. Jeg fik en aftale om en ansættelsessamtale.

  Indledningsvis vil jeg her nævne hvad jeg mener er vigtige faktorer ved en ansættelsessamtale: Som pædagog kan man ofte ved institutionens jobannonce få et indblik i hvad institutionen vægter i det daglige pædagogiske arbejde. Når samtalen gennemføres på baggrund af en henvisning fra AF mødes parterne uden forudgående kendskab til hinanden, udover den sikkerhed man har i form af et eksamensbevis.

  I Danmark er der en rig tradition for at forskellige institutioner relaterer sig til forskellige pædagogiske retninger.

  Pædagogfaget er i en konstant diskussion og udvikling, hvor faglige metoder og nye forskningsresultater brydes, og at det i forhold hertil ved en fastansættelse kan være vigtigt at vi gensidigt under ansættelsessamtaler får et kendskab til hinandens forskellige udgangspunkter og faglige kvalifikationer. Sammen med det mere udefinerbare "kemi"-spørgsmål er dette af betydning for at matche arbejdsgiver og arbejdstager til gensidig tilfredsstillelse – hvilket jo helt naturligt indebærer, at en seriøs jobsamtale indeholder diskussioner af pædagogisk art. Ved jobsamtalen fremlagde jeg derfor forskelligt materiale, som jeg mente var relevant.

  Sammenfattende om materialet vil jeg oplyse, at dette stammede fra min flerårige  uddannelse som socialarbejder - godkendt af lærere fra seminarietiden, erfaringer fra tidligere jobs og materiale der enten byggede på eller stammede fra forskning af nyere dato. Det fremlagte materiale var således velegnet for en relevant og seriøs faglig samtale ikke mindst, fordi jeg tidligere havde haft udbytte af at diskutere dette med mine kollegaer.

  Jeg mener, at samtalen forløb over ca. 1 time og var præget af en positiv stemning om end jeg fornemmede en vis forskellighed i vores forskellige opfattelser omkring selvbestemmelse og den efterhånden kendte og i visse progressive kredse endda berygtede "grænse-diskussion".

  Aftalen efter samtalen var, at vi - institutionen og undertegnede - gensidigt skulle kontakte hinanden efter endt ferie. Ved min senere henvendelse blev jeg oplyst om at "man ikke ønskede min ansættelse der". A-kassens første henvendelse til mig gik ud på en fuldstændig fejlagtig påstand om at jeg var en "fortaler for pædofili".

  A-kassen eller forbundet var, efter min mening, ude efter et medlem, som havde/har "forkerte meninger". Først sætter [a-kassen] mig i en uges dagpengekarantæne med henvisning til en paragraf om, at jeg ikke var mødt op til en job-samtale, skønt jeg var det - hvad man sigtede til var, at jeg fremlagde nogle af mine omstridte skrifter, for åbent at præsentere sig.

  Fagforbundets forretningsudvalg var enig med min a-kasse og bebudede at ville smide mig ud af forbundet, hvis jeg ikke gik selv. Interessant nok motiverede man  truslen (på daværende tidspunkt i efteråret/vinteren 1998-99) med henvisning til, hvad jeg havde skrevet syv år tidligere i min bog Hele og FRIE børn (udkom i nov. 1992), som [BUPL og a-kassen] havde kendt alle årene, eftersom den i sin tid blev anmeldt i forbundets blad Børn & Unge - men folkestemningen var selvfølgelig ikke så ophidset den gang.

Ytringsfrihed kollegaer imellem

  For at få indført faglig ytringsfrihed kollegaer imellem mener jeg at der bør stilles krav til psykologernes såvel som pædagogernes faglige organisationer:

  Den moderne pædagogiks og psykologis nej til faglig dialog må kunne erstattes af et rungende ja til samme. Et vedvarende krav om seriøs dialog er eneste vej frem – på trods af den nuværende lukkethed. Jeg opfordrer alle til stædigt at opsøge dialogens vej til større bevidsthed og viden.

Berufsverbot, og BUPL´s og andre fagforeningers evt. trusler herom, må ikke være tilladt. Her er der et politisk behov for at få vedtaget et reelt fungerende forbud mod at ekskludere fagforeningsmedlemmer eller fyre ansatte pga. offentlige udtalelser, som kan begrundes.

Ifølge feministen, videnskabsteoretikeren og litteraturkritikeren professor ved Princeton University i USA, Elaine Showalter, er det ikke de til tider ekstreme og grusomme hekseforfølgelse i moderne og ældre tid som det egentlig handler om. Ej heller er det fraværet af logisk tænkning hos ellers gode samfundsborger. Den væsentligste pointe i fænomenet hystorier er paranoia. Dvs. at vi alle har en fælles interesse i at komme hystorierne til livs. Men da man i mere end 20 år ikke har kunnet finde nye veje mod en paranoia-fri verden er jeg parat til at prøve noget helt  nyt for at komme socialpsykologiske fænomener som hystorier til livs. Jeg vil gå  politikkens vej: 

Jeg fortsætter med at gøre mit til at sikre, at Minoritetspartiet kommer ind i Folketinget til næste valg. Jeg ved at det kan lade sig gøre. Herudover, beder jeg også dig om  at hjælpe med til:  

At Folketingets politikere vedtager en bedre lovgivning til beskyttelse af borgere der blot udøver deres menneskerettigheder. F.eks. til beskyttelse af borgere der omtaler  og  oplyser om forsknings-resultater. At diskutere på saglig vis må aldrig føre til at ens egen fagforening/fagforbund skal have lov til at ekskludere eller mobbe egne fagforeningsmedlemmer ud af deres job.

For mit vedkommende har en sådan lovgivning høj prioritet i det nye menneskerettighedsparti - Minoritetspartiet. Måske ville det være en god idé hvis også du meldte dig ind.

Litteratur.

Elaine Showalter: Hystories. Hysterical Epidemics and Modern Culture. 244 s., Picador.

Læs mere om BUPLs heksejagt omtalt i Faklen:

Grænser for ytringsfrihed i BUPL

Pædagogernes fagforening, BUPL vedtog på en kongres i december med mere end to tredjedeles flertal en ændring af foreningens regler. Ændringen blev foreslået af foreningens forretningsudvalg og bestod i, at det fremover skal kunne medføre eksklusion af foreningen, hvis et medlem har begået en strafbar handling over for børn - eller hvis medlemmet "offentligt udtaler sig til støtte for sådanne handlinger" (citeret efter Berlingske Tidende, 12.12.00). Dermed er det ikke tilladt for foreningens medlemmer at udtale sig til fordel for pædofili eller for at revse børn.

Foreningens formand, Bente Sorgenfrey siger til avisen: "Vi har brug for, at der er en høj troværdighed i forhold til det pædagogiske arbejde, og det er simpelt hen for skadeligt for os som organisation at have medlemmer, der har sådanne synspunkter."

Det forlyder ikke, hvor grænsen for godkendte udtalelser går, men Bente Sorgenfrey leverer en antydning i en kommentar til, hvorvidt ekskluderede medlemmer vil kunne hæve understøttelse fra BUPLs A-kasse: "Man vil vurdere fra A-kassen, om de står til rådighed for det pædagogiske arbejdsmarked. Hvis man har udtalt sig til støtte for, at pædofili ikke skader børn, så tror jeg ikke, der er mange arbejdspladser inden for vores område, som vil ansætte vedkommende."

Det kunne altså se ud til at være en mulig eksklusionsgrund, hvis et medlem hævder, at pædofili ikke skader børn - en påstand, som på baggrund af f.eks. psykologisk sagkundskab kan underbygges eller tilbagevises, men som i sig selv ikke er andet end et muligt standpunkt i en saglig diskussion. BUPLs utvivlsomt velmente og i sig selv prisværdige indsats for børns ve og vel skal åbenbart føres på bekostning ikke blot af ytringsfriheden, men også af muligheden for en saglig belysning af alle sagens aspekter og argumenter.

Læs gerne papir-udgaven af Fra Incest til Mediehetz,  som kan lånes gratis på Det Kgl. Bibliotek eller lige her:

For første gang læs Nu i flot Super PDF Format
Fra Incest til Medie-hetz  
- af forfatter Troels Peter Schmidt uddannet antipædagog ved Ballerup Fritidspædagog Seminarium - klik her